Tag-arkiv: 5½

2014 Nervi, Gattinara, Piemonte, Italien

2014 Nervi, Gattinara, Piemonte, ItalienGiacomo Conterno er et af de største og måske mest legendariske vinhuse i hele Piemonte. Det drives af Roberto Conterno … og han købte i april i år også hovedparten af vinhuset Nervi, hvorfra vi nu smager vinen Gattinara.

Azienda Vitivinicola Nervi ligger midt i byen Gattinara lige overfor Ufficio Postale Poste Italiane … det lokale postkontor. Vinhuset er oprindelig grundlagt af Nervi familien i 1906 og de ejede det i 85 år indtil 1991, hvor det blev solgt til familien Bocciolone, som havde tjent deres penge på stålhandel.

Men dårlig ledelse og administration gjorde, at vingården i 2011 gik konkurs, selvom kælderen egentlig bugnede af masser af usolgte vin … både i tønder og på flaske. I stedet blev Nervi så købte af norske bank- og investeringsmand Erling Astrup sammen med en flok investorer.

Han genansatte samtidig Enrico Fileppo, der siden 1982 havde fungeret som vinmager på Nervi og stået bag alle vinene. Og dermed holdte Nervi – også efter overtagelsen – fast i de gamle, traditionelle produktionsmetoder, som man havde fulgt på gården i over 100 år.

Efter overtagelsen af Nervi blev Erling Astrup og Roberto Conterno gode venner. Hvordan det skete ved jeg ikke, men det tætte venskab gjorde, at Roberto ofte havde sin gang på Nervi og blev fascineret af den helt specielle vulkanske og lerholdige jord omkring Gattinara og den smukke beliggenhed af gården ved foden af Monte Rosa.

Roberto kunne se, at jorden og den nordligere placering var perfekt og kunne bidrage til at lave ranke og elegante vine, med et flot lagringspotentiale. Mod nord beskytter Monte Rosa mod de kolde vinde, og garanterer passende nedbør og en konstant brise.

Kvaliteten af leret i jorden er meget høj og kun sammenlignelig med jorden i Serralunga d’Alba … et af de bedste steder for Barolo. Den vulkanske klippejord og fraværet af kalk bidrager til områets karakteristiske og vigtige syre.

Hele appelationen for Gattinara er blot på 120 hektar. Den altovervejende del er beplantet med Nebbiolo, som lokalt kaldes Spanna, samt en lille smule Vespolina og Uva Rara.

Nervi ejer 27 hektar vinmaker, bl.a. markerne Casacce, Caravoglie, Valferana og Molsino. Vinstokkene er mellem 10–40 år gamle og beliggende i 290-420 meters højde. Nervi producerer i dag godt 120.000 flasker årligt.

Vinkældrene er fra det det 19. århundrede og har en konstant og naturlig temperatur. Nervi bruger kun store fade med en størrelse mellem 750 liter og 7600 liter.

Til stabilisering af vinen benyttes store cementfade, og til gæringen benyttes en naturlig gær udvalgt fra egne marker. Den malolaktiske gæring sker spontant i løbet af foråret.

Til gæringen af  de fleste af vinene på Nervi benyttes gæringsfade af træ. Den officielle minimumslagring fra konsortiets side angiver en obligatorisk lagring på tre år, heraf to på fad. I erkendelse af deres vines ranke struktur, vælger Nervi at lagre deres Gattinara minimum tre år på fade, mens vinene Valferanas og Molsino lagrer hele 4 år.

Denne 2014 er således frigivet i 2017 og før Roberto Conterno købte sig ind i foretagendet.  Men nok snak … lad os smage på vinen fra Gattinara.

Næsen er klassisk piemontisk med violer, en herlig stram Nebbiolo-væske med en stringent og balsamisk syre, roser, æteriske olier, lethed, luftighed, leret jord, skovbund, læder og virker en kende kraftig i frugten med mørke, friske kirsebær og tranebær.

Smagsmæssigt er der også herlig frisk, syrlig, balsamisk og ren vin med blomster, let og luftig, herlig elegant med tydelige – men forholdsvis blide – tanniner, kirsebær, bitre urter samt lidt blomstrede elementer. Det er sgu god vin.

