Tag-arkiv: 5½

2018 Weingut Bernhard Huber, Malterdinger Spätburgunder, Baden, Tyskland

2018 Weingut Bernhard Huber, Malterdinger Spätburgunder, Baden, TysklandJeg trængte til et virkelig godt glas vin. Så er det godt, at man altid kan regne med Weingut Bernhard Huber. Her blev det en Malterdinger Spätburgunder årgang 2018 fra huset.

Jeg besøgte vinhuset tilbage i september 2016, hvor vi bl.a. smagte nogle af deres flotte Spätburgunder vine.

Mit besøg kan du læse om i indlægget Besøg hos Weingut Bernhard Huber … den dygtige specialist i Malterdingen. Det var et super besøg, men da Hubers vine er meget eftertragtede, så var de fleste desværre udsolgte ved vort besøg.

Bernhard Huber døde desværre i 2014 efter en kort periode med kræft. I dag er det hans enke Barbara Huber, som driver huset videre i Bernhards ånd sammen med sine børn … her specielt sønnen Julian Huber.

Julian har videreført og endda også sammen med vinproducenter som Friedrich Keller og Tobias Knewitz startet en erfa-gruppe, der fokuser på Pinot Noir og Chardonnay vine inspireret af Bourgogne og anvender disse erfaringer i sine vine … og de to druer er da også vinhusets primære fokus.

Spätburgunder fylder da også omkring 65% af Hubers marker – og selvom Julian også satser en del mere på hvidvinene end hans far gjorde – så er hovedruen hos Julian fortsat Spätburgunder.

Denne Malterdinger Spätburgunder er et Ortswein … altså lige niveauet over en Gutswein. Den er lavet med 60% Pinot Noir-kloner direkte fra franske planteskoler og 40% Geisenheim Spätburgunder kloner. Kun en meget lille del blev gæret som hel drue, resten blev afstilket inden gæring.

Vinen er så spontantgæret i åben trækar efter en lille og kold premaceration i 5-7 dage. Med øget temperatur sættes gæringen dermed i gang og derefter er vinen presset og derefter lagret i de klassiske 228 liter burgundiske barriques … alle brugte og de fleste 2 gange tidligere. Lagringen varer op til 16 måneder inden returnering til de rustfrie ståltanke 4-6 uger indtil aftapning på flaske.

Uha uha og 3 x Ave Maria! Maiden mild!  Det dufter herregodt. Kan man sådan helt ubevidst savne en speciel producent? I så fald er det bare et herligt gensyn, hvor næsen vibrerer af sødlig og landlig stald, sødsure kirsebær, jordbær, hyldebær, meget intens frugtaroma, der suppleres af våde fade, sød tobak, vanilje, kanelsnegle og lidt karamel.

Ovenover svæver der lidt blomster, der midt i skyen giver små dråber af blomstervand … fint som et let spray med lidt kold og sød røg … uha uha.

Smagsmæssigt er det igen sødsyrlige kirsebær, hyld, jordbær, men med en letkrydret, tør og intens frugtnerve, måske mørkere i frugten end forventet. Der er lidt bitre teblade, blide, næsten søde tanniner, men alt leveres rundt, blødt og totalt smooth med en letbitter og ganske frisk eftersmag med en lille snas peber.

Forhandles af Mr Ruby, hvor denne koster 299 kr.

Vinanmeldelse 5,5/7 

2018 Château du Mourre du Tendre, Châteauneuf-du-Pape Cuvée Prestige, Rhône, Frankrig

2018 Château du Mourre du Tendre, Châteauneuf-du-Pape Cuvée Prestige, Rhône, FrankrigNæste Château du Mourre du Tendre vin er – som lovet – deres Châteauneuf-du-Pape Cuvée Prestige i en årgang 2018.

Denne Châteauneuf-du-Pape Cuvée Prestige er Château du Mourre du Tendres topvin og lavet på 90% Grenache og 10% Mourvedre.

Druerne kommer fra vinstokke fra parceller på La Crau, Les Bédines og Les Saintes Vierges markerne, hvor vinstokkene er mellem 70-100 år gamle.

Druerne er høstet i med håndkraft og afstilkes slet ikke, men undergår gæring i 35 dage i hele klaser på rustfrie ståltanke efter en kort semi-carbonic maceration.

