Tag-arkiv: 5½

2013 Weingut Enderle & Moll, Pinot Noir Liaison, Baden, Tyskland

Efter en perlerække med 3 flunkende kulturperler i bedste Mikimoto style på snoren onsdag/torsdag, så var ganen således allerede godt forvænt inden fredag. Men Martin fra Extra Brut Vinimport havde i kølvandet efterladt et par yderligere smagsprøver, og man skal jo rejse sig ved det træ, som man er faldet ved.

Når det træ hedder Enderle & Moll, og vinen Pinot Noir Liaison, ja så er der hurtig rejsning – so to speak – for igen en rank syrebasse, som er præcis i syren og byder på frisk frugt …. men den del skal jeg selvfølgelig nok lige vende tilbage til. Er dette på vej til at blive et lille favorithus?

Som jeg skrev i mit første blogindlæg om vinhuset, så driver Sven Enderle og Florian Moll deres 2,1 hektar vinmarker ved byen Münchweier i Badens Ortenau region. Det er et område, som ellers er præget af det lokale kooperativ Winzergenossenschaft Münchweier-Wallburg-Schmieheim, som omfatter 110 vinbønder og over 100 hektar vinmarker.

Imidlertid har Sven og Florian valgt at gå deres egne veje end de andre vinbønder, bl.a. ved at lave alle deres vine udenfor de gængse normer, og således blot klassificere vinene som Tafelwein. Og i markerne er tilgangen til produktionen også en tak anderledes. På alle markerne lader de græsset gro vildt mellem alle vinstokkene.

De forsøger at efterleve økologiske og biodynamiske dyrkning, men sprøjter dog med fosforsyre to gange årligt på grund af de vanskelige forhold i vinmarkerne. De sker med en helt almindelig sprøjte, som de tager på ryggen og så begiver de sig ellers ud i markerne. I det hele taget sker hele produktionen for små midler, da Enderle & Moll ikke har råd til de store investeringer.

Det står selvfølgelig i skærende kontrast til nogle af de store og anerkendte producenter, hvor der er sket massive investeringer. Hos Enderle & Moll bruger de en gammel manuel vinpresse, hvor druerne presses ved at skrue på et håndtag, således druesaften løber ud mellem gennem åbningerne i kurven. Sven synes, at det fungerer helt optimalt, mens de fleste vingårde ellers har droppet de gamle vinpresser og i dag anvender dem som en slags blomsterkrukker foran vingårdene.

Men trods det beskedne budget, så kom alle de bedste Michelin stjernekokke under en stor, tysk Pinot Noir smagning – Big Bottle Party 2013 – på Hotel Plaza i Berlin hen til Sven og Florian og fortalte dem, at deres vine virkelig var langt over de andres. Og der var ellers huse som Weingut Friedrich Becker, Weingut Bernard Huber samt Paul Fürst fra Franken til stede. Det gav blot ekstra opmuntring til de to aparte vinproducenter.

Og lidt aparte er de. Sven er vildmanden, stor, stovt og med et vildt skæg. Han står primært for produktionen, mens Florian er den mere stille, som hjælper og ellers står for den administrative del og render rundt med hans store hund, som er lidt sin egen og ikke lader sig kommandere rundt.

Udover de nuværende 2,1 hektar, så er Sven og Florian ved at indgå en aftale om levering af druer fra én af deres venner, som ejer 7 hektar vinmarker og i dag leverer alle druerne til det lokale kooperativ. Vennen hedder Manfred Enderle, men er trods navnet ikke i familie med Sven. Hans 7 hektar hører imidlertid med deres 50-60 år gamle Spätburgunder stokke til nogle af de bedste marker i området, og Sven er sikker på, at havde Manfred selv lavet vin derfra, så havde han været iblandt de 3 bedste producenter i området.

Manfred skal fortsat passe markerne, og så skal Enderle & Moll aftage druerne. Det kræver dog lige en mindre udvidelse af produktionsfaciliteter, hvilket er bekostelig, så måske skal produktionen øges i etaper, eller også skal de tage imod hjælp fra nogle af de investorer, som står klar til at hjælpe den lille garageproducent.

Under alle omstændigheder, så tegner det godt for fremtiden hos Weingut Enderle & Moll. De har allerede forsøgt sig med lidt druer fra Manfreds mark … og det tegner særdeles godt.

Nå, men tilbage til fredagens vin … Pinot Noir Liaison. Liaison er vinen mellem husets entry-level Pinot Noir og topvinene Muschelkalk og Buntsandstein, som i øvrigt begge fået i en svovlet og usvovlet udgave. Liaison er en blanding fra husets forskellige lokaliteter og jordtyper, og har selvfølgelig lagret 12-15 måneder i de brugte barriques, som Enderle & Moll får fra Domaine Dujac i Morey-Saint-Denis i Bourgogne.

Fortsat meget lys og transparent i glasset, men næsen er godt urtet og grøn med friske røde bær, hindbær, blomster, våd kælder og fugtige fade. I munden lidt af samme elementer som Muschelkalk, men lidt grovere og knap så forfinet i udtrykket. Syren er dog ultra præcis, og der er godt med frisk fugt, tanniner og det hele meget vedvarende. Igen klare burgundiske træk … fin balance, fin vin.

Forhandles af Extra Brut Vinimport, pris 155 kr.

