Tag-arkiv: Frankrig

2016 Delas Frères, Côtes-du-Rhône Saint-Esprit, Rhône, Frankrig

2016 Delas Frères, Côtes-du-Rhône Saint-Esprit, Rhône, FrankrigDenne Côtes-du-Rhône Saint-Esprit er en af de kendte og mest solgte vine hos det store vinhus Delas Frères … et vinhus, som jeg ofte har smagt og skrevet om her på Houlbergs Vinblog.

Druerne til cuvée Saint-Esprit – som vil frit kan oversættes til den hellige ånd –  kommer fra en lille dal, der ligger gemt godt væk i den nordlige del af Ardèche. Dér er vinstokkene plantet på granitholdige, sydvendte skråninger nær landsbyerne Saint-Julien og Saint-Alban.

Côtes-du-Rhône Saint-Esprit er lavet på 80% Syrah og 20% Grenache, som efter høst afstilkes 100%, hvorefter fermentering og maceration sker i store egetræskar over omkring 15 dage. Den alkoholiske gæring sker ved 28-30 grader, hvilket efterfølges af en malolaktisk gæring i rustfrie ståltanke.

Derefter lagres vinen i egetræsfade i 8 måneder inden vinen aftappes på flaske. Og det er en storsællert, for der laves hvert år omkring 0,5 millioner flasker af denne vin.

Duftmæssigt fanger jeg masser af eg, vanilje, mørke bær og måske endda også lidt hindbær, blomster, sæbe og peber. Den er i munden en kende rustik og det er ikke det største Côtes-du-Rhône, som jeg har smagt. Der er peber og godt med Rhône krydderier, mens tanninerne også mærkes. Jeg er ikk’ helt så pjattet med den.

Forhandles hos Vinspecialisten, hvor en flaske koster 100 kr.

Vinanmeldelse 3,5/7  

2010 Domaine Beauthorey, Bella Parra, Languedoc, Frankrig

2010 Domaine Beauthorey, Bella Parra, Languedoc, FrankrigDet er ved at være lang tid siden, jeg sidste smagte en vin fra den excentriske Christophe Beau på Domaine Beauthorey i Languedoc … men fandt en glemt flaske, da jeg forleden ryddede op i vinkøleskabet, nemlig denne Bella Parra.

Domaine Beauthorey har jeg skrevet om en del gange, bl.a. i mit blogindlæg; Christophe Beau – den rare, excentriske vinmager på Domaine Beauthorey og Vinos Vernaculares. Det var til en smagning af flere af Christophes vine, men der var denne Bella Parra – sjovt nok – ikke blandt de smagte vine. Men det råder vi så bod på nu.

Men Bella Parra er lavet af et blend af de to druer Syrah og Œillade, men fordelingen af mixet kender jeg ikke. Œillade er en fransk drue, som historisk har været dyrket i Languedoc og Provence gennem århundreder, men i dag er tæt på udryddelse.

Den bliver ofte forvekslet med Rhône druen Cinsault og bliver også nogle gange kaldes Œillade Noire, når den sælges i bordvine. På et tidspunkt mente nogle også, at den var en mutation af druen Picardan, som også nogle gange kaldes Œillade Blanche.

Men imidlertid er Œillade ikke i familie med hverken Cinsault eller Picardan. Den er altså bare sin egen, og en drue der giver bløde, frugtrige vine med moderat alkohol.

Næsen er totalt animalsk, bio bio og vild … det er armsved, fårestald og harsk fedt, blyanter, hønselort og mødding, mørke og gærede bær, sådan lidt mellemrøde og har egentlig en god friskhed mellem alle de biodynamiske aromaer.

Man skulle tro, at sådan en biodynamisk og vild fætter ville være træt efter 8 år, men det er ingenlunde tilfældet. Den er let, blød, blid og imødekommende … næsten læskende. Det er tæt, rundt med en smule lakrids og chokoladesødme. Det minder stilmæssigt om et møde mellem Loire og Rhône, men er helt sin egen … og smager virkelig ganske lækkert.

Købt i Vinimperiet, hvor en flaske kostede 90 kr., men ser pt. ud til være udsolgt.