Gæringen sker – som med deres helt almindelige Côtes du Rhône Villages – spontant og efter endt gæring er vinen lagret 30 måneder på en kombination af betontanke og store foudres. Efter ufiltreret aftapning på flaske lagrer vinen yderligere 6 måneder inden frigivelse.

Som med husets Côtes du Rhône Villages er det ikke en tung, fed og opulent Châteauneuf-du-Pape, for vinen har duftmæssigt en ren, fin og moden frugt, kirsebær, brombær og hindbær, godt med røg, helt nygarvet læder, saltlakrids, bagepulver, mineraler … sådan ret meget stringent, rank og frisk suppleret med masser af grønne urter.

Hvor smager den også godt … cremet, rund og blød, men så alligevel med en frisk syre og klart lysere end forventet.  Ligesom med duften er det på ingen måder en mørk, overfed og overekstraheret vin, som man ellers tit kan finde i den nyere stil. Der er ganske vist lidt lakrids, blæk og uden at miste neuf’ernes normale power og intensitet.

Forhandles af Andrup Vin, hvor en flaske koster 349,95 kr., mens prisen ved køb af 6 flasker er 329 kr.

Vinanmeldelse 5,5/7 

2016 Vino Magula, Frankovka, Malokarpatská, Slovakiet

2016 Vino Magula, Frankovka, Malokarpatská, SlovakietDen klart bedste vin i vinmenuen på Substans blev denne 2016 Frankovka fra det slovakiske vinhus Vino Magula.

Vinhuset ligger i Suchá nad Parnou i den vestlige vinregion Malokarpatská og er grundlagt i 1931 af Jozef Husár. Han boede i det kolde bjergrige Liptov i det nordlige Slovakiet, men købte ejendommen i Rosedalen i  Sucha nad Parnou.

Det var en traditionel vinby i det berømte vinområde og selvom Jozef Husár havde arbejdet som sekretær i et forsikringsselskab, så begyndte han at studere vin og plantede efter sine studier en række vinmarker … med en afstand mellem vinstokkene, så han med hest kunne bearbejde markerne … og naboerne troede, at han var skør.

Jozef Husár fik 3 døtre, men driften på vingården blev afbrudt under kommunisttiden og først i 2001 fik den ene af de 3 døtre Magdaléna Magulová – født Husárová – gang i vingården igen … nu med hjælp fra hendes søn Vladimír Magula og hans to børn Katarína, Lucia og Vladimir Magula junior.

Ved genstarten i 2001 fokuserede familien primært på produktion af kastanjer fra deres store plantage, for vinmarkerne var for længt blevet ryddet af kommunisterne. Samlet set var alle vinmarker i hele Slovakiet i forfald og selvom druerne gav meget lave priser, så tog familien alligevel beslutning om at genstarte vinproduktionen.

Med råd og støtte fra andre vinproducenter kom de i gang. De fik råd og vejledning af Milan Pavelka fra Pezinok, Jozef Mikuš fra Dolany, Miroslav Petrech fra Chateau Belá i Mužla samt Ladislav Šebo fra Karpaternes Perle i Šenkvice.

Også deres nabo trofaste nabo Milan Hutár hjalp til, men de fandt første senere den retning, som i dag præger vinhuset … naturvine og økologiske vine. Med inspiration fra Tibor Melecsky og Zsolt Sütö på Strekov 1075 samt de østrigske vinmagere Claus Preisinger og Toni Hartl, der laver vin på druer dyrket i biodynamiske vinmarker, så omlagde de stilen på Vino Magula.

I den videre proces fik de hjælp fra Ondrej Korpás fra Strekov og Karol Braniš fra Dolne Orešany, såvel som den førende autoritet inden for ampelografi Tibor Ruman fra Šenkvice,

Samlet har de 10 hektar vinmarker efter de seneste tilplantninger og vil årligt lave 50-60.000 flasker vin på druesorter som Frankovka, Blauer Portugieser, Grüner Veltliner, Welschriesling, Dunaj, Devin, Hron, Rosa, Pinot Noir og Gewurztraminer.

Her er det altså husets 2016 Frankovka, som vi smagte … og det er selvfølgelig lig med Blaufränkisch, der er høstet medio oktober og så lavet med gæring og maceration over 40 dage. Efter endt gæring er vinen så lagret 24 måneder på både nye og brugte barriques og så yderligere 12 måneder på flaske inden frigivelse.