Rating 5,5/7 

2010 Weingut Friedrich Becker, Schweigener Spätburgunder, Pfalz, Tyskland

Et sikkert valg. Er du til Spätburgunder er Becker altid et sikkert valg. Klassevine, og det bekræfter denne Schweigener Spätburgunder fra Weingut Friedrich Becker også med cementtung sikkerhed. Vi har her masser af de klassiske tyske dyder, som gør netop Spätburgunder til en ren gudedrik.

Vinhuset ligger på hovedgaden i byen Schweigen-Rechtenbach i den allersydligste del af Pfalz, lige op til grænsen mod Frankrig, og alene 1-2 kilometer nord for den franske by Wissembourg. Weingut Friedrich Becker er én af Tyskland førende producenter af store røde vine på Spätburgunder. Sådan er det bare.

Jeg har tidligere smagt Beckers almindelige Spätburgunder, hans Spätburgunder B, Spätburgunder Sankt Paul og den legendariske Pinot Noir Tafelwein, men sjovt nok aldrig denne Schweigener Spätburgunder, så derfor et godt valg af Martin fra Extra Brut Vinimport i forbindelse med vores lille smageaften i onsdags.

Denne flaske var den sidste ud af 3 flasker denne aften … men da vi alene drak en smule af hver flaske, så havde jeg fornøjelsen af at smage alle de 3 vine over flere dage. Hårdt, men ganske fornøjeligt job, og det gjorde selvfølgelig også, at der var mulighed for at få alle smagsnuancerne med. Fælles for alle 3 vine var dog, at de bestemt ikke var ringere på anden dagen.

Nå, men tilbage til Becker. Vingården startede med egenproduktion i 1973 og manden bag husets succeshistorie er den stædige, visionære, kantede, men samtidig charmerende og varme Fritz Becker. Igennem mere end 4 dekader har hans vedholdenhed og stædige tro på egne ideer båret vingården frem til den nuværende position.

Pfalz var tidligere kendt for sine frugtige og søde vine. Folk rynkede på næsen, da Fritz Becker begyndte at lave tørre vine, men stædig i sin tro blev han ved. For mere end 40 år siden plantede han Pinot Noir stokke på den franske side af grænsen, som løber gennem Kammerberg vinmarken, der dog vinmæssigt tilordnes den tyske by Schweigen.

Derfor har man den parodoksale situation, at nogle af Beckers bedste marker ligger i Frankrig, men dog giver nogle af Tyskland bedste Spätburgundere – deriblandt de efterspurgte Grosses Gewächs vine og den legendariske Pinot Noir Tafelwein.

Sidstnævnte er kun klassificeret som en bordvin på grund af de stive tyske regler, som ikke tillod brugen af barriques, da man begyndte at arbejde med disse for knap 20 år siden. I mellemtiden er reglerne på dette punkt ændret, men vinens navn minder stadig om en af de forhindringer, der blev sat for Becker, og som har stået på vejen til vingårdens nuværende status. Beckers Tafelwein er da også 7 år i træk kåret som årets bedste tyske rødvin i Gault Millau.

I dag hedder vinen dog ikke længere Pinot Noir Tafelwein, men derimod Pinot Noir Heydenreich. Hvorfor det er lavet om, ja det ved jeg faktisk ikke. Men én ting er imidlertid ikke ændret siden 1973, og det er motivet på etiketterne af husets vine. Siden starten i 1973 har husets kendetegn været etiketten med ræven.

Weingut Friedrich Becker ejer i dag samlet omkring 14 hektar vinmarker, nemlig markerne Sonnenberg, Kammerberg, Sankt Paul og Wormberg. Over halvdelen af vinmarkerne ligger op til Elsass regionen. For en miljøvenlig skadedyrsbekæmpelse, bliver der udsat mariehøns, guldøjer og rovmider. Herudover sker der omfattende grønthøst, dvs. at vinstokkene bliver beskåret kraftigt, hvad der reducere udbyttet enormt.

Siden 2004 har vingården gennemgået et generationsskifte. Der Alte Fritz … den gamle Fritz Becker og kældermesteren Stefan Dorst støtter i dag sønnen, som også hedder Fritz. Der Kleine Fritz har sammen med søsteren Helena overtaget styringen af arbejdet i vinmark og kælder. Fritz junior er selvlært og ét af de mest lysende talenter på den internationale vinscene. Hans resultater er imponerende og hans Pinot Noirs fremstår nu som nogle af Tysklands største.

Weingut Friedrich Becker er medlem af VDP og derudover gruppen Fünf Winzer, Fünf Freunde i den sydlige del af Pfalz. Udover Becker tæller gruppen Weingut Münzberg i Landau-Godramstein, Ökonomierat Rebholz i Siebeldingen, Weingut Siegrist i Leinsweiler og endelig Weingut Dr.Wehrheim i Birkweiler.

Siden 1991 har de i fællesskab forsøgt at hæve kvalitetsniveau af vinene i området og med et fælles mål om at lave de bedste vine i Tyskland. De har udvekslet erfaringer, samarbejdet på flere fronter og sammen taget på vinture til berømte kolleger i forskellige lande for at opnå ny inspiration.

De har også sammen som Fünf Winzer, Fünf Freunde lavet et par vine under navnet Amici, bl.a. en Amici Spätburgunder, en Amici V Sekt brut samt Amici V weiß Spätlese … alle i en begrænset produktion på maksimalt 1.500 flasker. Vinene er lavet ved, at hver af de fem venner bidrager én af deres bedste tønder, og så laver de et blend heraf til den endelige vin.

Nå, men det var vist lidt et sidespring … tilbage til denne Schweigener Spätburgunder fra Weingut Friedrich Becker. Den er vel ret beset en Ortswein og kommer fra markerne omkring Schweigen, heraf navnet Schweigener Spätburgunder. Den har lagret på barriques i 18 måneder.

