På Pinot Butik & Bar valgte vi denne 2020 Frühburgunder fra Weingut Maibachfarm, som jeg og Gert E tidligere har besøgt.
Vort besøg på vingården kan du i læse om i mit indlæg; Besøg hos Weingut Maibachfarm … økologisk vingut ude på landet.
Under det besøg smagte vi også denne Frühburgunder, men det var i en årgang 2016.
Vinen er lavet meget traditionelt med gæring i rustfrie ståltanke. Selvom vinhuset er totalt økologisk, så er gæringen ikke spontan, men efter tilsætning af udvalgte gærtyper. Efter endt fermentering er vinen lagret på brugte fade – vistnok fuders – i omkring 12 måneder.
I næsen er der masser af Ahr karaktertræk … grannåle, røg, tjære, blæk og noget røget kød, lidt oliven, en lidt mørk frugt, blomster og næsten helt parfumeret, mens frugten er sådan en kombi af blåbær, vilde jordbær, sorte kirsebær og ribs samt nogle urter. Derudover er der nelliker, kanel, ristede noter og mørk chokolade.
Smagen er mere fed og mere syrlig end forventet, virkelig tør og røget. Frugten er som i duften muskuløs med både jordbær, hindbær, brombær og måske endda lidt solbær. Dertil kommer noget peber og lakrids, tobak samt en stringent syre med kraft og power. 91 point.
Forhandles af Juul’s Vin & Spiritus, hvor en flaske koster 189 kr.