Tag-arkiv: syrah

Syrah er en af de helt store røde druesorter, der efterhånden er plantet i hele verden. Vinene der produceres på druen, varierer kolossalt fra land til land.

Der er stor uenighed om, hvorfra Syrah druen stammer fra, men druen har i dag to store bastioner … nemlig i Rhône og specielt i den nordlige del og så i Australien, hvor druen – som der kaldes Shiraz – er den mest udbredte med over 40.000 hektar vinmarker.

Syrah har faktisk vist sig at være succesrig overalt i verden og Syrah vine produceres i mange stilarter. Syrah er også en ekstremt nyttig blandet drue på grund af sin dybe farve og typisk høje tanniner.

I det sydlige Rhône er det almindeligt, at Syrah blandes med enhver kombination af blandt andet Grenache, Mourvèdre, Carignan og Cinsaut. Men i det nordlige Rhône står Syrah bag de mest berømte Syrah vine, specielt vinene fra Côte-Rôtie, Hermitage, Cornas og Saint-Joseph.

Og netop i det nordlige Rhône kan vinene på Syrah virkelig lagres og bliver kun bedre med alder. Den mest berømte vin fra Nordrhône er nok Hermitage … og vinene fra den bakke er så respekterede, at dets navn Hermitage i mange år blev brugt som et synonym for Syrah i Australien. En god Hermitage kræver 10 år  lagring, men kan ofte tåle langt over det dobbelte.

Men også i Valais i Schweiz samt i Burgenland i Østrig trives Syrah virkelig. I Australien er Syrah aka Shiraz nærmest blevet landets nationaldrue og står bag ikoniske vine som fx Penfolds Grange, der i øvrigt i starten hed Penfolds Grange Hermitage.

I det vestlige USA … Californien, Washington og Oregon har Syrah ikke fået helt samme succes, men en flok dedikerede vinproducenter har under samlingen Rhône Rangers siden 1970’ern bevist, at sorten kan producere komplekse, rige vine i alle tre af ovenstående stater.

Syrah druen har et tyk skind og ofte en genkendelighed i en tæt, fyldig brombærsmag med peber og kan være ret blomstret i sin ungdom. Ellers kommer der flere urteagtige noter med alder  samt mørk chokolade.

Dyrkes den oversøisk går duft og smag ofte mere i retning af lakrids, solbær, mint og sort peber. Syrah har et højt niveau af tanniner og en evne til udvikle sig godt på egefade og lagre lang tid på flaske efterfølgende.

2014 Alvaro Palacios, Camins del Priorat, Priorat, Spanien

2014 Alvaro Palacios, Camins del Priorat, Priorat, SpanienDen charmerende Alvaro Palacios har jeg – som Gerard Bertrand – skrevet om en del gange, og nu er den gal igen. Jeg har nemlig fået en glas af denne Camins del Priorat i årgang 2014 i hånden.

Palacios skal jeg nok lade være med at skrive om igen og vil du læse mere om den spanske vinøse superstjerne, så brug søgefeltet her på bloggen, så dukker der et utal af blogindlæg op med masser af vine fra Alvaro.

I stedet kan vi kigge nærmere på denne Camins del Priorat, som er lavet med egne druer, og herudover fra druer, som Alvaro Palacios køber fra flere forskellige vinbønder i byerne Gratallops, Torroja, Les Vilelles, Belmunt og El Lolar.

Dette betyder også, at druerne dyrkes efter flere forskellige principper, hvorfor det kun er husets egne druer, der er garanteret økologisk dyrket.

Den resterende del af druerne dyrkes efter, hvad man i Frankrig kalder méthode raisonnée, hvilket betyder, at man kun bruger en meget begrænset mængde sprøjtemiddel, og kun når det er yderst nødvendigt.

Udbyttet svinger også en smule fra producent til producent, men ligger generelt lavt, dvs. mellem 11 og 28 hektoliter pr. hektar. Vinen er i denne årgang lavet på 50% Grenache, 15% Carignan, 20% Cabernet Sauvignon, 10% Syrah samt 5% Merlot. Gæres 18 dage på en blanding af cementtanke og træfade. Efterfølgende lagres vinen på franske egetræsfade i 8 måneder, før den klares og tappes på flaske.

Duftmæssigt en her godt med urter, krydderier, grønne noter, solbær, blommer og mentol. I munden er vinen proppet med tanniner, som virkelig sætter sig på fortænderne, saft, kraft og en stram og syrlig rygrad. Syren er virkelig super, men ellers synes jeg nu ikke, at den lever op til tidligere årgange af vinen.

