Tag-arkiv: 4½

2022 Gustave Lorentz, Riesling Réserve, Alsace, Frankrig

2022 Gustave Lorentz, Riesling Réserve, Alsace, FrankrigRiesling Réserve fra Gustave Lorentz har jeg smagt før i både årgang 2017, 2020 og 2021, men nu smager jeg vinen igen, blot i den nyere årgang 2022.

Lorentz familien, der nu i 7 generationer siden 1836 har drevet vinhuset Gustave Lorentz, har jeg skrevet om før, så det undlader jeg denne gang og ser bare nærmere på denne Riesling Réserve.

Riesling Réserve er fremstillet på 100% Riesling fra udvalgte skråninger omkring Bergheim og alle druer stammer fra egne marker og vinen er udelukkende vinificeret i temperaturstyrede ståltanke.

I næsen er vinen vitterlig stram og pivfrisk … friske, grønne æbler, godt med citroner og den eksotiske slagside er mindre i foregående årgange, men der fornemmes dog fortsat mango, papaya, blommer samt let snas af nødder og blomster.

Smagsmæssigt også en frisk, syrlig og mineralsk vin … godt med grønne og sure æbler, citroner og en skarp, præcis syre, der virkelig er rank, stringent og klar. Som med duften er vinen også mere syrlig og tør end 2021’eren, som får dig op på tæerne … og dét vil man jo altid gerne være, når man drikker Riesling. 90 point.

Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 149,95 kr., men prisen er 99,95 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 4,5/7  

2022 LGI Wines, Crique Dream Sauvignon Blanc Colombard, Gascogne, Frankrig

2022 LGI Wines, Crique Dream Sauvignon Blanc Colombard, Gascogne, FrankrigDenne 2022 Crique Dream Sauvignon Blanc Colombard er lavet af Divin Père & Fils, der er en del af det store vinfirma LGI Wines, der skræddersyr private labels vin og andre vine under flere  forskellige navne … også denne fra det mere ukendte område Côtes de Gascogne.

Den innovative vinhus ejer egentlig ikke selv vinmarker, men opkøber druer fra en række vinavlere i det sydlige Frankrig og primært Languedoc, Roussillon, Provence og Gascogne. De laver og flasker så alle vinene på deres anlæg i Carcassonne i Languedoc.

Denne 2022 Crique Dream Sauvignon Blanc Colombard er – som navnet indikerer på et mix af den kendte Sauvignon Blanc og den mere ukendte Colombard, som jo netop er udbredt i Gasgogne og anvendes i både Cognac og Armagnac.

Det skulle være halvt af hver … altså 50% Sauvignon Blanc og ligeledes samme mængde Colombard, som kommer fra kalkholdige marker nær Det Atlantiske Ocean, hvor en kølig maritim indflydelse giver druer og vin, som er præget af saltet mineralitet.

Druerne høstes i de tidlige morgentimer, hvor temperaturen er lavest. En kølig udblødning af mosten udtrækker ekstra aromaer fra drueskindet allerede inden gæringen. Skånsom pneumatisk presning frigør druemosten, som gærer i ståltanke ved lave temperaturer og efter gæringen er lagret 4 måneder sur lie i ståltankene.

I næsen er der både grøn syrlighed og noget eksotisk frugt … det er grøn peber, melon, søde pærer, sandaltræ, moskusagtige noter, lidt lemon … dog på en lidt sød måde.

Smagsmæssigt har vinen egentlig en frisk, krisp frugt … mest melon, pærer og så lemon, men en sød lemon suppleret med syrlig æblesaft, hyldeblomst og egentlig en sprød, grøn syre, så dermed 89 point.

Forhandles af Supervin, hvor prisen er 99,95 kr., mens prisen ved køb af 6 flasker er 52,95 kr.