Importør er Adriat Vinimport, og en flaske koster 279 kr.

Vinanmeldelse 5,5/7

2016 Fratelli Alessandria, Verduno Pelaverga Speziale, Piemonte, Italien

2016 Fratelli Alessandria, Verduno Pelaverga Speziale, Piemonte, ItalienPelaverga druen er ukendt for de fleste, men den findes også kun ved den lille by Verduno omkring 8 kilometer sydvest for Alba i Piemonte. De lokale hævder, at vinen er et elskovsmiddel … måske pga. navnet, idet verga betyder stang og er lokal slang for mandens beplatningsorgan. Det fik jeg vist formuleret pænt.

Der findes også kun 12 producenter, som laver vine på Pelaverga, selvom den endda har sin egen DOC appellation kaldet Verduno Pelaverga. Og det er jo netop sådan en vin, som jeg nu har fået i glasset … Verduno Pelaverga Speziale fra én af de 12 producenter, nemlig vinhuset Fratelli Alessandria.

Fratelli Alessandria holder til midt i byen Verduno, der ligger et par kilometer nord for La Morra og vel omkring 8 kilometer sydvest for Alba.

Fratelli Alessandria stammer fra et gammelt og historisk vinhus, som er grundlagt i begyndelsen af det 19. århundrede. Dengang hed det dog ikke Fratelli Alessandria.

Allerede i 1843 opnåede vinhuset 2 vigtige udmærkelser på foranledning af Carlo Alberto, kongen af Sardinien og hertug af både Piemonte, Savoy og Aosta. Vinhuset leverede vin til hoffet og blev hædret for deres salg af vine til udlandet og for deres topmoderne vineri.

Vinhuset har siden 1870 tilhørt familien Alessandria og drives i dag af 4. og 5. generation i form af Gian Battista samt hustruen Flavia, broderen Alessandro og sønnen Vittore.

Og de har virkelig formået at få vinhuset op blandt de bedste producenter i Piemonte. De er gået fra at lave virkelig gode vine, til at tilhøre eliten … ikke bare i Verduno, men i hele Barolo området.

Vingården producerer vine udelukkende fra egne druer, samlet 12 hektar med parceller på nogle af de bedste marker i Verduno og Monforte, bl.a. markerne Gramolee og Monvigliero samt Pisapola, Campasso, Riva Rosso, San Lorenzo, Boscatto, Neirane og Rocche dell’olmo.

Der dyrker familien primært Nebbiolo, men også Dolcetto, Barbera samt den sjældne Pelaverga, der – som nævnt – alene findes ved byen Verduno. Herunder dyrkes der ganske lidt hvide druer, nemlig den lokale Favorita og den internationale Chardonnay.

Verduno Pelaverga Speziale er lavet på 100% Pelaverga Piccolo, som kommer fra flere af husets marker, nemlig Riva Rocca, Campasso, Boscatto, Neirane, Sotto Orti og Galleria … alle marker, der ligger i 250-350 meters højde og fra 20 år gamle vinstokke.

Vinen er lavet i rustfrie ståltanke med maceration 6-8 dage og gæring ved 25-26 grader. Derefter er vinen også lagret 5-6 måneder i henholdsvis stål- og betontanke efterfulgt af 1-2 måneder på flaske inden frigivelse. Altså ingen lagring på eg. Der laves årligt omkring 20.000 flasker af denne vin.

I næsen er virkelig let og meget blomsterrig vin … fin lethed med violer, sæbe, lyse bær, hindbær, ribs, en nærmest mælket aroma, ostevalle, røg og en lækker bondsk landlighed. Det er blomsterrigt, let og friskt … tegner sgu meget godt.

I munden en god, stringent syre, lys, let og blomsterrig med et sødt lille peberbid, men utrolig charmerende let og bondskhed. Den har virkelig karakter, koster ikke alverden og smager da bare tæskegodt. Den er jeg sgu vild med.

Købt hos Vinspecialisten lokalt, og prisen ligger vistnok på 115 kr.

