Tag-arkiv: 5½

2016 Figli Luigi Oddero, Barolo, Piemonte, Italien

2016 Figli Luigi Oddero, Barolo, Piemonte, ItalienDerefter stod den på Barolo, for næste vin kom fra vinhuset Figli Luigi Oddero, der holder til i en smuk piemontisk villa med et karakteristisk tårn lidt nordøst for La Morra.

Familien Oddero har lavet vin  siden 1878, da Giacomo Oddero grundlagde vinhuset Poderi e Cantine Oddero udenfor La Morra.

Vinene blev solgt på små egetræsfade, bl.a. til Amerika og vine fra Oddero blev også fremvist i 1911 ved en stor international udstilling i Torino.

Men det var imidlertid først i 1951, at vinhuset reelt startede, da brødrene Giacomo og Luigi Oddero – 3. generation og børnebørn til den gamle grundlægger – begyndte at flaske og sælge vinene under egen etiket.

Arbejdsfordelingen mellem de to brødre var, at Luigi var ansvarlig for marker og vinproduktion, mens Giacomo var ansigtet udadtil og sådan kørte det også helt frem til 2006, hvor der kom en uoverensstemmelse mellem de to brødre.

Det betød, at vinhuset blev splittet op, hvorved Giacomo beholdt ejendommen, mens Luigi fik de bedste marker … 32 hektar med bl.a. parceller på marker som Riva i La Morra, Vigna Rionda i Serralunga d’Alba og Rocche dei Rivera i Castiglione Falletto.

Man fandt samtidig en smuk, gammel vingård lidt længere nede ad vejen, hvor man kunne producere vinene, som nu sælges og etiketteres som Figli Luigi Oddero.

I dag drives Figli Luigi Oddero imidlertid af Luigis hustru Lena og deres børn Giovanni og Maria, da Luigi desværre døde i 2009, så nu sker produktionen af vinene i samarbejde med den berømte Bruno Giacosa vinmager Dante Scaglione som konsulent og den unge vinmager Francesco Versio.

Francesco har også – som Dante Scaglione – arbejdet hos Bruno Giacosa, men har i dag ansvaret for hele produktionen på Figli Luigi Oddero … lige fra mark til kælder.

Francesco Versio viderefører ånden efter Luigi Oddero, som altid har lavet Barolo efter de gamle klassiske dyder, dvs. lang maceration og store fade – gamba botte – uden for meget toast, så Nebbiolo mosten ikke bliver overdøvet af ristet eg. Markerne dyrkes også uden pesticider og meget tæt på økologi.

Vinhuset Figli Luigi Oddero er ikke helt så kendt som det gamle Oddero, som i dag fortsat drives af Luigis bror. Giacomo var jo det kendte ansigt udadtil og havde også alle kontakterne til kunderne, hvorfor de hos Luigi Oddero haft svært ved at sælge deres vine, herunder bl.a. et stort lager af ældre vine, som Luigi fik med i forbindelse med bruddet.

Her er det altså husets basis Barolo, som er lavet efter den helt klassiske opskrift for Barolo med frugt fra vinemarkerne i la Morra, Serralunga og Castiglione Falletto. Vinen er lavet med den naturlige gær og 10-15 dages maceration, 24 måneder på store fade og til sidst minimum 12 måneders flaskelagring.

I næsen fanger jeg først lidt moden, lækker frugt, lys og aromatisk, godt med blomster, mariekiks, vanilje og lakridskonfekt, fadpræget klart større end forventet, men til gengæld er aromaerne luftige og lette og næsten en smule burgundiske. Det er parfumeret med lyse bær, ribs, hindbær, hæfteplasker, medicinskab, pilleglas, roser samt knuste blomsterblade, mentol og en gransov en kold morgen.

Smagen er præget af lyse druer … røde kirsebær, knuste hindbær, lidt jernholdige elementer suppleret af mynte, stjerneanis og en lille pleasende fyldighed, mens tanninerne heller ikke blive vilde, men er venlige og behagelige, hvilket gør vinen rund med en lille lys og stram syrlighed. Flot balanceret.

Forhandles af Bichel Vine, hvor en flaske koster 425 kr.

