Aftenens kultvin blev denne Barolo Runcot Riserva fra Elio Grasso.
Vi er med Elio Grasso i Barolo distriktet. Tæt ved Monforte d’Alba finder vi Elio Grassos ejendom. Bedre beliggenhed kan man ikke ønske sig, ikke blot på grund af udsigten, som er formidabel, men også på grund af jordbunden, som giver mulighed for produktion af fremragende vine. Produktionen hos Elio Grasso startede i begyndelsen af 1980’erne, hvor Grasso familien besluttede at gå tilbage til deres oprindelse som vinavlere.
Man havde nogle år forinden, nemlig i 1978 lagt grundstenen hertil ved at begynde at vinificere og aftappe druerne fra de forskellige vinmarker adskilt, og ved successive genplantninger af deres Nebbiolo, Barbera og Dolcetto vinmarker.
I dag drives vingården fortsat af Grasso familien, nemlig i form af far og søn. Alle markerne dyrkes som enkeltmarksvine undtagen i de år, hvor høsten er middelmådig. Vingården fremstår i dag på alle områder som et mønsterbrug. I 2002 tildelte Italiens mest kendte vinguide Gambero Rosso en af Elio Grassos Barolo’er prisen “Red Wine of the Year”. Denne hæder tilgår som navnet siger kun én vin i Italien. En absolut topproducent
Barolo Riserva Rüncot er en meget stor, struktureret vin bristefærdig med frugt. Den er i modsætning til Elio Grassos andre Baroloer lagret på 100% nye franske egefade, og fadene er smukt integreret i vinen.
Og det med bristefærdig er en god betegnelse for denne vin. Duften er overflod af lys frugt, en smule kant og skarphed, læder, blomster og en form for indelukket gazebind. Det hele meget intens. Smagsmæssigt er der tyggegummi, I ved denne Hubba Bubba slags, der er læder, lyserøde bær, stikkelsbær … meget Nebbiolo med en meget stram tannin. En vin, der fortsat virker meget ung, og som kræver tonsvis luft. Det er sgu elegant … men kræver også sit af nyderen. Jeg synes, at det er voldsomt godt.
Med medbragte vinen: Steffen
Købt hos Jysk Vin til 775 kr.
Så et lille smut til Italien, nærmere bestemt området Roero i Piemonte, hvor vi i byen Montà d’Alba finder vinhuset Giovanni Almondo, som er etableret i 1980 af Domenico Almondo, som – efter afslutning af sin eksamen i det jordbrugsvidenskabelige fakultet – besluttede sig for at lave vin. Giovanni Almondo, Domenico far, ejede i forvejen en lille gård helliget vinavl og dyrkning af frugt (ferskner, jordbær, æbler) og husdyr. Han solgte druer og en lille mængde af vin i løs vægt, men Domenico besluttede, at nu skal der laves en egenproduktion på druerne Arneis, Nebbiolo og Barbera.
Sidste vin lørdag, endnu en rødvin fra Italien, denne gang fra Toscana.
Næste rødvin var den røde søster til den hvide søster Lunaria fra Castelluccio. I den røde udgave hedder den Le More.
Med aftenens første rødvin blev vi i Italien, eller helt præcist i Umbrien midt i Italien, hvor vi finder vingården Castello delle Regine.
Hvidvin nr. 2 på festaftenen blev denne Lunaria fra Castelluccio. Har tidligre anmeldt en vin fra Castelluccio, nemlig 
Tirsdag bød på en italiensk vin, denne Rosso fra Langhe appellationen. Langhe blev DOC klassificeret tilbage i 1990 med det formål, at fange de vine, som før blev klassificeret som simpel Vino da Tavola.
Thank God It’s Friday lød det i filmen fra 1978 og fra mig i dag. Tid til fest i weekenden og en god vin fredag. Fredagsvinen er en italiener fra vingården Querce Bettina i Toscana.
Tirsdag bød da også på en vin, og den skal I selvfølgelig ikke snydes for. Vi er i Italien, nemlig Valpolicella i Veneto.
For over 14 dage siden drak jeg “lillebroderen” til denne vin. Det må jo også gøre denne til storebroderen til lillebroderen! Hvad er så forskellen med de to vine? Jo, ved denne vin er nogle af druerne tørret, og nogle er 2. pres fra vingårdens Amarone produktion. Jeg har i mit tidligere