2012 Cristom, Pinot Noir Mt. Jefferson Cuvée, Oregon, USA

Cristom Vineyards ligger omkring 10 kilometer nord for byen Salem i Willamette Valley i Oregon. Derfra kommer næste vin … fortsat Pinot Noir, nemlig en Pinot Noir Mt. Jefferson Cuvée.

Cristom ejes af Paul Gerrie, der grundlagde vinhuset i 1992, da han hyrede vinmageren Steve Doerner samt markteknikeren Mark Feltz og startede på at lave vine på Pinot Noir. Og det er de fortsat med lige siden, selvom driften i dag foretages af Pauls søn Tom Gerrie … og fortsat med hjælp fra Steve og Mark. Toms søster Christine er dog også medejer i dag.

Faktisk er navnet Cristom en sammentrækning af datteren og sønnens navne … Christine og Tom.

Vinhuset har lige knap 22 hektar vinmarker, som er fordelt på omkring 9 større vinmarker, hvor husets 4 vigtigste – Eileen, Jessie, Louise og Marjorie – er opkaldt efter kvinderne i Gerrie familien. Den nyeste mark er dog opkaldt efter huset grundlægger Paul.

Markerne er certificeret økologisk bæredygtige og området har et mildt klima med varme vinde og en undergrund af gammel mineralrig vulkansk jord, som er ideel til dyrkning af især Pinot Noir druer.

Vinstokkene står forholdvis tæt men da man foretager grønt høst med op til 50% af de satte drueklaser, så er det med til at give de tilbageværende druer saft, kraft og intensitet.

Hos Cristom Vineyards lader man forskellen fra hver enkel vinmark skinne igennem den færdige vin. Man anvender gamle dyder som plukning af hele drueklaser, brug af naturgær i fermentationen samt blid og minimal håndtering af druerne.

Det giver det Cristoms vine elegance, blødhed og tilgængelighed. Dette dedikeret arbejde har da også givet Cristoms vine flotte anmeldelser blandt vinentusiaster og anmeldere verden over, bl.a. Best New World Red af Decanter.

Denne Pinot Noir Mt. Jefferson Cuvée er opkaldt efter den næsthøjeste bjergtop i hele Oregon, Mount Jefferson … der er opkaldt efter præsident Thomas Jefferson, som både Paul Gerrie og Steve Doerner beundrer.

Den er lavet af en blend af Pinot Noir druer fra 16 forskellige vinmarker, bl.a. husets 4 største vinmarker, altså markerne Eileen, Jessie, Louise og Marjorie. De øvrige druer er opkøbt fra andre vinavlere i området.

Der bliver kun brugt druernes naturlige gær under fermenteringen, der foregår i 1 til 12 tons åbne fermenteringskar, hvorefter vinen lagrer 12 måneder på Bourgogne egetræsfade, heraf 11% nye.

I glasset er vinen en tand mørkere end dens europæiske søskende, men duftmæssigt virkelig en givende vin. Der er mere støvet med mødding, fersk kød, mejeri, yoghurt, en biodynamisk eller naturewine note, grønne blade, granatæble, jordbær, hindbær, svag eukalyptus, eg, røg, blæk, grafit, kakao og tobak.  Hold da op.

I smagen er der mere bundtræk og kraft end i de to foregående røde Bourgogner … mere modne kirsebær, hindbær, saft og kraft, lidt fennikel, men fortsat med god syrlighed, tydelige tanniner, god vedholdenhed og blød, fin eftersmag.

Forhandles af Vild Med Vin, hvor prisen er 259 kr.

Rating 6/7 

2011 Domaine Pierre Amiot et Fils, Gevrey-Chambertin 1er Cru Les Combottes, Bourgogne, Frankrig

Vi fortsatte med mer’ Bourgogne … hvorfor ikke havde Flemming måske tænkt? Endda en Gevrey-Chambertin 1er Cru Les Combottes fra vinhuset Domaine Pierre Amiot et Fils, som jeg tidligere har smagt herlig Bourgogne fra. Sidst var det ikke mindre end Grand Cru vinen Clos de la Roche Grand Cru.