Vinanmeldelse 5,5/7   

2019 Weingut Franz Keller Schwarzer Adler, Achkarren Spätburgunder, Baden, Tyskland

2014 Weingut Franz Keller Schwarzer Adler, Achkarren Spätburgunder, Baden, TysklandHvor er det lang tid siden, at jeg sidst drak en Spätburgunder fra Weingut Franz Keller Schwarzer Adler. Vi skal i hvert fald tilbage til november 2020. Men nu har jeg så fået lidt 2019 Achkarren Spätburgunder i glasset … und alles ist gut, ørnen flyver igen.

Weingut Franz Keller Schwarzer Adler har jeg skrevet om utallige gange og endda besøgt tilbage i august 2016. Men det kan du jo eventuelt selv læse om i mit lille blogindlæg; Fritz … der oberbergener köenig im Kaiserstuhl – et besøg hos Weingut Franz Keller Schwarzer Adler.

I stedet kigger vi bare lige nærmere på denne Achkarren Spätburgunder, der er en Ortswein, altså niveauet over husets basisvine. Her er druerne fra marker ved byen Achkarren og det er helt præcis fra de to marker Achkarren Schlossberg og Achkarren Castellberg. Gæringen er sket i de store gæringskar af eg og efter endt fermentering er vinen så lagret 18 måneder på franske barriques.

Dejlig lys næse … ganske animalsk, landlig hestestald med rygende ensilage, en totalt lækker og lys frugt bestående af rabarber, ribs og lyse kirsebær, nogle lidt mælkede noter, ymer, drikkeyoghurt, kul, en inderlig fin og vibrerende syre, et drys søde krydderier, candyfloss, blomster og svagt en smule mælkechokolade, nelliker … og den lille sødme binder næsen vildt godt sammen.

I munden er det en superfrisk og ren Spätburgunder … crisp, let, lys og saftig med jordbær, ribs, rabarber og en smule tranebær, feminin, fin, elegant og næsten burgundisk syre, lidt appelsinskal, mineraler og middel tanninbid og så igen en let koket sødme. Men det smager voldsomt godt … balanceret, smukt og vanedannende.

Forhandles af Vinvärket, hvor en flaske koster 280 kr., mens prisen er 224 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5,5/7   

2019 Weingut Daniel Twardowski, Pinot Noix 3rd, Mosel, Tyskland

2019 Weingut Daniel Twardowski, Pinot Noix 3rd, Mosel, TysklandDaniel Twardowski havde sendt 4 ufrigivne vine op til Mr Ruby og det var udover den første mousserende selvfølgelig også Pinot Noix Ardoise og Pinot Noix Dhroner Hofberg. Men en 4. havde også sneget sig med, nemlig en ny vin, som bliver en basisvin, der også bliver billigere end Ardoise, når den frigives til september.

Den nye entry-level vin skulle være lavet på de yngste stokke og – som de to andre Pinot Noix vine – fra Dhroner Hofberg marken, hvor Daniel arbejder med flere forskellige Dijon Pinot Noir kloner. Men om der også skulle være druer fra andre marker ved jeg ikke noget om.

Vinen skulle vistnok også være lavet som den almindelige … altså med anvendelse af 30% hele klaser, spontangæring efterfulgt af nænsom presning og lagring 24 måneder på en kombi af gamle og nye træfade … og så tappet på flaske uden filtrering og brug af minimal svovl.

I glasset drøner det op med vildskab … dufter bogstaveligt af druesaft, nypressede hindbær, blomster og urter, lys, let og luftigt. Det er en hippiepige uden hæmninger, udfordrende, naiv, livlig og smuk uden at vide det. Vinen har denne luftige, æteriske og flygtige lethed … lige suppleret med et let strejf af vanilje,

Smagen er lys, saftig og let pågående, meget mostet med nypresset saft, hindbær, lyse kirsebær og grønne jordbær. Vinen er ikke helt så afbalanceret som hverken Ardoise eller Dhroner Hofberg, men damm det smager sgu godt.

Forhandles af Mr Ruby, men vinen frigives og prissættes først til september.