Forhandles af Vinspecialisten, hvor prisen er 175 kr.

Rating 4,5/7 

2012 Gérard Bertrand, Domaine de Villemajou Corbières-Boutenac, Languedoc, Frankrig

2012 Gérard Bertrand, Domaine de Villemajou Corbières-Boutenac, Languedoc, FrankrigÅhhhh Gérard Bertrand igen fristes man næsten til at udbryde … for jeg har efterhånden en del gange været omkring den store, tidligere franske rugbyspiller og hans mange vinslotte.

Denne Domaine de Villemajou Corbières-Boutenac har jeg imidlertid ikke tidligere smagt, selvom den er lillesøster til vinen Château de Villemajou Corbières-Boutenac, som jeg til gengæld har smagt nogle gange.

Begge vine kommer dog fra Château de Villemajou, som er den vingård, som Bertrand i 1992 overtog efter sin far, da han havde lagt fodboldstøvlerne på hylden, besluttet sig for at blive vinbonde.

Château de Villemajou blev købt i 1970 af Gérards far og navnet Villemajou kommer af det romerske udtryk Villa Major (stor villa), hvilket var det navn, ejendommen bar, da erobreren Avitus boede i den.

Château de Villemajou ligger i Saint André de Roquelongue, lidt syd for Boutenac med 130 hektar vinmarker, et af de bedste terroirs i Corbières og markerne var allerede ved købet i 1970 tilplantet med gamle Carignan vinstokke. Og for Gérard Bertrand var det altid været et særligt sted, bl.a. som familiens hjem og ejendom, og som spydspids for Boutenac Premier Cru appellationen.

Jordbunden er en blanding af ler og store sten, som suger varme til sig i dagstimerne for så at afgive den til vinstokkene i løbet af natten. Og Gérard far Georg Bertrand var én af området første vinproducenter, som beviste at der kunne produceres stor vin i Corbières, bl.a. ved lang udblødning og efterfølgende brug af barrique, som ellers ikke var normalt i området.

Der laves 5 vine på Château de Villemajou, hvor topvinen hedder La Forge og er opkaldt efter den bedste, højest placerede vinmark på 8 hektar, som ligger på Miocene bakketoppen, et sted som ifølge tingbogen bærer stednavnet ” La Forge”. Gérard Bertrand har siden hans overtagelse også forbedret denne vinmark yderligere, bl.a i hyldest til hans nu afdøde far.

Denne Domaine de Villemajou Corbières-Boutenac er lavet på samme druer som storesøsteren … her er det 30% Grenache, 20% Syrah, 40% Carignan og 10% Mourvèdre. Carignan og Syrah druerne vinificeres i hele klaser med en macerationstid på 10-18 dage, mens Grenache og Mourvèdre afstilkes inden macerationen på 15-20 dage.  Vinen lagrer derefter på franske egefade 10-12 måneder inden den flaskes uden nogen form for filtrering.

Næsen er godt mørk og animalsk, Der er solbær, lakrids, kaffe, vanilje, grønne urter, en smule eucalyptus og lidt læder. I smagen er der – trods det fyldige duftindtryk – en bemærkelsesværdig god syre, godt med mørk frugt og fin balance. Ganske habil vin, men dog ikke på samme niveau som storesøsteren.

Forhandles af Vinspecialisten, hvor prisen er 135 kr.

Rating 4/7 

2011 Ferraton Père & Fils, Ermitage Les Dionnières, Rhône, Frankrig

2011 Ferraton Père & Fils, Ermitage Les Dionnières, Rhône, FrankrigGert E’s monstrøse vinaften blev afsluttet med Hermitage i form af denne Ermitage Les Dionnières fra vinhuset Ferraton Père & Fils, som holder til nede ved Rhône floden i byen Tain l’Hermitage

Vinhuset er grundlagt af Jean Orëns Ferraton i 1946, og dengang havde vinhuset alene 3 hektar vinmarker i Hermitage. I dag drives vinhuset dog af 2. generation i form af sønnen Michel Ferraton, selvom dennes søn Samuel Ferraton – og dermed 3. generation – var ved at overtage.

Samuel blev dog alvorlig sået i en motorcykelulykke, så Michel må fortsat stå for driften, hvilket dog sker i samarbejde med et hold af ønologer, bl.a.  den dygtige ansvarlige vinmager Damien Brisset.

