Forleden smagte jeg en fin 2023 Sancerre fra brødrene Arnaud og Julien Moreux fra vinhuset Patrice Moreux og nu smager jeg så en 2022 Pouilly-Fumé Corty Artisan Silex.
Som med forrige vin er det 100% Sauvignon Blanc, der kommer fra nogle 30 år gamle og pænt lavtydende stokke på Pouilysur-Loires sydskrånende Saint Andelain plateau, der er berømt for sit høje indhold af flintholdigt ler, der på fransk netop hedder Silex. Moreuxs mark ligger faktisk lige klos op ad Dageneaus parcel, der netop står bag deres hypede og meget dyre Pouilly-Fume Silex.
Efter høsten er druerne presset skånsomt i en pneumatisk presse og derefter er mosten gæret spontant med druernes egne gærceller på store ståltanke, hvorefter vinen er lagret i lang tid sur lie i tankene.
Der nu mere finesse, kompleksitet og luftighed i duften … meget fin, sart og utrolig smukt balanceret. Det er ingen vild, stram arketypisk Sauvignon Blanc vin med skarpe kanter, men har i stedet en mildere, rundere og lettere aroma med lidt hyld, banan, melon og pærer. Det er dermed afdæmpet, blødt og blidt … elegant og samtidig også lidt mere drue typisk neutral.
Sådan er smagen også … blødere end arketypisk Sauvignon Blanc, men alligevel med noget grape, stikkelsbær, lemon, melon og grønne pærer … fin og alligevel forholdsvis blid syre, men samtidig olieret og tæt med en flintet, kalket mineralitet, som også bløder lidt op og giver vinen en rank blødhed. 92 point.
Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 279,95 kr., men kan fås til 199,95 kr. ved køb af 6 flasker.