2017 Weingut Jakob Schneider, Niederhäuser Felsensteyer Riesling Trocken, Nahe, Tyskland

2017 Weingut Jakob Schneider, Niederhäuser Felsensteyer Riesling Trocken, Nahe, TysklandWeingut Jakob Schneider bor helt passende på adressen Winzerstraße i den lille vinby Niederhausen lige op til floden Nahe og en af dens mange sluser. Det er omkring 80 kilometer sydvest for Frankfurt i netop Nahe området. Vi smager her en Niederhäuser Felsensteyer Riesling Trocken fra Schneider på Winzerstraße.

Vingården er grundlagt tilbage i 1575 af familien Schneider, og har siden 1901 produceret og solgt vinene fra vingården i den lille by Niederhausen. I dag drives vingården fortsat af Schneider … nu i seneste generation i form af den unge Jakob Schneider Junior, hustruen Laura, faderen Jakob Senior, mutti Monika samt oma – bedstemor – Liesel.

Familien har samlet 18 hektar vinmarker, som ligger langs Nahe floden. Det er parceller på markerne Niederhäuser Hermannshöhle, Niederhäuser Klamm, Niederhäuser Rosenheck, Niederhäuser Felsensteyer samt Norheimer Dellchen.

Markerne på de stejle skråninger byder på et ganske unik terroir med mange forskellige typer sten. Således har Weingut Jakob Schneider ikke mindre end 52 forskellige typer sten på sine marker samt en kæmpe biodiversitet. Det er faderen Jakob Senior, som primært plejer markerne.

Der dyrkes primært Riesling på markerne … faktisk udgør Riesling 85% af den samlede produktion, men der er 10% med burgundiske druer Spät-, Weiß- og Grauburgunder, mens de resterende 5% er mange andre sorter, herunder Dornfelder. Den samlede produktion på Weingut Jakob Schneider ligger på 120-150.000 flasker vin årligt.

De seneste år er der sket stor udvikling på vingården, hvilket især kan tilskrives den unge Jakob Schneider, som efter sine studier på Geisenheim i Rheingau samt et par ophold hos både Schloss Vollrad i Rheingau og hos fantastisk dygtige Emmerich Knoll i Wachau, har bragt nye idéer i produktionen.

Jakob Schneider også kåret som Aufsteiger des Jahres af det tyske Gault Millot i 2017.

Her smager vi Jakobs Niederhäuser Felsensteyer Riesling, som selvfølgelig er lavet med druer fra Niederhäuser Felsensteyer, der ligger lige mellem Niederhaus og Norheim. Det er en mark med et højt indhold af den specielle Tholeyer skifer, som – udover mineralitet – giver en varmestråling til Riesling druerne.

Vinen hører til Schneiders Trockene Lagenweine … niveauet lige under hans Premiumweine og vinen er vinificeres i store, gamle egefade, im großen Holzfass, men ellers anvender Jakob også ståltanke i produktionen af nogle af de andre vine.

Duftmæssigt en pivskarp næse med masser af citron og grønne æbler, suppleret med svag petroleum, men ellers kølig, stenet og mineralsk. Der er måske lidt svagt lidt eksotisk frugt og der fornemmes midt i det stringente også lidt varme og krop.

I munden er det umodne grønne æbler, masser af citronsyre, lemon og endda også en anelse grape. Der er salt, sten, mineraler og vinen står spændstig, syrerig og knivskarp. Det er citronpressende surt på den fede måde, ung og meget frisk.

Forhandles af Jysk Vin, hvor en flaske koster 185 kr., mens prisen er 165 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5/7 

2016 Viña Errazuriz, Viñedo Chadwick, Maipo Valley, Chile

2016 Viña Errazuriz, Viñedo Chadwick, Maipo Valley, ChileVi sluttede med en af de andre ikoniske vine fra Viña Errazuriz, nemlig vinen Viñedo Chadwick, der som eneste vin ved denne MasterClass ikke er lavet med druer fra Aconcagua, men derimod fra Maipo Valley ved familiens Chadwicks hjem. Vi smagte vinen i seneste årgang 2016.

Druerne kommer nemlig fra en mark, hvor Eduardo far Alfonso Chadwick Errázuriz havde sin helt egen polo bane. Faderen var nemlig en ret abil polo spiller, og var endda regnet som en af de allerbedste i hele Chiles historie.

Han var kaptajn på det nationale landshold og ledede et hold, som vandt mesterskabet hele 19 gange. Alfonso havde derfor også anlagt en polobane på en del af de 25 hektar jorder ved familiens hjem ved Puente Alto i Maipo Valley.

Alfonso havde købt ejendommen i Maipo Valley fra San José de Tocornal i 1945 og havde der bygget familiens hjem, og altså også lige en polobane … på noget af de bedste jord til dyrkning af Cabernet Sauvignon.

Den elskede polobane blev dog efter faderen død tilplantet med Cabernet Sauvignon stokke og projektet Viñedo Chadwick opkaldt efter den glade, gamle polospiller. Samlet udgør markerne til dette projekt 15 hektar af den allerbedste jord og den første Viñedo Chadwick vin kom på markedet i 1999.

Denne årgang 2016 er lavet på 97% Cabernet Sauvignon og 3% Petit Verdot. Druerne høstet med håndkraft og sorteret to gange inden vinifikationen, som er sket i små rustfrie ståltanke ved 24-28 grader med en efterfølgende maceration på 18-30 dage afhængig af det enkelte lot. Derefter har vinen lagret 22 måneder på 80% nye barriques, 10% brugte barriques og 10% foudres.

Som med Seña er dette også en af de vine, som har opnået 100 point og generelt i dag ligger højt på skalaerne år for år.

Næsen i Viñedo Chadwick er intens … meget intens, kompleks med gæret frugt, solbær, blåbær, jordbær, røg, jord, blomster, roser, rosmarin, lidt umami, kanel, læder, grafit, lidt lakrids, nødder og tør kakaopulver.

I munden er der virkelig finesse, kompleksitet, mere lethed end forventet, selvom vinen dog slet ikke virker så let i tråddet som Seña, men den har mange lag og nærmest smelter i munden. Sikke en kraft og lethed, tanninerne er bløde og det smager virkelig godt, men er selvfølgelig også en dyr mundfuld. Eftersmagen er lang og fortsætter næsten i det uendelige.

Forhandles af H.J. Hansen Vin / Vinspecialisten, hvor en flaske koster 4.675 kr.

Vinanmeldelse 6/7