I næsen kommer den klassiske tyske, animalske kostald … mødding med lidt sødme, som bare er så indbydende. Herudover lidt lyse bær, hindbær, rabarber, egetræ, kold røg … næsten som fra en rygeovn, tæskelækker bouquet. Man sidder bare og bliver en smule salig. I munden har jeg noteret mere hindbær, frugtrig, godt bid, hvid peber, lidt lakrids, salt, kalk og flot lang eftersmag.

Uha, det er altså også godt, men noget helt andet end Enderle & Moll samt Steinmetz. Og hvor er det dog samtidig fantastisk med sådanne nuancer på samme drue, samme land … uanset om man kalder det Pinot Noir eller Spätburgunder. Far er glad. Man fristes næsten til at sige ræv-godt.

Forhandles af Extra Brut Vinimport, pris 185 kr., igen fornuftig pris.

Rating 5,5/7  

2012 Weingut Günther Steinmetz, Kestener Herrenberg Pinot Noir Unfiltriert, Mosel, Tyskland

Fredag i dag … og smider lige et par Spätburgundere på bloggen, nemlig et par stykker fra onsdag, hvor jeg var så heldig at få besøg af Martin fra vinfirmaet Extra Brut Vinimport. Sammen drak vi lidt Spätburgundere og fik en god snak om vin, Spätburgunder og meget andet.

Martin havde taget et udvalg af vine med – takker – og den første vi smagte, var denne Kestener Herrenberg Pinot Noir Unfiltriert fra Weingut Günther Steinmetz, som holder til ved byen Brauneberg i Mosel … en 3-4 kilometer vest for Bernkastel-Kues.

Det er ikke tit, at man finder virkelige exceptionelle gode producenter af Spätburgunder i Mosel, som vel ret beset er Riesling-land. Der findes et par stykker, som jeg kan komme i tanke om, bl.a. Markus Molitor, men den gode Martin fra Extra Brut Vinimport har virkelig fundet en lille perle i Steinmetz.

Vinhuset har i generationer været drevet af familien Steinmetz, men siden 1999 har det været Stefan Steinmetz, som sammen med hustruen Edith har stået i spidsen for den lille vingård, som driver omkring 9 hektar vinmarker omkring Brauneberg, bl.a. markerne Brauneberger Juffer, Kestener Paulinshofberg, Kestener Paulinsberg, Kestener Herrenberg, Piesporter Goldtröpfchen, Wintricher Geierslay og Oligsberg, Mülheimer Sonnenlay, Veldenzer Grafschafter Sonnenberg samt Dhroner Hofberg.

Det er primært Riesling og Pinot Noir, som dyrkes på markerne, hvor 95% af vinstokkene er mere end 30 år gamle, nogle endda mellem 50 og 70 år gamle. Læg hertil, at de fleste er markerne er ekstremt stejle, hos Steinmetz er omkring 85% af markerne på meget stejle skråninger.

Her har vi husets Kestener Herrenberg Pinot Noir Unfiltriert, som der alene laves sølle 900 flasker af årligt.

Duftmæssigt har jeg noteret mejeri, mælkesyre, let babybræk … på den fede måde, kul eller kridt … i hvert fald en lidt varm mineralsk note, hindbær, lethed urter samt lidt florale elementer, blomster og lidt grønt. Ikke den klassiske tyske kostald med en smule sødme, men en mere feminin og delikat tone af skøn Pinot.

I munden er vinen blød, elegant med lyserøde bær, revne æbler og mineralitet. Der er en gennemgående syre, som holder vinen i flot, flot balance og den slutter af med en lang og sødkrydret eftersmag. Virker let, blød, feminin og rigtig lækker. Thumbs Up big time.

Forhandles af Extra Brut Vinimport, pris 195 kr., hvilket må siges at være billigt for én af husets topvine, som der produceres begrænset af.

Rating 5,5/7 

2012 Tenute dell’Ornellaia, Le Volte dell’Ornellaia, Toscana, Italien

Den anden vin på NEUMANNs | Bistro & Weinbar blev denne Le Volte dell’Ornellaia fra Tenuta dell’Ornellaia, det store, berømte vinhus, som ligger ved foden af Monti Metalliferi et par kilometer nord for den lille by Castagneto Carducci i Bolgheri i det sydlige Toscana og ikke mere end et par kilometer fra Middelhavet.

Vinhuset er i dag én af stjernerne i området, og husets topvin Ornellaia i årgang 1998 blev i 2001 placeret på Wine Spectators Top 100 som nr. 1. Vi er med andre ord hos én af de bedste producenter i supertoscanernes hjemland.

Tenute dell’Ornellaia blev grundlagt i 1981 af Ludovico Antinori, bror til Piero Antinori, som ejer flere vinhuse i Italien, og bl.a. står bag vine som Solaia, Tignanello og Guado al Tasso. Solaia har jeg smagt to gange inden de sidste par måneder og skrevet om her på bloggen.

Men det var ingen tilfældighed, at Ludovico valgte vinproduktionen som sin levevej. Hans karriere startede nemlig sammen med broderen Piero. Faktisk løber vinen i blodet hos familien, og de to brødre er også i familie med Mario Incisa della Rocchetta, manden bag Sassicia … som i øvrigt også er naboejendom til Tenuta dell’ Ornellaia.