Vinanmeldelse 5,5/7

2015 Weingut Zuschmann Schöfmann, Grüner Veltliner Brut Nature, Niederösterreich, Østrig

2015 Weingut Zuschmann Schöfmann, Grüner Veltliner Brut Nature, Niederösterreich, ØstrigJeg serverede forleden denne Grüner Veltliner Brut Nature fra Weingut Zuschmann Schöfmann blindt for en flok vinkyndige venner, men ingen gættede, at det var mousserende østrigsk Grüner Veltliner … for hold da op, hvor det virkelig læner sig op af ægte og dyr champagne.

Weingut Zuschmann Schöfmann ligger meget passende på adressen Winzerstrasse i den lille by Martinsdorf omkring 30 kilometer nordøst for Wien i området Weinviertel i Niederösterreich. Med andre ord i det højre hjørne af Østrig og lige op til grænsen af både Tjekkiet og Slovakiet.

Vinhuset drives af Else Zuschmann og Peter Schöfmann, der i 2009 overtog vingården fra Elses far. De ændrede driften til ren vinbrug og frasolgte de marker, som ikke var egnet til vinproduktion. Tilbage var der 16 hektar vinmarker, som i dag drives økologisk.

Ved overtagelsen vidste parret ikke, om det var muligt at dyrke druerne økologisk, men det gik ganske fint, hvorfor de i 2012 ansøgte om at blive certificeret, hvilket blev gennemført endeligt i 2015.

Weingut Zuschmann Schöfmann dyrker primært Grüner Veltliner, som fylder omkring 60% af produktionen, men derudover dyrker de også sorter som Zweigelt,  St. Laurent og Pinot Noir.

Denne Nature Winzersekt er en af Weingut Zuschmann Schöfmanns lille perler … lavet på 100% Grüner Veltliner, som først er lavet på rustfrie ståltanke og alene gæret på druernes naturlige gærceller. Derefter er den traditionelle andengæring sket på flaske med en lagring i 30 måneder inden degorgering i oktober 2018.

Duftmæssigt en lidt nøddet og gæret aroma med overmodne æbler, pærer, fersken, ganske aromatisk og superlækker inderlighed med blomster, en distinkt sødme, dej under hævning og i det hele taget meget champagneagtig i aromaerne.

I munden er Grüner Veltliner Brut Nature ganske aggressiv på boblerne … små, tætte og insisterende med en tæt, dejlig syre, men ellers er vinen blød og omgængelig med lidt sødme fint mixet med både en smule citron og grape. Det er både sprødt, inderligt og yderst drikbart … min første boblevin på Grüner Veltliner, men sikke en af slagsen.

Forhandles af Propperiet, hvor en flaske koster 249 kr., mens prisen er 199 kr. ved køb af 3 flasker. Det er en virkelig god pris for denne kvalitet og et oplagt bud på en prisvenlig nytårsraket.

Vinanmeldelse 5,5/7

2000 Château Montus, Madiran La Tyre, Sud-Ouest, Frankrig

2000 Château Montus, Madiran La Tyre, Sud-Ouest, FrankrigDen sidste vin fra Sydvestfrankrig var også en årgang 2000, nemlig vinen Madiran La Tyre fra Château Montus, der drives af Alain Brumont, der er en større vinproducent i Madiran appellatonen i Gascogne området.

Alain Brumonts familie har i over 300 år dyrket vin med base fra Château Bouscassé, der ligger ved Maumusson-Laguian. Området Madiran var oprindeligt kendt for sine kraftige vine, som bl.a. blev anvendt til at forstærke Bordeaux vine.

Området var gået i glemmebogen, men det har Alain Brumont været med til at ændre og han genskabte med stor dygtighed Madirans renommé. Han fandt de bedste marker, udviklede de vinøse teknikker og han formåede at fremelske alle de mange gode egenskaber ved den gamle drue Tannat.

Han blev derfor helt fortjent kaldt kongen af Madiran, mens andre kaldte ham Solkongen eller Che Guevarra … afhængig af, hvor enig man var med ham.

I 1980 købte han også Château Montus … og i dag ejer Alain Brumont over 300 hektar vinmarker fordelt på de 3 slotte Château Bouscassé, La Roche Brumont samt Château Montus.

Samlet laver Alain over 26 forskellige vine … herunder også denne Madiran La Tyre, der selvfølgelig er en 100% Tannat baseret vin, som kommer fra en særlig mark, som Alain opdagede i 1990 og tilplantede med Tannat.