WAUW … sikke en dejlig aroma, fed, tyk og monster elegant næse. Der er røg, chokolade, kakao, lakrids, blæk, vanilje, mentol samt en dejlig moden frugt med kirsebær, hindbær, tobak, lidt prut og så endelig en vild god dybde og samtidig et flot æterisk lethed.

Smagsmæssigt sparker vinen også røv … har en lidt grøn, saltet og blomstret smag, men alt leveres blot og cremet, har en mørk, moden og lækker frugt. Der er drysset lidt peberkorn, rosmarin ovenpå og samtidig virker vinen saftig og smager sgu bare røvgodt. Houlberg lægger sig lige mellem 5,5 og 6 tomler. God overraskelse.

Forhandles af Høtoft Vin, hvor en flaske koster 195 kr.

Vinanmeldelse 5,5/7  

2019 Domaine de la Janasse, Châteauneuf-du-Pape, Rhône, Frankrig

2019 Domaine de la Janasse, Châteauneuf-du-Pape, Rhône, FrankrigDer var mer’ Janasse på programmet, for den næste vin var Domaine de la Janasses helt almindelige Châteauneuf-du-Pape i årgang 2019.

Vinen er lavet på et blend af 65% Grenache, 20% Syrah, 10% Mourvèdre og 5% Cinsault, der kommer fra vinstokke plantet i det nordlige Châteauneuf-du-Pape … herunder fra oldgamle Grenache vinstokke, hvor en stor andel er fra den kendte La Crau mark. Vinmarkerne dyrkes uden brug af hverken pesticider og insekticider og med et beskedent høstudbytte på omkring 25/30 hektoliter pr. hektar.

Som det er tilfældet med Chaupin og Vieilles Vignes er denne basis Châteauneuf-du-Pape årgang 2019 også langt mere traditionel i stilen end tidligere. Allerede i 2015 startede Christophe Sabon at inkludere en større andel hele drueklaser i gæringen.

Derudover er macerationstiden forlænget til 3-4 uger, hvilket generelt har gjort vinene mere elegante og rødfrugtede. Efter endt fermentering er vinen lagret 12 måneder på en kombination af 80% foudres og 20% barrique, hvoraf 1/3-del af sidstnævnte er nye.

Duftmæssigt er det modne, fyldig frugt … solbær og søde, sorte kirsebær, blommer, men derudover gode tørre aromaer af blæk, blyanter, tør engelsk lakrids, en vis mineralitet og kraftig, fyldig og bombastisk og man fornemmer næsten, at der under motorhjelmen ligger en stor 5.7 liter Hemi motor, der har bundtræk.

Men det er mest i smagen, at Hemi motoren rykker fra land … meget kompleks, rund og balanceret. Der er godt med Rhône krydderier, en fed sødme, lakrids … både sød finsk og tør engelsk lakrids, tørre, bitre tanniner, eksplosiv og stor. 2019’eren her er powerfuld og imponerende flot.

Forhandles af Jysk Vin, hvor en flaske koster 399 kr., mens prisen er 339 kr. ved køb af 3 flasker.

Vinanmeldelse 5,5/7 

2018 Doyard-Mahé, Blanc de Blanc Cuvée Empreinte Brut, Champagne, Frankrig

2018 Doyard-Mahé, Blanc de Blanc Cuvée Empreinte Brut, Champagne, FrankrigEn aften med jubilæumsfest i Randers Vinlaugh startede med champagne … en 2018 Blanc de Blanc Cuvée Empreinte Brut fra Doyard-Mahé.

Champagnehuset ligger i den lille landsby Vertus i det sydlige Côte des Blancs i Champagne-området i Frankrig.

Doyard-Mahé er et lille familieforetagende, der er grundlagt i 1927 af Maurice Doyard, som også i 1941 var medstifter af CIVC aka Le Comité Interprofessionnel du Vin de Champagne, altså den organisation, der styrer champagne-producenterne i Frankrig.

I dag drives champagnehuset af den 4. generation i form af Carole Doyard … dog fortsat med hjælp fra hendes far Philippe Doyard og de har samlet 6 hektar vinmarker, hvorfra der produceres omkring 50.000 flasker champagner årlig. Arbejdet på vingården udføres så bæredygtigt som muligt, og man undgår så vidt muligt al brug af pesticider.