Vinene fra Ferraton Père & Fils bliver produceret ud fra traditionelle vindyrkningsmetoder men med nye og innovative ideer.  Da Michel er venner med Michel Chapoutier, så har han rådgivet vinhuset med yderligere knowhow. De to venner indgik i 1998 et samarbejde, hvor de omlagde produktionen til først økologisk og senere biodynamisk drift.

Vinhuset har selv 15 hektar vinmarker, som ligger i Hermitage, Crozes-Hermitage og Saint-Joseph, men derudover fungerer huset også som negociantvirksomhed og laver vine fra købte druer fra Crozes-Hermitage, St. Joesph, Côte-Rôtie, Condrieu, Cornas, Châteauneuf-du-Pape, Côtes du Rhône, Côtes du Rhône Villages Plan de Dieu og Tavel.

I Hermitage ejer Ferraton Père & Fils parceller på markerne Le Méal, Les Dionnières, Le Reverdy og Les Miaux. På Les Dionnières, som leverer druer til denne vin, er vinstokkene 35 år.

Det er selvfølgelig ren Syrah og lavet med maceration i betontanke for hele 4 uger, hvorefter vinen er lagret på egefade, heraf 30% nye i mellem 14-18 måneder afhængig af årgangen.

Duftmæssigt en mørk Jern-Henrik af bedste skuffe. Duften er dyb og mørk fadfedme, sødme, solbær, blæk, baconfedt, sød engelsk lakrids og krydderier. Smagen er mørkerøde bær, lette blommer, solbær, blød syre og bløde tanniner, let peber, kaffe og chokolade. En rigtig herrevin og et perfekt punktum for en dejlig aften.

Forhandles hos dkWineImport, hvor prisen er 450 kr.

Rating 5,5/7  half_thumb

2011 Herdade do Rocim, Herdade do Rocim Tinto, Alentejo, Portugal

2011 Herdade do Rocim, Herdade do Rocim Tinto, Alentejo, PortugalLige sidste vin fra weekenden … en rød Herdade do Rocim fra vinhuset med samme navn. Det er et nyere vinhus beliggende mellem Vidigueira og Cuba i den sydligste del af Alentejo området i Portugal.

Vingården er grundlagt i 2000 og ejes af det store portugisiske selskab Movicortes, som er beskæftiget indenfor alt med entreprenørmaskiner, aviser, boghandler, forhandling af luksusbiler og meget mere. Movicortes ejes af José Ribeiro Vieira og investeringen i Herdade do Rocim skyldes måske primært hans datter Catarina Vieira, som er sat til at forvalte vingården.

Catarina er nemlig vinmager og er både uddannet agronom og ønolog og har derudover studeret vinproduktion i Italien inden hun gik i gang med projektet Herdade do Rocim.

VIngården er på samlet 110 hektar, hvoraf 70 hektar er vinmarker – 53 hektar røde druer og 17 hektar hvide druer – og de fleste af markerne er tilplantet efter overtagelsen i 2000, hvor familien startede opførelsen af en arkitektonisk moderne vingård.

De røde sorter består primært af Aragonez, Trincadeira, Syrah, Touriga Nacional, Alicante Bouschet, Petit Verdot, Tannat, Carmerene og Cabernet Sauvignon, mens de hvide druesorter er lokale sorter som Antao Vaz, Viosinho og Arinto.

Denne Herdade do Rocim Tinto er husets introvin … entrylevel vin og er lavet på 20% Alicante Bouschet, 35% Aragonez, 15% Syrah, 30% Touriga Nacional og en smule Trincadeira. Vinen har lagret 8 måneder på franske fade.

I næsen har vinen et herligt animalsk udtryk … lidt stald sammen med krydderier, kakao, jord, modne blommer, mørk frugt og fin dybde i frugten. Smagen er frisk og syrlig med en tydelig krydret note, brombær, tørhed … frisk og syrlig.

Forhandles af Nordentoft Wine, pris 79 kr. ved køb af 6 flasker.

Rating 4,5/7   thumbthumbthumbthumbhalf_thumb

2010 Domaine de Lindas, Côtes du Rhône, Rhône, Frankrig

2010 Domaine de Lindas, Côtes du Rhône, Rhône, FrankrigFerie … og udenfor regner det igen. Typisk, men så kan man jo altid drikke lidt vin … og hvad er bedre at varme sig på end lidt Rhône vin? Her en helt almindelig og plain Côtes du Rhône fra et vinhus, som hedder Domaine de Lindas.

