Tag-arkiv: 6

Fremragende. Det er skønne og fremragende vine med ekstraordinær kompleksitet og karakter. Kort sagt fantastiske, imponerende vine, og i Parker universet vel et sted mellem 94-97 point.

2009 Weingut Alzinger, Dürnsteiner Riesling Federspiel, Wachau, Østrig

#rieslingrocks kan man roligt sige om næste vin … nemlig en 2009’er Dürnsteiner Riesling Federspiel, som kommer fra Weingut Alzinger, som holder til ved bredden af Donau floden ved svinget Oberloiben syd for Dürnstein i vinområdet Wachau i Østrig.

Vinhuset er reelt grundlagt af Leo Alzinger Senior, der i midten af 1970’erne overtog vingården fra sine forældre. De første mange år solgt Leo blot druerne til Weingut Dinstlgut Loiben i området … præcis som hans forældre havde gjort gennem en menneskealder.

Men i 1983 besluttede Leo at producere og sælge egne vine. Han havde en klar overbevisning om, hvordan vinene skulle laves og ville lave stilfulde, præcise, klare, ligefremme og livlige vine. Og den opskrift har han fulgt lige siden.

I dag fået Leo dog hjælp fra sønnen Leo Alzinger Junior, som er uddannet vinmager fra skolen i Klosterneuburg og bl.a. har stået i lære hos den legendariske kældermester Hans Günter Schwarz hos Weingut Müller-Catoir.

Far og søn har samlet omkring 10 hektar vinmarker, hvor de dyrker Grüner Veltliner samt Riesling … kein mehr! Og det giver basis for en lang række vine, hvoraf denne Dürnsteiner Riesling Federspiel er husets entrylevel vin på Riesling.

Men lidt af en vin, som overraskede mig ganske meget, for den byder i næsen på masser af petroleum … dufter faktisk rigtigt godt med god intensitet, finesse og driller elegant næsehårene. Der er både grape, abrikos, grønne æbler, citrus, en våd vaskeklud, timian, grønne urter samt en lommefuld sten.

Smagen er meget ren, stringent, præcis … nærmest med en syrerig jernnæve, men også en smule fylde og varme. Den er næsten omklamrende lækker og det er virkelig god Riesling.

Købt hos Wineboutique.dk, hvor en flaske koster 149 kr.

Rating 6/7  

2008 Romanelli, Montefalco Sagrantino, Umbrien, Italien

Vertikalsmagningen af Romanellis Montefalco Sagrantino DOCG omfattede 5 årgange mellem 2008 og 2012 og vi startede med den ældste først. Alderdommen først selvfølgelig.

Det er selvfølgelig ren Sagrantino, som er høstet fra familiens marker omkring vingården ved San Clemente med et udbytte omkring 50 hektoliter pr. hektar og lavet med lang tids skindkontakt, hele 45-60 dages maceration, hvilket efterfølges af lagres på egefade … fra 225 liters barriques til 2.500 liters fade … i 18 måneder efterfulgt af lang tids lagring på flaske.  Samlet skal en Montefalco Sagrantino DOCG lagre 37 måneder.

Da Romanelli er et lille familie vinbrug, så laves der heller ikke så mange flasker af denne vin, alene 7.000 flasker årligt.

Det er selvfølgelig også en vin, som kan ligge i den kælder i årevis … giv den gerne godt med tid. 15-20 år kan den sagtens holde og alder klæder virkelig Sagrantino.

2008 årgangen er af Consorzio Tutela Vini Montefalco ratet med 5 stjerner, altså bedste årgang i seneste 10 år sammen med 2011.

Jeg har dog – efter at ha’ smagt mange Sagrantino’er – ikke en fornemmelse af, at årgangen betyder så meget i forhold til den stil, som de forskellige vinhuse producerer vinen efter … og den er til gengæld meget forskellig.