Vinanmeldelse 4,5/7 

2022 Prosper Maufoux, Bourgogne Chardonnay, Bourgogne, Frankrig

2022 Prosper Maufoux, Bourgogne Chardonnay, Bourgogne, FrankrigSidste måned smagte jeg en dejlig burgundisk hvid Mâcon-Villages fra Prosper Maufoux i vinglasset og nu er der atter en hvidvin i vinglasset fra vinhuset … deres 2022 Bourgogne Chardonnay.

Chardonnay druerne til vinen håndplukkes fra sydburgundiske terroirs med ler- og kalksten i Côte Chalonnaise og Mâconnais, hvor man umiddelbart efter høst presser de hele drueklaser nænsomt i en pneumatisk blærepresse, der frigør druemosten.

Straks efter køles saften ned til 12 grader for at bundfælde urenheder over de næste 24 timer. Nu omstikkes vinen til gæringen samt en efterfølgende lagring over 10 måneder på ståltankene.

I næsen er det mest melon, pærer, kvæde … måske endda med en snert af noget eksotisk frugt som fersken og mango samt syltede citroner. Det er tørt, præcist og indbydende med en lidt kalket mineralitet og nødder på en lidt landlig facon.

Smagsmæssigt er det en meget levende vin, hvor der ikke er meget fedme eller sul på skellettet, så dermed får man en ren, rank og frisk vin med krisp syre og en frugt med æbler, pærer, moreller og citron, bare helt ind til benet og faktisk rigtig, rigtig fin. 90 point.

Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 199,95 kr., men kan fås til 99,95 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 4,5/7  

2019 Cantine Buglioni, Lo Spudorato Spumante Brut, Veneto, Italien

2019 Cantine Buglioni, Lo Spudorato Spumante Brut, Veneto, ItalienVi kender jo mest Cantine Buglioni for deres dybrøde venetianske vin som klassiske Amaroner og Ripasso vinen Il Bugiardo, men de laver skam også andre vine, som nu fx denne 2019 Lo Spudorato Spumante Brut.

Jeg har smagt vine fra Cantine Buglioni mange gange og skrevet om vinhuset, men denne mousserende vin har jeg aldrig smagt før. Den er lavet på 80% Garganega og 20% Durello, der efter høst er knust og presset inden gæring i rustfrie ståltanke over 15 dage ved 14 grader.

Andengæringen er ikke sket i flaske, men efter den billigere charmatmetode i tryktanke over 30 dage inden anden yderligere lagring sur lie i yderligere 30 dage inden aftapning på flaske.

Spændende duft … virkelig landlig, animalsk med en nøddet aroma, mens frugten  virker meget gul og blød med fersken og modne, gule pærer samt nogle søde noter med sød, finsk lakrids, vanilje, mandler, honning, blomsterpollen og bruser godt op i næsen … men på en sød og venlig måde.

I munden er der mere kontrol med tøjlerne … har en aggressivt brus, som dog er meget behageligt og så følger en frugt, der måske nok er cremet og blid, men det er med sure citroner suppleret med nogle mere eksotiske frugter, fersken, abrikos … alt meget rent og pænt, hvilket giver masser af drikkeglæde. 90 point.

Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 169,95 kr., men kan fås til 139,95 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 4,5/7  

2022 Wine and Brands, Signature Chef Claus Holm Grenache Blanc IGP Pays d’Oc, Languedoc, Frankrig

2022 Wine and Brands, Signature Chef Claus Holm Grenache Blanc IGP Pays d’Oc, Languedoc, FrankrigJeg nappede da fluks endnu en Signature Chef fra Wine and Brands og det var såmænd denne 2022 Signature Chef Claus Holm Grenache Blanc IGP Pays d’Oc.

Vinen er fremstillet på 100 % Grenache Blanc, der kommer fra nogle af Klaus Rune Hansens vinmarker i Languedoc nær Narbonne.