Vinhuset ligger i den lille by Bagnols-sur-Cèze i Rhône lige vest for Orange. Siden 1972 har gården været drevet af Jean-Claude Chinieu, som er 5. generation af familien Chinieu på gården og siden 2003 har han haft hjælp fra 6. generation i form af datteren Céline. Sammen forsøger far og datter at holde de stolte familietraditioner i hævd.

Det er et ganske lille vinhus, som alene ejer 2 hektar vinmarker, der siden 2009 har været drevet økologisk og siden 2012 også certificeret økologisk. De to hektar omfatter bl.a. marker under appellationen AOC Côtes-du-Rhône Villages Chusclan.

Chusclan er en charmerende lille købstad ved Rhônens højre bred kun et par kilometer nordøst for Bagnol-sur-Cèze. Byen har lagt navn til appellationen og har et godt omdømme samt en lang historie.

Der laves heller ikke så mange vine på Domaine de Lindas, alene denne almindelig Côtes-du-Rhône, to Côtes-du-Rhône Chusclan, nemlig Cuvée Royale et Cuvée Chusclan, tre Côtes-du-Rhône Florilège i henholdsvis rød, hvid og rosé samt en rød Côtes-du-Rhône Cuvée Coquine.

Jeg har ikke kunnet finde druesammensætningen i denne Côtes-du-Rhône, men i Chusclan skal der minimum være 50% Grenache samt 20% Syrah og/eller Mourvèdre i vinen, så mon ikke det også er tilfældet her? Vinen er lavet med en maceration på omkring 3 uger, hvorefter vinen lagrer på store egefade i 18-24 måneder.

Næsen er sådan genkendelig Rhône med frisk og lidt sød frugt, vi snakker blåbær, modne blommer, urter, salvie, baconfedt, lakrids og lidt røde bolsjer af en eller anden slags. Ikke så mørk i udtrykket … lidt til den lettere side. Smagen er blød, rund og fyldig … igen med lidt lethed, tørhed og godt med frugt, blåbær, brombær og bløde tanniner. Ikke så lang eftersmag, meget easygoing og i den lettere end af Rhône vinene … men dejlig vin.

Fået min i gave og har ikke fundet en pris på vinen.

Rating 4/7 

2014 Domaine Fond Croze, Côtes du Rhône Cuvee Romanaise, Rhône, Frankrig

2014 Domaine Fond Croze, Côtes du Rhône Cuvee Romanaise, Rhône, FrankrigDet var de hvide vine, som dominerede på Gastronomé … og der var alene 2 rødvine, hvoraf den ene var denne Côtes du Rhône Cuvee Romanaise fra vinhuset Domaine Fond Croze, som ligger ved byen Saint Roman de Malegarde vel omkring 25-30 kilometer nordøst for Châteuneuf-du-Pape.

Vinhuset er grundlagt af Charles Long lige efter 1. verdenskrig … ja, for dem som ikke kan huske den, så var det imellem 1914 og 1918. Men familien Long producerede dog ikke selv vine, men leverede druerne til det lokale kooperativ, og det fortsat også under sønnens Raymonds ledelse, da han overtog driften i 1958.

Han udvidede dog vingården ved tilkøb af yderligere job, men det var imidlertid først i 1997, da Raymonds sønner – og 3. generation – Daniel og Bruno overtog ledelsen, at man begyndte at lave vine i ejet navn … og det var reelt starten på Domaine Fond Croze.

Det var Daniel, som startede med at tage ledelsen, mens broderen Bruno studerede ønologi på universitetet. Derefter gik de i gang med at lave nye vinkældre og nye metoder til både pasning af marker og produktion blev indført.

De undlod sprøjtegifte og kunstgødning har heller ikke været brugt i mange år. I 2009 startede brødrene en konvertering af deres samlede 70 hektar vinmarker til økologi og indgik samtidig et samarbejde med en af Rhônes helt store profiler, ønologen Philippe Cambie, som jo er kendt her på bloggen. Den gode Cambie har jo været fødselshjælper på en lang række vine, som jeg har skrevet om her på bloggen.

Denne er én af husets topvine, som kun laves i små mængder – typisk omkring små 400 kasser årligt – og endda kun i gode årgange. Således er vinen ikke lavet i 2013, men i 2014 var høsten helt i top. Det er primært økologisk Grenache (100% skriver importøren) med sen høst fra vinstokke på mellem 35-40 år og lavt udbytte. På etiketten står der dog, at vinen er Grenache domineret … og tidligere stoppede Long også 40% Syrah i, så det kan ikke udelukkes, at det fortsat er tilfældet. Vinen har lagret 10-12 måneder i store 500 liters egefade.

