Vine på druen Bobal kan være ret interessante, som nu fx denne Finca Terrerazo Vino de Pago fra den dygtige Antonio Sarrión på hans primære vinhus Bodegas Mustiguillo.
Det er en vin, som jeg har smagt en gang før … blot i årgang 2018 og dengang skrev jeg også lidt om vinhuset og vinmageren, så det skal jeg ikke gøre denne gang. Men det er faktisk en vin, som har været kåret som Spaniens bedste rødvin i Decanter vinmagasinet.
Vinen var den første vin under appellationen El Terrerazo DOP. Den er fremstillet på 100% Bobal, som håndhøstes fra op til 75 år gamle, økologisk dyrkede og fritstående buskvine i El Terrerazo på kuperede og kalkholdige marker i 800 meters højde.
Hver enkelt lille parcel høstes og vinificeres separat. De afstilkede druer dobbeltsorteres inden vinen spontangærer med de naturligt forekommende gærstammer. Vinen gærer på åbne trækar i 8-10 dage, mens manuelle punch downs sørger for skånsomt udtræk af farve, frugt og tanniner fra drueskindet. Derefter er der sket en malolaktisk gæring i 5-8 uger.
Så lader Toni drueskallerne udbløde i yderligere 10-12 dage for ekstra struktur og smagsdybde. 30% af vinen modner 14 måneder på 225 og 500 liter franske egetræsfade, mens de resterende 70% ligger på smagsneutrale og frugtbevarende egefade på 3.500 til 5.000 liter.
WAUW for en duft … mørk og fyldig, animalsk og landlig, men alligevel på en ren, kølig, mælket og frisk frugt. Der er både lidt mørke bær som brombær, sorte kirsebær og måske endda en smule enebær tilsat tør, engelsk lakrids, estragon, kakaopulver … og virker faktisk lidt slankere samt køligere i udtrykket end 2018’eren.
Det gælder også smagsmæssigt, hvor der fra første fløjt kommer masser af vilde og mundudtørrende tanniner, godt med peber samt en frisk og stram syre. Samtidig er det også en fyldig, kraftig, spicy og endda stærk vin, som næsten kan blæse alle små lam omkuld. Det er både bulder og elegance på én gang … nogle vil blive skræmte, mens andre bare vil elske den tørre lussing og jeg tilhører sidste slags.
Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 339,95 kr., mens prisen er 279,95 kr. ved køb af 6 flasker.