Giacomo Conterno er et af de største og måske mest legendariske vinhuse i hele Piemonte. Det drives af Roberto Conterno … og han købte i april i år også hovedparten af vinhuset Nervi, hvorfra vi nu smager vinen Gattinara.
Azienda Vitivinicola Nervi ligger midt i byen Gattinara lige overfor Ufficio Postale Poste Italiane … det lokale postkontor. Vinhuset er oprindelig grundlagt af Nervi familien i 1906 og de ejede det i 85 år indtil 1991, hvor det blev solgt til familien Bocciolone, som havde tjent deres penge på stålhandel.
Men dårlig ledelse og administration gjorde, at vingården i 2011 gik konkurs, selvom kælderen egentlig bugnede af masser af usolgte vin … både i tønder og på flaske. I stedet blev Nervi så købte af norske bank- og investeringsmand Erling Astrup sammen med en flok investorer.
Han genansatte samtidig Enrico Fileppo, der siden 1982 havde fungeret som vinmager på Nervi og stået bag alle vinene. Og dermed holdte Nervi – også efter overtagelsen – fast i de gamle, traditionelle produktionsmetoder, som man havde fulgt på gården i over 100 år.
Efter overtagelsen af Nervi blev Erling Astrup og Roberto Conterno gode venner. Hvordan det skete ved jeg ikke, men det tætte venskab gjorde, at Roberto ofte havde sin gang på Nervi og blev fascineret af den helt specielle vulkanske og lerholdige jord omkring Gattinara og den smukke beliggenhed af gården ved foden af Monte Rosa.
Roberto kunne se, at jorden og den nordligere placering var perfekt og kunne bidrage til at lave ranke og elegante vine, med et flot lagringspotentiale. Mod nord beskytter Monte Rosa mod de kolde vinde, og garanterer passende nedbør og en konstant brise.
Kvaliteten af leret i jorden er meget høj og kun sammenlignelig med jorden i Serralunga d’Alba … et af de bedste steder for Barolo. Den vulkanske klippejord og fraværet af kalk bidrager til områets karakteristiske og vigtige syre.
Hele appelationen for Gattinara er blot på 120 hektar. Den altovervejende del er beplantet med Nebbiolo, som lokalt kaldes Spanna, samt en lille smule Vespolina og Uva Rara.
Nervi ejer 27 hektar vinmaker, bl.a. markerne Casacce, Caravoglie, Valferana og Molsino. Vinstokkene er mellem 10–40 år gamle og beliggende i 290-420 meters højde. Nervi producerer i dag godt 120.000 flasker årligt.
Vinkældrene er fra det det 19. århundrede og har en konstant og naturlig temperatur. Nervi bruger kun store fade med en størrelse mellem 750 liter og 7600 liter.
Til stabilisering af vinen benyttes store cementfade, og til gæringen benyttes en naturlig gær udvalgt fra egne marker. Den malolaktiske gæring sker spontant i løbet af foråret.
Til gæringen af de fleste af vinene på Nervi benyttes gæringsfade af træ. Den officielle minimumslagring fra konsortiets side angiver en obligatorisk lagring på tre år, heraf to på fad. I erkendelse af deres vines ranke struktur, vælger Nervi at lagre deres Gattinara minimum tre år på fade, mens vinene Valferanas og Molsino lagrer hele 4 år.
Denne 2014 er således frigivet i 2017 og før Roberto Conterno købte sig ind i foretagendet. Men nok snak … lad os smage på vinen fra Gattinara.
Næsen er klassisk piemontisk med violer, en herlig stram Nebbiolo-væske med en stringent og balsamisk syre, roser, æteriske olier, lethed, luftighed, leret jord, skovbund, læder og virker en kende kraftig i frugten med mørke, friske kirsebær og tranebær.
Smagsmæssigt er der også herlig frisk, syrlig, balsamisk og ren vin med blomster, let og luftig, herlig elegant med tydelige – men forholdsvis blide – tanniner, kirsebær, bitre urter samt lidt blomstrede elementer. Det er sgu god vin.
Importør er Adriat Vinimport, og en flaske koster 279 kr.
Pelaverga druen er ukendt for de fleste, men den findes også kun ved den lille by Verduno omkring 8 kilometer sydvest for Alba i Piemonte. De lokale hævder, at vinen er et elskovsmiddel … måske pga. navnet, idet verga betyder stang og er lokal slang for mandens beplatningsorgan. Det fik jeg vist formuleret pænt.
Jeg serverede forleden denne Grüner Veltliner Brut Nature fra Weingut Zuschmann Schöfmann blindt for en flok vinkyndige venner, men ingen gættede, at det var mousserende østrigsk Grüner Veltliner … for hold da op, hvor det virkelig læner sig op af ægte og dyr champagne.
Den sidste vin fra Sydvestfrankrig var også en årgang 2000, nemlig vinen Madiran La Tyre fra Château Montus, der drives af Alain Brumont, der er en større vinproducent i Madiran appellatonen i Gascogne området.
Den anden Malbec vin fra Fabien Jouves på Mas del Périé hedder blot Bloc B763 … og hvorfor vil I sikkert spørge? Men det skyldes formentlig – og nu gætter jeg – at druerne kommer fra en lille parcel, som kaldes Bloc B763.
Vi smagte – blindt selvfølgelig – endnu en vin udenfor aftenens Sydvestfrankrig tema, nemlig denne Qvevri Pinot Gris fra Laurent Bannwarth, som holder til i byen Obermorschwihr 10 kilometer syd for Colmar.
Da jeg for en måneds penge siden eller mere drak et glas 
Vinderen i den lille uofficielle mini Amaronesmagning på Houlbergs Vinblog blev denne 2006 Amarone della Valpolicella Classico Calcarole fra vinhuset Guerrieri Rizzardi.
På Porsborgs skulle jeres flittige vinblogger lige slutte med aftenens sidste glas. Det blev et glas Givry 1. Cru La Grande Berge fra Domaine Ragot, som ligger på adressen Rue de l’École i Givry i Bourgogne.
Det er ganske kort tid siden, at jeg smagte Weingut Schmitges’ Erdener Treppchen Riesling Großes Gewächs i årgang 2017 … og nu er søstervinen helt tilfældigt hoppet i mit glas, nemlig Erdener Prälat Riesling Großes Gewächs i samme årgang.