Duftmæssigt virker vinen næsten helt biodynamisk … animalsk med mejeri, hængt kød … virkelig kølig stil, dyb animalsk og rustik duft med sorte bær, jern, enebær, spidskommen, lakrids og lidt vanilje. Herlig kraftig duft af god Rhône. I munden er vinen overraskende slet ikke så mørk og tung, som måske kunne forventes. Der er god, frisk frugt … let og frisk, blød med meget klare pebernoter, blæk og tydelige tanniner. En habil Rhône vin.

Forhandles af Erik Sørensen Vin, pris 129,95 kr.

Rating 5/7 

2013 Château de Beaucastel, Châteauneuf-du-Pape, Rhône, Frankrig

2013 Château de Beaucastel, Châteauneuf-du-Pape, Rhône, FrankrigSå kom den ægte Châteauneuf-du-Pape fra Château de Beaucastel i glasset … en vin, som jeg sidst smagte tilbage i 2011 og det er jo efterhånden et par dage siden. Dengang var det den store 2007 årgang, men her i en af de nyeste årgange, nemlig 2013.

Generelt siges det, at 2013 ikke var det bedste år … og ikke lever op til de 4 foregående år,  men mere er på niveau med fx 2008. Men hos gode producenter som Château de Beaucastel betyder årgangen imidlertid mindre. Deres Châteauneuf-du-Paper er altid fremragende.

Druerne til vinen kommer jo fra de omkring 70 hektar vinmarker på en single plot, som Château de Beaucastel ejer i AOC Châteauneuf-du-Pape appellationen. Der har ikke været brugt kemisk gødning på markerne siden 1964.

I stedet har man fundet ud af at bruge en blanding af fåregødning og resterne fra det forrige års druepresning. Herved opnår man, at jorden automatisk er i mikrobiologisk balance, og at vinstokkene bliver meget mere resistente over for diverse sygdomme.

Perrin brødrenes hovedfilosofi er ikke at stræbe efter at få det største udbytte pr. hektar, men derimod sætter de en ære i at høste sunde og afbalancerede druer, som kan producere store vine af enestående kvalitet. Høsten af druerne foregår udelukkende ved håndplukning, og derefter sorteres de – også manuelt – meget nøje. Kun de bedste druer bliver til vin.

Druerne gennemgår en speciel proces, som er helt unik: De varmes op til omkring 80 grader i 30 sekunder, hvorefter de nedkøles til kældertemperatur og derefter gennemgår en traditionel vinfremstillingsproces. Ved at bruge denne særlige opvarmningsmetode reducerer man kraftigt i anvendelsen af svovl, så smagen og farven på vinene intensiveres. Desuden behandles hver druesort separat for at bevare aromaen, karakteren og originaliteten ved hver sort. Dermed skabes nogle af verdens bedste Châteauneuf-du-Paper.

At Perrin familien hører til blandt verdens bedste producenter kan også aflæses i, at de er medlem af den lille, men særdeles eksklusive, elitære klub Primum Familiae Vini … i daglig tale blot kaldt PFV. Gruppen består af 12 verdensberømte familieejede vinproducenter, og her er de i fint selskab med Mouton Rothschild, Egon Müller, Joseph Drouhin, Jaboulet, Pol Roger, Symington, Vega Sicilia, Hugel & Fils, Miguel Torres, Antinori  samt Tenuta San Guido (Sassicaia).

PFV blev oprettet i 1992 og organisationen kaldes også Leading Wine Families. Man kan kun blive medlem ved invitation og der kan maksimalt være 12 medlemmer. Gruppen består kun af 100% familieejede vinfirmaer og har gennem årene holdt sig meget anonymt, men afholdte for første gang i 2013 en smagning på Prowein i Tyskland og en velgørenhedsauktion i London.

Familierne skal have mange generationers erfaring, værne om de traditioner og værdier, som familieejede vinhuse står for samt sikre at sådanne idealer overlever og er levedygtige i fremtiden. De deler information om generationsskifte, hvordan de sikrer deres vine mod svindel og forskellige tekniske muligheder.

