Vi skal her et lille smut til Languedoc, hvor vi i Cébazan omkring 25 kilometer nord for Narbonne finder kooperativet Les Producteurs Réunis Cébazan aka Union Caves Coopératives de Cébazan og derfra smager en 2022 Couveys Pinot Noir.
Det er en Pays d’Oc, altså en landvin fra Languedoc-Roussillon området og den er lavet med både tidligt høstede druer, der er lavet i store rustfrie ståltanke med kølig gæring samt sent høstede druer, der er fuldmodne og gærer med lang maceration.
Efter endt fermentering er vinen så lagret 2/3-dele på ståltanke, mens 1/3-del er lagret på egetræsfade … men hvor lang tid fremgår dog ikke nogle steder.
I næsen er det en rustik, kantet og lidt bondsk Pinot Noir, med masser af blæk, lidt tæt og indelukket, mens frugten er en anelse til den mørkere side med brombær og kirsebær. Læg dertil cedertræ, lidt tørt træ samt ganske små fadnoter med bagepulver og vanilje.
Smagen er noget anderledes end forventet, for dels er den klart mørkere end forventet, men også langt sødere end forventet, hvilket gør den meget venlig, behagesyg og pleasende. Det er til gengæld så ikke særligt kompleks, men smager af jordbærmarmelade, syltebær, syltebærsauce og tranebærjuice. Det er sgu helt læskende, selvom det aldrig bliver stor Pinot Noir. 87 point.
Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 139,95 kr., mens prisen ved køb af 6 flasker er 89,95 kr.