Marken er på 10 hektar og ligger på en af de øverste placeringer i 260 meters højde. Marken – og vinen – navngav Alain med navnet La Tyre, som er navnet på et distrikt i Castelnau-Rivière-Basse.

Vinen er lavet med maceration i 3-6 uger afhængig af årgangen og gæring ved 28 grader, daglig punch-down og malolaktisk gæring i egetræsfade, Vinen lagrer 14-16 måneder sur lie i nye barriques.

Det er en fyldig, dyb vin med masser af mørk frugt, kompleks med tør jord, fortættet kul, sødbrændte fade, chokolade, kanel og tørre krydderier. Vild på mange måder, elegant og ekspressiv.

I munden er der også fadnoter, kraft, power … både tætte tanniner, fin struktur og alligevel med mundudtørrende tørhed. Der er virkelig god smag og en vis friskhed. Der er noget stort, grandiøst over vinen, kompleks, delikat og jeg er virkelig overrasket over, hvor godt en vin på Tannat kan smage. Det er klart den bedste vin på Tannat, som jeg nogensinde har smagt.

Ingen forhandler herhjemme, men koster omkring 108€ i Frankrig … svarende til omkring 800 kr.

Vinanmeldelse 5,5/7

2015 Mas del Périé, Bloc B763, Sud-Ouest, Frankrig

2015 Mas del Périé, Bloc B763, Sud-Ouest, FrankrigDen anden Malbec vin fra Fabien Jouves på Mas del Périé hedder blot Bloc B763 … og hvorfor vil I sikkert spørge? Men det skyldes formentlig – og nu gætter jeg – at druerne kommer fra en lille parcel, som kaldes Bloc B763.

Samtidig er Bloc B763 lavet efter nogenlunde samme læst som foregående vin, dvs. i betontanke med 30 dages gæring, hvorefter den er lagret sur lie i 22 måneder på en blanding af foudres og barriques. Vinen er derefter flasket uden hverken klaring eller filtrering og der er alene tilsat minimalt svovl.

Eneste forskel er, at druerne til Blov B763 formentlig kommer fra en anden mark, nemlig Bloc B763 hvor vinstokkene er en kende ældre, nemlig minimum 50 år, men fortsat fra skråninger med en undergrund med rødt ler og kalksten.

Det minder selvfølgelig meget om foregående søstervin Les Acacias, men Bloc B763 er mere rund i næsen, mere let og imødekommende, og den biodynamiske slagside er måske knap som udtalt. Det er fortsat mørke bær, men også andefond, rodfrugter, rødbeder, lakrids, blomster, mineraler, krydderier samt et lille orange tvist.

Smagsmæssigt er vinen også langt mere blød … virkelig en blid, venlig og blød Malbec. Den har en favnende og fadende blødhed, nærmest pakket ind i vat, men klart også mer’ sødme end søstervinen. Det bliver dog aldrig for sødt, for man kan ikke andet end elske blødheden i denne vin. Flot.

Ingen forhandler af Mas del Périé herhjemme. I Frankrig koster en flaske 48€ … svarende til 357 kr.

Vinanmeldelse 5,5/7

2011 Laurent Bannwarth, Qvevri Pinot Gris, Alsace, Frankrig

2011 Laurent Bannwarth, Qvevri Pinot Gris, Alsace, FrankrigVi smagte – blindt selvfølgelig – endnu en vin udenfor aftenens Sydvestfrankrig tema, nemlig denne Qvevri Pinot Gris fra Laurent Bannwarth, som holder til i byen Obermorschwihr 10 kilometer syd for Colmar.

Laurent og Suzanne Bannwarth grundlagde vinhuset i 1968, men i 1987 begyndte sønnen Stéphane også at hjælpe og har i dag overtaget det meste af driften på vingården. De sker i dag med hjælpe fra hans søster Regine samt hans kone, Geneviève.

Familien har samlet 12 hektar vinmarker, der siden 2004 har været dyrket biodynamisk. Der dyrker de sorterne Gewurztraminer, Pinot Gris, Riesling, Pinot Noir, Pinot Blanc, Sylvaner og Muscat.

