Tag-arkiv: 5

Virkelig god. Så er vi godt over gennemsnittet. Det er supervine, som har skønhed, gode kvaliteter, få mangler og en dejlig oplevelse at drikke. Lidt udover det sædvanlige. Hos Parker er det vel omkring 90-93 point.

2016 Weinhaus Bettina Schumann, Grauer Burgunder Dit is der Clou von’t Janze, Baden, Tyskland

Weinhaus Bettina SchumannSom en dragqueen i dansesko … rosagylden og volumiøs forførende. Vi snakker om denne Grauer Burgunder Dit is der Clou von’t Janze, som kommer fra Weinhaus Bettina Schumann i Bahlingen i det smukke Kaiserstuhl i Baden.

Bettina Schumann er ikke vokset op i en vinfamilie, men kommer fra Berlin. Da hun var 12 år gammel smagte hun – på ferie med forældrene i Italien – en Vin Santo fra 1905 og blev begejstret over, at en så gammel vin kunne indeholde så megen friskhed … og det blev starten for den unge piges interesse for vin.

I stedet for neglelak eller teenageblade, så brugte Bettina sine lommepenge på vin eller litteratur om vin, så da hun senere skulle vælge uddannelse, så tog hun selvfølgelig – uden betænkning – til Geisenheim, hvor hun uddannede sig til ønolog. Så læste hun efterfølgende videre på universitetet i Udine, hvorefter hun i 2009 blev vinmager på Weingut Zimmerlin i Kaiserstuhl.

Men Bettina ville lave vine selv, så allerede i 2010 grundlagde hun sammen med Ralph M. Ropohl vinhuset Weingut Rabe i Freiburg, en lille garageproducent med burgundervine fra gamle stokke. Det projekt deltager Bettina fortsat i sideløbende med et job som vinkonsulent for andre vinproducenter.

I 2015 grundlagde Bettina så sit eget vinhus Weinhaus Bettina Schumann med base i Bahlingen am Kaiserstuhl. Hun ejer dog ingen vinmarker selv, men opkøber druerne fra en række udvalgte vinavlere og har nu en årlig produktion på 60.000 flasker.

Indtil videre har Bettina koncentreret produktionen på burgunder druerne, altså Grauer Burgunder, Weisser Burgunder samt Blauer Spätburgunder. Vinene producerer den unge vinmager i Endingen-Königschaffhausen i det tidligere St. Katharinen-Kellerei, som indstillede deres produktion og lukkede tilbage i 2012.

Og så har hun kombineret vinproduktionen med en anden af hendes passioner … sko og gerne røde sko. Etiketterne på alle hendes vine er nemlig forskellige sko med en sko til hver vin. Bettina siger selv, at de røde sko er hendes families våbenskjold. De røde sko er basisvinene og de brune sko er topserien.

Denne Grauer Burgunder Dit is der Clou von’t Janze er fra topserien med de brune sko hos Weinhaus Bettina Schumann. Navnet på vinene skulle være inspireret fra hendes opvækst i Berlin.

Bettina skriver om denne vin; Die Königin vom Kaiserstuhl is der Clou von´t Janze, så det er noget med, at dronningen af Kaiserstuhl er sit eget højdepunkt.  Von’t Janze betyder nemlig egen eller eget og kendes specielt fra den berlinske betegnelse Chef von’t Janze, som betyder noget i retning af sin egen chef. Det er i hvert fald mit bedste bud … og det står jeg ved.

Nå, men det er selvfølgelig 100% Grauer Burgunder, som er spontangæret i egetræsfade alene med druernes egne gærceller, 48 timers maceration og efter endt fermentering har vinen også været lagret på barriques, men hvor lang tid kan jeg ikke se.

I glasset er farven på vinen nærmest rosagylden … måske påvirket af den længere maceration. Næsen har en dyb og intens aroma, virkelig fadbåret med modne æbler, kvæde, ananas, honning og en lækker smørfedme samt søde krydderier. Det er en ganske omfavnende og venlig aroma.