De to brødre veje skiltes imidlertid i begyndelsen af 1980’erne, og Ludovico påbegyndte derefter beplantningen af et større område på de bedst beliggende marker ved Bolgheri. Det 135 hektar store stykke land havde han fået i arv, og det havde været hans hjemmebane siden barnsben, så lokalkendskabet var derfor særdeles godt.

Markerne blev tilplantet med “bordeaux-druer” som Cabernet Sauvignon, Cabernet Franc, Merlot og Petit Verdot. Ludovico fik hjælp af den kendte amerikanske vinekspert André Tchelistcheff, der var overbevist om, at de klassiske bordeaux-druer ville gøre sig bedst i området og at man derfor ikke skulle plante Sangiovese, der ellers dominerer i Toscana.

Bolgheri-området minder da også på mange måder om Bordeaux; det er forholdsvist fladt, ligger tæt på vandet og har (næsten) samme mikroklima.

I dag er det den verdensomspændende vinkonsulent Michel Rolland, der rådgiver på stedet – hans oprindelse er jo i øvrigt også Bordeaux. Vinmager på Tenuta dell’ Ornellaia er Axel Heinz.

I 1989 stod et nyt state-of-the-art vineri færdigt. Bygningerne der i sin arkitektur er noget helt unikt, er bygget halvt under jorden ind i bakkerne. Indvendig er vineriet beklædt med den fineste marmor fra lokale forekomster og en større kunstsamling pryder væggene. Absolut intet er overladt til tilfældighederne, og det gælder i sandhed også i kælderen. Det bedste vinifikations udstyr, der kan købes for penge, er blevet installeret, og det ajourføres løbende.

De sidste 5-10 år har ejerskabet af Ornellaia været lidt omskifteligt. I 2003 solgte Ludovico Antinori Tenuta dell’Ornellaia til et partnerskab mellem Robert Mondavi og Frescobaldi. Da Constellation Brands i 2005 overtog Robert Mondavi Winery, købte Frescobaldi de fleste aktier, men Michael Mondavi har stadig en lille aktiepost.

Jeg har tidligere smagt husets Le Serre Nuove dell’ Ornellaia, men denne Le Volte dell’Ornellaia er en lillesøster og produceret på Cabernet Sauvignon, Sangiovese og Merlot høstet fra Ornellaia, helt præcis 50% Merlot, 30% Sangiovese og 20% Cabernet Sauvignon, i hvert fald her i årgang 2012.

De enkelte druer tilfører hver i sær vinen sin egen specielle karakteristika; Merlot fedme, Cabernet Sauvignon rygrad, struktur og tannin, og Sangiovese syre og frugt. Alle druerne høstes manuelt, og efter gæringen lagrer vinen 10 måneder på franske 2. og 3. års barriques, der tidligere er brugt til Ornellaia.

Og hvilket fantastisk valg … i næsen en overflod af dufte. Jeg fik noteret champignon, trøfler, balsamisk noter, blommer, kirsebær, træ, søde krydderier samt lidt røg. Ganske indbydende. Smagen er ren lys frugt … med tydelig italiensk syre og godt med tanniner, som sætter sig forførende på tænderne. Der er lidt peber, stor blødhed … fuck hvor er det bare elegant. Virkelig overrasket over kvalitetsniveauet i denne vin.

På Neumanns kostede en flaske 46€, men det er jo restaurantpris. Herhjemme forhandles vinen er både Sigurd Müller Vinhandel og Q-Vine. Pris omkring 144 kr., men ser ud til at være udsolgt. Prisen er meget attraktiv i forhold til kvaliteten. Jeg balancerer lige mellem 5½ eller 6 Thumbs Up … måske præget af højt humør efter gennemført maraton … men rigtige rating er 5½ Thumbs Up med pil op … det er sgu god vin.

Rating 5,5/7  

2009 Domain Pierre Damoy, Gevrey-Chambertin, Bourgogne, Frankrig

Så kom der efterfølgende rigtig Bourgogne i glasset, nemlig med en vaskeægte Gevrey-Chambertin fra vinhuset Pierre Damoy, som holder til midt i byen Gevrey-Chambertin. Også en vin, som jeg gættede blindt. Sådan.

Vinhuset er grundlagt i 1930, da købmanden Julien Damoy købte den prestigefyldte Clos Tamisot vinmark i Gevrey-Chambertin. I 1941 overtog hans barnebarn Pierre vinhuset og drev det frem til 1971, hvor det blev overtaget af hans søn Jacques.

Jacques døde imidlertid allerede i 1992 og havde ingen arvinger, så det blev i stedet Jacques’ nevø Pierre Damoy, som overtog vinhuset. Pierre Damoy er oprindelig klassisk landbrugsuddannet, men sprang fra sit job, da han fik muligheden for at videreføre familiedomænet.

I dag drives vinhuset fortsat af Pierre, og han har virkelig arvet en lille juvel. Vinhuset har nemlig 11 hektar vinmarker, bl.a. 2,2 hektar af Grand Cru marken Chapelle-Chambertin og imponerende 5,5 hektar af Grand Cru marken Chambertin-Clos de Bèze, svarende til omkring 40% af denne mark. På marken er den gennemsnitlige alder på vinstokkene er meget høj, idet størstedelen af Chambertin-Clos de Bèze blev tilplantet for over 65 år siden.

Ja, så har han også lige 0,5 hektar af Grand Cru marken Le Chambertin, så sammenlagt ejes der 3 Grand Cru marker, og monopolmarken “Clos Tamisot” med sine næsten to hektarer er ganske tæt på Grand Cru niveau. Det betyder også, at er Pierre ikke tilfreds med alle druerne fra disse marker, ja så kan han altid sælge de dårligste uden problemer. Og til ganske fornuftige penge.

