Voliero er også en gammel kending her på vinbloggen, så denne Rosso di Montalcino har jeg smagt før … både i årgang 2015 og i årgang 2018 … men nu er det altså 2019’eren.
Vinen er lavet på 100% Sangiovese og druerne har Andrea Cortonesi opkøbt fra flere forskellige vinmarker, der alle er placeret ved Canalicchio i den nordlige del af Montalcino.
Vinen er dog fortsat vinificeret på hans vingård Uccelliera i temperaturstyrede rustfrie ståltanke med en maceration i 18-20 dage. Efter endt fermentering er vinen lagret 8-10 måneder i store slavonske egefade på 20 og 50 hektoliter.
Næsen er luftig med tørrede roser, violer, tobak, champignon, ædeltræ, virkelig fin og afbalanceret. Der er skovbund samt en frugt med kirsebær og hindbær, læder og fortsat med denne lille snert af italiensk balsamisk syre, let sødme og mælkechokolade. Hvor er det bare skruet godt sammen.
Det gælder også smagsmæssigt … har en letbitter tørhed, mens frugten er tranebær, syrlig kirsebær, lidt moreller og ribs … samt en smule bitter lemon. Der er et snert peber, lidt balsamiske elementer, rank, ren og stringent … tanninerne er også tørre, men bestemt til at snakke med … hvor er det godt, stramt og tørt … smager sgu som en mini-Brunello, så dermed 93 point.
Forhandles af Italux, hvor en flaske koster 150 kr. og atter en herlig fin pris for denne lille perle.