Smagen er tilsvarende fyldig med et snert af citron og grape. Det er smørblomster, blomsterstøv samt en kalkholdig mineralitet. Vinen er blød, cremet, har lidt salt og godt med frugtsødme, pærer samt en blød syre. En kraftig og alligevel adræt danser … iført brune damesko i god kvalitet.

Købt i Tyskland, hvor en flaske koster 19,50€ … svarende til 145 kr.

Vinanmeldelse 5/7 thumbthumbthumbthumb

2013 Weingut Wageck Pfaffmann, Spätburgunder Fundament, Pfalz, Tyskland

2013 Weingut Wageck Pfaffmann, Spätburgunder Fundament, Pfalz, TysklandEt fundament er basalt, en bærende del, nødvendigt, en forudsætning og grundlaget i mange henseender … og hos Weingut Wageck Pfaffmann er fundamentet med denne Spätburgunder Fundament totalt skridsikkert, knivskarpt, krystalklart, signifikant, udtalt, udtrykkelig og åbenlys.

Wagecks Spätburgunder Fundament er fra den nye serie af vine, som de to unge brødre Frank og Thomas Pfaffmann står bag og som i dag virkelig definerer vinhuset. Fundament er deres basisserie, som laves ved siden af de øvrige vine, som ellers er opdelt i Gutsweine, Ortsweine,  Lagenweine og Réserve vine.

I Fundament serien findes der 5 vine, de to af-arter Hero og Heroine samt en rosé, en Riesling og så denne Spätburgunder Fundament, hvor druerne kommer fra husets marker i både Bissersheim og Großkarlbach, høstet med et udbytte på 59 hektoliter pr, hektar.

Druerne afstilkes, når de kommer fra marken til vineriet, hvorefter de sorteret igen og knuses. Så følger en 3 uger lang gæring med skallerne efterfulgt af en malolaktisk spontangæring.

Derefter lagres vinen 15 måneder på en kombination af barriques og store egefade … de såkaldte doppelstückfässern. Spätburgunder Fundament har omkring 0,7 gram restsukker pr. liter.

Woaw ,,, sikke en herlig næse, landlig med en lille sødme, masser af frugt, kirsebær, hindbær, nelliker, vanilje, kalk, lidt blomstersæbe og sammenlagt en meget fin og pirrende duft, Der er god friskhed i duften og det dufter sgu ærlig talt ret lækkert.

Smagsmæssigt er vinen dejlig rund, venlig og imødekommende. Selvom det er huset basisvin og dermed i den billigere ende, så er niveauet virkelig højt. Der er god lethed, blødhed, lidt peber, vanilje, fin og poleret syre, sødme, blomsterstøv og saftighed. Igen et WOAW for et solidt fundament for en vin … er endda lige på nippet til at give den en halv ekstra tommelfinger. Det er godt.

Forhandles af Plus-Vin, hvor sådan en flaske koster 95 kr. Det er en no-brainer … virkelig god vin til prisen.

Vinanmeldelse 5/7 thumbthumbthumbthumb

2016 Marie-Bernard Gillioz, Cornalin, Valais, Schweiz

2016 Marie-Bernard Gillioz, Cornalin, Valais, SchweizVores vinøse rundtur i Schweiz har sikkert været hullet som en schweizerost og måske primært koncentreret i Valais. Men det er nu også der, at vi slutter rundturen, nemlig med vinen Cornalin fra Marie-Bernard Gillioz, som holder til lidt nord for byen Grimisuat.

Marie-Bernard Gillioz – som I kan se på billedet ovenover – startede sit lille vinhus i 1992 og har samlet  4 hektar vinmarker fordelt på de to appellationer Sion og St-Léonard, som begge ligger på højre bred af Rhône floden. De 4 hektar er fordelt på flere parceller, hvilket i Sion er markerne Les Bayard, Le Mont, Molignon, Corbassières, Mont d’Orge, Les Balettes og Bramois.

I St. Léonard er det parceller på Au-Dessus du Lac Souterrai, Pintzette og Plan l’Oggier. Markerne er anlagt på terrasser og har godt med grå skifer i undergrunden.

På markerne dyrker Marie-Bernard druesorterne Chasselas, Pinot Noir, Gamay, Petite Arvine, Humagne Rouge, Cornalin, Marsanne, Syrah, Muscat, Diolinoir samt Galotta.