Her bliver druerne plukket om natten for at bevare deres friskhed, hvorefter de nænsom presses i vineriet. Vinen gærer relativt køligt og gennemgår ikke malolaktisk
gæring for at give så frisk og autentisk en smagsoplevelse som muligt.

Duftmæssigt er vinen svagt parfumeret, har lidt nødder og ellers godt med æbler, æblemost, pærer, lemon og samlet med en lille og rar sødme, tørre papkasser og spidskommen. Den virker blid, blød og pleasende uden afstikkere af nogen art, så det er friseret, agtværdigt og samtidig en smule neutralt.

I munden er vinen ganske saltet … igen kommer der fersken, godt med lemon, noget tropisk frugt, som næsten er tørret, for frugten er kraftig, intens og koncentreret. Det giver masser af smag med kant af sandaltræ, søde krydderier og egentlig et lavt syreniveau, så Houlberg ender på 88 point.

Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 149,95 kr., men kan fås til 79,95 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 4,5/7  

2022 Wine and Brands, Signature Chef Dak Wichangoen Chardonnay IGP Pays d’Oc, Languedoc, Frankrig

2022 Wine and Brands, Signature Chef Dak Wichangoen Chardonnay IGP Pays d’Oc, Languedoc, FrankrigFlere kendte kokke som fx Jamie Oliver og danske Claus Holm, Claus Meyer og Thomas Rode har lagt navn til gryder, pander og endda madvarer … og nu er tiden kommet til vin. Først smager jeg 2022 Signature Chef Dak Wichangoen Chardonnay IGP Pays d’Oc lavet af firmaet Wine and Brands.

Det er et fransk firma, som er grundlagt og drives af danske Klaus Rune Hansen, der både er foredragsholder, forfatter, kunstner og vinbonde. Han bor i Frankrig og har i mere end 20 år beskæftiget sig med kommunikation og personlig udvikling.

Han var i over 15 år ejer af et reklamebureau i Frankrig og det udviklede kreative reklameløsninger for kunder som Maison Castel, Groupe Boisset, le Palais des Festivals et des Congrès i Cannes, Grimaldi Forum og Société des Bain de Mer i Monaco, Vin de Provence og Inter Rhône.

Lige siden oprettelsen har bureauet arbejdet med uafhængige vinproducenter og store vingrupper om deres kommunikation og  strategi. I dag er han en glad vinmager og ejer af Wines and Brands, som laver vine fra Frankrig, hvor det har adgang til 350 hektar vinmarker.

I Wine and Brands laver Klaus så – sammen med franske Gérard Guiter, der tidligere har lavet vin på Domaine Cachiquet – en række forskellige vine i 9 forskellige serier … og 3 af dem er Signature vine under Signature Sommelier Fabrice Sommier, Signature Chef France og Signature Chef Wold-Wide.

Det er fra sidstnævnte, at denne Signature Chef Dak Wichangoen Chardonnay IGP Pays d’Oc kommer. Udover Dak har den danske kok Claus Holm lagt navn til nogle af vinene. Samlet har 13 kokke i både Frankrig og andre lande lagt navn til nogle af vinene.

Signature Chef Dak Wichangoen Chardonnay IGP Pays d’Oc 2002 er lavet på 100% Chardonnay fra vinmarker i den sydvestlige del af Frankrig nær Narbonne. Vinstokkene er 50 år gamle og kun de bedste druer finder vej til den færdige vin.

I vineriet er de først presset og så gæret på ståltanke ved kølig temperaturer ved 18 grader. Derefter er vinen blot lagret på de store ståltanke … men hvor land tid fremgår ikke.

Duftmæssigt er det tropisk sommer … ananas, papaya, melon, fersken, abrikos samt nogle pærer. Det virker meget saftigt, men har også lidt stearin, paraffin samt en anelse blomster og urter. Det er måske ikke kompleks, men bundet ganske fint sammen.