Vinanmeldelse 4,5/7 

2016 Louis Max, Bourgogne Pinot Noir Beaucharme, Bourgogne, Frankrig

2016 Louis Max, Bourgogne Pinot Noir Beaucharme, Bourgogne, FrankrigMer’ tørst på MasVino, så Gert E bestilte lidt rødt … og det blev denne Bourgogne Pinot Noir Beaucharme fra Domaine Louis Max, der ligger midt i Nuits-Saint-Georges.

Maison Louis Max er grundlagt i 1859 af Evgueni Louis Max, som var emigreret fra Østeuropa til Bourgogne for at producere vin, efter at han faldt i kærlighed med regionen, dens vinmarker og dens legendariske druesorter Chardonnay og Pinot Noir. Og sammen med sønnen Theodore byggede familien sin vingård midt i Nuits-Saint-Georges med smukke kældre i to niveauer … en sjældenhed selv i dag.

Domaine Louis Max er primært et negocianthus, hvor druerne købes hos andre vinavlere rundt om i Bourgogne, men familien har løbende også opkøbt egne marker i  både Mercurey og Rully. Derudover er der også udvidet med to vingårde i Rhône, nemlig Château Pech Latt i Languedoc samt Domaine La Lyre i Côtes-du-Rhône.

I dag er vinhuset dog ejet af den schweiziske forretningsmand Stanko Subotic. Han købte hele Domaine Louis Max af den sidste efterkommer af Max familien i år 2001 og har siden investeret massivt i ejendommen for at øge kvaliteten af vinene.

Da han alene er amatør, så har han viseligt overladt produktionen af vinene til et hold af professionelle vinmagere med David Duband i spidsen som teknisk direktør sammen med Sophies Doche som ønolog, mens Lise Sadirac står i spidsen for Château Pech Latt i Languedoc.

Til Domaine Louis Max hører der i dag samlet 20 hektar vinmarker i Mercurey og Rully i den sydlige del af Bourgogne, bl.a. er huset eneejer af den berømte Clos de la Marche, men ejer også en parcel på 1. Cru marken Les Vasées. Alle marker dyrkes certificeret økologisk.

Men derudover opkøbes der altså også fortsat druer fra andre vinavlere og denne Bourgogne Pinot Noir Beaucharme er netop lavet med opkøbte druer. Det er lidt en basisvin hos Louis Max og druerne kommer både fra Côte de Beaune, Côte de Nuits og Cote Chalonnaise områderne.

Druerne er høstet manuelt med sortering før vinfremstillingen og en afstilkning på 50% af druerne. Vinen er lavet traditionelt og normalt laves husets rødvine med fodtrampning af druerne og gæring i kar, men vil dog gætte på, at denne vin ikke er fodtrampet. Den er dog lagret på store egetræsfade … hvor lang tid fremgår ikke.

Duftmæssigt er vinen lidt lukket … tør og en kende til den varmere side med kirsebær, ribs, tranebær, banan, kridt, grønne blade samt en smule fennikel og krydderier.

I munden er vinen rustik, kantet og mangler den normale burgundiske finesse. Der er ribs, tranebær … lettere syrlig med jern, faste tanniner, men samlet bliver det ikke verdens største vinoplevelse.

Jeg har ikke fundet en forhandler og prisen kender jeg heller ikke.

Vinanmeldelse 3,5/7 

2015 Domaine Bunan, Bandol Moulin des Costes, Bandol, Frankrig

2015 Domaine Bunan, Bandol Moulin des Costes, Bandol, FrankrigI Bandol er de røde vin normalt lavet på Mourvèdre, men denne Bandol Moulin des Costes fra Domaine Bunan har også lidt Grenache, Cinsault og Syrah i blendet.

Domaine Bunan ligger ved La Cadière-d’Azur omkring 15-16 kilometer nordvest for Toulon i det smukke Provence. Vinhuset er grundlagt tilbage i 1961, hvor de to brødre Paul og Pierre Bunan forelskede sig i en ejendom i området og det blev starten på Domaine Bunan med produktion af typiske Bandol vine … selvfølgelig med masser af blegrøde rosévine.

I dag er børnene også med i driften, idet Pauls søn Laurent er uddannet ønolog fra Californien. Han har været med til at åbne dørene for eksport af husets vine, mens hans søster Françoise står for markedsføring og kommunikation. Den sidste af børnene Philippe er i gang med uddannelse som landbrugsingeniør.