Marie-Bernard Gillioz er kendt for sin passion for botanik og økosystemet. Det præger også arbejdet i marken hos hendes elskede vinstokke, hvor hun sørger for stor biodiversitet. Alt dyrkes økologisk og hun bruger ikke gødning og efterlader græsset mellem vinstokkene, selvom det giver ekstra arbejde.

Denne Cornalin er lavet på druen Cornalin … som findes i to forskellige udgaver; Cornalin du Valais også kendt som Rouge du Pays samt Cornalin d’Aoste også kendt som Humagne Rouge. Men da der alene står Cornalin på etiketten, så er det svært at vide, hvilken af druerne, som vinen er lavet på. Studier har dog vist, at de to druer reelt er i familie med hinanden.

Da Marie-Bernard Gillioz skriver, at hun dyrker både Humagne Rouge og Cornalin, så man vi antage, at denne vin er lavet på sorten Cornalin du Valais, som dog oprindelig stammer fra sorten Cornalin d’Aoste.

Det er under alle omstændigheder en rød druesort, som oprindelig fik sit navn Cornalin d’Aoste efter Aosta dalen i Italien, hvorfra druen stammer. Der eksisterer den imidlertid ikke længere og findes faktisk i dag alene i Valais regionen i Schweiz, hvor der sammenlagt findes omkring 128 hektar marker med druen. Det er en rustik og ganske tanninrig drue.

Denne Cornalin er lavet med druer fra marken Les Balettes i Sion området. På marken er vinstokkene omkring 15 år gamle, men ellers har jeg ingen oplysninger om produktionen af vinen. I stedet springer vi da bare direkte til mine smagsnoter.

Næsen er blåbær, godt med kirsebær, æter og maling, mejeri med en mørk og kølig stil. Det er lidt rustikt og landligt … man tænker straks lidt grillvin, men alligevel er der langt mere i vinen.

Den smager godt ,,, god mørk og alligevel frisk frugt, meget ren og samtidig syrlig i frugten. Derudover er der en intens sødme, som spiller fint sammen med syren, friskheden og de mørke sider. Det er god vin og klart en vin, som kræver en smule fordybelse.

Ingen forhandler herhjemme og en flaske koster omkring 300 kr. i Schweiz.

Vinanmeldelse 5/7 thumbthumbthumbthumbthumb

2016 Domaine de Chèrouche, Les Noces de la Madeleine, Valais, Schweiz

2016 Domaine de Chèrouche, Les Noces de la Madeleine, Valais, SchweizSå er vi igen hos Andrea Grossmann og Marc Balzan på Domaine de Chèrouche med vinen Les Noces de la Madeleine, som betyder Madeleines  bryllup.

Det skyldes jo nok, at denne vin er lavet på 2 druer i skøn forening, nemlig Pinot Noir og Gamay. Jeg har dog en idé om, at det måske kan være Pinot Madeleine – altså den druesort vi i Tyskland kender som Frühburgunder – som er anvendt sammen med Gamay, så passer navnet på vinen Les Noces de la Madeleine jo også langt bedre.

Modsat den foregående vin fra Domaine de Chèrouche, så er vinen lavet med druer fra husets to små parceller ved Argnou, hvor vinstokkene er henholdsvis 30 og 50 år gamle.

Omkring 50% af druerne er nemlig fra Pinot Noir/Pinot Madeleine stokke fra 1973 og den anden halvdel er både Gamay og Pino fra stokke fra henholdsvis 1967 og 1984.

Druerne afstilkes manuelt og kommer i rustfrie gæringstanke, hvor de ligger med maceration og gæring i 5-6 uger. Mange af druerne er hele, hvilket er med til at give en blødere garvesyre.

Derefter presses mosten og fermenteringen. Jeg kan ikke se noget om lagringen af vinen, men det sker vist alene på ståltanke inden vinen tappes på flaske med så lidt svovl som overhovedet muligt.

