2016 Viña Seña, Seña, Aconcagua, Chile

2016 Viña Seña, Seña, Aconcagua, ChileViña Seña er en historie helt for sig selv og en unik vin. Det er endda Chiles nok mest ikoniske vin, og den har vundet ved et utal af blindsmagninger … mest udtalt ved en Shanghai smagning i 2012, hvor den i forskellige årgange besatte de 5 øverste pladser foran vine som Château Haut Brion, Latour, Margaux og Lafite-Rothschild. Her smager vi Seña i en 2016’er.

Viña Seña er opstartet i 1995 som et joint-venture mellem Robert Mondavi og Eduardo Chadwick. Mondavi havde  forvejen vist stor interesse for vinene fra Chile og det blev til projektet Viña Sena med Errazuriz … med målet om at lave en af verdens bedste vine.

Den første årgang 1995 blev frigivet i 1998 og partnerskabet med Mondavi åbnede for alvor dørene til øget eksport af topvin fra både Errazuriz og hele Chile. Efter Robert Mondavis død i 2004 har Chadwick dog været eneejer af Viña Seña.

Seña har i alt 42 hektar vinmarker, der ligger sådan halvvejs mellem Aconcagua Costa helt ude ved Stillehavet og Errazuriz’ marker Don Maximiano længere inde ved Aconcagua Alto. Markerne dyrkes efter biodynamiske principper, men er ikke certificeret.

Seña laves med Bordeaux som forbillede, men har – for at være tro mod det chilenske ophav – udover Cabernet Sauvignon også lidt Carmenere i blendet. I denne årgang 2016 er blendet dog på 55% Cabernet Sauvignon, 20% Malbec, 12% Petit Verdot, 8% Carmenere samt 5% Cabernet Franc.

Druerne er gæret i rustfri ståltanke ved 23-28 grader afhængig af druesort og med 3 daglige pump-overs, en maceration på 15-30 dage for Cabernet Sauvignon, Carmenere, Malbec og Cabernet Franc samt  8-12 dage for Petit Verdot. Det endelig blend er så lagret 22 måneder på franske egefade, heraf 73% nye.

Vinen har fået tonsvis af høje point … 2015’eren de magiske 100 point af James Suckling, mens denne 2016 har fået 98 af Suckling og 97 af Parker … hvem de nu end er ;o) Generelt ligger vinen dog blandt anmelderne normalt i det højere luftlag.

Og – uha – hvor det dufter interessant. Vinen har duftmæssigt nærmest en moden dekadence, solbær, kirsebær, enebær, men samtidig meget let i udtrykket. Det suppleres med engelsk lakrids, kakao, chokolade, egenoter, ristede noter og lidt blomster. Det er klart en lidt mørk og tæt stil.

Imidlertid er smagen slet ikke tung på nogen måder, men smager fandeme nam nam. Det er sådan middel i lethed, måske på vej mod den kraftige side, men alt er blødt, blidt og cremet, selv tanninerne er bløde, syren tilsvarende og alligevel bliver alt sammen leveret præcist, for alt er spiller sammen i skøn og smuk forening.

Forhandles af H.J. Hansen Vin / Vinspecialisten, hvor en flaske koster 1.995 kr.

Vinanmeldelse 6,5/7

2016 Viña Errazuriz, Don Maximiano Founder’s Reserve, Aconcagua, Chile

2016 Viña Errazuriz, Don Maximiano Founder's Reserve, Aconcagua, ChileDon Maximiano Founder’s Reserve var den første ikon vin, som Eduardo Chadwick lavede efter han startede hos Viña Errazuriz i 1983. Så den vin skulle vi selvfølgelig også smage ved MasterClass seance og i seneste årgang 2016.

Det er en vin, som er inspireret af Bordeaux med Cabernet Sauvignon som den primære drue. Blendet varierer lidt fra år til år, men i denne årgang består det af 69% Cabernet Sauvignon, 12% Malbec, 8% Petit Verdot, 8% Carmenere og 3% Cabernet Franc. Oprindelig var vinen dog ren Cabernet Sauvignon.

Druerne kommer selvfølgelig fra Don Maximiano marken, der ligger i Aconcagua dalen og helt præcis fra de ældste parceller Max I, Max II og Max V, hvor vinstokkene er plantet fra 1978 til 1993.

Druerne er selvfølgelig plukket manuelt og hver druesort vinificeres separat i bedste Bordeaux stil. Gæringen sker i rustfrie ståltanke for at tillade størst muligt kontakt mellem skind og saft, suppleret med tre gange pump-overs. Der sker maceration i 8-30 dage og lagring sker i 22 måneder på franske barriques, heraf 65% nye fade.

Cabernet Sauvignon blendes med Malbec, Petit Verdot, Carmenere og Cabernet Franc for at tilføre den endelige blanding kompleksitet og udtrykke terrioret i Aconcagua dalen.

Don Maximiano Founder’s Reserve har jeg smagt tidligere i årgang 2009, hvor jeg ratede den til 5 Thumbs Up, men lad os se, hvad seneste årgang 2016 kan trække.

Næsen byder dig på varm og moden frugt, langt mere moden end forventet i forhold til den unge alder. Det er solbær, blåbær samt tranebær og virker en anelse animalsk. Der er tør eg, måske endda lidt cigaræsker og der er klart nogle Bordeaux referencer, men meget fuldmoden, tæt og tyk frugt, næsten undervejs til lidt marmelade.

Imidlertid er smagen mere frisk end næsen indikerer, for her er der kirsebær, solbær, enebær, grafit … meget frugtrig og frisk. Syren er endnu ung, selvom tanninerne egentlig virker bløde og godt integrerede. Det er en elegant vin, men på en tung måde.

Forhandles af H.J. Hansen Vin / Vinspecialisten, hvor en flaske koster 650 kr.

Vinanmeldelse 5,5/7