2012 Alvaro Palacios, Villa de Corullón, Bierzo, Spanien

Alvaro har i Bierzo kastet sig over den lokale drue Mencía. Det er en traditionel rødvinsdrue i Bierzo, som først for nylig er blevet anerkendt som en rødvinsdrue med potentiale til at lave verdensklassevine. Her er det Palacios’ flotte Villa de Corullón på netop Mencia.

Det er en vin, som jeg tidligere har smagt … sidst i en årgang 2007. Hvis I vil læse mere om den gode Alvaro Palacios, så klik endelig på linket. Jeg har efterhånden skrevet om den dygtige og charmerende spanske vinmager en hel del gange.

I stedet skal vi kigge nærmere på Mencía druen, hvis oprindelse imidlertid ikke ligger helt klart. Nogle mener den er blevet bragt ind i området af Romerne, i hvert fald omtales vin fra Bierzo allerede for 2000 år siden, mens nyere forskning tyder på at druen er i familie med Cabernet Franc.

Før i tiden var vin lavet på Mencía lette vine med en forholdsvis lys farve og de skulle drikkes unge, mens nutidens Mencía tværtimod giver kraftige vine, med masser af mineralitet og kraft, hvilket gør dem i stand til at lagre længe. Mencía er så at sige blevet “genfødt” i Bierzo.

Her har vi netop en Bierzo vin på Mencía druen. Vinen Villa de Corullón er storesøster til Petalos del Bierzo, og hvor druerne kommer fra 200 forskellige parceller, alle beliggende i området omkring byen Corullón. Det samlede areal af disse parceller beløber sig til 30 hektar, hvor vinstokkene er mellem 50 og 90 år gamle.

Vinmarkerne kultiveres stadig ved brug af muldyr, og hele fremstillingsprocessen – fra den daglige pleje af vinstokkene til den endelige flaskning – er biodynamisk. Udbyttet er helt nede på 18 hektoliter pr. hektar.

Vinifikation sker ved at mosten gæres ud på åbne fade, hvorefter vinen lægges på 100% nye franske egetræsfade i 14 måneder. Efterfølgende tappes vinen på flaske uden nogen form for filtrering.

Duftmæssigt snakker vi dyb engelsk lakrids, mørke bær, solbær, brombær, gærende mørke bær, landlig og næsten animalsk eller biodynamisk i udtrykket, våde fade, spidskommen, blomster eller let parfumeret og med en vis tørhed.

Smagen er præget af de mørke bær, umodne blommer … en god ren frugt, meget direkte. Der er fin tørhed, peber, elegance og kølighed. Tanninerne er markante og tydelige, men ganske behagelige og der er også et let syrlig undertone i vinen, som giver lidt finesse og elegance.

Forhandles af Vinspecialisten, hvor en flaske koster 380 kr.

Rating 5,5/7  

2007 Cascina del Monastero, Barolo Bricco Riund Riserva, Piemonte, Italien

Mer’ Nebbiolo i form af denne Barolo Bricco Riund Riserva fra vinhuset Cascina del Monastero, der ligger udenfor La Morra i området kaldt Annunziata.

Cascina del Monastero er grundlagt i 1926 af Alessio Grasso, som var vinmager fra Treiso. Han købte vingården Cascina Luciani og de omkringliggende marker. Gården havde tidligere tilhørt Benedictklosteret Mercenasco, og havde tidligere også i over 300 år været drevet af munke fra St. Peter klosteret i Savigliano. Derfor blev navnet også ændret til Cascina del Monastero.

I dag er det Alessios barnebarn Giuseppe, som driver stedet sammen med hustruen Velda, men deres børn – Loris og Giada – er også allerede involveret i driften, som udover vinproduktionen også omfatter en større udlejning af 10 værelser i den gamle bygning.

Cascina del Monastero har samlet 6-7 hektar vinmarker, og de bedste marker er Bricco Luciani og Bricco Riund. Huset laver 10 forskellige vine, lige fra Dolcetto og Barbera til Langhe samt Barolo’er.

Her er det husets Barolo Bricco Riund Riserva i en årgang 2007. Vinen er lavet med maceration i 14 dage og er derefter lagret i nye barriques i 12 måneder. Derefter lagrer vinen yderlogere 24 måneder i ældre og store 15 hektoliter egefade inden sidste lagring på flaske i yderligere 6 måneder.

Den er umiddelbart lidt mørkere og mere moderne i stilen … næsen byder på violer, gazebind, kirsebær, hindbær, enebær, våde egefade, babybræk, balsamiske elementer, roser, appelsinskal samt en gammel havelåge … eller i hvert fald noget jern og et sjat krydderier.

Alderen trykker ikke i smagen, for der er godt med stramme og strenge tanniner, syrlig frugt, balsamisk syre. Der er syrlige kirsebær, men der fornemmes også en lille sødme, som giver en smule modspil til syren. Man skulle ikke tro, at sådan en 2007’er næsten er for ung … men sådan har jeg det lidt.

Forhandles af EP Vin i Nr. Lyngby, hvor en flaske koster 348 kr.

Rating 5/7