Der produceres 8 forskellige Champagner, hvoraf størstedelen er Blanc des Blanc. Doyard-Mahé er eksperter i Blanc des Blanc-typen, hvor familien virkelig formår at producere sprøde, mineralske og knivskarpe champagner, som er tro mod Vertus områdets unikke terroir.

Her er det husets  Blanc de Blanc Cuvée Empreinte Brut, hvor Chardonnay druerne kommer fra særdeles kalkholdige jorde ved Vertus, hvor der desuden findes kridt og fossile aflejringer. Vinen er fra primært fra 2018 høsten tilsat lidt Réserve vin … alt vinificeret i rustfrie ståltanke efterfulgt af malolaktisk gæring. Så er 2. gæring sket på flaske og lagret to år, idet degorgering er sket i november 2020 med tilsætning af dossage 10 gram pr. liter.

Fin syrlig næse … en lettere gæret note, grape og citroner, æbler, pærer, blomster, tulipaner, lidt fad mahogni, egetræ, nødder samt mandler. Det er en dejlig frisk og alligevel afbalanceret aroma.

Vinen har fine, blide og dejlig afrundede bobler, æbler, citron, lidt pære og fersken suppleret med en smule frugtsødme samt en rigtig tør og mineralsk syre. Meget liflig og tiltrækkende,

Forhandles af Jysk Vin, hvor en flaske koster 289 kr., mens prisen er pt er 245 kr. ved køb af 3 flasker.

Vinanmeldelse 5,5/7  

N.V. Conceito Vinhos, Tawny 10 Anos Port, Douro, Portugal

N.V. Conceito Vinhos, Tawny 10 Anos Port, Douro, PortugalDen anden portvin, som jeg har smagt fra Rita Ferreira Marques på Conceito Vinhos, er hendes Non Vintage Tawny 10 Anos Port … og jeg elsker bare Tawny portvin.

Denne 10 år Tawny er lavet på samme druesorter som forrige, altså både Touriga Nacional, Touriga Franca, Tinta Roriz, Tinto Cão og Tinta Barroca.

Det er en portvin, som bygger bro mellem generationer, for hendes morfar og onkel – de to brødre José Costa Ferreira samt Luís Costa Ferreira – havde selv startet med at lave portvine til familien.

Portvinen er produceret efter den traditionelle metode portvin, altså fodtrampning af druerne i lagares af granit, hvilket er efterfulgt af to dages premaceration og gæring over 3 dage.

Derefter er der tilsat druespiritus efterfulgt af kort maceration og fadlagring og denne 10 års Tawny Port er så en blanding af de bedste portvine lagret på egetræsfade med en gennemsnitsalder på 10 år.

Vinen er således lavet efter de to brødres gamle traditioner, men tilført Ritas innovative og feminine touch.

Nu snakker vi for alvor … dejlig lys i glasset, lys, moden og næsten transparent med den herligste aroma. Der er lys, moden frugt, tørret frugt, gamle egefade, flødekarameller, karamelliserede valnødder, mælkechokolade, appelsinskal, overmodne æbler, lyse blommer, figenpålæg, blomsterpollen og virkelig pirrende duft, feminint, elegant og så let.

I munden er det samme historie … sødme, alkohol og fin syre, men blødt, let, lyst og så fint. Der er lys, moden og alligevel frisk frugt, en sød karamelagtig smag, lidt appelsin og tynd varme. Hvor er det bare en lækker portvin, som jeg bare er total vild med.

Forhandles af Andrup Vin, hvor en flaske koster 249,95 kr., mens prisen pt er på tilbud til 129,95 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5,5/7 

2018 Società Agricola il Sasso, Valpolicella Classico Superiore Bio, Veneto, Italien

2018 Società Agricola il Sasso, Valpolicella Classico Superiore Bio, Veneto, ItalienNæste vin fra Società Agricola il Sasso … en 2018 Valpolicella Classico Superiore Bio kommer godt nok i en normalfarvet rødvinsflaske, men indholdet er fortsat til den lysere side … næste grad af rød.

Som med forrige Valpolicella Classico Bio er denne Classico Superiore lavet på 45% Corvina, 35% Corvinone, 20% Rondinella med delvis afstilkning samt en efterfølgende gæring sammen med det den fritløbende saft fra produktionen af Stefano Bellamolis Valpolicella Classico. Denne superiore gærer og macererer 1 måned, hvorefter den lagrer 12 måneder på ståltanke inden aftapning på flaske og yderligere lagring i 6 måneder.

