2017 Viña Errazuriz, Las Pizarras Syrah, Aconcagua, Chile

2017 Viña Errazuriz, Las Pizarras Syrah, Aconcagua, ChileMens Eduardo Chadwick i de to foregående Las Pizarras vine har haft Bourgogne som sigtekorn og referencepunkt, så har han med denne Las Pizarras Syrah helt sikkert haft det nordlige Rhône i tankerne.

Las Pizarras Syrah er lavet på ren 100% Syrah, som kommer fra 4 forskellige parceller på skråninger i det køligere Aconcagua Costa område, nemlig plot 96 Pizarra på 0,6 hektar, plot 97 Azul Celeste på 0,7 hektar, plot 110 Augurio på 2.3 hektar og endelig plot 115 Ceniza Santa på 2,6 hektar. De 4 parceller ligger dog knap så højt som hos de to foregående vine.

Druerne blev høstet med håndkraft, er derefter håndsorteret og har ligget 6-8 dage på skindet inden gæring på egetræsfade alene med druernes naturlige gærceller. Efter endt fermentering er vinen afskilt fra bærmen og har lagret 16 måneder … 15% på brugte barriques, 10% på nye barriques og resten i foudres.

Næsen emmer nærmest af sorte oliven, mørk frugt, engelsk lakrids, lidt flæsk, tørret kød, krydderier, tørhed, solbær, brombær, blåbær, kanel, kaffebønder, røg, mineraler og egenoter.

Smagsmæssigt mørk, tør og tannisk, men sikke en kraft pakket med utrolig elegance og et krydret bid. Det er igen langt fra oversøisk fed Syrah, men en kølig, mineralsk og frisk vin … stærk, ung men langt mere imødekommende end fx Cornas. Det er igen en lækker vin, og klart 5½ fede og sorte fingre. Igen er det nok en vin, som burde lagres i kælderen nogle år.

Forhandles af H.J. Hansen Vin / Vinspecialisten, hvor en flaske koster 725 kr.

Vinanmeldelse 5,5/7

2017 Viña Errazuriz, Las Pizarras Pinot Noir, Aconcagua, Chile

2017 Viña Errazuriz, Las Pizarras Pinot Noir, Aconcagua, ChileVi skulle smage alle 3 Las Pizarras vine fra Viña Errazuriz, og næste var deres Las Pizarras Pinot Noir … igen en vin med et utroligt flot europæisk præg.

Druerne kommer fra forskellige plots på skråningen i Aconcagua Costa og 80% er afstilket, mens de resterende 20% afvendes som hele klaser.

Druerne blev håndsorteret inden de blev lagt direkte i små, åbne gærkar med en kold maceration ved 8-10 grader i f4-5 dage inden gæring, som udelukkende er sket med druernes naturlige gærceller efterfulgt af forlænget maceration i 20 dage, men daglig punch-down.

Derefter er vinen lagret i 13 måneder på franske egetræsfade, heraf 35% nye fade. Vinen har 1,93 gram restsukker pr. liter. Den har fået 94 Parker point, mens Suckling har været mere generøs med 98-99 point.

Næsen byder på herlig syrlige kirsebær, hindbær, jordbær … et lidt landligt aftryk, men det er bestemt ikke en oversøisk Pinot Noir næse, men vinen har – trods en vis kropsfylde – en utrolig lethed, nærmest en flyvende elegance, meget åben med blomster, sagte krydderier, sten, mineraler, lidt kanel og vanilje fra fadene.

Smagen er blød og meget frugtrig. Igen er der ingen oversøiske aftryk, men nærmere stilmæssigt som tysk Spätburgunder. Det er frisk, der er pæne og tydelige tanniner, men syren virker lidt krydret. Det er samtidig en vin, som vinder ved at stå lidt i glasset, så giv den tid til at folde sig ud … så kommer mere elegance, finesse og salte mineraler frem. Det er sgu god Pinot Noir og far bliver glad.

Forhandles af H.J. Hansen Vin / Vinspecialisten, hvor en flaske koster 875 kr.

Vinanmeldelse 6/7