Siden Pierres overtagelse har han investeret i både helt nye egefade samt et moderne vinifikationsanlæg.

Pierre er opmærksom på den enkelte vinstoks egenskaber og formår på den måde at gengive mikroklimaets egenskaber til ekstremer i sine vine. Kontakten til naturen opretholdes ved at afstå fra brugen af kunstgødning og sprøjtemidler, hvilket giver vinen en langt større renhed og gør det muligt at afspejle mikroklimaet i vinen i endnu højere grad.

Pierre er også den, der næsten altid høster sidst i sin appellation, ofte helt op til tre uger senere end hans kolleger i kommunen. Når druerne ankommer til vineriet, forestår han selv sorteringen, hvilket sker klase for klase. Modenhedsgraden er et af de punkter der adskiller Pierre Damoy fra de øvrige producenter i Gevrey-Chambertin.

Den årlige produktion hos Pierre Damoy er yderst beskeden. Mellem 22.000 og 28.000 flasker, så enhver kan sige sig selv, at investeringen i kvalitet er enorm. Produktionen svarer til et høstudbytte på mellem 15 og 20 hektoliter pr. hektar. Det er under halvdelen af det tilladte maksimumudbytte.

I kælderen anvender Pierre i gennemsnit 80% nye ”mellemristede” egefade fra Allier og Troncais pr. år. Det er dog meget forskelligt fra vin til vin, og afhænger fuldstændigt af den enkelte vins tilstand fra år til år. En ganske god ting ved Pierres kælder er, at den er relativ kold.

Det gør at den såkaldte andengæring, hvor æblesyre omdannes til mælkesyre, finder sted forholdsvis sent. Sen malolaktisk gæring har to store fordele i morderne vinproduktion. Dels modvirker det unødig oxidation af vinene, dels tillader det, at man kan lade vinen hvile på sur lie i fadene. Dette giver en mere fed og cremet form for vin.

Her har vi Pierre Damoys “almindelige” Gevrey-Chambertin fra en 0,35 hektar parcel i Gevrey-Chambertin i den nordlige del af området, hvor jorden er mere stenet og fattig, hvilket gør, at vinen får større kompleksitet og intensitet. Storesøstrene hedder henholdsvis Gevrey-Chambertin La Justice og Gevrey-Chambertin Clos Tamisot, og det er før Damoys Grand Cru vine.

Vinen er lavet med gæring over 18-23 dage, hvorefter vinen lægges på 60% nye fade i 17 måneder, inden den aftappes uden klaring eller filtrering.

I næsen er aromaerne en tak mørkere og mere modne en man ellers forbinder med Bourgogne, for her er blæk, læder, kælder, enebær, eg, våde fade, mørke kirsebær samt en anelse lakrids. Anderledes, men ganske skøn næse. I munden er vinen dog ganske burgundisk med meget ren og syrlig frugt, hindbær, stikkelsbær. Stram, præcis og mineralsk og en eftersmag med eg, let peber og godt med syrlighed. Klassevin og helt sikkert Bourgogne.

Købt hos dk Wine Import, pris 395 kr.

Rating 5,5/7 

2011 Gérard Bertrand, Château La Sauvageonne Pica Broca, Languedoc, Frankrig

Er du til Rhônevine, så er her en lille perle … og til fornuftige penge. Vi er dog ikke i Rhône … men tæt på, nemlig i Languedoc med vinen Château La Sauvageonne Pica Broca fra den tidligere, store rugbyspiller Gérard Bertrand, som jeg har skrevet om tidligere her på bloggen.

Sidst smagte jeg hans 2007 Gérard Bertrand, Cigalus Blanc, Languedoc, Frankrig, så jeg vil skåne jer for hele historien om Gérard Bertrand, men blot koncentrere mig om vinen og Château La Sauvageonne … ét af hans mange vinslotte.

Château La Sauvageonne ligger nordvest for Montpellier, nær landsbyen Saint-Jean-de-Blaquière og et stenkast fra Causse du Larzac. Slottet er én af Gérard Bertrand seneste investeringer og er således købt i november 2011.

Slottet … eller nærmere den palælignende ejendom med stor swimmingpool og tilhørende marker ligger i en højde af 300 meter over havet overflade i AOC appellationen Terrasses du Larzac under Languedoc.

Château la Sauvageonne nyder godt af et nærmest perfekt terroir, hvor vinmarkerne er højt beliggende på vestvendte skråninger. Jordbunden består af hård rød skifer, og dette – kombineret med vinmarkernes høje beliggenhed og en vulkansk fortid – giver en vin med masser af fylde og intensitet, tilsat elegante tanniner og en vis mineralitet.

Siden Gérard Bertrand overtog ejendommen er der investeret massivt, og produktionen er – i bedste Gérard Bertrand stil – omlagt til både økonomisk og biodynamisk drift, og i 2013 opnåede Château la Sauvageonne sin certificering af biodynamisk status.

Parker har beskrevet La Sauvageonnes personlighed som værende à la Côte Rôtie, mens andre skribenter beskriver dens tanniner som værende meget i stil med Bordeaux’s venstrebreds vine. Sandheden er nok tættere på Côte Rôtie end Bordeaux, men disse udsagn understreger La Sauvageonnes meget fine tanniner, som tilbringer den en hvis kølighed og elegance.