Duftmæssigt er det absolut en let Valpolicella Classico Superiore, men nu med mere bundtræk og dybde end den forrige roséfarvede Valpolicella Classico. Der er mere rødvin over tingene her med lette røde bær, lyse kirsebær, brombær og blommer. Samtidig er der vildt mange blomster, der springer ud i næsen. Det suppleres af lidt blæk, røg, muldjord og let søde krydderier.

I munden har vinen også lette gener … her med mere spark, kant og bid. Den har en ren, stringent, lys, fin og energisk  smag, hvor frugten bare er så frisk med en livlig syre. Det er bid i frugten, ribs, rønnebær og måske endda også lidt granatæbler. Tanninerne er klart mindre tydelige, men jeg elsker sgu denne lette side af Valpolicella.

Forhandles af Italux, hvor en flaske koster 148 kr.

Vinanmeldelse 5,5/7 

2020 Società Agricola il Sasso, Valpolicella Classico Bio, Veneto, Italien

2020 Società Agricola il Sasso, Valpolicella Classico Bio, Veneto, ItalienPå Località Montericco i de smukke bakker nord for Verona driver Stefano Bellamoli et lille autonomt vinhus kaldet Società Agricola il Sasso. Han laver kun 3 vine og dem smager Houlberg alle … startende med denne Valpolicella Classico Bio.

Sjovt nok kommer Bellamolis Valpolicella Classico Bio i en helt klar vinflaske og virker farvemæssigt næsten som en rosé … spændende.

Stefano Bellamoli startede sit vinhus Società Agricola il Sasso i 2008, hvor han købte 10 hektar udyrket jord i et bakkeområde syd for Negrar. Vinmarkerne ligger i 300 meters højde og Stefano gik i gang med at plantet  Corvina, Corvinone og Rondinella druer.

Stefano Bellamoli er selv født i og opvokset i Valpantena, men er egentlig uddannet i industrielt design i Milano og arbejder faktisk i dag også som professionel fotograf. Han har tidligere arbejdet med at fotografere vinhuse … måske er interessen for vin opstået der.

Allerede fra starten arbejdede Bellamoli økologisk og arbejdede med målrettet at øge biodiversiteten i markerne og forbedre jordens vitalitet. Stefano har også plantet vilde planter i markerne og brugen af grøn gødning har skabt et frugtbart miljø.

I kælderen arbejder Stefano også så naturligt som muligt. Han anvender slet ikke egefade, men gærer vinene i rustfrie ståltanke og lagrer dem også i tankene og store lerfade. I vinifikationen afstilkes alle druer gærer ved tilsætning af en pied-de-cuve fra en lille høst 1-2 uger inden selve høsten. Ved aftapning på flaske sker der ingen filtrering og der tilføjes også minimalt svovl.

De 3 vine … Valpolicella Classico, Valpolicella Classico Superiore og Amarone della Valpolicella Classico laves efter Stefanos fortolkning af Valpolicella via 3 grader af rød … fra denne næsten roséfarvede vin til den mørke Amarone.

Valpolicella Classico Bio 2020 er lavet på 45% Corvina, 35% Corvinone og 20% Rondinella. Efter den manuelle høst er druerne delvis afstilket og druerne let knust. Derefter er gæring sket med en spontangæret pied-de-cuve og vinen får så lov at gære helt ud. Der anvendes derefter kun saften fra presset, da den fritløbende saft bruges til husets Valpolicella Classico Superiore.

Derefter er vinen så blot lagret på ståltanke frem til foråret, hvor vinen så tappes på flaske uden filtrering, kemikalier og kun med en smule svovl.

Hvor er il Sassos Valpolicella Classico Bio også helt vildt lys i vinglasset. Vi snakker et niveau, som er transparent og næsten på roséniveau. Stefano Bellamoli kalder den også for en ny fortolkning af Valpolicella Classico. Sådan har jeg sgu heller aldrig før set en Valpolicella Classico.

Det dufter heller ikke af klassisk Valpolicella Classico, for den har en frisk, let og blomsterrig næse … helt juicy med en energisk nerve. Det er lyse jordbær, hindbær og rabarber suppleret ganske mildt med et drys krydderier, små Nebbiolo gener med læder og lidt violer. Hold da hel kæft !!!