Domaine Pierre Amiot & Fils ligger i Morey-Saint-Denis og har været drevet af Amiot familien i 6 generationer, og i dag er det med brødrene Jean-Louis og Didier i spidsen dog hjulpet af deres fader Pierre Amiot. Jean-Louis står for produktionen i vinkælderen og Didier tager sig af markerne.

Vinhuset har samlet 9 hektar vinmarker, hvor de 8 hektar selv er ejet af familien, mens den sidste hektar er i såkaldt “métayage”, hvilket er en gammel ordning i Bourgogne, hvor en vinbonde dyrker en mark, han ikke selv ejer, og som leje afleverer halvdelen af høsten.

De 9 hektar er fordelt på 40 parceller, 85% af dem i Morey-Saint-Denis og 15% i Gevrey-Chambertin, og derfra laver brødrene 2 almindelige Bourgogne vine, 3 Villages vine, 5 forskellige Premiers Cru og 2 Grand Cru.

Dyrkningen af druerne hos Domaine Amiot er baseret på såkaldt ”integreted farming” og udbyttet pr. hektar holdes nede til 25-35 hektoliter pr. hektar for at prioritere koncentrationen i vinene.

Under vinificeringen er Jean-Louis Amiot tilhænger af, at gribe så lidt som muligt ind i processen … og forsøge at skabe mere delikate end rustikke vine.

Denne enkeltmark 1er Cru Gevrey-Chambertin Les Combottes er lavet med druer, som kommer fra vinstokke, der er mellem 15 og 70 år gamle. Udbyttet ligger på omkring 48 hektoliter pr. hektar og vinen er selvfølgelig lagret på barriques, heraf 33% nye fade.

I glasset overraskes du af vinen … virkelig grumset, ufiltreret og smuk transparent farve. Herligt. Næsen er både medicinskab, nytårskrudt, fyrværkeri, hindbær, jordbær, fennikel, grafit, papkasser og syrlige bolsjer. Sådan … hmmmmm.

I munden fornægter det burgundiske ophav sig ikke, for det er stramt, grønt, præcist, syrlig og livsforlængende elegant. Bevares, fortsat ung med syrlige kirsebær og lidt peber, der brænder en smule i mundhulen, men det smager sgu godt.

Forhandles af EP Vin i Nr. Lyngby, hvor en flaske koster 425 kr.

Rating 6/7   

2012 Domaine Lafouge, Auxey-Duresses 1er Cru Les Duresses, Bourgogne, Frankrig

Og vi fortsætter såmænd med de gode Jean og Gilles Lafouge, men nu med rød bourgogne fra far og søn, nemlig en 1er Cru fra marken Les Duresses i appellationen Auxey-Duresses … højborgen for netop Domaine Lafouge.

Under appellationen Auxey-Duresses findes der faktisk 9 1er Cru marker, nemlig Bas des Duresses, Climat du Val, Clos du Val, La Chapelle, Les Bréterins, Les Ecussaux, Les Grands Champs, Reugne og så netop Les Duresses.  Og Lafouge har parceller på en del af disse marker, bl.a. La Chapelle, Les Ecussaux og selvfølgelig Les Duresses.

Vinen er vinificeret og lagret på egefade, og som med de hvide anvendes der en andel nye barriques ved lagringen. For denne Auxey-Duresses 1er Cru Les Duresses er det lidt over 20% nye fade.

Den dufter sindssygt godt … animalsk, hvilket jeg elsker. Der er krudt, blæk, babybræk, våde fade, svag vanilje, hindbær, syrlige kirsebær. røde bolsjer, eg og noget jord.

Smagsmæssigt meget ren frugt, streng syre, lækker syrlighed, koncentrerede og umiddelbare tanniner, friskhed og samtidig god balance mellem friskhed, frugtrigdom og syrlighed.

Forhandles af EP Vin i Nr. Lyngby, hvor en flaske koster 179 kr.

Rating 5/7