I munden er vinen også fyldig, men ikke så meget, som duften først indikerede. Der er grønne pærer, godt med lemon og syltet citron og masser af bid. Syren er robust, har nogle saltede elementer og sidder i munden i lang tid på en hårdfør måde. 88 point.

Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 149,95 kr., men kan fås til 79,95 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 4,5/7  

N.V. Jean Sablenay, Crémant de Bordeaux Blanc Brut, Bordeaux, Frankrig

N.V. Jean Sablenay, Crémant de Bordeaux Blanc Brut, Bordeaux, FrankrigBag denne Jean Sablenay Crémant de Bordeaux Blanc Brut står CDL, hvilket en forkortelse for Caves de Landiras, der skulle være en del af den store vinkoncern GCF Group aka Les Grands Chais de France, som netop holder til i Landiras.

GCF Group har jeg skrevet om før … nok Frankrigs største vinkoncern, der har  over 3.760 hektar vinmarker i Alsace, Loire, Bordeaux, Bourgogne, Jura, Provence, Languedoc-Roussillon og havde i 2021 en omsætning på 9,2 mia. kr. samt et salg af 1,5 millioner hektoliter vin årligt.

Firmaet har over 3.200 ansatte og 21 firmaer rundt om i verden indenfor vin og spiritus. Og én af de bedst sælgende vin er vel ikke overraskende den prisbillige J.P. Chenet.

Bare i Bordeaux har man over 900 hektar vinmarker og denne Crémant de Bordeaux Blanc Brut er lavet på druerne Semillon og Merlot fra nogle af disse marker.

Der er ingen oplysninger om selve produktionen og der står ikke på vinen, at den er lavet efter den traditionelle metode, så mon ikke det er efter den billigere charmat-metode med gæring i tryktanke?

I næsen er der først en lidt nøddet aroma … hasselnødder, klare gærnoter og en frugt af æbler, pærer, hyben og hindbær, en vis lille landlighed samt en lakridskonfektagtig sødme,

Den har et fint og lidt sødt brus, som suppleres af pærer, æbler, stikkelsbær samt lemon … måske endda lidt citron, men smagen er imidlertid præget af sødme … meget sød og venlig, hvorved alt bliver meget pleasende og rundt med en let nøddet eftersmag. 88 point.

Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 99,95 kr., men kan fås til 52,95 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 4,5/7 

2021 Tenuta Antonini, Montepulciano d’Abruzzo, Abruzzo, Italien

2021 Tenuta Antonini, Montepulciano d’Abruzzo, Abruzzo, ItalienDenne lille Montepulciano d’Abruzzo fra vinhuset Tenuta Antonini smagte jeg til i oktober sidste år, men dengang var det i årgang 2020, men nu smager jeg 2021’eren.

Tenuta Antonini  lidt sydøst for byen Ancarano i det nordlige hjørne af Abruzzo under appellationen Colline Teramane DOCG … og jeg har før skrevet en masse om vinhuset og deres vine. Du kan finde en beskrivelse af huset i mit indlæg; Houlberg smager nu … alle vinene fra Tenuta Antonini.

Denne Montepulciano d’Abruzzo er lavet med Montepulciano druer fra husets marker ved Ancarano og vinen er lavet med en knusning af alle druerne inden gæring samt en maceration i ståltanke. Efter endt fermentering er vinen så lagret 4 måneder på tonneaux efterfulgt af aftapning på flaske og en hurtig frigivelse.

Atter er det en bondsk og rustik vin, hvor der er godt med saft og kraft, blæk, tjære, koks, jod og saltlakrids, mens frugten er brombær samt masser af sorte kirsebær, tørrede blomster og søde krydderier med lysere balsamiske noter. Meget indbydende faktisk.

I munden er der godt med fylde og en lille sødme, der endda fylder en smule mere end i 2020’eren. Det er en mørk, fyldig, småsød samt saftigt kraftkarl … en lille bondsk bulderbasse og brushane, der sgu byder op til dans med masser af liv. Der er tørre og fyldige tanniner, men de er bøjelige og flinke, peber, en campariagtig sødbitterhed samt drenget, læskende hverdagscharme. 90 point.