Vinanmeldelse 5,5/7 

2019 Weingut Wöhrle, Lahrer Kronenbühl Selection Carl Spätburgunder 1G, Baden, Tyskland

2019 Weingut Wöhrle, Lahrer Kronenbühl Selection Carl Spätburgunder 1G, Baden, TysklandEfter Wöhrles 2019 Lahrer Spätburgunder Bestes Fass, så smagte vi Lahrer Kronenbühl Selection Carl Spätburgunder 1G i årgang 2019.

Vinen er opkaldt efter Markus og Tanja Wöhrles søn Carl, da vinen første gang blev lavet i det år, hvor Carl blev født .

Den er lavet på lige dele tyske kloner og franske Dijon kloner fra Weingut Wöhrles parcel på den 43 hektar store VDP Erste Lage Lahrer Kronenbühl mark.

På Lahrer Kronenbühl dyrker Markus både Spätburgunder, Riesling, Chardonnay, Rieslaner samt Grauburgunder og Weißburgunder … alt fuldstændig økologisk.

Druerne har gennemgået en kølig maceration, hvor mosten trækker farve og aroma af skindet inden gæring. Vinen er derefter gæret i åbne gæringskar og har dernæst tilbragt 12 måneder på ældre træfade … og 1/3 del af fadene udskiftes hvert år.

Dejlig lys duft … blomster, pæn landlig, animalsk med både hestestald, kirsebær, jordbær, ribs og klart mere grøn end fx den forrige Bestes Fass suppleret med urter, lakridskonfekt, vanilje, kanel, nelliker, røg og lys mælkechokolade. Uh, man bliver glad.

I forhold til Bestes Fass er der også lidt mere skarphed, også lidt tydeligere og mere tørre tanniner, lys og syrlig frugt, ribs, hindbær, meget ren i frugten sammen med en nærmest vibrerende syre, lidt peber samt jernholdige elementer. Det smager voldsomt godt, så dermed 5,5 houlbergske fingre med pil op.

Forhandles af Mr Ruby, hvor en flaske koster 349 kr.

Vinanmeldelse 5,5/7 

2014 Jean Gagnerot, Beaune 1er Cru Champs Pimont, Bourgogne, Frankrig

2014 Jean Gagnerot, Beaune 1er Cru Champs Pimont, Bourgogne, FrankrigMer’ Jean Gagnerot vin og denne gang et løft op i forhold til forrige røde Rully 2016. Det er nemlig en 2014 Beaune 1er Cru Champs Pimont.

Vinen er lavet med Pinot Noir druer fra 1er Cru vinmarken Champs-Pimont ligger i det sydlige Beaune tæt på Pommard.

Efter den manuelle høst har vinen først gennemgået en kølig premaceration ved 8 grader, hvorefter gæringen er sket på ståltanke over 3 uger med både løbende pigeage og remontage.

Efter gæringen får vinen sekundær maceration ved 30 grader og så er vinen derefter lagret 16 måneder på franske egefade, hvoraf 40% er nye fade.

Sikke lækker duft … moden og sødlig aroma med ristede svampe, skovbund, lakridskonfekt, vanilje, gammelt træværk, nøddekrokant, lækker svulstig og moden frugt med jordbær, søde kirsebær samt en lidt pirrende, lys og alligevel levende syre … virkelig en vin, som man kan sidde og sniffe til i lang, lang tid.

I munden er vinen fortsat meget frisk, lys, rank, ren og direkte i frugten, der mest er hindbær, ribs, rønnebær og lyse, lette tanniner, ren og spinkel syre samt klar, stenet mineralitet. Det er virkelig bare arketypisk burgundisk med en rank, grøn kant og således bare straight, fin og på et ganske højt niveau lige mellem 5 og 5,5 af Houlbergs tomler.

Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 449,95 kr., mens vinen er 349,95 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5,5/7

2018 Weingut Ziereisen, Viviser Gutedel Unfiltered, Baden, Tyskland

2018 Weingut Ziereisen, Viviser Gutedel Unfiltered, Baden, TysklandDet var sidste år, at jeg først smagte en vin fra Hanspeter Ziereisen. Jeg nåede endda at smage 5 forskellige vine fra Weingut Ziereisen, men nu hopper jeg på den 6. af slagsen, en overraskende lækker Viviser Gutedel Unfiltered 2018.