Duftmæssigt er det også lidt et ægteskab … blot mellem klare Beaujolais referencer og klare bio landlighed aromaer. Der er god lethed i frugten, hindbær, lyse kirsebær, krudt, peber, en smule eukalyptus, stringent og elegant … samtidig ganske grøn og meget vedkommende.

I munden er der en stram syre, men frisk og lys frugt til at afbalancere syren. Det smager virkelig, virkelig grønt, men også virkelig lækkert. Den meget grønne side letter en smule med luft i glasset og leverer en fin, stram og frisk Pino vin med en landlig, karakterfyldt slagside. Nyder det sgu. Herligt.

Ingen importør herhjemme, men Bjarne fra Vinimperiet vurderede, at en udsalgspris ville ligge omkring 190 kr.

Vinanmeldelse 5/7 

2016 Domaine de Chèrouche, Païen Ultime, Valais, Schweiz

2016 Domaine de Cherouche, Païen Ultime, Valais, SchweizMed næste vin bliver vi i området Valais i Schweiz, idet vi i den lille by Argnou – længere mod øst i forhold til Pittet – og lige udenfor byen, finder Domaine de Chèrouche, som står bag denne Païen Ultime.

Domaine de Chèrouche drives af parret Andrea Grossmann og Marc Balzan, som købte vingården i Argnou tilbage i 2010. De havde siden 2007 haft en fælles drøm om egen vingård og da Marc havde arbejdet nogle år for Domaine Mythopia i netop Valais området, så endte de altså med at købe vingård i samme område.

Det er en lille vingård med knap 2 hektar vinmarker, to marker ved Argnou på henholdsvis 0,22 hektar og 0,12 hektar, men derudover omkring 1,65 hektar i Buitonnaz ved Fully. Derudover har de nu også lejet lidt yderligere vinmarker omkring Fully, men samlet er der tale om en ganske lille produktion.

Mange af markerne er genplantet og det er primært sket med Chardonnay, Sauvignon Blanc, Petite Arvine, Pinot Gris, Païen, Pinot Noir, Merlot, Cornalin og Syrah. Derudover har parret også Chasselas, Amigne, Heida og Gamay.

Markerne passes både økologisk og biodynamisk, hvor der alene harves mellem rækkerne i slutningen af året, således græsset mellem vinstokkene blot holdes ned med græsslåmaskine. Der tages selvfølgelig i bedste biodynamiske tilgang hensyn til månens faser i markarbejdes og der benyttes mindst mulig indgriben.

Der sprøjtes også alene med en hjemmelavet blanding af svovl og kobberdioxid blandet med te-bouillon samt ekstrakt fra malurt, brændenælder, halm og baldrian … selvfølgelig kun, når månen og stjernerne står helt rigtigt.

Fra det lille vinhus skal vi først smage denne Païen Ultime, som er lavet på 100% Païen … den drue vi bedst kender som Savagnin eller Savagnin Blanc og jo mest er kendt fra Jura i Frankrig.

Druerne presses i hele klaser i en manuel vinpresse med en maceration i en halv snes timer, hvorefter mosten overføres til rustfrie ståltanke, hvor den alkoholiske gæring sker med druernes naturlige gær.

Gæringen sker ved 25 grader og nogle gange skal mosten lige varmes op. Den tager samlet 10-15 dage …  lige indtil der ikke kommer fra bobler på overfladen og vinen er gæret helt ud. Derefter lagrer vinen en periode med malolaktisk gæring og klaring et par gange undervejs inden den i foråret tappes på flaske uden tilsætning af svovl.

Næsen er klart bio bio og samtidig meget delikat, forsigtig og feminin. Det er en fjerlet duft, silke og fluffyness … stikkelsbær, umodne grønne pærer og faktisk ganske umoden i frugten med lidt skolekridt og læsket kalk.

Smagen er blød … men alligevel med en pæn friskhed, en god, venlig om end grøn syre samt lidt mejeri, ungdommelig spændstighed og virkelig most’et i udtrykket. Det er en lille stjernegod hvidvin.

Ingen importør herhjemme, men Bjarne fra Vinimperiet vurderede, at en udsalgspris ville ligge omkring 290 kr.