Næsen er landlig, rustik og støvet stald … godt med power på drengen med solbær, blommer, italiensk syre, dyb fugtig kælder og en virkelig god inderlighed. Her begynder Sagrantino at give mening … det flotte møde mellem stor, tæt power samt nærmest ståltrådsagtig syre.

I munden overraskes du af blød, moden og lækker frugt. Alderen fornemmes svagt og tanninerne, der fortsat har hestekræfter og bundtræk, begynder at bøje for dig og blive godt integreret i vinen, således tingene går op i en højere enhed. Flot Sagrantino … sådan er det bare.

Forhandles herhjemme af Jysk Vin, som pt. har årgang 2011 til salg til 269 kr., mens prisen er 239 kr. ved køb af 6 flasker.

Rating 6/7 

2012 Foradori, Sgarzon Teroldego, Alto Adige, Italien

Fra den sydlige ende af Italien til den nordlige ende af landet og nu igen med en kvindelig vinmager. Vi har nemlig fat i vinen Sgarzon Teroldego fra vinhuset Foradori aka Elisabetta Foradori, der – som navnet også indikerer – drives af Elisabetta Foradori … en af de markante, kvindelige vinmagere i Italien.

Azienda Agricola Foradori ligger  ved byen Mezzolombardo, omkring 20 kilometer nord for Gardasøen … sådan set lige mellem Gardasøen og Brenner-passet på kantet af Alperne i Trentino-Alto Adige området.

Vingården er grundlagt af i 1901 og blev i 1929 købt af Vittorio Foradori. Hans søn Roberto overtog driften i 1960, men efter hans død i 1976 måtte hustruen Gabriella Casna Foradori overtage produktionen.

Siden 1984 har det imidlertid været datteren Elisabetta, som har drevet foretagendet. Hun var endda kun 17 år, da hun reelt overtog produktionen.

Foradori driver i alt 26 hektar vinmarker, alle med lokale druesorter …. primært Teroldego, som fylder 80% af produktionen, men de øvrige sorter er 15% Manzoni Bianco og 5% Nosiola. Vingården har været certificeret biodynamisk siden 2009 og producerer samlet omkring 160.000 flasker årligt.

Elisabetta er ønolog og har indført mange nye, gode skikke siden hun overtog kommandoen for godt 20 år siden. Hun startede med at plante nye stokke og anskaffe nye fade.

En anden markant ændring ligger i fremstillingsprocessen, hvor man ikke presser al mosten ud af druerne, men kun omkring 75%, hvilket sikrer en høj koncentration og et mættet udtryk.

Elisabetta hører til blandt eliten af vinmagere og er den absolutte foregangskvinde i Trentino-distriktet nær Alto Adige, ligesom hun er en af de vigtigste skikkelser blandt de kvindelige italienske vinmagere og kaldes bl.a. også dronningen af Teroldego.

Denne Sgarzon Teroldego er en enkeltmarksvin produceret  på netop 100% Teroldego fra Sgarzon marken i Rotaliano zonen … en mark, som hører til blandt Elisabettas køligste marker. Og det er også netop i Rotaliano områder, at druen Teroldego primært findes, så det er meget en lokal drue, som man ikke finder andre steder.

Der er mange forklaringer på, hvor druen Teroldego har sit navn fra. Nogle mener, at det er tysk dialekt af Gold aus Tirol, mens andre siger, at navnet kommer fra Tirelle, som refererer til de snore/wirer, som druestokkene bindes op med.

Den mest plausible forklaring er måske nok, at druen stammer fra en by med navnet Teroldege eller Teroldeghe, som er nævnt i dokumenter tilbage fra det 15. århundrede.

Man har for nyligt opdaget, at Teroldego er i familie med sorten Dureza, som stammer fra Frankrig og var en de druer, som Syrah oprindelig er skabt fra. Nogle sammenligner dog også vine på Teroldego med vine på Zinfandel …. det er jeg dog ikke enig i.