Beaucastels Châteauneuf-du-Pape er lavet på alle de 13 tilladte druesorter. Det der gør Beaucastel meget speciel, er dog at andelen af Mourvèdre er langt højere end andre Châteauneuf’er. I blendet udgør både Mourvèdre og Grenache hver omkring 30% af druesorterne. Druerne høstes manuelt, hvorefter Mourvèdre og Syrah druerne gærer i store egefade, mens de øvrige druer gærer i store betontanke – hver druesort for sig. Efter den malolaktiske gæring blandes druesorterne og mosten lagres på foudres i et år inden vinen flaskes, som derefter også lagrer et år.

Lad os smage på vinen, som i næsen har mejeri, kærnemælk, hængt kød samt et herlig grønt stik. Virker intens, tæt med mørke bær, boysenbær, solbær og måske endda lidt hindbær … ganske saftig, rund, sød og kødfuld. Der er pebrede noter, krydderier, lakrids, mild tobak, grafit samt lidt røgede noter. Hmmm, virker kompleks, men fortsat ung.

Fornemmelsen af en ung vin går igen i smagen. Det er dejligt rundt, blødt, fyldigt … fint med power. Frugten er stadig voldsom frisk … slet ikke nogen Châteauneuf-du-Pape tyngde eller fedme … højest lidt hvalpefedt. Virkelig præget af let, ren frugt … direkte in your face. Tanninerne strammer en smule af ungdommelig kækhed, men bestemt ikke markant. Hvor smager det dog bare godt.

Forhandles af Sigurd Müller Vinhandel, pris 550 kr.

Rating 6/7 

2013 Château de Beaucastel, Côtes du Rhône Coudoulet de Beaucastel, Rhône, Frankrig

2013 Château de Beaucastel, Côtes du Rhône Coudoulet de Beaucastel, Rhône, FrankrigDe 3 sidste vine, som Matthieu Perrin præsenterede var selvfølgelig fra Château de Beaucastel, og vi startede helt naturligt med den vin, som kommer fra de marker, som lige præcis ligger udenfor AOC Châteauneuf-du-Pape appellationen … altså reelt blot AOC Côtes du Rhône.

Men det nu er næsten så tæt på Châteauneuf-du-Pape, som du overhovedet kan komme. Coudoulet vinmarken ligger blot på den forkerte side af motorvejen A7 … blot 100 meter fra AOC Châteauneuf-du-Pape. Og vinen hedder selvfølgelig passende nok Coudoulet de Beaucastel.

Coudoulet marken er dog langt fra ordinær. På samme måde som på den anden side af motorvejen er jorden på Coudoulet også præget af de runde Galets sten. Og hos Beaucastel dyrker man denne mark på samme måde som Châteauneuf-du-Pape markerne.

Coudoulet de Beaucastel kaldes derfor også ofte for en Baby-Châteauneuf, men sandheden er, at den kvalitetsmæssigt ligger over gennemsnittet af mange rigtige Châteauneuf vine. Der produceres både en hvid og en rød Coudoulet de Beaucastel.

Coudoulet de Beaucastel bliver ligesom Château de Beaucastel produceret efter biodynamiske principper. Produktionen sker – som med de fleste af Perrins vine – på Château du Grand Prébois lidt udenfor Orange på vej mod Jonquières. Denne vin lagres også der … men de rigtige Châteauneuf-du-Paper lagres i kældrene på Beaucastel.

Her i årgang 2013 er vinen lavet på 40% Grenache, 30% Mourvèdre, 20% Syrah samt 10% Cinsault. Perrin siger selv, at Mourvèdre druerne er helt perfekt til denne … at den nordlige placering gør druerne helt optimale. Hver druesort er vinificeret separat med maceration i cementtanke i 12 dage. Efter blanding/sammenstikningen lagrer vinen på foudres i 6 måneder.

Duften er knap så hård som Gigondas’en … her er det rigtig klassisk Rhône med mere Rhône krydderier, lavendel, solbær, kirsebær samt lidt sødme og fylde. Som da jeg for nogle år siden smagte vinen i en årgang 2009 er den meget ren og frugtrig i næsen, selvom der fortsat er både animalske og mineralske noter.

Smagen er flot blød med en blid … men præcis syre, sødme, grønne noter og en spand kul. Smagen er sådan meget vedvarende … holder ved i hele smagsspektret og der er fin og frisk, syrlig frugt i eftersmagen. Dejlig vin … og jeg havner faktisk på nøjagtig samme rating, som ved 2009’eren, nemlig 5,5 fede tommelfingre op.

Forhandles af Sigurd Müller Vinhandel, pris 190 kr.