Derudover driver familien også en lille campingsplads … men meget lille, for der er alene plads til 6 personer.

Domainet laver en bred portefølje af vine, hvor deres serie Vins Traditionnels sigter mod en klassisk Alsace profil og deres serie af Vins Nature fremstilles helt uden tilsat svovl.

Denne Qvevri Pinot Gris fra Laurent Bannwarth er fra en ny serie – Qvevri – som Stéphane sendte på markedet i 2013 og denne 2011’er er således første årgang i den serie.

Stéphane var i 2007 i Georgien, hvor han på besøg på lokale vinerier blev inspireret til at lagre vinene i keramik potter aka amphora, som i Georgien blev kaldt Qvevri. I 2011 lavede han de første forsøg og med forskellige druer. Denne er på Pinot Gris, lagret fra høsten og så flasket helt ufiltreret og uden tilsætning af svovl i august 2012 og frigivet til salg året efter.

I glasset ligner det ikke hvid alsacisk Pinot Gris, for farven er nærmest mørk gul/orange … og så dufter det næsten som en malerspand, et gammelt sko-skab suppleret med karamel, æbler, fersken, appelsin, chokolade, lakrids. Det lyder måske som en sjov og farlig blanding, men dufter ret fantastisk og det stikker aldrig helt naturewine eller bio bio af.

Smagen er blød, cremet, smørfed og rund med karamel samt en ganske funky sødme. Der lidt nødder, er pænt saftig og så har vinen alligevel også en lille kant, så det ikke bliver for rundt. Det gør samlet set vinen virkelig lækker og jeg er fan.

Forhandles herhjemme af Lieu-dit. Bjarne fortalte, at vinen ligger til en pris omkring 320 kr.

Vinanmeldelse 5,5/7 

2015 Domaine de la Métairie d’Alon, Pinot Noir La Métairie, Languedoc, Frankrig

2015 Domaine de la Métairie d’Alon, Pinot Noir La Métairie, Languedoc, FrankrigDa jeg for en måneds penge siden eller mere drak et glas 2017 Pinot Noir Le Village fra Laurent Delaunay på Domaine de la Métairie d’Alon var jeg ganske begejstret … og det billede ændrer sig ikke med denne Pinot Noir La Métairie. Nej tværtimod cementerer det, at der godt kan laves elegant, burgundisk Pinot Noir i Languedoc.

I september skrev jeg også en masse om vinhuset … det skal jeg ikke gentage. Men vil du læse mere om Laurent Delaunay, så findes det under den tidligere anmeldelse.

Denne Pinot Noir La Métairie er en enkeltmarksvin, som er lavet med druer fra marken La Métairie. Det er er husets højeste beliggende mark i 414 meters højde, hvilket gør den specielt velegnet til Pinot Noir og giver det mest burgundiske udtryk af alle husets marker.

Vinen er lavet i store 50 hektoliter koniske trækar med lag af både hele klaser og afstikede druer. Laurent Delaunay kalder det selv for lasagne-stil. Samlet er omkring 30% hele klaser og fremstillingen starter ved med en kold forgæring, hvor temperaturen i fadet holdes omkring 18 grader i 3 til 4 dage.

Dernæst øges temperaturen langsomt til 25 grader med et par korte pumpe-overs, når gæringen er halvvejs. Efter endt gæring hviler vinen på skallerne i 3-4 dage, hvorefter al saften fyldes i egetræsfade for at lagring og malolaktisk gæring. Vinen lagrer 9 måneder på burgundiske egetræsfade, heraf 10% nye fade.

Og sikke en lækker duft … en smule flæsket og aromatisk. Der er noget mejeri eller mælkende noter, kirsebær, ribs, fennikel, gazebind, blomster samt let chokolade. Jeg fanger også lidt tør jord, nærmest lidt støvet i duften, men der er elegance samt en varm lethed over vinen. Det er klart Pinot Noir, men med en lys og rar tæthed, fylde og finesse.