Der laves 5 vine på Château La Sauvageonne, én hvid, én rosé samt 3 rødvine, hvoraf denne Pica Broca er én af dem. Pica Broca betyder gamle stokke, hvilket henviser til, at druerne til denne vin er høstet fra en højere liggende parcel, hvor stokkene er ældre, og druerne er høstet med en større modenhed og et mindre udbytte.

Vinen er primært et blend på Syrah og Grenache … men hvor meget af hver fremgår desværre ikke, men herudover er der også tilsat en lille smule Carignan.

Vinen er lavet med traditionel gæring på temperaturkontrollerede tanke, hvor mosten ligger med skindkontakt i 20–25 dage, inden temperaturen hæves, og gæringen sættes i gang. Vinen lægges efterfølgende på 225 liters egetræsfade, hvor den gennemfører sin malolaktiske gæring og lagrer yderligere i 12–16 måneder.

Og hvilken herlig lille vin, som i næsen er rustik, animalsk … helt mødding, så den biodynamiske ophav fornægter sig ikke. Herudover er der mørk frugt, nærmest blommer, overmodne kirsebær, skovbund, krydderier og grønne Provence-urter, som vi kender fra Rhône, samt sluttelig et strejf af lidt eg.

I smagen er der også genkendelige noter fra Rhône, meget ren frugt, jern, peber, urter, men også den lidt kølige stil, som også er nævnt ovenfor. Som om, at tanninerne er ranke og elegante. Der er fin balance og et virkeligt lækkert glas vin … specielt til pengene. Thumbs Up for denne vin, virkelig godt.

Købt i Vinspecialisten, pris 135 kr.

Rating 5,5/7   

2009 Weingut Jürgen Ellwanger, Spätburgunder HADES Trocken, Württemberg, Tyskland

Har egentlig en række updates fra ugen, men tænkte at I da lige skulle have fredagens Spätburgunder først… for husk nu, at fredag er Spätburgunder dag! Og i aftes drak jeg en herlig én af slagsen, nemlig denne Spätburgunder HADES Trocken fra Weingut Jürgen Ellwanger.

Vinhuset ligger i den lille by Winterbach i området Württemberg. Det er et område, som vi ikke så tit ser vine fra her i Danmark, og jeg har også kun anmeldt få vine fra Württemberg her på bloggen.

Det ligger jo lige ved siden af det mere kendte Baden – og begge vinområder er jo også en del af nuværende delstat Baden-Württemberg. I Württemberg laves der mest rødvin på lokale sorter, der ofte er tynde og kedelige, mens topproducenterne laver kraftige fadlagrede vine.

Familien Ellwanger har været vinbønder i Winterbach siden 1514, men det nuværende vinhus er reelt først grundlagt i 1949 af Gottlob Ellwanger. Det var dog sønnen Jürgen Ellwanger, som udvidede vingården, fik succes med vinene og blev medlem af både VDP og var medstifter af HADES og Deutsches Barrique Forum.

HADES er en sammenslutning af vinavlere i Württemberg, som blev grundlagt i 1986 med henblik på at studere brugen af nye egetræsfade i vinproduktionen. Udover Weingut Jürgen Ellwanger består HADES også af Weingut Fürst Hohenlohe Oehringen, Weinguf Graf Adelmann, Weingut Sonnenhof, Staatsweingut Weinsberg samt Weingut Drautz-Able. Sidstnævnte er netop ét af de huse, som jeg tidligere har skrevet om.

I dag drives Weingut Ellwanger af ægteparret Jörg og Sylvia Ellwanger sammen med sønnen Felix. De har samlet 26 hektar vinmarker, fordelt på marker omkring 5 byer, og alle marker med forskellig terrior. Her dyrker de primært hvidvine … omkring 65% af markerne er tilplantet med hvide sorter og 35% med røde sorter.

Husets vigtigste sorter er Riesling, Lemberger og Trollinger, men herudover dyrker man også en række andre druesorter som fx Spätburgunder samt internationale druer som Merlot, Syrah og Chardonnay. Det har i mange, mange år været en tradition på vingården.

Der laves en lang række vine på vingården, og selvom de hvide vine fylder mest på markerne, så laver Ellwanger ikke mindre end 23 forskellige rødvine, hvoraf 5 er HADES vine, dvs. vine lagret på de bedste barriques, som købes i HADES fællesskabet og lagret efter forskrifterne i foreningen.

Disse vine kommer også i en speciel flaske, men både teksten HADES og et figur præget i flasken. Det kan du også se på fotoet af flasken. Om det har noget at gøre med den græske gud Hades, ja ved jeg ikke. Hades blev kaldt Hades den usynlige og var jo enten dødsriget eller dødsrigets gud, og det passer jo ikke helt ind med vinen.

På etiketten kan man også finde en konge … som troner med et scepter samt et rigsæble. Ovenover står teksten “Digrarex Heinricvs 1046”. Rex er vist noget med konge, og jeg vil gætte på, at det referer til den tyske konge Heinrichs III, som i 1046 fyrede et par paver, indsatte Clemens den 2. som ny pave og selv blev udnævnt som kejser af det tysk-romerske rige. Hvad det har med vinen at gøre … har jeg heller ingen anelse om?

Nå, men her har vi netop en HADES vin på Spätburgunder, som netop er lagret på nye barriques … hvor lang tid fremgår dog ikke. Men herligt smager det.

I glasset den dejlige lyse, transparente teglfarve, og i næsen er vinen voldsom animalsk med hestestald, mødding, kølig, indelukket kælder, vanilje, let mynte, spidskommen og en anelse gran. I munden er der godt med fylde. Vinen er cremet og lækker med hindbær, kandiserede kirsebær, appelsin, jern og lidt sødme. Virker både kraftfuld og elegant … på en let måde. Eftersmagen er enorm lannnnnnggggg med syrligt bid. Flot Spätburgunder.