Teroldego havde egentlig for mange år siden et anerkendt ry, men udviklingen gik imod kvantitet frem for kvalitet og de højstydende kloner blev hele tiden selektioneret. Og fremstilling af kvalitetsvine på druen var helt gået i glemmebogen.

Det besluttede Elisabetta at ændre. Da hun ville genskabe kvaliteten var det ikke nok at nedsætte udbyttet. Kvaliteterne var gået tabt og det var nødvendigt at finde og udskille de få stokke med de gamle, små druer og lavt udbytte.

Derudover presser hun – som tidligere nævnt – også kun omkring 75% af mosten ud af druerne. Og så anvender Elisabetta også både barriques, amphora krukker, cementtanke i produktionen af vinene.

Druerne til denne vin kommer altså fra marken Sgarzon og den vinificerer Elisabetta i cementtanske uden tilsætning af gær. Vinen lagrer derefter 8 måneder med skindet på store amphora krukker fra Villarobledo i Spanien.

Alt  foregår helt naturligt uden at tilsætte noget eller trække noget ud og der er også brugt minimal svovling ved flaskning.

Og det er også på mange måder en powerfuld vin, som i næsen byder på sorte kirsebær, tranebær, violer, blæk, røg, yoghurt, flintesten og en klar italiensk syre.

Smagsmæssigt er der også godt med syre, men på en fed og tyk balsamisk måde, godt med kraft, en mørk og powerfuld frugt, godt med tanniner og lidt peber. Måske det familiemæssige bånd med Syrah kan smages? Meget flot afbalanceret vin.

Købt hos Bichel Vin, hvor en flaske koster 295 kr.

Vinanmeldelse 6/7 

2013 Fattorie Romeo del Castello, Vigo, Sicilien, Italien

Fattorie Romeo del Castello drives af den smukke Chaira Vigo og hun står bag næste vin … opkaldt efter hende selv og med druer dyrket på marker på den nordlige side af en anden ilter kvinde, vulkanen Etna på Sicilien.

Vinhuset ligger ved Randazzo i Catania provinsen i det nordøstlige hjørne af Sicilien og lige for foden af Etna. Huset har igennem 3 generationer været drevet af Vigo familien og drives – som nævnt – i dag af Chiara Vigo sammen med hendes moder Rosanna.

Det var reelt ikke meningen, at Chiara skulle være vinproducent, for hun startede med at studere kommunikation i Bologna, men et studieophold i Paris åbnede hendes øjne for, at vin kunne være helt fantastisk.

Da hun efterfølgende mødte vinkonsulenten Salvo Foti, blev hun for alvor klar over, at hun på vinejendommen på Sicilien havde potentiale til at lave vine i særklasse.

Salvo Foti er nemlig drivkraften bag den nylige succes, som vinene fra markerne omkring Etna har opnået. Han laver selv nogle af de mest ekstreme vine omkring vulkanen og han er også konsulent for alle ambitiøse producenter i området. Metoderne er back to basics; økologisk dyrkning af traditionelle sorter.

Og Chiara har samlet hele 30 hektar vinmarker på Etnas skråninger i omkring 700 meters højde, men dyrkning hos den iltre Etna er ikke uden udfordringer. I 1981 blev ejendommen næsten destrueret, da en kæmpe lavastrøm fra det største udbrud i nyere tid løb ned gennem markerne.

Heldigvis undslap omkring 14 hektar af familiens 100 år gamle stokke med Nerello Mascalese og Nerello Capuccio samt et tusind år gammelt oliventræ. Helt mirakuløst er nogle af de vinstokke, der blev begravet i lavastrømmen, også begyndt at skyde igen og producerer nu atter druer.

Der dyrkes helt traditionelt – økologisk og med mest muligt arbejde i hånden. Vinifikationen er også helt traditionel – intet tilsat og intet taget ud. Der gæres naturligt, vinene lagres på brugte fade og flaskes uden filtrering.

Huset har da også fået helt fantastisk presse på det sidste med fantastisk omtale hos både Jancis Robinson, The Wine Advocate, The Wine Enthusiast og New York Times. Denne vin har fx også fået 94 point af Wine Advocate og 93 af Wine Ethusiast.