Weingut Ziereisen ligger på adressen Markgrafenstrasse i Efringen Kirchen … lige i trekanten mellem Tyskland, Schweiz og Frankrig.

Hanspeter skulle egentlig slet ikke ha’ været vinbonde og er i stedet uddannet tømrer. Men da hans forældre i 1991 pludselig opgav at drive deres lille gård – og hans to søstre heller ikke vil overtage – så besluttede han selv at tage affære.

Han overtog driften på gården, som udover drift med svin, køer og markdrift omfattede en halv hektar med vinstokke. Tidligere havde forældrene egentlig blot givet druerne til det lokale kooperativ, men Hanspeter anvendte i stedet druerne til at lave sine egne vine.

Så begyndte han at langsomt at opkøbe og lease yderligere vinmarker i Markgräflerland … og i dag har Hanspeter Ziereisen samlet 21 hektar marker, hvor han dyrker sorterne Gutedel, Grauen Burgunder, Weißen Burgunder, Chardonnay, Spätburgunder og Syrah.

Fra første fløjt har Hanspeter gået sine helt egne veje og ville lave vine i sin helt egen stil, hvorfor han vinene ikke fulgte reglerne, blev beskrevet som ikke typisk tyske og derfor ikke godkendte. Det slog dog ikke Hanspeter ud, for i stedet har han lige siden blot solgt sine vin som Badischer Landwein … og måske er det også grunden til, at han er blevet kaldt både stædig og lidt en original.

Hanspeters filosofi er, at markerne skal drives på en naturlig og bæredygtig måde, uden han dog er certificeret på nogle måder, og så en individuel vinificering … altid med spontangæring med druernes naturlige gærceller, lange macerationstider, en minimal indgriben i produktionen og så give vinene den modningstid, som de har brug for … og de fleste vine flaskes også uden filtrering.

Lagringen sker primært i nye og brugte barriques samt store, hundrede år gamle 4.000 liter egefade … efter stilsikker burgundisk forbillede og mange sammenligner også ofte vine fra Ziereisen med vinene fra netop Bourgogne.

Hanspeter er specielt kendt for sine vine på druen Gutedel … den som i Schweiz og Frankring mest er kendt under navnet Chasselas. Han dyrker Gutedel på hans bedste marker, bl.a. Efringer Ölberg og reducerer udbyttet kraftigt. Han forsøger at få alle de gamle dyder frem i druen … og det siges, at hans laver Gutedel vine, som minder af bidende koncentrerede Meursault vine fra Bourgogne.

Og hele familien er med i vinbruget … idet hustruen Edeltraud hjælper til med både pakning, faktuering og beskrivelserne på deres hjemmeside … og efterhånden er deres to børn Johanna og Ida Paulina også kommet med i arbejdet … mens også Hanspeters forældre Hansjörg og Verena går engang imellem til hånde.

Og vi smager her en af Hanspeters vine på Gutedel … Viviser Gutedel Unfiltered, hvor druerne kommer fra den 50% stejle og kalkstenholdige topmark Efringer Oelberg. Vinen er fra vinhusets serie af Rebsorten Weine og navnet Viviser er et gammelt navn for Gutedelen, der jo stammer fra Schweiz … fra det schweiziske Vevey, som netop på tysk hedder Vivis … og derfor navnet Viviser.

Druerne til denne vin kommer fra vinstokke plantet tilbage i 1980’erne og efter den manuelle høst, så er de presset ved relativt højt tryk på 6 bar for at trække ekstra karakter og personlighed ud i mosten, der sidenhen har spontangæret alene med de naturlige gærceller og lang gæring.

Efter endt fermentering er vinen så lagret 22 måneder sur lige på 3.000 liters tyske Assmann egetræsfade og så aftappet uden klaring og filtrering – samt med minimal tilsætning af sulfitter

Smørfed Gutedel … WAUW og WTF? Der er klart et pænt lille fadpræg med lakridskonfekt, wienerbrød, kringle og vanilje, men samtidig er vinen herlig aromatisk og nærmest parfumeret med tulipaner og et højt pollental. Frugten er også meget indbydende, nærmest lidt saltet med kvæde, tørret abrikos, pærer … og noget, som virker som en kalket mineralitet, nødder, røg samt en pakke frugttyggegummi. Det dufter faktisk helt vidunderligt.