Samlet har vinhuset 18 hektar vinmarker, som er tilplantet med vinstokke, der har en gennemsnitsalder på 45 år. De giver basis for en række vine, som er rost af anmeldere verden over.

WineSpectator kårede fx husets Moulin des Costes Charriage 1998 – en storesøster til den almindelige Bandol Moulin des Costes – som en af de 100 vine, man skulle prøve, inden man døde.

Bandol Moulin des Costes er som sagt et blend på Mourvèdre, Grenache, Cinsault og, Syrah, men varierer lidt fra år til år. Druerne høstes sent og vinen er lavet med 21 dages maceration i rustfrie ståltanke samt koniske egefade, men lagrer på traditionelle egetræsfade … hvor lang tid kan jeg dog ikke se.

I næsen er det syrlige og mørke bær og måske lidt hindbær også, en meget ren frugtsyre, lidt bolsjesødme, violer, en vis modenhed i frugten, masser af eg samt en smule mentollakrids.

Det er smagsmæssigt en blød vin, som bare breder sig i munden, blidt og smukt. Det er tørhed, men for pokker hvor smager den godt og tanninerne sætter sig i munden, selvom de egentlig på overfladen virker blide. Det er rundt, blødt og en lækker vin, som er godt afbalanceret med nerve.

Forhandles af H.J. Hansen Vin / Vinspecialisten, hvor en flaske koster 225 kr.

Vinanmeldelse 5/7 

2010 Johann Michel, Cornas, Rhône, Frankrig

2010 Johann Michel, Cornas, Rhône, FrankrigVi sluttede aftenen hos Jan med en Cornas fra Domaine Johann Michel, som ligger i St. Peray lige syd for Cornas.

Vinhuset er oprindelig grundlagt i 1939 af François Michel, men vinproduktion tog aldrig fart og efter 2. verdenskrig blev vinmarkerne udlejet til Domaine Courbis. Det var først i 1988, at Johanns far besluttede at genoptage driften. Det lå egentligt ikke i kortene at sønnen Johann Michel skulle arbejde med vin, men i 1997 besluttede den unge autodidakte vinmager alligevel at overtage domænet sammen med sin søster Emmanuelle.

Siden er kvaliteten af vinene er steget med raketfart og det er lykkedes den unge vinmager at slå benene værk under toppen af internationale vinanmeldere, bl.a. Robert Parker, Wine Spectator, Stephen Tanzer og sikkert nogle stykker mere. Johann laver konsekvent lækker klassisk Cornas helt uden den hårdhed der undertiden præger appellation.

Domainet har 4,5 hektar vinmarker i St. Peray og Cornas. Arbejdet i vinmarkerne foregår efter bæredygtige principper og Johann går usædvanligt højt op i at passe og pleje sine vinmarker.

God vin afhænger nemlig af, hvor gode druerne er og der er en del af forklaringen bag hans fantastiske viner. Markernes begrænsede størrelse og lave høstudbytte gør dog, at produktionen af de eftertragtede vine er meget lille.

Hans almindelige Cornas her er selvfølgelig 100% Syrah og druerne kommer fra 35 år gamle vinstokke på markerne Patou, Les Côtes og Saveaux. Efter høsten afstilkes druerne og gærer på ståltank, hvorefter vinen lagrer 12 måneder på 2-5 år gamle egetræsfade.

Næsen er mærk, kraftfuld med tjære, olierede jernbanesveller, virkelig mælket med lidt yoghurt, mejeri, lidt prut, krudt, gylp og herlig aromatisk bio kant, tulipanblade, tæt og powerfuld med bacon, blæk, engelsk lakrids og sorte oliven.

I munden er det også en tæt vin, tør med stramme tanniner, syrlige mørke bær, kul, jern og masser af bitterhed. Der er imidlertid også en sød side, som gør vinen behagelig, komfortabel og afslappet. Dermed bliver det en Cornas, som aldrig bliver for hård, men i stedet blød med masser af bio kant, som vil skræmme nogle. Jeg synes det er freaking godt.

Forhandles af Philipson Wine, hvor en flaske koster 299,95 kr., mens prisen ved køb af 12 flasker er 249,95 kr.

