2021 Tenuta Antonini, Montepulciano d’Abruzzo, Abruzzo, Italien

2021 Tenuta Antonini, Montepulciano d’Abruzzo, Abruzzo, ItalienDenne lille Montepulciano d’Abruzzo fra vinhuset Tenuta Antonini smagte jeg til i oktober sidste år, men dengang var det i årgang 2020, men nu smager jeg 2021’eren.

Tenuta Antonini  lidt sydøst for byen Ancarano i det nordlige hjørne af Abruzzo under appellationen Colline Teramane DOCG … og jeg har før skrevet en masse om vinhuset og deres vine. Du kan finde en beskrivelse af huset i mit indlæg; Houlberg smager nu … alle vinene fra Tenuta Antonini.

Denne Montepulciano d’Abruzzo er lavet med Montepulciano druer fra husets marker ved Ancarano og vinen er lavet med en knusning af alle druerne inden gæring samt en maceration i ståltanke. Efter endt fermentering er vinen så lagret 4 måneder på tonneaux efterfulgt af aftapning på flaske og en hurtig frigivelse.

Atter er det en bondsk og rustik vin, hvor der er godt med saft og kraft, blæk, tjære, koks, jod og saltlakrids, mens frugten er brombær samt masser af sorte kirsebær, tørrede blomster og søde krydderier med lysere balsamiske noter. Meget indbydende faktisk.

I munden er der godt med fylde og en lille sødme, der endda fylder en smule mere end i 2020’eren. Det er en mørk, fyldig, småsød samt saftigt kraftkarl … en lille bondsk bulderbasse og brushane, der sgu byder op til dans med masser af liv. Der er tørre og fyldige tanniner, men de er bøjelige og flinke, peber, en campariagtig sødbitterhed samt drenget, læskende hverdagscharme. 90 point.

Forhandles af Andrup Vin, hvor en flaske koster 119,95 kr., mens prisen er 99 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 4,5/7