I munden er det også skønt … saftige æbler, lyse blommer og mirabeller, saftig, mostet og ret saltet. Det stikker ikke sådan vildt dybt i smagen, men har denne sure, syrlige, kalkede friske og lidt grønne smag … tilsat lidt peber også … så både salt og peber. Vinen er samtidig bare så frisk, sprød og krisp. Den har en ganske lille olieret fornemmelse, men det virker sgu bare rigtigt fint sammen, så jeg er ret begejstret for vinen. Gute Gutedel 🙂

PS: brug helst store Bourgogne glas.

Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 199,95 kr., men kan fås til 159,95 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5,5/7 

2018 Viña Santa Rita, Triple C, Maipo Valley, Chile

2018 Viña Santa Rita, Triple C, Maipo Valley, ChileSidst jeg smagte den nærmest ikoniske vin Triple C fra Viña Santa Rita var for 10 år siden og dengang var det i en årgang 2004. Siden dengang er der sgu løbet meget vin i halsen, men derfor er det da en fornøjelse igen at smage den … her blot i årgang 2018.

Viña Santa Rita har jeg vist skrevet om mange gange, men denne Triple C kun én gang. Det er en vin, som første gang blev produceret i årgang 1997 som en Bordeaux lignende vin og bliver derudover kun lavet i de bedste årgang. Da vejret i Chile imidlertid er ganske ens år efter år, så er det kun i få årgange, at vinen ikke er produceret.

Vinen er i dag et blend på 65% Cabernet Franc, 30% Cabernet Sauvignon og 5% Carménère druer, der er dyrket i Maipo Valley i Chile … og hver druesort vinificeres separat.

Men fælles for alle druesorter er, at de efter høst starter med en kølig 5-10 dages kold pre-maceration, hvorefter gæring sker med udvalgte gærtyper. Cabernet Franc og Carménère gærer ved 30 grader og Cabernet Sauvignon ved 28 grader. De fleste druer er forinden afstilket, men med Carménère også 20% hele klaser,

Efter gæringen ligger vinen så med en eftermaceration i 20-40 dage afhængig af udviklingen af hver sort. Så har vinen lagret samlet 17 måneder i nye franske barriques og først derefter sammenstikkes den endelige vin.

Sikke nice duft … våde fade, våd skovbund, tjære og flydende asfalt, mælkede noter, baconfedt, solbær, hindbær … lidt jammy suppleret med solbærblade, grøn peber, lidt cigarkasser og så søde aromaer med vanilje, let kanel, lakridskonfekt og vingummibamser.

I munden er det koncentreret, kompleks, intens og frisk, masser af frugtrigdom med solbær, brombær, blommer og kirsebær, nærmest saftig med en lille sødme, lidt peber og bid. Det er sgu meget smooth, elegant og samtidig meget indsmigrende med en lang og sødbitter eftersmag. Mums.

Vinen forhandles hos AMKA, som henviser til nærmeste forhandler på tlf. 86 41 96 00. Den vejledende udsalgspris er 329 kr.

Vinanmeldelse 5,5/7 

2018 M. Chapoutier, Riesling Schieferkopf Lieu-dit Fels, Alsace, Frankrig

2018 M. Chapoutier, Riesling Schieferkopf Lieu-dit Fels, Alsace, FrankrigFør den lille Riesling Battle Royal smagning vidste jeg ikke, at det store nordrhônske vin-og negocianthus M. Chapoutier har et lille projekt i Alsace, hvor den dynamiske Michel Chapoutier laver Riesling vine … som nu fx denne Riesling Schieferkopf Lieu-dit Fels 2018.

Det store hus M. Chapoutier beliggende i Tain-l’Hermitage har jeg skrevet om tidligere, fx den jeg smagte en hvid 2016 Invitare Condrieu. Derfor skal jeg heller ikke denne gang skrive om vin- og negocianthuset, men i stedet kigge lidt nærmere på Schieferkopf.