Smagen er også præget af burgundisk lethed … lyse bær og et blidt bid af ribs, kirsebær, rabarber samt en grøn og pirrende syre. Med en smuk finhed breder vinen sig blidt og cremet i munden … det er ren zen med indre ro. Der er også smag af lidt champignon, umami, mælkechokolade og karamel. Alt er pakket ind i fløjl, nervøs velour og samtidig er vinen meget letløbende … det løber lige igennem med en from drikkeglæde.

Forhandles af Propperiet Vin Import, hvor en flaske koster 269 kr., men er pt. på tilbud til 199 kr.

Vinanmeldelse 5,5/7 

2006 Guerrieri Rizzardi, Amarone della Valpolicella Classico Calcarole, Veneto, Italien

2006 Guerrieri Rizzardi, Amarone della Valpolicella Classico Calcarole, Veneto, ItalienVinderen i den lille uofficielle mini Amaronesmagning på Houlbergs Vinblog blev denne 2006 Amarone della Valpolicella Classico Calcarole fra vinhuset Guerrieri Rizzardi.

Det er et vinhus, som jeg selv har besøgt på en sommerferie ved Gardasøen tilbage i 2015. Hvis du vil læse om vinhuset og besøget, så findes det på blogindlægget om husets Bardolino Classico DOP.  Der er også et foto fra det imposante sted, som I også kan se udefra på billedet ovenover, selvom det kun er et af husets vinerier.

Denne Amarone della Valpolicella Classico Calcarole er husets topvin og stolthed. Det er en enkeltmarksvin, som alene laves de bedste år og med druer fra marken Calcarole. Det er en 5 hektar stenet skrænt, hvor vinstokkene er omkring 25 år gamle.

Vinen er i denne årgang 2006 lavet på 70% Corvina, 20%, Rondinella samt 10% Barbera. Den er selvfølgelig lavet med 3,5 måneders tørring af druerne, hvorefter gæring sker meget langsomt over en måned ved 20-25 grader i 18-25 hektoliter fade.

Derefter lagrer vinen 12 måneder i 5 hektoliter fade efterfulgt af 24 måneder på 25 hektoliter fade. Det er en vin, som der er lavet 10.000 flasker af.

Det er i næsen en intens, tyk, mørk og overmoden frugt, men ikke for overmoden. Det er krydret med lidt tjære, jernbanesveller, kakao, chokolade samt en elskelig gæret, animalsk og syrlig dekadence, som lige hiver vinen et niveau over de andre denne eftermiddag.

Det gælder også smagsmæssigt, hvor vinen er smeltende blød med kraft og saft. Det er lakrids, chokolade og utrolig koncentreret, lidt en koncentreret maggi-terning, men med flere lag. Der er pænt med sødme, mens de 16% højoktan alkohol er fint integrerede og slet ikke mærkes. Det er elegant voluminøs.

Vinen fik mellem 4,5 og 6 fede fingre. Keeper lå lavest, men var på vej ud af døren, da han smagte vinen, så derfor ville hans 4,5 måske ha’ været højere med lidt mere tid i glasset.

Købt hos H.J. Hansen Vin aka Vinspecialisten, hvor sådan en fætter i dag koster 595 kr.

Vinanmeldelse 5,5/7 

2014 Domaine Ragot, Givry 1. Cru La Grande Berge, Bourgogne, Frankrig

2014 Domaine Ragot, Givry 1. Cru La Grande Berge, Bourgogne, FrankrigPå Porsborgs skulle jeres flittige vinblogger lige slutte med aftenens sidste glas. Det blev et glas Givry 1. Cru La Grande Berge fra Domaine Ragot, som ligger på adressen Rue de l’École i Givry i Bourgogne.

Domaine Ragot drives af den unge Nicolas Ragot, som overtog driften efter sin far Jean-Paul i 2008, men ellers havde deltaget i driften siden 2002. Ragot familien har været vinbønder i Bourgogne siden 1760, hvor Gabriel Ragot startede som vinmager i Mercurey, mens familien først 100 år senere slog sig ned i Givry med køb af vingård og tilhørende 5 hektar vinmarker.

I dag har Nicolas knap 9 hektar vinmarker, hvor en tredjedel af vinmarkerne er 1. Cru marker, primært markerne Clos Jus, La Grande Berge og Crausot. Samlet har 75% af markerne vinstokke, der er over 40 år gamle og husets Chardonnay stokke er over 50 år.