Vinanmeldelse 6/7 

2014 Domaine du Clos Saint Landelin, Riesling Clos Saint Landelin Grand Cru Vorbourg, Alsace, Frankrig

2014 Domaine du Clos Saint Landelin, Riesling Clos Saint Landelin Grand Cru Vorbourg, Alsace, FrankrigVino hos Jan og what a start … økologisk og biodynamisk Riesling Clos Saint Landelin Grand Cru Vorbourg fra Muré familien på Domaine du Clos Saint Landelin, der ligger i byen Rouffach omkring 15-20 kilometer syd for Colmar i dejlige Alsace.

Vinhuset er oprindeligt grundlagt tilbage i 1650 af Michel Muré, der slog sig ned som vinavler i Westhalten i den sydlige del af Alsace. Det var imidlertid først i 1935, at Domaine du Clos Saint Landelin opstod, da en senere efterkommer Alfred Muré købte marken Clos Saint Landelin, som også blev navnet på vinhuset.

Clos Saint Landelin har samlet 25 hektar vinmarker, som ligger ved Rouffach. Området ligger beskyttet af Le Grand Ballon .. det højeste punkt i bjergkæden Vogeserne, som forhindrer vinden fra vest i at bringe skyer og regn ind over Rouffach. Dette giver Rouffach et mere tørt og solrigt klima end i det nordligere Alsace. I vinene resulterer dette i mere dybde og fylde.

Domaine du Clos Saint Landelin drives i dag af 12. generation af Muré familien, nemlig Véronique og Thomas Muré. Véronique står for administration og markedsføring, mens Thomas – der er uddannet ønolog fra Beaujolais – står for vinene.

Clos Saint Landelin marken ligger lige syd for Rouffach og har tidligere været ejer af bispedømmet i Strasbourg. De blev i det 8. århundrede givet i gave fra biskop Heddon til Sankt Landelin klosteret og allerede dengang var marken regnet som en af de bedste i hele Alsace.

Muré familien er eneejer af Clos Saint Landelin marken, som samlet er på 12 hektar. Vi smager her en Riesling, hvor druerne kommer fra 45 år gamle vinstokke på marken, høstet med et udbytte på 48 hektoliter pr. hektar.

Riesling Clos Saint Landelin Grand Cru Vorbourg er vinificeret alene med brug af druernes naturlige gærceller, en langsom fermentering og er efterfølgende lagret en periode sur lie.

Næsen er lidt fed og nærmest olieret med nogle krydrede elementer, næsten vibrerende, meget levende med lime, grønne pærer, blomster, timian, hundelegetøj af gummi, mineraler, men ingen petroleum endnu.

I  munden er vinen grøn, ren, men syren er ikke sådan streng og irettesættende på nogle måder, men frisk og virkelig smukt kontrolleret. Der er mineralsk bid, lidt tropisk frugt og fylde, mens der er grønne elementer i eftersmagen. Det smager stjernegodt, har virkelig en dybde og kraft, som jeg ikke lige havde ventet fra en Alsace Riesling.

Forhandles herhjemme af Skjold Burne, hvor en flaske koster 309,75 kr.

Vinanmeldelse 5,5/7

2014 Domaine de la Clapière, Etincelle, Languedoc, Frankrig

2014 Domaine de la Clapière, Etincelle, Languedoc, FrankrigI min utrættelige saga om Les Châteaux et Domaines Castel og deres 21 vinslotte er vi nået til det 9. vinslot. Det hedder Domaine de la Clapière, ligger i Languedoc og derfra smager vi denne Etincelle.

Helt præcis ligger vingården ved landsbyen Montagnac, et par kilometer fra den historiske by Pézénas og ikke så langt fra Middelhavet og Lion bugten i den nederste del af Frankrig. Der har Domaine de la Clapière 63 hektar jord med både hvede, olivenlunde, skov og vinstokke. Vinmarkerne udgør samlet 36 hektar og er tilplantet med Syrah, Cinsault, Carignan, Cabernet Sauvignon, Merlot, Grenach, Chardonnay og Viognier.

Castel familien købte allerede tilbage i 2006 ejendommen, som ligger ved historisk vej – Via Domitia – bygget af romerne for at forbinde Frankrig og Spanien. Senere blev vejen en del af Camino de Compostela og den nuværende ejendom er bygget et sted, hvor der tidligere er produceret vin.