Michel Chapoutier startede allerede i 2006 med at lede efter unikke vinmarker og i 2009 lykkedes det ham så endeligt i samarbejde med fire af sine venner. De købte en parcel i Bernardvillé i ganske kort afstand fra en af de oprindelige pilgrimsruter, hvor cistercienser munke allerede i det 12. århundrede plantede vinstokke.

Parcellen ligger på Felsberg marken og strækker sig over knapt 8 hektar, hvorfra Chapoutier laver tre forskellige vine. Felsberg har en helt unik jordbund, da det er eneste sted i Alsace, hvor jordbunden er næsten ren blåskifer. Derudover ligger marken eksponeret mod syd og sydøst i en højde på 380 meter og er blandt de højeste beliggende vinmarker i Alsace.

Oprindeligt kaldte Chapoutier vinene for Felsberg, men ifølge områdets regler, må marknavnet ikke indgå i vinhusets navn, så derfor blev navnet Schieferkopf. De 3 topvine fra Felsberg marken er henholdsvis Lieu-dit Fels, Lieu-dit Berg og Lieu-dit Buehl.

Den bedste er Lieu-dit Fels, hvor druerne kommer fra den øverst beliggende del af marken. En højere og mere kølig beliggenhed giver mere mineralitet og sprødhed. Alle vinene lagrer på store foudre mellem 10 og 15 måneder inden flaskning.

Siden 2015 er Schieferkopf projektet udvidet med enkelte vine fra både Baden, Pfalz og Franken, så i dag er det ikke udelukkende vine fra Alsace.

Denne 2018 Riesling Schieferkopf Lieu-dit Fels er lavet ved, at de sent høstede druer først gennemgår en lang presning, hvorefter de pressede saft får lov af hvile kølig inden gæringen sker alene med druernes naturlige gærceller.

Efter endt alkoholisk gæring, så gennemgår vinen også en fuld malolaktisk gæring, da Chapoutier mener, at det giver vinen mere mineralitet fra det blå skifer. Derefter er vinen lagret 15 måneder på store foudres egefade.

Duften er meget anderledes end de andre Riesling vine i den lille battle … en lidt vild hippie med blomsterkrans på hovedet og så på en eller anden måde også klassisk Alsace. Har dette røgede fadpræg, er vildt ekspressiv og næsten på vej til at være vovet og vulgær, hvilket supperes af lidt kanel og chilipulver.

I munden … hold da op, der er tonsvis mineralitet, salt samt lemon, lemon og lemon og har samtidig en smørfed karakter, har godt med sul på kroppen sammen med eksotisk frugt, abrikos, tørret og saltet abrikos, lidt stærk og absolut anderledes, men smager fandeme fantastisk.

Forhandles af Vinova, hvor en flaske koster 325 kr.

Vinanmeldelse 5,5/7 

2019 Trestle 31, Riesling, New York State, USA

2019 Trestle 31, Riesling, New York, USASå blev det tur til New York State Riesling …  og første kom fra Nova Cadamatres vinhus Trestle 31, der ligger i Geneva helt oppe i den nordlige ende af Seneca søen i Finger Lakes. Vi smagte en Riesling i årgang 2019.

Vingården Trestle 31 er etableret i 2015 af vinmageren Nova Cadamatre sammen med hendes mand Brian, men Nova startede allerede  med at lave vin tilbage i 2003 hos Stargazers Vineyard og har i 2006 uddannet som ønolog fra Cornell University.

Senere flyttede hun til Napa Valley i Californien, hvor hun fokuserede på lave Bordeaux og Bourgogne lignende vine bl.a. med druer fra markerne To Kalon, MacDonald, Vine Hill Ranch, Detert og Hyde Vineyard .

I 2015 startede hun Trestle Thirty One i Finger Lakes … i starten pendlede hun mellem sine projekter i Californien og den nye vingård ved Seneca søen i New York State. I 2017 færdiggjorde hun endda også den krævende uddannelse til Master of Wine som den første kvinde og fik endda vin med på Wine Enthusias’s Top 40 liste.