Denne Vigo er husets topvion, lavet på 90% Nerello Mascalese og 10% Nerello Cappucino fra 70-100 år gamle stokke på nordsiden af Etna. Dyrket uden brug af kemikalier, men først økologisk certificeret fra 2015. Gæret naturligt på ståltank og efterfølgende lagret et år på brugte fade af fransk eg. Flasket uden filtrering og med minimal svovling.

Duftmæssigt en meget let vin med en luftig syre, kridt, tavlekridt, sten, kul, jordbær, aske, sød tobak og en smule læder. Lidt varm og alligevel ganske let i næsen.

I munden er det let, stringent og syrligt … lidt som en Barolo, blot en tak varmere og måske endda også mere tilgængelig. Rund og næsten lidt limonadeagtig med jordbær, hindbær, kirsebær samt en masse mineraler af forskellig slags. Det smager altså bare godt.

Købt hos Bichel Vin, hvor en flaske koster 250 kr.

Rating 6/7    

2013 Weingut Rosi Schuster, Reserve, Burgenland, Østrig

Weingut Rosi Schuster ligger ved byen St. Margarethen … lige ved Neusiedler søen i Burgenland, 4 kilometer nord for grænsen til Ungarn og står bag næste vin, som blot har navnet Reserve, men er et fifty/fifty blend på Blaufränkisch og Sankt Laurent

Vinhuset drives af den unge Hannes Schuster, som overtog driften efter sine forældre i 2004, men er egentlig grundlagt tilbage i 1979 af Hannes forældre. Og da moderen Rosi fortsat hjælper unge Hannes med pasningen af vinmarkerne, så er vinhuset såmænd også opkaldt efter moderen.

Hannes er en ung, ambitiøs og talentfuld vinmager, og har siden overtagelse af vingården specialiseret sig i røde vine på specielt Sankt Laurent og Blaufränkisch.

Han laver de fleste af vinene uden brug af eg for at give et klassisk, umanipuleret billede af druernes særegne karakteristika. Det er således vine, som den grad afspejler drue såvel som terrior. Hannes nævnes som en af Østrigs hotteste nye vinstjerner, selvom han egentlig som person er ydmyg på grænsen til det selvudslettende.

Efter Hannes overtagelsen af vingården har han omlagt produktionen af husets 11 hektar vinmarker til økologisk drift og blev i 2010 også certificeret økologisk vinbrug.

Der laves en enkelt hvidvin, men fokus er – som nævnt – på rødvinene, primært Blaufränkisch og Sankt Laurent, men også på druer som Zweigelt, Merlot samt en smule Cabernet Sauvignon.

Denne Reserve er som nævnt lavet på 50% Blaufränkisch og 50% Sankt Laurent fra henholdsvis 30 og 50 år gamle vinstokke, lavet med druernes vilde gær, spontant fermenteret og lagret i store egetræsfade … hvor lang tid fremgår ikke.

Og den dufter sgu ganske fabelagtig … animalsk som ind i helvede og byder dig derudover mejeri, yoghurt, spidsede blyanter, kirsebær, blåbær, umodne blommer, laurbærblade, enebær, syre og krydderier på epo samt en smule frugtsødme.

I munden en saftig bandit … dyb og fabelagtig balanceret vin med power på kirsebærrene, lidt peber og ellers virkelig saftig og indbydende. Det er både friskt og fløjlsblødt.

Købt hos Vinova, hvor en flaske koster 185 kr.

Rating 6/7 

N.V. Louis Nicaise, Noir Blanc de Noirs Premier Cru, Champagne, Frankrig

Næste glas var skam også champagne, nemlig denne flotte Noir … også en Blanc de Noirs Premier Cru og fra det lille champagnehus Louis Nicaise.