I munden er det samme lyserøde smag … stilmæssigt minder det mere om Jura end Valpolicella. Vinen er slank, spinkel og med lyse, lette og småbitre bær, lette, småfine og tørre tanniner, hvid peber samt en forførende syre. Det smager sgu da totalt overraskende, freaking fabelagtigt godt … til prisen rent tyveri.

Forhandles af Italux, hvor en flaske koster 100 kr.

Vinanmeldelse 5,5/7 

2017 Massimo Rivetti, Barolo, Piemonte, Italien

2017 Massimo Rivetti, Barolo, Piemonte, ItalienMassimo Rivetti ligger lidt øst for den lille by Neive … faktisk midt på husets topmark Froi, som familien købte i 1947. Det er derfra, at jeg nu smager næste vin, som er deres Barolo i en ung årgang 2017.

Druerne til vinen kommer fra en mindre mark i La Morra med 30 år gamle vinstokke i 450 meters højde og med en sydvestvendt eksponering og en stor andel ler og kalksten.

.Vinen er lavet med spontangæring alene med druernes naturlige gærceller i rustfrie ståltanke ved 28 grader over 12-15 dage, hvilket så er efterfulgt af eftermaceration et par uger mere, hvorefter vinen har lagret 24 måneder på store 25-30 hektoliter slavonske egefade efterfulgt af 6 måneder på flaske.

Vinen er dejlig lys og transparent i glasset, mens duften er rig på læder, violer, roser, røg og lys frugt som jordbær kirsebær, tranebær, tør træ med lidt mælkede noter, let sur kærnemælk samt lidt grønne blade.

I munden har vinen samme dejlige og friske lethed, godt med bid, ribs, hindbær og rabarber, masser af blomster, tørhed og en lille sød samt bitter note. Det er virkelig en ung, viril og tør vin, tanninerne er også knastørre og utilgivende, så de river i både tandkød og tandsæt med insisterende iver. Jeg elsker det. Som sidst er det en knøs, en snothvalp eller barnerumpe, men frisk og spændstig Barolo.

Forhandles af Jysk Vin, hvor en flaske koster 289 kr. mens prisen er 245 kr. ved køb af 3 flasker.

Vinanmeldelse 5,5/7 

2020 Gian Luca Colombo, Verduno Pelaverga, Piemonte, Italien

2020 Gian Luca Colombo, Verduno Pelaverga, Piemonte, ItalienDet er kun få måneder siden, at jeg her på vinbloggen stødte på endnu en vin fra dygtige Gian Luca Colombo. Dengang var det hans 2014 Langhe Pinot Nero, men nu er det en frisk 2020 Verduno Pelaverga.

Pelaverga druen er ukendt for de fleste, men den findes også kun ved den lille by Verduno 8 kilometer sydvest for Alba i Piemonte.

De lokale hævder, at vinen er et elskovsmiddel, måske mest pga. navnet, idet verga betyder stang og er det lokale slang for mandens beplatningsorgan. Der findes også kun 12 producenter, som laver vine på Pelaverga, selvom den endda har sin egen DOC appellation kaldet Verduno Pelaverga.

Men Gian Luca laver skam nu også vin på den sjældne druesort, nemlig fra 2 marker ved Roccabella i Roddi kommunen blot 228 meter fra MGA’en Monvigliero i Verduno i 220 meters højde.

Vinen er lavet med gæring og maceration over 22-30 dage og efter endt fermentering er vinen lagret i store amfora lerkrukker i 7-10 måneder for at bevare den sarte, florale primærfrugt og flasket så uden filtrering eller klaring.

Det er sgu en vild lille vin … lækker, lækker duft med piemontisk frækhed, dejligt blomstret og parfumeret med rosenblade, roser i vand, violer, læder, søde hindbær og jordbær … måske lidt mere fyldig i næsen end Nebbiolo, men meget æterisk, let og luftig.

Smagen er også dejlig let med en frisk, luftig og sød smag, igen frugt med jordbær, hindbær og rabarber, meget elegant, svævende med lys og dejlig syre, stor friskhed og samtidig erotisk parfumeret.

Importør er Adriat Vinimport og vinen kan findes hos flere butikker til en pris mellem 209-219 kr.

Vinanmeldelse 5,5/7