Købt i Tyskland på weine.de, pris 21,00€ … eller omkring 156 kr.

Rating 5,5/7  

2013 Josten & Klein, Riesling R, Mittelrhein, Tyskland

Med næste Riesling gik vi et step op … fra en Gutswein til en Ortswein, og igen fra de to unge fyre Marc Josten og Torsten Klein. Rieslingen har den ekstra betegnelse R … som fx Røvgodt. Men det er da bare mit bud. Andre bud er selvfølgelig også velkomne.

Som jeg skrev i forrige indlæg, så holder drengene til i byen Remagen-Kripp i Rheinland-Pfalz … eller det er i hvert fald deres postadresse, for vinene produceres et andet sted.

Jakob fra WineFLY fortalte, at selve produktionen sker i en del af et gammel pakhus. I byen Bad Neuenahr-Ahrweiler har Josten & Klein nemlig lejet en del af en gammel betonklods af et pakhus ejet af Morgan-Rekofa GmbH, og her har de installeret sig med det mest moderne udstyr til fremstilling af vine.

Det lyder selvfølgelig ikke særligt charmerende, men gode vine kan drengene altså bare lave. Og én af disse vine er denne Riesling R, hvor druerne kommer fra husets mark Leutesdorfer Gartenlay, lavet på rustfrie tanke. Lad os smage vinen.

I næsen fortsat petroleum, men også mere frugt, fersken, kvæde og gule frugter… virker mere koncentreret, knap så syrlig og måske også lidt mere mineralitet, flintesten og en anelse urter. Der er også mere nerve i smagen, hvor der fortsat er fin syre, mineralitet og intensitet. Der er også fersken i smagen og vinen virker mere “saftig og olieret” end den almindelige Riesling. Umiddelbart er merforskellen i prisen givet godt ud.

Forhandles af WineFLY, pris 130 kr.

Rating 5,5/7   

2007 Alvaro Palacios, Villa de Corullón, Bierzo, Spanien

Igen en vin fra én af de dygtigste vinmagere i Spanien, nemlig den gode Alvaro Palacio. Vinen er denne Villa de Corullón fra ét af de områder, som Alvaro laver vin i … nemlig Bierzo.

Jeg har smagt mange af Palacios vine … dog aldrig hans ultra topvine … bl.a. den exceptionelt dyre l’Ermita, som hos Vinspecialisten står til den nette sum af 7.500 kr. for en almindelig flaske.

At smage en vin fra Palacio netop denne uge er også ganske passende, for den gode Alvaro er lige af vinmagasinet Decanter blevet kåret som “Man of the Year 2015”.

Decanter skriver om Palacio … og I får det sgu lige på udenbys; “”Palacios embodies, with his wines, the spirit of the new Spain. Palacios has helped to show that the diversity of Spanish red wines has never been greater, and has inspired a new generation of winemakers that is making Spain the cradle of winemaking innovation that it is today.

Palacios is altering the viticultural landscape in his vineyards in Rioja Baja. He is creating a new, distinctive style. Palacios knows that his best wines are the fruit of years of intimate contact from his vines, of nights spent in deliberation, and of many tests and failures. He is well aware that there is no shortcut to perfection.”

Jeg har vist skrevet om Alvaro nogle gange, men I får lige historien igen.

Alvaro Palacio er ud af en børneflok på 9 børn, og hans forældre var dengang ejere af den respekterede vingård Palacios Remondo i Rioja.

Alvaro kunne have valgt at blive boende og overtage driften af vingården, men i stedet rejste han til Bordeaux, hvor han blev uddannet som ønolog for efterfølgende at arbejde for Moueix-familien på Château Petrus.

Da Alvaro kom hjem til Spanien igen, tog han til vindistriktet Priorat, som på det tidspunkt hovedsagligt var kendt for produktion af bulk vin. Da vinmarkerne kun gav et lille udbytte, var flere og flere af vinbønderne begyndt at nedlægge deres marker.

I 1990 købte Alvaro sin første vinmark Finca Dofi, med det mål at fremstille en krydsning mellem Pétrus og La Grange. I 1993 købte han efterfølgende prestigemarken l’Ermita, som var beplantet med mellem 60 og 100 år gamle vinstokke, der ikke var podet på amerikanske rødder. Allerede i 1995 begyndte kritikerne at overøse Alvaro Palacio med deres roser, og denne meget positive kritik fortsætter.

I 2000 spurgte Alvaros far, om han ville overtage den daglige ledelse på vingården i Rioja, og fristelsen til at kunne lede vingården uden indblanding var for stor.

Det første skridt var at opgive “negociant”-forretningen, da Alvaro mente, at man med over 100 hektar vinmarker ikke havde brug for andres druer. Han implementerede også økologi i vinmarkerne, og udbyttet blev sænket betydeligt. Efterfølgende begyndte han at arbejde vinmarkens terroir og opdelte derfor vinproduktionen i flere forskellige cuvéer. Og resultatet udeblev ikke: Rioja i verdensklasse!

Men udover Priorat og Rioja, så har Alvaro også investeret i vinmarker i området Bierzo. Det er et lidet prangende vindistrikt, som er omgivet af bjerge og befolkningstætheden er meget lav. Vinmarkerne ligger langs floden Sil i omkring 500-600 meter højde. Vinene er normalt kraftige og rustikke, men gennemsnittet er stadig et godt stykke fra at være virkelig interessante.