Den oser af eksklusivitet med elegant sort etiket, sort top med gammeldags snor i stedet for ståltråd. Og der findes endda en lille specialsaks, som skal anvendes til at klippe snorene over. Brugen af snor til at sikre korkproppen hedder ficelage og er en metode, som blev anvendt i gamle dage. Faktisk blev metoden udviklet efter en dekret fra 1735, hvor producenterne blev pålagt, at propperne skulle sikres med minimum 3 stykker snor.

Snoren er lavet af hamp og behandlet med enten voks eller stearin og metoden blev brugt af de fleste champagnehuse helt frem til starten af 1. Verdenskrig. Derefter begyndte man at anvendes ståltråd, som både var nemmere og hurtigere.

Udfordringen med ficelage er nemlig, at det er en procedure, som kun kan gøres manuelt. En trænet ficeleur – ja det hedder det sgu – kan lukke omkring 50 flasker i timen.

I dag har flere champagnehuse genoptaget metoden, men primært på deres topvine, da det fortsat er en dyrere måde end med anvendelsen af ståltråd.

Nå, men tilbage til Louis Nicaise … det lille familieejede champagnehus, som ligger i Hautvillers et par kilometer nord for Épernay. Huset er grundlagt tilbage i 1928 af Lucien Nicaise, som i en tid, hvor kooperativerne dominerede, besluttede sig for at lave kvalitetschampagne.

Siden 2013 har det været 4. generation i form af Laure Nicaise-Préaux, som overtog driften efter hendes far Louis. Hun driver dog gården sammen med hendes mand Clement Préaux, som også er vinmager og udlært hos den legendariske Anselm Selosse fra det store Champagne Jacques Selosse.

Sammen har parret 9,12 hektar vinmarker, hvor nogle faktisk ligger nabo til de marker, som giver druer til den eksklusive Dom Pérignon fra champagnehuset Moët & Chandon.

Og markerne dyrkes helt uden brug af sprøjtemidler eller andet, og selvfølgelig alle 3 obligatoriske sorter, altså Chardonnay på kalksten rige marker, Pinot Noir på skiferjord og den lille del af Pinot Meunier på ler- og kalkstenrige marker.

Denne smukke champagne med navnet Noir og smuk bundet ficelage er primært lavet med druer fra 2013, idet 80% af druerne kommer fra 2013, mens de resterende 20% er fra andre og unavngivne årgange.

Halvdelen af vinen er lagret på store Tonneaux egefade, hvor træet kommer fra skoven i Hautvillers, mens de sidste 50% er lagret på rustfrie ståltanke. En del af vinen har gennemgået malolaktisk gæring og efter den traditionelle 2. gæring på flaske er vinen lagret igen. Der er udelukkende produceret 1.500 flasker.

Næsen er langt mere kølig, mere elegant og feminin end foregående champagne, frugtrig … men på en delikat måde med smør, pærer, modne æbler, lidt citrus, en smule astronaut-is, frisk brød … let, ren og tør. Virker virkelig lækker og indbydende.

I munden er denne champagne også meget delikat og feminin … boblerne virker afbalancerede, der er lethed, mineraler, salt, nogle let bitre elementer og der er på en eller anden måde meget mere “vin” i glasset end ved foregående champagne. Det er let, sprødt, frisk og elegant. Kan varmt anbefales … men serveres koldt.

Købt hos Champaniac, pris 399 kr.

Vinanmeldelse 6/7  

2014 Weingut Schloss Gobelsburg, Riesling Beerenauslese, Kamptal, Østrig

Desserten bestod af en trilogi af creme, nemlig creme brullé, klassisk citronfromage samt panacotta m/frisk og sprødt. Om dertil havde Jan fundet denne skønne Riesling Beerenauslese fra østrigske Weingut Schloss Gobelsburg.

Schloss Gobelsburg er et gammelt Cistercienserkloster, hvor der har været dyrket vin siden 1171. Siden 1996 har driften af vinbruget været forpagtet ud til Michael Moosbrugger. I begyndelsen var kendte Willi Bründlmayer med som konsulent, men de seneste år har Moosbrugger stået på egne ben. Og med stor succes, for i 2006 blev han kåret til årets vinbonde i Østrig og hans vine regnes i dag for nogle af landets bedste.