Vinanmeldelse 5/7 

2015 Weingut zur Römerkelter, Honigberg Natural Steinzeug Riesling Selection, Mosel, Tyskland

2015 Weingut zur Römerkelter, Honigberg Natural Steinzeug Riesling Selection, Mosel, TysklandDenne Honigberg Natural Steinzeug Riesling Selection fra Weingut zur Römerkelter laves i to versioner … en med tilsat svovl og en uden. Vi skal selvfølgelig smage versionen uden tilsat svovl.

Weingut zur Römerkelter ligger ved byen Maring-Noviand omkring 3-4 kilometer vest for Bernkastel-Kues i Mosel. Vinhuset drives af familien Dienhart, som har været vinbønder der i 10 generationer. I dag er det Timo Dienhart, som driver vingården. Han overtog driften fra sin far Hans Dienhart tilbage i 2005 og får stadig lidt hjælp fra faderen.

Familien har samlet 10 hektar vinmarker, fordelt på markerne Honigberg, Klosterberg, Sonnenuhr og Römerpfad. Der dyrker de primært Riesling … omkring 70% af markerne, men derudover lidt Spätburgunder, Rivaner og forskellige andre sorter.

Weingut zur Römerkelter drives helt økologisk, og det var faktisk far Hans, som allerede tilbage i 1977 besluttede at stoppe med anvendelse af pesticider, herbicider samt andre sprøjtemidler.

Siden 1995 har vingården været certificeret økologisk og er medlem af Ecovin, Timo er generelt meget interesseret i økologi og biodynamisk vinproduktion, så der sås forskellige planter mellem vinstokkene i markerne. Det er Timo selv, der i løbet af hver vinter laver frøblandinger med vilde urter til markerne.

Udover egne marker, så opkøber Weingut zur Römerkelter også druer fra omkring 90 hektar marker tilhørende andre vinavlere i området, som dyrker markerne efter Timos anvisninger. Det betyder, at den samlede produktion ligger på 85.000 flasker årligt.

Denne Honigberg Natural Steinzeug Riesling Selection er Timos mest naturlige vin, hvor druerne selvfølgelig kommer fra marken Honigberg, som har sit navn fra de mange bier, som findes der. Timo har i øvrigt en særlig forkærlighed for bier og gør en masse for at beskytte.

De fleste af Timos hvidvine på Weingut zur Römerkelter er lavet på rustfrie ståltanke eller i egefade, men det gælder ikke denne Honigberg Natural Steinzeug Riesling Selection, der jo som navnet Steinzeug fortæller, at vinen er lavet og lagret i store stentøjskrukker. På den måde er tyskerne jo altid herlig præcise i deres beskrivelser.

Vinen er lavet med 25% hele klaser, spontangæring og gæret helt ud. Den har selvfølgelig også lagret sur lie … altså med bærmen. Denne er samtidig slet ikke tilsat svovl.

I glasset er vinen en kende mørkere og mere dyb gul, end vi normalt finder vine på Riesling og op kommer der en dyb, varm samt intens aroma. Der er modne pærer, gule æbler, kvæde, yoghurt og syrnet mælk og selvom vinen bestemt har Mosel karakter, så har den også noget andet. Der er muskler og sukker i duften samt en vis fedme, næsten som en sent høstet vin eller en Auslese. Der er salt, lidt mineraler og samlet er duften virkelig pirrende.

Smagen er derimod langt mere ren, klar og frisk. Her er det usvigeligt klassisk Mosel … langt mere end duften. Her er der fin syre, mineraler, citrus og samtidig en god dybde i smagen. Lækker Riesling.

Forhandles af Vinimperiet, hvor en flaske koster 220 kr.

Vinanmeldelse 5/7 

2017 Cantina Indigeno, Rosso, Abruzzo, Italien

2017 Cantina Indigeno, Rosso, Abruzzo, ItalienRød repræsenterer alt, der er intenst, lidenskabeligt og tilfører positive energier med spænding, energi, passion, lyst, begær, styrke, sundhed, held, kraft, varme, kærlighed og intensitet … og det passer sgu meget godt med denne røde Rosso naturvin fra Cantina Indigenio.