Den ældste del af den nuværende ejendom stammer tilbage fra det 17. århundrede og er grundlagt af François Clapier, som også har givet navn til den gamle ejendom og dermed domænet, mens vinkældrene er bygget omkring 1850.

I dag bebos det smukke gamle ejendom af Sophie og Xavier Palatsi, som ved hjælp fra et team af vinmagere laver vinene fra Domaine de la Clapière. Og de laver i alt 7 forskellige vine, herunder altså denne Etincelle, som er lavet på 100% Syrah og vinificeret efter metoden macération carbonique. Vinen har derefter været lagret 12-18 måneder på egetræsfade.

Duftmæssigt en fyldig vin med masser af sort frugt, en kende syrlighed fornemmes også i frugten. Den virker meget frisk med sorte kirsebær, røgede noter, krydderier, peber, lakrids, kaffe og på en eller anden måde også meget venlig og behagelig.

I munden er vinen også lidt kølig eller stringent i stilen, tanninerne er samtidig bløde og der er fedme, kraft og sødme som en god neuf, meget rund, harmonisk og velafbalanceret. Det er er en rigtig god Languedoc vin med et venligt væsen og masser af power.

Importør er AMKA og vinen forhandles hos udvalgte Meny og Spar butikker med en vejledende udsalgspris på 259 kr.

Vinanmeldelse 4,5/7  

2007 Château Croizet-Bages, Pauillac 5. Cru Classé, Bordeaux, Frankrig

2007 Château Croizet-Bages, Pauillac 5. Cru Classé, Bordeaux, FrankrigJeg serverede denne 2007 Château Croizet-Bages Pauillac 5. Cru Classé til et bestyrelsesmøde i Randers Vinlaugh, da jeg ved, at Bernt jo elsker Bordeaux … hmmm elsker er nok ikke engang tilstrækkelig dækkende, da han er 102% bordeauxfil.

Château Croizet Bages ligger smukt på Bages-plateauet nær Cru Classé slottene Lynch-Bages og Grand Puy-Lacoste mellem byen Pauillac og Saint-Julien-Beychevelle. Vinen tilhører 5. Cru i 1855-klassifikationen.

Chateau Croizet-Bages har taget navnet efter plateauet og så sin originale skaber – Croizet brødrene. Den ene var retsassistent, og den anden var en lokal advokat. Sammen opkøbte de parceller af vin fra naboerne gennem den første halvdel af 18. århundrede og skabte hermed deres egen ejendom.

Siden er slottet blevet solgt videre flere gange indtil det i 1942 blev købt af den nuværende ejer, som er Quié-familien. I dag er det bror og søster Jean-Philippe og Anne-Françoise Quié, der står i dag for driften.

De ejer i øvrigt også 2. Cru slottet Château Rauzan-Gassies samt Cru Bourgeois slottet Château Bel Orme Tronquoy de Lalande.

Château Croizet-Bages er på omkring 30 hektar, hvor markerne har en undergrund med grus og sand er beplantet med 60% Cabernet Sauvignon, 32% Merlot Noir og 8% Cabernet Franc. I gennemsnit vinstokkene er tæt på 35 år gamle.

Der produceres omkring 12,500 flasker årligt og slottets 2. vin hedder La Tourelle de Croizet-Bages. Denne 2007 Château Croizet-Bages er lavet på 40% Cabernet Sauvignon, 30% Merlot og 30% Cabernet Franc, som ligger 12-18 måneder på nye franske egetræsfade.

2007 var et forholdsvis svagt år i Bordeaux, men det er jo også en vin, som typisk skal modne i 10-20 år … så med 11 år på kølerhjelmen, så burde den være drikkemoden nu.

Duften er solbær, kirsebær, godt med frugt i vinen, let moden frugt, eg, masser af eg, cigaræsker, ganske okay næse og meget klassisk Bordeaux aromaer.

I munden kan den megen eg smages, men derudover er frugten en kende syrlig. Der er en fin kombination af frugt og tanniner … samlet indtryk er fin og moden vin, som dog aldrig imponerer mig vildt meget.

Forhandles flere steder, bl.a. Lorentsens Vinforsyning, hvor en flaske koster 300 kr.