Og for at gøre det sjovere, så har Alvaro kastet sig over den lokale drue Mencía. Det er en traditionel rødvinsdrue i Bierzo, som først for nylig er blevet anerkendt som en rødvinsdrue med potentiale til at lave verdensklassevine.

Mencía druens oprindelse ligger ikke helt klart, nogle mener den er blevet bragt ind i området af Romerne, i hvert fald omtales vin fra Bierzo allerede for 2000 år siden, mens nyere forskning tyder på at druen er i familie med Cabernet Franc.

Før i tiden var vin lavet på Mencía lette vine med en forholdsvis lys farve og de skulle drikkes unge, mens nutidens Mencía tværtimod giver kraftige vine, med masser af mineralitet og kraft, hvilket gør dem i stand til at lagre længe. Mencía er så at sige blevet “genfødt” i Bierzo.

Her har vi netop en Bierzo vin på Mencía druen. Vinen Villa de Corullón er storesøster til Petalos del Bierzo, og druerne kommer fra 200 forskellige parceller, alle beliggende i området omkring byen Corullón. Det samlede areal af disse parceller beløber sig til 30 hektar, som er tilplantede med 50 til 90 år gamle vinstokke.

Vinmarken kultiveres stadig ved brug af muldyr, og hele fremstillingsprocessen – fra den daglige pleje af vinstokkene til den endelige flaskning – er biodynamisk. Udbyttet er helt nede på 18 hektoliter pr. hektar.

Vinifikation sker ved at mosten gæres ud på åbne fade, hvorefter vinen lægges på 100% nye franske egetræsfade i 14 måneder. Efterfølgende tappes vinen på flaske uden nogen form for filtrering.

Og hvilken flot, flot vin. I næsen er der blæk, lakrids, mørke bær … virker næsten som en naturewine eller biodynamisk (sidstnævnte er så faktisk også tilfældet), en herlig landlig duft sammen med våde fade samt en smule vanilje og parfume/let blomster. Ganske indbydende. Smagen er præget af de mørke bær, umodne blommer … en god ren frugt, meget direkte. Der er fin tørhed, elegance og kølighed. Tanninerne er tydelige, men ganske behagelige og der er også et let syrlig undertone i vinen, som giver lidt finesse og elegance. Skøn vin.

Købt i Vinspecialisten, pris 250 kr. pr. flaske ved køb af 2 flasker. Ellers er normalprisen 355 kr. pr. flaske. Til tilbudsprisen et godt køb.

Rating 5,5/7  

2009 Domaine du Gros’Noré, Bandol Cuvée Antoniette, Bandol, Frankrig

Endnu et af de charmerende vinområder i Frankrig … nemlig det dejlige Provence, hvor vi i Bandol finder Domaine du Gros’Noré. Og herfra har Paul medbragt vinen Bandol Cuvée Antoniette … husets absolutte topvin.

Gården ligger lidt uden for byen La Cadière d’Azur på kalkholdige skråninger, der nyder godt af middelhavsklimaet, og vinmarkerne får masser af sol og luft.

Domaine du Gros’Noré så dagens lys i 1995, hvor Alain Pascal – som i øvrigt er tidligere bokser – med familiens hjælp byggede sin kælder ved siden af den gamle fårefold fra 1789, og hvor han på bedste vis bevarede den gamle byggestil fra landsbyen. Han gav domainet sit navn til minde om sin far, Honoré, der var berømt for sit store korpus!

Tidligere solgte han druerne til de kendte domainer i Bandol til henholdsvis Domaine Ott og Château de Pibarnon. Selvom Alain og hans far også selv havde lavet vin til eget forbrug, så var det først i 1997 – efter faderens død – at Alain besluttede at satse 100% på en fuld egenproduktion under navnet Domaine du Gros’Noré.

I alt driver Alain Pascal 16 hektar vinmarker med hjælp fra hans bror Guy på bjergskråningerne omkring La Cadière d’Azur. Vinmarkerne er sammensat af både ler og kalksten. Klimaet nær Middelhavet betyder varmt vejr og fuld sol, men kølet af den vedvarende Mistral vind.

Vinen kommer fra 30 år gamle vinstokke, og er lavet på 95% Mourvèdre samt 5% Cinsault og Grenache. Der bruges ikke sprøjtemidler. Druerne, der er mættede af sol, høstes manuelt ad flere omgange for at sikre en høj grad af modenhed. Alain lader sine druer modne fuldt ud på vinstokken, hvilket giver en stor intensitet til frugten.

Normalt siger bestemmelser i Bandol, at der skal bruges mindst 50% Mourvèdre, men Alain bruger 95% i denne vin, da han mener det giver mere magt og koncentration i den endelige vin. Efter høst sorteres druerne og afstilkes, og der sker en naturlig vinifikation. Gæringen finder sted i tanke, og lagringen, der varer 18 måneder, sker på fade, hvoraf en del er nye. Hele processen forløber med mindst mulig indblanding, og vinen filtreres og klares ikke.

Duftmæssigt lidt urter, sådan lidt ala Rhône. Vi drøftede omkring bordet, om det kunne være en Rhônevin, men det var vi ikke enige om. Derudover stor tørhed, lidt støvet udtryk med tør jord, blommer, solbær samt jern eller mineraler. Smagsmæssigt lakrids, lidt sødme, peber og godt med tanniner, og faktisk en rigtig lækker vin.

Hvem medbragte vinen: Paul

Købt hos Jysk Vin til 299 kr.

Rating 5,5/7