Schloss Gobelsburg er den ældste vinproducent i Donauregionen og klostret har besiddelser i alle de bedste marker i Kamptal. Klostret har altid været garant for høj kvalitet, men med Michael Moosbruggers overtagelse af vindriften har kvaliteten fået et yderligere løft.

Moosbrugger laver vin med de store historiske linier for øje; han er meget bevidst om, at han har en lang arv at løfte, og at der skal laves vin på ejendommen mange hundrede år efter han har sluppet tømmerne.

Han er ikke certificeret økologisk, da han mener, at kobbersulfat, som er tilladt i økologisk vindyrkning, er mere skadeligt end nogle industrielt fremstillede stoffer mod meldug, som ikke er tilladt.

Denne Riesling Beerenauslese er lavet med druer, som er angrebet af den ædle råd botrytis og er en vin, som kun laves de år, hvor der er tilstrækkelig med angrebne druer. De seneste år er vinen således kun lavet i årgang 2008, 2010 og 2014.

Vinen er fermenteret i 300 liter egefade og er også lagret i samme fade. Der er godt med sødme i vinen, som da også indeholder 125,5 gram restsukker pr. liter.

Og det er en væske i nektar ligaen … næsen er dog nærmest en smule syrlig, men selvfølgelig med masser af sødme og en ganske imponerende aroma af mødding, virkelig animalsk duft, som er helt fantastisk. Det er frugthonning, blomsterstøv, abrikos, ananas, tørret ananas, tonsvis af valnødder og alt sammen godt intens.

I munden overrasker vinen også med en herlig syrlighed midt i al sødmen, og det gør, at det aldrig bliver for sødt. Det er en forfriskende syre, som gør vinen levede og intens. Syren spiller smukt sammen med fedme, fylde og sukkerlækker sødme, ristet brød og valnødder. Dejlig.

Købt hos Bichel Vin, men pris kender jeg ikke.

Rating 6/7    

2007 Domaine Rossignol-Trapet, Beaune 1er Cru Les Teurons, Bourgogne, Frankrig

Til en duet af andemousse & lynstegt foie gras med havesyre og pæreglace havde Anders fra Bichel anbefalet Jan denne Beaune 1er Cru Les Teurons fra bourgognehuset Domaine Rossignol-Trapet.

Vinhuset er grundlagt i 1990 af Jacques Rossignol og hans to sønner Nicolas og David på de marker, som Jacques Rossignol sammen med hustruen Mado Trapet egentligt har drevet siden deres ægteskab tilbage i 1961 og foreningen af de to vinfamilier fra henholdsvis Baune og Gevrey-Chambertin.

Jacques Rossignol stammer nemlig fra Volnay i Beaune, hvor hans familie har dyrket vin siden 1500-tallet, mens hans kone Mado Trapets familie kom fra Gevrey-Chambertin og har dyrket vin siden 1700-tallet.

Domaine Rossignol-Trapet ligger i Gevrey-Chambertin og har samlet 14 hektar vinmarker, primært i Gevrey-Chambertin, men også i både Beaune og Savigny-les-Beaune.

Det er de to brødre Nicolas og David Rossignol, som drifter vinhuset og det gør de med respekt for traditioner, men begge er åbne over for teknisk og biologisk nytænkning for at forbedre kvaliteten af deres vine.

De startede forsøg med biodynamik i 1997 og havde konverteret ejendommen totalt i 2004 og de er i dag certificeret af både Ecocert og Demeter.

Denne Beaune 1er Cru Les Teurons er en enkeltmarksvin fra marken Les Teurons, som sammenlagt er på lidt over 21 hektar. Rossignol-Trapet har en parcel på 1,17 hektar af denne mark, hvor vinstokkene er plantet tilbage i 1980.