Forhandles af Andrup Vin, hvor en flaske koster 119,95 kr., mens prisen er 99 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 4,5/7 

2019 Artisan Wines, Neusiedlersee Zweigelt Reserve, Burgenland, Østrig

2019 Artisan Wines, Neusiedlersee Zweigelt Reserve, Burgenland, ØstrigDerefter skulle jeg selvfølgelig også smage en vin på den drue, som Franz Schneider bruger særlig energi på … Zweigelt. Jeg smager nu hans 2019 Neusiedlersee Zweigelt Reserve.

Det er en vin, hvor Zweigelt druerne kommer fra 47 år gamle vinstokke og et høstet manuelt med et udbytte på 35 hektoliter pr. hektar. Vinen er udelukkende lavet i  nogle store traditionelle åbne fermenteringsbeholdere, hvor druemosen forsigtigt skubbes ned med hånden flere gange om dagen.

Efter den alkoholiske gæring er der også sket malolaktisk gæring, hvorefter vinen er lagret hele 22 måneder i nye og brugte barriques og tonneaux.

Duften er absolut præget af fadlagring … men har også en kerne af frugt, der mest er kirsebær … både kirsebærlikør og kirsebærsauce, men også lidt brombær, allehånde, kanel, nelliker, mørk chokolade … virker bondsk, provinsiel og grov, men samtidig tæt, let mulle med en omgang skovbund og gammel kælder.

I munden er der godt med frugt … mørkere frugt, men samtidig også noget peber, der lige varmer tungebåndet op. Vinen virker nærmest blå, hvis det giver mening? Der er noget spansk Mencia favntag med Beaujolais i stolen … grov, bondsk, rustik og barbarisk, men samtidig saftig, smagfuld, krydret og stærk som en stoisk landmand med kæmpestor autenticitet. 90 point.

Forhandles af KC Vinimport, hvor en flaske koster 179 kr.

Vinanmeldelse 4,5/7 

2021 Calmel & Joseph, Le Sentier Pinot Noir, Languedoc, Frankrig

2021 Calmel & Joseph, Le Sentier Pinot Noir, Languedoc, FrankrigNår vi nu er ved Le Domaine serien hos negociantfirmaet Calmel & Joseph, så skal vi da lige smage endnu en af deres vine og det er en 2021 Le Sentier Pinot Noir.

Som med den forrige fra Le Domaine serien er vinen lavet med Pinot Noir druer fra husets egne marker beliggende nær deres vinhus tæt på Cascasonne.

Der består markerne primært af sandet kalksten, ler og er ligger i 250 meters højde, hvilket giver store udsving i temperatur … lige guf for Pinot Noir druen. Efter høst er druerne sorteret og afstilket før en gæring ved 22-25 grader over 20 dage,

Så er der sket malolaktisk gæring inden i betonkar inden lagringen over 6 måneder med 80% i cementtanke og 20%  i egetræsfade, hvorefter vinen et tappet på flaske.

Dejlig lys i glasset og sådan er duften også … lyserød og sød, hvor frugten er søde jordbær, søde kirsebær, rosenblade og det suppleres af kanel, vanilje, peber, nelliker og mælkechokolade.

Sådan smager vinen faktisk også … let, venlig med en lys frugt, der rummer noget sødme, hvilket gør den nem og omgængelig. Der er jordbær, søde kirsebær samt lidt ribs, vanilje, lidt nelliker, chokolade, en fin og let syre, mens tanninerne er bløde og blide. Der kommer en smule peber, men absolut intet, som forstyrrer og dermed skruet rigtigt godt sammen. 90 point.

Forhandles af Andrup Vin, hvor en flaske koster 119,95 kr., mens prisen er 99 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 4,5/7