Rating 5,5/7 

2013 Famille Perrin, Gigondas La Gille, Rhône, Frankrig

2013 Famille Perrin, Gigondas La Gille, Rhône, FrankrigMatthieu Perrin præsenterede dernæst husets Gigondas La Gille, som kommer fra den 10,5 hektar store vinmark La Gille, som familien har lejet lige syd for byen. Marken ligger i øvrigt tæt på familiens egne marker i Gigondas, nemlig de 9 hektar fra Domaine du Clos des Tourelles, som de i 2008 købte af Roger Cuillerat.

Som du måske allerede fornemmer, så er Perrin familien en betydelig vinproducent i Rhône … og vinene fra Perrin familien hører til nogle af de allerbedste i Rhône. Specielt vinene fra Château de Beaucastel er blandt verdens bedste. De rød Châteauneuf’er er altid blandt områdets bedste. De hvide Châteauneuf’er fra Beaucastel er helt i særklasse, her er man fuldstændig uden konkurrence.

Men det Beaucastel er også et vinhus med en lang historie. Vinhuset er reelt grundlagt i 1909, da da Gabriel Tramier købte Château Beaucastel. Selve ejendommen stammer dog helt tilbage fra 1549, hvor Noble Pierre de Beaucastel købte en lade med tilhørende land i nærheden af landsbyen Courthézon. Han opførte senere en hovedbygning … den som vi i dag kender som Château de Beaucastel.

Familien Beaucastel blev en anerkendt familie i byen … og i 1687 blev en efterkommer Pierre de Beaucastel, som anerkendelse for sin konvertering til katolicismen, udnævnt af Ludvig den 14. til Capitaine de la Ville de Courthézon.

Under phylloxera-katastrofen ejedes stedet af Elie Dussaud, der var kompagnon til Ferdinand de Lesseps, der konstruerede Suezkanalen. På dette tidspunkt gik vinproduktionen helt i stå, så det var først da Gabriel Tramier i 1909 købte Château Beaucastel, at man begyndte en genplantning af vinmarkerne og startede en vinproduktion.

Tramier overdrog vingården til sin svigersøn Pierre Perrin, som udviklede samt udvidede vinhuset og fik stor succes. Hans søn Jacques Perrin, som også grundlagde la Vieille Ferme, byggede videre på sin faders idéer og drev et innovativt og biodynamisk vinbrug. Senere overtog brødrene Jean-Pierre og François Perrin driften og de viderefører fortsat i dag ejendommen helt i deres fars og bedstefars ånd.

De får dog hjælp af deres børn – 5. generation – nemlig Marc, Pierre, Thomas, Cécile, Charles, César og Matthieu. Og de udvikler fortsat vinhuset, hvilket det nye joint venture med Miraval også vidner om.  Med Perrin & Fils – eller Famille Perrin som det nu kaldes – fokuserer familien også på områdets forskellige appellationer samt glemte, gamle parceller. Ønsket er dels, at levere en billigere vin i form af salgssuccessen La Vieille Ferme, dels at lave spændende vine, der afspejler den sydlige Rhônedals store potentiale og variationsbredde.

Således er det efterhånden blevet et pænt stort vinhus. Château de Beaucastel har samlet 130 hektar vinmarker, hvoraf 20-30 hektar dog ikke indgår ikke i produktionen, idet der hvert år nyplantes 2-3 hektar. De nyplantede marker medtages først i produktionen 10 år efter plantningen. Omkring 75% af jorden ligger i AOC Châteauneuf-du-Pape appellationen, mens de sidste ligger under AOC Côtes du Rhône.

Hvor mange hektar Famille Perrin derudover ejer, er faktisk lidt svært at se. I Gigondas er det samlet omkring 10 hektar, i Vinsobres omkring 60 hektar, i Cairanne omkring 14 hektar og ved Le Grand Prébois – hvor de i dag producerer vinene – har de yderligere 30 hektar Côtes du Rhône og 10 hektar Vin de Pays marker. Derudover opkøber familien også druer og forpagter ligeledes en række marker, hvor vinene sælges under eget navn eller La Vieille Ferme.

Derudover ejer Perrin familien også en restaurant i Gigondas, nemlig l’Oustalet. Den ligger lidt midt på torvet i byen og er købt i 2009 fra negociantfirmaet Gabriel Meffre. Der kan man helt sikkert nyde et glas Gigondas fra Perrin.