Les Teurons er et gammel ord for “terres rondes” … altså noget i retning af “rund jord” eller “let jord” og har navet fordi jorden netop er dyb og meget let at arbejde med på Les Teurons.

Vinen er lavet helt klassisk … lagret på barriques og for alle husets 1er Cru vine anvendes der 20% nye fade.

I glasset herlig transparent gudevæske med let brun kant og en næse med modne dufte for rigtige mænd og søde kvinder. Der er lette bær, hindbær, jordbær, kul, eg, røg, afbrændt hø, let sødme og en snert af grønne blade. Det er samtidig animalsk, lidt afdæmpet og subtil … virker rigtig elegant og moden.

Og hældt i kæften smager det blødt, let grønt – det er jo Bourgogne – men der er ikke for megen syre, men en fin og delikat syre, som er meget balanceret, elegant og konsistent.  Syren var samtidig fin medspiller til foie gras’en i retten. Klasse.

Købt hos Bichel Vin, men prisen kender jeg ikke, men mon ikke vi ligger omkring 400 kr.?

Rating 6/7 

2015 Paul Jaboulet Aîné, Crozes Hermitage Les Jalets Blanc, Rhône, Frankrig

Denne Crozes Hermitage Les Jalets Blanc fra Paul Jaboulet Aîné kom til en omgang rødtunge med hummerbisque & rokkevinge pasta i bæk & grøn olie … og tog mig lidt med bukserne ned, totalt lækker og overraskende vin.

Vinhuset Paul Jaboulet Aîné er grundlagt i 1834 af Antoine Jaboulet, som flyttede til Tain l’Hermitage i det nordlige Rhône og købte familiens første vinmarker i Hermitage og Crozes-Hermitage. Hans mål var at producere topvine, og eftersom han både var passioneret og kompromisløs, så blev der hurtigt lagt mærke til hans vine.

Det blev dog hans søn Paul, som lagde navn til vinhuset, som herefter var i familiens eje i 6 generationer.

Og igennem årene opkøbte familien også yderligere vinmarker i det nordlige Rhône i appellationer som Hermitage, Crozes Hermitage, St. Joseph, Cornas og St. Péray, bl.a. parceller på berømte marker som La Chapelle, Le Chevalier de Sterimberg, Domaine de Thalabert og Domaine Mule Blanche.

På et tidspunkt blev der desuden knyttet en negociantvirksomhed til produktionen af vine fra egne marker.

I 1977 var det Gérard Jaboulet, som overtog driften efter hans far Louis Jaboulet. Da Gérard pludselig døde i 1997, så var der ingen børn til at arve vinhuset. Derfor måtte hustruen Odile, broderen Jacques, onklerne Jean og Philippe, en fætter Nicolas og nevøerne Frédéric og Laurent springe til og hjælpe med driften.

De havde dog svært ved at få vinhuset til at løbe rundt og de skrappe franske arveafgifter gjorde samtidig, at ingen i familien reelt kunne overtage vinhuset.

Derfor blev vinhuset i 2006 solgt til den schweiziske finansmand Jean-Jacques Frey, som også ejer Chateau La Lagune i Bordeaux og en del af Champagnehuset Billecart-Salmon samt en del af cognachuset Léopold Gourmel.

Og den rige Jean-Jacques Frey har sat sin ældste datter Caroline Frey til at stå for genopbygningen. Det er den smukke kvinde på billedet.

Caroline er uddannet ønolog i Bordeaux og startede sin karriere som kældermester på Château la Lagune, hvor hun i samarbejde med professor Denis Dubourdieu var med til at bringe slottets standard op til dets oprindelige niveau.

Caroline Frey er kendt for at være perfektionist til fingerspidserne. Alle Jaboulets eksisterende marker er blevet grundigt renoveret og nye topparceller i Côte Rôtie, Condrieu og Châteauneuf-du-Pape er blevet købt.