Vinen var sidste vin af de 6 vine, som jeg smagte fra Cantina Indigeno og den blev også et fint punktum med landlig charme og læskende, lækker saftighed. Den er lavet på 90% Montepulciano og 10% Trebbiano, men ellers ligner vinificeringen dog de øvrige vine fra huset.

Det er selvfølgelig spontangæring i åbne trækar uden temperaturkontrol, men macerationen er dog lidt længere, nemlig 18 dage. Efter endt fermentering lagrer vinen sur lie – med bærmen – 8 måneder i glasfibertanke inden ufiltreret flaskning med en anelse svovl og kort lagring på flaske inden frigivelse.

Den er rødhåret med sødlig, landlig bionæse. Det dufter saftigt, funky og en smule mælket med lidt grøn ensilage og en vognfuld kirsebær.

I munden er vinen næsten let perlende og står på tæer for at ligne en rødvin, men har en totalt landlig, let, læskende og saftig side, så den giver fuckfinger til ordinære rødvine. Den er dog samtidig omgængelig, har en smule lakrids i smagen, men kort forholdsvis kort. Bum og ingen dikkedarer.

Er du nysgerrig på vinene fra Cantina Indigeno, så kan jeg anbefale et køb af en kasse med disse 6 forskellige vine. Så får du virkelig chancen for at udforske naturvin fra en spændende producent.

Forhandles af Extra Brut Vinimport, hvor en flaske koster 120 kr.

Vinanmeldelse 5/7  

2017 Cantina Indigeno, Rosato, Abruzzo, Italien

2017 Cantina Indigeno, Rosato, Abruzzo, ItalienNæste naturvin fra Cantina Indigeno blev også en rosévin … deres ualmindelige almindelige Rosato, som er langt mørkere i både farve og smag end MP3’eren … næsten på vej til at være en lys rødvin.

Vinen er som søstervinen lavet på 100% Montepulciano, men her på den oprindelige drue.

Indigeno Rosato er lavet i åbne egekar uden temperaturkontrol, en kort maceration natten over, efterfølgende presning og så følger en spontangæring udelukkende på druernes naturlige gær. Derefter lagrer vinen sur lie – med bærmen – 8 måneder i glasfibertanke inden ufiltreret flaskning med en anelse svovl og kort lagring på flaske inden frigivelse.

Duftmæssigt er der langt mere krudt og bio bio i næsen end hos MP3’eren. Det stinker af biodynamisk naturvin på den fedeste måde og er også langt mere givende i dens aromaer, som både er kirsebær, jordbær, tranebær og nærmest lidt tæt i udtrykket.

I munden er vinen frisk, landlig og har godt med syre. De lyse bær – hindbær og ribs – nærmest strutter af ungdom. Alfredo og gutterne har proppet godt med bitterhed og grape i vinen, som byder på virkelig stor drikkeglæde. En af mine favoritter fra Cantina Indigeno, selvom jeg jo slet ikke er rosémand.

Forhandles af Extra Brut Vinimport, hvor en flaske koster 135 kr.

Vinanmeldelse 5/7  

2016 Weingut Herrenhof Lamprecht, Sand & Kalk Weißburgunder, Steiermark, Østrig

2016 Weingut Herrenhof Lamprecht, Sand & Kalk Weißburgunder, Steiermark, ØstrigGottfried Lamprecht  fra Weingut Herrenhof Lamprecht kalder sig selv en artisan vinmager … og da artisan vel bedst kan oversættes til håndværker, så det giver jo god mening. Han laver vine med karakter – und mit keine kompromisse – og det gælder også denne Sand & Kalk Weißburgunder.

Weingut Herrenhof Lamprecht holder til i den lille by Markt Hartmannsdorf i vinområdet Steiermark og den sydøstligste del af Østrig omkring 20 kilometer øst for Graz. Vinhuset holder til i en gammel ejendom … ein Gutshof, der tidligere har tilhørt Augustinkorherreklosteret i Vorau.

En korherre – eller en kannik – er en betegnelse, som oprindelig blev brugt om alle gejstlige beskæftiget i en bispedømme, en religiøs orden eller i et kloster, så det er derfra, at vingården har sit navn Herrenhof … korherrenes gård.

