2009 Weingut Wagner Stempel, Saint Laurent Trocken, Rheinhessen, Tyskland

Vi skal da også ha’ lidt tysk vin og denne gang en rustik basse på druen Saint Laurent fra Weingut Wagner Stempel, som ligger i det idylliske Sieferheim i Rheinhessen.

Vinhuset drives af Daniel Wagner, som er 8. generation på stedet. Vingården er på 13 hektar og Daniel Wagner overtog gården efter sin far i 1993. Siden han overtog driften, så har han udviklet vingården til i dag at være blandt Tysklands bedste og mest anerkendte vinhuse. Filosofien er, at alle vine fra huset skal være stærkt terroir prægede og med mindst muligt brug af giftstoffer, hvorfor huset er ved at konvertere til økologisk vinbrug.

Daniel Wagner masser af Riesling, men han laver også forrygende Silvaner, tør og storslået Grauburgunder samt læskende, ren og tør Weissburgunder. Jeg har tidligere smagt Gutswein af Spätburgunder fra Wagner, og det var også ganske godt.  Alt i alt er Wagner Stempel en fornem repræsentant for den nye generation af fremadstormende vinbønder i Tyskland.

Daniel Wagner blev således også i 2009 kåret til “Aufsteiger des Jahres” i den tyske udgave af Gault Millau, hvor han samtidig også er blevet tildelt sin fjerde drueklase. Denne gives til producenter, i kategorien “Deutsche Spitze” – lige under Weltklasse.

Allerede i 2007 var den førende tyske vinguide Eichelmann ude med samme prædikat: “Aufsteiger des Jahres”. Apropos prædikater, så er Wagner Stempel (naturligvis) medlem af VDP (Verband Deutcher Prädikat und Qualitätsweingüter).

Her har vi Wagners vin på druen Saint Laurent … også kaldet St. Laurent eller Sankt Laurent. Det er en stærk aromatiske og mørkskindet drue, som specielt findes i Østrig og Tjekkiet. Den menes at stamme fra Frankrig og at være i familie med Pinot Noir druen … men det hersker der vistnok nogen uenighed om.

Jeg tror ikke, at Yves Saint Laurent er opkaldt efter druen, selvom den er meget aromastisk ;o) Imidlertid er Zweigelt – en anden af Østrigs store druesorter en klon af netop Saint Laurent og Blaufränkisch.

Druen kom fra Frankrig til Tyskland i det 1900-århundrede via den tyske farmaceut og pioneer indenfor vinavl Johann Philipp Bronner og  herefter blev den spredt til Østrig. Det menes, at den har sit navn efter dagen Laurenzitag, som er den 10. august. Den dag var druen typisk altid moden og derfor fik den navnet efter dagen.

Druerne til vinen kommer fra forskellige marker omkring Sieferheim, men ellers har jeg faktisk ingen oplysninger om produktionen, da vinen ikke fremgår fra Wagners hjemmeside eller andre steder. Vil dog klart sige, at den har lagret på egefade. Vi springer i stedet videre til mine smagsnoter.

Virkelig en parfumeret og meget aromatisk næse. Det er nærmest krudt, totally gunpowder, syrlig gæret frugt, eg, krydrede elementer, mørke kirsebær og måske lidt brombær.

Smagsmæssigt godt med kraft og her er det lidt svært at forestille sig, at Saint Laurent er i familie med Pinot Noir. Den er rustik og bondsk med rå frugt, kantet og alligevel med en vis charme. Saftig, bondsk og elskelig.

Købt hos Piaf Vinhandel i Silkeborg, pris 159 kr., men 129,95 kr. ved køb af 6 flasker.

Rating 3,5/7    

2009 Winegrowers of Ara, Pinot Noir Composite, Marlborough, New Zealand

Efter godt med Cimate vine, så iler vi videre med noget helt andet … nemlig lidt Pinot Noir vine. Vi starter med denne Pinot Noir Composite fra vinhuset Winegrowers of Ara, som i dag i øvrigt blot hedder Ara Wines.

Winegrowers of Ara ligger i Wairau Valley i det berømte Marlborough-område, og huset har i dag ikke mindre end 420 hektar vinmarker, men da man i alt råder over 1.600 hektar jord er der basis for fremtidig udvidelse. Vinhuset består af en gruppe vinproducenter, der i 2002 gik sammen for via fælles kræfter og kapital at opbygge et vineri, der kombinerede den nye viden og de nye teknologier med de gamle dyrkningsprincipper.

Til at styre arbejdet i markerne og den efterfølgende produktionsproces har Ara hyret Dr. Damien Martin fra vinuniversitet i Bordeaux – en herre, der tidligere har skabt betydelige resultater i New Zealand. Siden 2016 har vinproduktionen dog været varetaget af vinmageren Nikolai St George.

Jordbunden i Wairau Valley består af en blanding af grus og ler, hvilket giver en god dræning samtidig med, at den kan lagre overskydende vand til senere brug.

Dette er specielt godt for Pinot Noir, og det er jo netop én af disse vine, som vi her har fat i … Pinot Noir Composite. Det er en vin, som jeg tidligere har smagt i årgang 2008 og skrevet om her på bloggen.

Efter høst afstilkes druerne,  hvorefter de overføres til ståltanke uden at blive kværnet eller presset. Her ligger de ved 8 grader i 5- 7 dage, før temperaturen hæves til 28 grader, og gæringen sættes i gang med skallerne.

Den alkoholiske gæring efterfølges af en malolaktisk gæring, der ligeledes finder sted på tankene, hvorefter en del af vinen lægges på delvist nye egetræsfade i seks måneder, inden den endelige blanding foretages, og vinen filtreres og tappes på flaske.

Som ofte er vinen smagt blindt, men duften afslører med det samme, at der er tale om Pinot Noir. Der er Pinot sødme, hindbær, jordbær, lethed, bolsjesødme, kul og svag kanel.

I munden god renhed i frugten, lethed og egentlig meget easygoing med jordbær, hindbær, stringent og ret vin med et syrlig bid. Der er ikke lang eftersmag, men en god Pinot Noir.

Forhandles hos Vinspecialisten, hvor prisen var 135 kr.

Rating 4/7