Caroline har også indført en kontrolleret dyrkning efter principperne i integreret landbrug – agriculture raisonnée – og samtidigt iværksat et kæmpe program med overgang til biodynamisk dyrkning på alle firmaets vinmarker i det nordlige Rhône og i Châteauneuf-du-Pape.

I dag har vinhuset samlet 114 hektar vinmarker og laver en lang række vine, som er opdelt i flere serier, bl.a. Les Icônes, Les Domaines, Les vins de Vignerons og Les Incontournables.

Denne Crozes Hermitage Les Jalets Blanc kommer fra serien Les vins de Vignerons … altså vine, hvor druerne er opkøbt fra vinavlere, som vinhuset har samarbejdsaftaler med. Den er lavet på 100% Marsanne fra 25 år gamle vinstokke, høstet med udbytte på 40 hektoliter pr. hektar.

Presset og vinificeret med det samme for at undgå oxydering … primært på rustfrie ståltanke, men 30% i egefade. Derefter er der sker malolaktisk gæring ved  lagring på fade sur lie … hvor lang tid fremgår dog ikke.

Næsen er dejlig stor og tyk … smørfedme, blomster, pærer, abrikos, lidt popcorn med honning samt en snert af lidt krydderier og hvid peber. Dufter rigtigt dejlig.

Smagen er dog endnu bedre, for det er nærmest som om, at vinen smelter i munden. Hold da op. Fyldig, fed, sødkrydret, men en præcis syre holder fedmen i ave. 5 x ave og hellige Maria, det smager sgu godt.

Forhandles bl.a. af VildMedVin.dk, hvor en flaske koster 195 kr.

Rating 6/7    

2012 Weingut Geheimer Rat Dr. Von Bassermann-Jordan, Riesling Hohenmorgen GG, Pflaz, Tyskland

Sidste vin fra Weingut Geheimer Rat Dr. Von Bassermann-Jordan kommer fra en lille Grosse Lage mark … vinen Riesling Hohenmorgen GG.

Deidesheimer Hohenmorgen marken betegnes som den bedste mark i Deidesheim. Den er alene knap 3 hektar og kun få vinhuse har parceller på marken, hvilket – udover Bassermann-Jordan – er Weingut Dr. Bürklin-Wolf, Weingut A. Christmann og Weingut J.L. Wolf. Det er dog Bassermann-Jordan, som har den største parcel på 2,09 hektar.

Marken har sit navn Hohenmorgen … høje morgen efter den gamle måleenhed Morgen. Det blev anvendt til at måle  det område, som en plov med én hest eller én okse kunne pløje på én morgen.  Man sagde, at der gik 4 x Morgen til en hektar.

Hohen … høje refererer til den 7 meter høje klippemur, som vinmarker nærmest ligger ovenover.

Ved en klassifikation i 1828 blev Hohenmorgen, som en af ganske få marker, klassificeret som højeste klasse. Marken har en jordbund med sand, sandsten og kalksten. Samtidig ligger marken med en varmere og mere direkte soleksponering, hvilket er med til at give mere fede og olierede vine med et lavere syreniveau.

Vinen er lavet med druernes naturlige gær, fermenteret på rustfrie ståltanke og stückfass, hvor der efter fermenteringen også har lagret sur lie i omkring 7 måneder inden flaskning. Sukkerindholdet er lidt lavere end foregående søstervin, nemlig 1,3 gram pr. liter.

Duftmæssigt igen godt med petroleum, hospital, fersken, kvæde … virker meget blød og blid i udtrykket. Den er ikke eksplosiv i næsen, men velovervejet, klog og delikat. Virkelig flot og afbalanceret med lidt citrus og flint i næsen.

I munden er vinen mere perlende og levende end søstervinen … eller de foregående vine fra Bassermann-Jordan. Cremet, blid, blød og forførende med de eksotiske frugter, krydderier og lidt aromatisk olie. Det smager sgu godt.

Forhandles af Vinspecialisten, hvor en flaske koster 375 kr.

Rating 6/7