Det var dog først i 1913, at familien Lamprecht købte ejendommen, men det var dog ikke fra Augustiner Ordenen, for ejendommen havde forinden gennem mange år haft skiftende ejere, så det betød også, at vinavlen på gården ved overtagelse var gået helt i stå uden mange vinstokke på den tilhørende jord.

Det var faktisk først i 2006, at der igen blev plantet vinstokke på gårdens kalkholdige marker. Det var nemlig, da den unge Gottfried Lamprecht overtog den fædrene gård og startede hans projekt Weingut Herrenhof Lamprecht.

Vingården er placeret på vinmarken Buchertberg, som er husets eneste mark. Der plantede Gottfried masser af Weißburgunder som den primært sort, men også druesorter som Furmint, der tidligere i Steiermark var kendt som Mosler, samt lidt Blaufränkisch og Pinot Noir.

Derudover tilplantede han også en del af marken med et mix af forskellige druesorter, en del gamle, glemte og sjældne lokale druer, et field blend på helt op til 60 forskellige sorter, som Gofffried kalder Buchertberg Weiss – ein Gemischter Satz – og skal udviske alle spor/kendetegn fra den enkelte drue og helt enkelt blot udtrykke det lokale terroir.

Samlet har Gottfried faktisk nu over 100 forskellige druesorter på hans mark, og det tæller også ukendte druer som Blaue Heunisch og Weiße Orléans. Gottfried ejer samlet 14 hektar på Buchertberg, hvoraf 9 hektar er vinmarker, men målet er at få hele jorden tilplantet med vinstokke.

Og Gottfried Lamprecht tilgang til vinproduktionen er også en smule anderledes end de fleste. Anders als die anderen. Han er selvfølgelig totalt økologisk og nogle marker er da også certificerede, men generelt benyttes ingen kunstgødning, herbicider eller syntetiske andre plantebeskyttelsesmidler.

Han har dog ikke brug for begreber som biodynamisk eller andre religiøse bio-synspunkter, men vil kunne arbejde og handle frit. Han har lavet sit eget manifest … die Herrenhof Charta, som er hans selvpålagte forpligtelse af et kvalitetskoncept, hans blåstempling af vinene og eget ideal. Han kalder det også for Freestyle Wine Growing. Det omfatter 10 punkter, nemlig:

  • Druerne må udelukkende kommer fra Buchertberg marken
  • Vinmarkerne dyrkes økologisk eller efter økologiske principper.
  • Der høstes med et maksimalt udbytte på 45 hektoliter pr. hektar, idet mindre udbytte giver bedre vine.
  • Man skal kunne smage terroir og årgang i vinene … det skylder man naturen.
  • Gæring sker spontant med druernes naturlige gær, og der sker alene tilsætning af gærsalte, hvis gæringen halter. Og aftapning sker tidligere i april det følgende år.
  • Der tilsættes ingen smags- eller tilsætningsstoffer, og den vendes alene svovl/sulfitter i meget små mængder.
  • Vinene laves efter game, traditionelle metoder, hvilket omfatter lang skindkontakt under gæring og ingen filtrering af vinene.
  • Respekt og bevarelse af jordens frugtbarhed og faunaen i markerne har topprioritet og Gottfried frasiger sig enhver moderne tilgang til pasning af markerne.
  • Femme af fremme af mangfoldigheden af dyr og planter i vinmarkerne
  • Ingen brug af gensplejsning, men det giver vel næsten sig selv.

Samtidig benytter Lamprecht slet ikke ståltanke i produktionen, men alene egefade, som er lavet med træ fra skovene omkring vingården samt en række ældre og større fade. De fleste fade er enten på 300 eller 600 liter.

Produktionen holdes som enkel som muligt og nærmest overladt til sig selv. Det omfatter bl.a. spontangæring på druerne naturlige gør efter presning i egetønderne … både den alkoholiske og den malolaktiske gæring. Derudover hviler vinen også med sur lie – med bærmen – på egefade i typisk omkring 9-18 måneder inden aftapningen sker ufiltreret og næsten uden svovl.