Hendes mand Brian – som hun mødte i 2000 – deler Novas passion for vin og er også vant til naturen og friluftlivet fra tidligere, da han har arbejdet indenfor skovbrug og naturressourceforvaltning på Suny Environmental Science and Forestry. Han har også tidligere arbejdet for et af verdens største mejeriselskaber, men kom så senere ind i vinindustrien.

Navnet på deres vingård Trestle 31 – der betyder buk 31 – kommer fra den store jernbanebuk, som findes ved en af deres marker og nr. 31 var oprindelig husnummeret på deres vingård og fremfik af skødet, da de købte ejendommen.

Nå, men her var det altså Novas 2019 Riesling, der er lavet med håndhøstede druer, som først er afstilket og så lagt i premaceration i 2 timer, hvorefter druerne så er presset og opbevaret i 5 dage inden overførsel til rustfrie ståltanke til gæring med udvalgt gær.

Efter endt gæring har vinen hvilet kølig i 2 uger inden lagring 6 måneder. Derefter er vinen tappet på flaske og har lagret yderligere 12 måneder på flaske inden frigivelse.

Duftmæssigt har vinen en god inderlighed, ganske aromatisk … her med en smule grøntsagsfond, virker meget moden i frugten, meget frugtrig. Der er fersken, abrikos, lemon, pænt med krop, nogle mere tertiære og æteriske dufte … let honning, ler, modellervoks, en sød, smeltet sodavandsis, måske en københavnerstang.

Smagen er også meget moden med fylde, krop, volumen, salt og alligevel med god friskhed. Der er lemon, grape, grønne æbler, syre og bitterhed, flint og sten, knastørt, men mest sure citroner, men glade ansigter. Det er sgu en ret lækker Riesling.

Ingen forhandler herhjemme, men på vingården koster vinen 29$ … svarende til 190 kr.

Vinanmeldelse 5,5/7 

2017 Podere La Vigna, Brunello di Montalcino, Piemonte, Italien

2017 Podere La Vigna, Brunello di Montalcino, Piemonte, ItalienDen sidste Brunello har jeg skam også smagt før og kommer fra Podere la Vigna. Sidst jeg smagte vinen var i årgang 2015, men nu er den så sidste vin i smagningen af de 4 Brunello di Montalcino 2017 vine.

Azienda Agricola Podere la Vigna ligger ved den lille by Torrenieri omkring 5 kilometer nordøst for Montalcino og drives af familien Rubegni, som i flere generationer har lavet vin fra deres 4 hektar vinmarker i 320-240 meters højde i bakkerne ved Montalcino området.

Det er i dag Andriano Rubegni og hans hustru Sonia, der laver 4 forskellige vine, en grappa samt lidt olivenolie. Det er selvfølgelig en Rosso di Montalcino, IGT vinen Maritato og så 2 Brunello’er … denne samt en Riserva,

Deres almindelige Brunello di Montalcino 2017 er lavet med Sangiovese druer, der typisk høstes i slutningen af september. Vinen er lavet i store 50 hektoliter ståltanke med daglige punchdown over 18-20 dage. Efter endt fermentering har vinen lagret mindst 2 år på store 20-30 hektoliter egefade og 6 måneder på flaske efter aftapning.

Igen fabelagtig lækker aroma, hvor fadaftrykket er tydeligt, men egentligt doseret ganske fint, for det overdøver ikke en lidt mælket og drikkeyoghurtagtig aroma med jordbær, svesker, kirsebær og en smule blommer,  tobak, skovbund, champignon og fra fadene også kakao og en café-latte … næsten spot-on som 2015’eren.

Smagen er sådan lidt småsaftig, men lidt med lidt mere kant end forrige Brunello di Montalcino, for der er mere bitterhed, en lidt grovere syre, vildt tørre tanniner og tilsammen giver det vitterlig godt bid. Vinen har en ren og bitter frugt, tørrede tranebær og småsure kirsebær, garvet læder, violer og en sindssyg lang og monstertør eftersmag. Til prisen virkelig value-for-money.

Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 329,95 kr., mens prisen i øjeblikket er på tilbud til 169,95 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5,5/7