2016 Provinco Italia, Old World Cuvée 99 Rosso Da Uve Appassite, Puglia, Italien

2016 Provinco Italia, Old World Cuvée 99 Rosso Da Uve Appassite, Puglia, ItalienNu er jeg jo nok ikke den hurtigste sækkevogn på genbrugsstationen, og derfor er det også svært at forstå, at denne Old World Cuvée 99 Rosso Da Uve Appassite fra Provinco Italia allerede i produktionen har fået 99 point fra Luca Maroni trykt både på flaske og en smuk kasse. Men point og smuk indpakning sælger vist.

Men det siger måske også en del om den gode italienske vinanmelder Luca Maroni, som jeres vinblogger tidligere har mødt. Ved den lejlighed var det vist tydeligt, at Maroni er godt indspist med den italienske vinindustri, specielt den syditalienske. Ved den lejlighed repræsenterede han nærmest producenten Schenk Group.

Denne gang har Luca Maroni – der hvert år bedømmer omkring 16.500 vine fra 2.300 vingårde overalt i Italien – arbejdet sammen med det store vinfirma Provinco Italia, som designer vine til supermarkeder og slige vinbutikker.

Det ligger i den lille by Rovereto, 20 km syd fra Trento, 20 kilometer øst for den nordlige del af Gardasøen og omkring 50 km nord for Verona, men laver altså vine fra det meste af Italien.

Og ja … det firma er jeg stødt på flere gange tidligere, nemlig da jeg smagte deres Grande Alberone Rosso og deres Amarama Elegante Valpolicella Ripasso Superior … begge vine lidt af en uskøn fornøjelse.

Det er et firma, som primært laver billige vine og blandt deres brand er altså Grande Alberone, Ronco di Sassi, Grandi Mori, San Zenone, Comera, Santi Nobile, Forte Elerone, Oroperla og Riba di Sotto.

Denne Old World Cuvée 99 Rosso Da Uve Appassite er – som navnet siger – en appassite, hvilket betyder, at druerne hænger på vinstokkene til, at de begynder at tørre og er basis for fede og søde vine. I dette tilfælde er det sorterne Primitivo og Negroamaro, men jeg har faktisk ingen oplysninger om produktionen udover, at vinen er lagret på barriques og trækker 15% højoktan.

Næsen er også både fed og solvarm med lidt blæk, lakrids, blommer, mint, kaffe, vanilje, chokolade og kakao. Det er flommefedt, virkelig godt med sol, tørret frugt, figner og dadler.

Og uha hvor er det en fed basse. Der er masser af saft og voldsom sødme, så vi nærmer os næsten en dessertvin og det er sgu alt for voldsomt for jeres blid vinblogger. Der er Ribena solbærsaft på epo-piller, men flad, overdone og syrefattig.

Forhandles af Meny supermarkeder, hvor prisen ligger på 149,95 kr.

Vinanmeldelse 3/7 

2014 Louis Nicaise, Meuniers des Moines Extra Brut, Champagne, Frankrig

2014 Louis Nicaise, Meuniers des Moines Extra Brut, Champagne, FrankrigMeuniers des Moines Extra Brut er en ny champagne i sortimentet hos det lille familieejede champagnehus Louis Nicaise i Hautvillers et par kilometer nord for Épernay. Den er lavet på ren Pinot Meunier og som vintage champagne … med en eksklusiv udstråling.

Meuniers des Moines Extra Brut er lavet med druer fra 3 forskellige marker i Hautville, nemlig Calcaire, Pierre Meulière og Argile. Champagnen er vinificeret traditionelt, har gennemgået malolaktisk gæring og halvdelen lagret en periode på 300 liter egefade og den anden halvdel i rustfrie ståltanke.

Derefter er vinen lagret minimum 36 måneder på flaske inden dosage. Og det er en ganske lille produktion, for der er alene lavet 980 flasker af denne lille eksklusive champagne.

Næsen er sådan både blid, sart og speciel. Det er karamel, toast, et pilleglas på et apotek, skocreme, pærer, stikkelsbær, stearinlys, strandsand, parfume … virkelig sart, delikat og feminin, men fuck hvor bliver man glad i låget.

Champagnen byder på masser af vinsmag, cremet og intens med æbler, æblegrød, som lige er kogt. Derudover er det pærer, masser af frugtsmag, finesse, let og luftig, en sødkrydret grape eftersmag. Det er sgu meget godt … og jeg er atter betaget af Nicaise.

Forhandles af Champaniac, hvor en flaske koster 459 kr.

Vinanmeldelse 6/7