Weingut Herrenhof Lamprecht laver kun 7 forskellige vine, og denne Sand & Kalk Weißburgunder er vel nærmest deres basis- eller indgangsvin … så på den måde er jeg – helt tilfældigt – startet helt perfekt på at smage vinene fra Lamprecht.

Gottfried mener i øvrigt også, at 7 er et passende antal, da 7 er det perfekte nummer i den centraleuropæiske mytologi. Det er dog en sandhed med modifikationer, idet han også i både 2015 og 2017 har lavet en 8. vin … Schrammelberg, som er et lille sideprojekt, hvor druerne kommer fra en af de  ældste vinmarker i Steiermark. Der er vinstokkene næsten 90 år og der laves da også kun et enkelt 300 liters fad af den vin.

Denne Sand & Kalk Weißburgunder basisvin er lavet på 85 % Weißburgunder samt 15 % Grauburgunder og Chardonnay. Druerne kommer selvfølgelig fra vinmarken Buchertberg, en lille sidedal af Rittscheintales. Vinen er lavet som beskrevet ovenfor, men hvor lang tid, som vinen har lagret, ja det fremgår ikke. Der er alene 0,2 gram restsukker i vinen-

Duftmæssigt er vinen aromatisk og nærmest parfumeret, moden og sødkrydret. Der er fersken og melon, havvand, ganske landlig med nogle nærmest moskusagtige aromaer. Derudover virker vinen lidt olieret med masser af kalk og kridt, lidt modellervoks, blodribs og karamel. Det er sgu vin med karakter.

I munden er det blød, olieret og fed … dog med en fin mineralsk, kalket syre med en let bitterhed, som holder fedmen indenfor livremmen. Det bliver casual og tilbagelænet på en fed måde med mineralsk bid, elegant surhed svagt aftryk af træ i panden.

Forhandles af Extra Brut Vinimport, hvor en flaske koster 110 kr.

Vinanmeldelse 5/7 

2012 Ruffino, Tenuta Greppone Mazzi Brunello di Montalcino, Toscana, Italien

2012 Ruffino, Tenuta Greppone Mazzi Brunello di Montalcino, Toscana, ItalienDen næste vin fra Ruffino blev denne Tenuta Greppone Mazzi Brunello di Montalcino, hvor druerne selvfølgelig kommer fra husets Greppone Mazzi ejendom.

Tenuta Greppone Mazzi er en ejendom fra 1700-tallet, som med sine tilhørende marker ligger en smule øst for den gamle middelalder by Montalcino. Ejendommen har sit navn Greppone efter det italienske ord greppi, som betyder barske skråninger, hvilket også er ganske passende. Samlet har ejendommen 121 hektar jord, hvoraf 25 hektar er vinmarker på stejle skråninger.

Ejendommen ligger ovenpå en antik cisterne … altså en slags vandforsyning fra romertiden og er prydet med en jernstjerne, som et symbol på de himmelske ambitioner, som altid har præget vinproduktionen på ejendommen. Det er det symbol, som I også kan se på etiketten på denne vin.

Denne Tenuta Greppone Mazzi Brunello di Montalcino er den eneste vin, som vinhuset laver på Tenuta Greppone Mazzi. Det er selvfølgelig 100% Sangiovese, som er vinificeret helt traditionelt og efter malolaktisk gæring, så er vinen lagret 36 måneder på store egefade, hvilket er 12 måneder længere end reglerne kræver. Efter flaskning er vinen lagret yderligere 8 måneder inden frigivelse.

I glasset virker det klart som en moden vin med brun/orange nuancer og duften er ligeledes moden med tobak, champignon, lyse blommer, modne kirsebær, brunet smør, kakao og nogen lethed. Det dufter klart af Brunello med lidt sød tobak og chokolade.

I munden er det en blød og cremet vin … virkelig i balance nu med en blid syre, søde, bløde tanniner og moden frugt. Det er blommer, mirabeller og smager sgu godt.

Forhandles af Føtex/Bilka, hvor sådan en fætter kan fås til 239,25 kr.  mod en normalpris på 319 kr.

Vinanmeldelse 5/7