Der bruges ikke ukrudtsmidler på Domaine Ragot. Halvdelen af markerne kultiveres, så græs og ukrudt vendes ned i jorden og i den anden halvdel står græsset mellem rækkerne. Al høst foregår med håndkraft og druerne sorteres både i marken samt på sorteringsbånd på gården.

Denne Givry 1. Cru La Grande Berge er en af Domaine Ragots 1. Cru vine, hvor druerne netop kommer fra gamle vinstokke på 1. Cru marken la Grande Berge, en 2,14 hektar stor mark, som er rig på kalksten.

Vinstokkene er henholdsvis 15, 30 og 50 år gamle og vinen lavet med 4-5 dages maceration og gæring i kar 15 dage, hvorefter vinen har lagret 12-15 måneder i egefade, heraf 30% nye fade.

Jeg havde alene bestilt et glas af vinen, og vores venlige tjener lod ikke til at have serveret denne vin før. Det blev en helt frisk flaske … faktisk på samme vis som med foregående Barolo, som tjeneren på Hotel Dagmar heller ikke havde serveret før. Nå, men af med proppen og et velvoksent glas til farmand.

Duftmæssigt er det boysenbær, kirsebær, brombær, mørkt, gammelt træ, som i et bindingsværkhus i Den Gamle By, våd kælder, våd hund, æteriske olier, gazebind … hold nu op, hvor det da bare dufter godt, men klart Bourgogne til den mørkere side.

Der er faktisk elementer af sød lakridsrod, måske endda fed, engelsk lakrids og lidt Nordrhône urter, selvom der bestemt også er en vis lethed fra Pinot Noir druen.

I munden er det også ekstrakteret, tæt og mørk Bourgogne med en meget blid, blød og sødmefuld frugt, lakrids, lidt indelukket syrlighed, men giv lidt luft, og den burgundiske syre titter frem … lille og grøn i hovedet. Det smager rigtigt godt … lethed med kraft, fyldighed og lettere sødmefuld frugt.

Forhandles af Flassan Vin i Ribe, hvor en flaske koster 190 kr. og det er vist et fund for denne vin. Et glas på Porseborg kostede 155 kr.

Vinanmeldelse 5,5/7 

2017 Weingut Schmitges, Erdener Prälat Riesling GG, Mosel, Tyskland

2017 Weingut Schmitges, Erdener Prälat Riesling GG, Mosel, Det er ganske kort tid siden, at jeg smagte Weingut Schmitges’ Erdener Treppchen Riesling Großes Gewächs i årgang 2017 … og nu er søstervinen helt tilfældigt hoppet i mit glas, nemlig Erdener Prälat Riesling Großes Gewächs i samme årgang.

Vinen er lavet på samme måde som søstervinen … altså med spontangæring på fade, som er lavet af granit. Der tilbringer vinen også 5 måneder sur lie – altså med bærmen – for derefter dog af modne yderligere 3 måneder på store gamle træfade.

Brugen er granitfade er nyeste trend og startede som et forsøg hos Andreas Schmitges i årgangen før, altså med 2016 vinene, hvor han lavede nogle topvine på Riesling i 3 versioner … en på træ, en på rustfrie stålfade samt en på granitfade.

Ligesom med Erdener Treppchen har Erdener Prälat Riesling ingen umiddelbar petroleum i næsen, men – uha – hvor er det luftigt og let, nærmest med en kalket luftighed og flyvende æbler, let olieret med blomster, fennikel, estragon, salte mineraler og en grøn champagnebrus-is.

Smagen er blød og helt zenagtig … nærmest smelter i munden og forkæler mine smagsløg. Det er æblemost og æblekage, kalk og luftig aerospace, meget ren og klar i munden. Jeg er igen både forstenet, forundret og lamslået over letheden i denne vin … det er så fint, så fint og igen vakler jeg mellem 5,5 og 6 af de fede, beskidte tommelfingre, men vil gemme lidt til vinen har fået alder og begynder at vise sit sande petroleumsfjæs.

Forhandles af Propperiet Vin Import, hvor en flaske koster 349 kr., mens du får 10% rabat, hvis du køber 3 flasker.

Vinanmeldelse 5,5/7