Vinanmeldelse 4,5/7  

2016 Xavier Vignon, Lirac, Rhône, Frankrig

2016 Xavier Vignon, Lirac, Rhône, FrankrigHan er sgu produktiv den gode Xavier Vignon, vinbonde og negociant. Nu smager jeres flittige vinblogger endnu en vin fra Xavier, nemlig hans 2016 Lirac på 80% Grenache og 20% Syrah.

Xavier Vignon har jeg skrevet om et utal af gange her på Houlbergs Vinblog, så det skal jeg ikke gentage. Lad os i stedet kigge nærmere på denne Lirac … et område som vel er et af de mindst kendte områder i Rhône, selvom det har potentialet til at frembringe store vine. Det er der imidlertid ikke så mange, som forsøger og i stedet laves det meste vin derfor af de lokale kooperativer.

Vinen er lavet ved, at de håndhøstede druer gærer sammen, hvilket giver ekstra kompleksitet til den færdige vin. Omkring 70% modner på ståltank for ekstra renhed i frugten, mens 30% af vinen er modnet på egetræsfade, heraf 1/3 nye fade.

Næsen er en kende indelukket, diskret og lettere neutral, men meget ren og direkte i frugten og har godt med krydderier. Frugten er ikke fed og mørk, men mere mellemrød, kirsebær, brombær, lidt læder, lavendel samt laurbærblade.

Smagen er frisk med en vis lethed, dejlig smag i frugten med en smule sødme, jernholdige elementer og lidt peber. Det er blåbær, brombær, violer og samtidig en vis tørhed, selvom vinen er yderst drikbar og nærmest lidt cremet i munden. Det er virkelig godt lavet Rhône.

Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 139,95 kr., mens prisen er 114,95 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 4,5/7

2015 Calmel & Joseph, Côtes du Roussillon Villages, Roussillon, Frankrig

2015 Calmel & Joseph, Côtes du Roussillon Villages, Roussillon, FrankrigVed Val de Dagne lidt syd for byen Montirat for foden af bjerget Alaric og en kende vest for Narbonne og Middelhavet ved Lion bugten finder vi vinhuset Domaine Calmel & Joseph, som står bag denne Côtes du Roussillon Villages.

Calmel & Joseph er grundlagt i 1995 som et negociantfirma, som har specialiseret sig i at lave vine fra Languedoc-Roussillon og typisk på små vinerier rundt om i området. Det er de to ønologer Laurent Calmel og Jerome Joseph, som står bag vinhuset og de har lavet aftaler med en lang række vinavlere rundt om i regionen og arbejder sammen med disse vinavlere … også med produktionen af vinene.

Selvom Domaine Calmel & Joseph er et negociantfirma, så ejer de også selv en gammel vingård, der kan spores tilbage til 1577, hvor den tilhørte adelsmanden Jehan de Calmès.

Til ejendommen hører der 200 hektar jord, hvor 160 hektar er sammenhængende marker. Det er dog alene 20 hektar, som består af vinmarker, mens resten er olivenlunde, kornmarker og derudover dyrkes der også lavendler samt mandler.

De to ihærdige vinmagere producerer forskellige vine fra forskellige steder i hele Languedoc-Roussillon regionen. Denne Côtes du Roussillon Villages tilhører en serie af vine, som de to herrer kalder Les Terroirs … forskellige vine fra forskellige områder i det sydfranske.

Vinen er lavet på 40% Syrah, 30% Grenache, 20% Carignan samt 10% Mourvèdre, som er høstet med et udbytte på 35 hektoliter pr. hektar fra marker med højt indhold af ler, kalksten, skifer og sandsten.

Druerne er høstet manuelt, sorteret og afstilket inden den alkoholiske gæring, som sker ved 28 grader over 20 dage, hvorefter vinen lagrer en periode i betontanke.

Frugten virker duftmæssigt en anelse træt eller moden, hvilket er kombineret med gammelt træ … lidt som et hus i den gamle by, nogle sødbrændte elementer, blåbær, solbær, sandeltræsolie, lidt arabiske krydderier, lavendel og en smule eg.

Smagen er blød, harmonisk og det er en meget drikkevenlig vin, der bare glider ned. Frugten er mørk, men vinen er lidt syrefattig og har et lille peberbid i enden.

Forhandles af Andrup Vin, hvor en flaske koster 119,95 kr., mens prisen er 79 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 4/7