I Gigondas laver Perrin nemlig samlet 3 forskellige vine … denne Gigondas La Gille fra den lejede mark, vinen Domaine du Clos des Tourelles fra de 9 hektar, som blev købt af Roger Cuillerat og endelig vinen Sélections Parcellaires Gigondas L’Argnée Vieilles Vignes, som kommer fra en gammel mark, som knap er 1 hektar stor og har vinstokke, som er omkring 100 år gamle og har overlevet phylloxera katastrofen. Den laves der også kun 1.500 flasker af årligt.

Denne Gigondas La Gille er lavet på Grenache og Syrah. Markerne er her langt mere sandet end fx ved foregående vin fra Vinsobres. Druerne er afstilket, og vinifikationen sker både i egefade samt i rustfrie ståltanke. Derefter lagrer vinen i henholdsvis foudres samt barriques. Hvor lang tid fremgår ikke, men mener, at det er omkring 15 måneder.

Matthieu fortalte dog, at de generelt ikke bruger meget eg … specielt ikke frisk eg, idet de mener, at det ofte giver ketchup-vine, som han udtrykte det.

Men der er bestemt ikke ketchup i denne vin, som i næsen er langt mere mørk og dyb end foregående vin. Det er fortsat mejeri, kød … men nu også med granit, kul og langt mere tydelige krydderier. Det er mørk frugt, modne kirsebær, en smule blommer … fyldig, kraft og fed. I munden peber, stramme tanniner, strenghed, jern … slet ikke rund, men viser virkelig tænder. Kraftig vin med stor tørhed.

Forhandles af Sigurd Müller Vinhandel, pris 195 kr.

Rating 5/7 

2012 Famille Perrin, Vinsobres Les Cornuds, Rhône, Frankrig

2012 Famille Perrin, Vinsobres Les Cornuds, Rhône, FrankrigEfter vinene fra Miraval projektet skulle vi smage Perrin familiens egne vine, og vi startede med denne Vinsobres Les Cornuds, hvor druerne kommer en stor mark tæt ved byen Vinsobres, som ligger omkring 40 kilometer nord for Châteauneuf-du-Pape nær Vaison la Romaine.

Der ejer familien nemlig den 60 hektar stor vinmark Les Cornuds … opkaldt efter vejen med samme navn. Marken ligger i 300 meters højde omkring 1 kilometers penge svagt nordøst for Vinsobres og er tilplantet med både Syrah samt Grenache vinstokke.

Marken i Vinsobres er købt af flere omgange, bl.a. fra nu ophørte producenter som fx Domaine de la Biscarelle samt Domaine Gramenon. Matthieu Perring fortalte, at marken i Vinsobres hører til de koldeste og nordligste marker i Sydrhône, hvilket er perfekt for Syrah druerne.

Blandingen er 50/50 … altså halvdelen Syrah og halvdelen Grenache. Alle druerne afstilkes efter høst, hvorefter Syrah druerne vinificeres i store egetræsfade, hvorimod Grenache druerne vinificeres i store rustfrie ståltanke. Syrah mosten lagrer 1 år gamle egefade og efter den melolaktiske gæring blandes vinen og lagrer yderligere 6 måneder inden frigivelsen.

Vinificeringen finder sted i familiens vinificeringsanlæg længere mod syd, nemlig lidt udenfor Orange på vej mod Jonquières. Familien kalder stedet for Château du Grand Prébois. Der produceres hovedparten af familiens vine i dag, mens de bedste vine dog fortsat lagrer i de gamle kældre under Château de Beaucastel. Men det er en helt anden historie … og den skal jeg nok vende tilbage til, når vi kommer til Beaucastel vinene.

Og det er en rigtig charmerende vildbasse … med en fabelagtig næse. Det er lige mig, mens min sidemand Jørgen la Cour-Harbo fandt den en tand for voluminøs og lidt for meget. Duftmæssigt snakker vi mejeri, kærnemælk, stald, herlig rustik med hængt kød, frisk og mørk frugt, næsten lidt blommer, sorte oliven, lakrids, blomster og hvid peber. Sådan skal den skæres.

I munden finder jeg en god kompleksitet, frisk frugtsyre, krydderier … som dog aldrig bliver dominerende. Der er godt med frugt, og tanninerne er blide. Der er lidt peber og volumen i vinen. Den er måske lidt kantet i smagen, men det gør ikke så meget … for næsen opvejer det uden problemer. Til prisen en klart no-brainer.

Forhandles af Sigurd Müller Vinhandel, pris 115 kr. – det er sgu billigt.

Rating 5/7