2008 Grasso Fratelli, Barbaresco Vallegrande Riserva, Piemonte, Italien

Og det blev netop Nebbiolo i næste glas, nemlig denne Barbaresco Vallegrande Riserva fra vinhuset Azienda Agricola Grasso Fratelli, der er beliggende i Valgrande i Treiso … hjertet af Langhe.

Vinhhuset er grundlagt i år 1900 af Valentino Grasso og drives i dag af 3. generation i form af børnebørnene – de to brødre – Luigi og Alfredo Grasso. Huset laver deres vine meget traditionelt, men brødrene har dog taget nogle af de mere moderne metoder til sig, bl.a. med lagring på barriques. Selvom der er lavet vin på vingården siden år 1900, så begyndte familien dog først at flaske og sælge egne vine fra midt i 1970’erne.

Azienda Agricola Grasso Fratelli har samlet 15 hektar vinmarker med Nebbiolo, Dolcetto, Barbera, Moscato og Chardonnay. Deres bedste marker er San Stunet, Sorí Valgrande og Bricco Spessa. Vinene bliver skabt med en stor lidenskab og respekt for det traditionelle håndværk.

Gårdens flagskibe er uden tvivl deres Barbaresco vine, men de laver også en flot Barbera d’Alba Matiné, der kun laves i udvalgte årgange. Derudover laver de bl.a. også en Langhe Rosato Le Zolle, en piemontansk specialitet i form af en let perlende rødvin. Produktionen er i dag på lidt under 60.000 flasker årligt.

Fra marken Sorí Valgrande laver Luigi og Alfredo 2 forskellige Barbaresco vine, den almindelige Barbaresco Vallegrande samt denne Barbaresco Vallegrande Riserva, som vel også nok er husets bedste vin. I denne årgang 2008 har den endda også modtaget guld ved Decanter Wine Awards 2015.

Lavet på store gamle egefade – macerationsperioden kender jeg ikke – og derefter lagret på barriques i 14-18 måneder. Derefter er vinen selvfølgelig også modnet på flaske inden frigivelse.

Og duften er virkelig italiensk syre … italiensk Nebbiolo med syrlige kirsebær, hindbær, violer, champignon, æteriske olier, eg, fad, lakrids og lidt krydderier. Streng, let og med løftet pegefinger.

Smagen er blødere end forventet, men har selvfølgelig – som ægte Nebbiolo – et syrligt bid. Det er modent, elegant, lyst og igen de lyse bær, som dominerer, hindbær, lyse kirsebær, let peber, tørhed samt bløde tanniner. Det er meget harmonisk, velafbalanceret … en sød og streng lærerinde.

Forhandles af EP Vin i Nr. Lyngby, hvor prisen er 210 kr.

Rating 5,5/7 

2014 Tenuta delle Terre Nere, Etna Rosso Santo Spirito, Sicilien, Italien

Uffff for helvede da … nu har jeg igen denne fantastiske Etna Rosso Santo Spirito i glasset, men her en tak nyere end tidligere smagt. Det er vaskeægte siciliansk storhed fra vinhuset Tenuta delle Terre Nere.

Vingården Tenuta delle Terre Nere ligger omkring 5 kilometer øst for byen Randazzo, som vel nærmest ligger i den østligste og nordlige del af Sicilien.

Vinhuset er grundlagt i 2002, hvor en af Italiens bedste vinsmagere Marco De Grazia købte ejendommen sammen med hans broder Sebastiano … en ejendomme med 40-140 år gamle vinstokke med sorter som de røde Nerello Mascalese og Nerello Cappuccio samt hvide sorter som Carricante, Catarratto, Inzolia og Grecanico.

Samlet ejer brødrene over 30 hektar jord, fordelt på 10 parceller på 4 marker, nemlig markerne Calderara Sottana, Guardiola, Feudo di Mezzo samt Santo Spirito. Samlet udgør parcellerne på disse vinmarker 27 hektar, men de planlægger udvidelse til samlet 30-32 hektar vinmarker.

Markerne ligger på vulkanen Etnas nordlige skråninger og det er nogle af Europas højest beliggende vinmarker, som ligger mellem 650 og 1000 meters højde over havets overflade. De dramatiske døgnvariationer i temperaturen og en undergrund rig på vulkansk aske er med til at give uhørt elegante og komplekse vine, som altså laves på lokale druesorter.

Tenuta delle Terre Nere sendte allerede i år 2002 deres første årgang på markedet, men måtte de første år også ud at købe druer fra flere nabogårde. Siden 2004 har vinhuset været selvsynende fra egne vinmarker og har samtidig omlagt produktionen til økologisk drift, hvilket blev certificeret i 2008. Vinstokkene står i øvrigt som små træer efter en dyrknings- eller opbindingsmetode kaldet Alberello eller Gobelet.

Vinhuset laver 2 hvidvine, 1 rosé samt 6 forskellige rødvin, først en entry-level Etna Rosso, dernæst de 4 enkeltmarksvine Etna Rosso Santo Spirito, Etna Rosso Calderara Sottana, Etna Rosso Guardiola, Etna Rosso Feudo di Mezzo og endelig vinen Prephylloxera Etna Rosso DOC La Vigna di Don Peppino, hvor druerne kommer fra de ældste vinstokke på 2 parceller på Cakderara Sottana, hvor vinstokkene aldrig har været ramt af phylloxera.

Denne Etna Rosso Santo Spirito er lavet med druer fra husets 2 parceller på Santo Spirito marken … de senest købte parceller. Der er vinstokkene mellem 40 og 100 år gamle. Vinen er lavet på 98% Nerello Mascalese og 2% Nerello Cappuccio, lavet med spontan gæring, lagring på franske barriques og tonneaux i 16-18 måneder efterfulgt af 1 måned i ståltank inden flaskning. Der laves årligt omkring 5.500 flasker af denne vin.

Og det dufter bare fabelagtigt … let, gavmild og forførende. Og min tidligere sammenligning mellem Bourgogne og Barolo er ikke helt ved siden af. Det er syrlige kirsebær, hindbær, lette blommer, tør jord, champignon, blæk, flæsk, bacon, babybræk og hospitalsgang, mineraler, læder, mælkechokolade, eg, røg og vilde blomster.

I munden en nærmest burgundisk lethed med piemontisk stramhed. Det er intenst, tørt, syrligt, men med en lethed, som kan forveksles med en Pinot eller måske endda nærmere en Nebbiolo. Tanninerne godt stramme og der er godt med eg, tydelig peber … stramt og godt, men endnu en smule ungt. Vil vinde lidt med mere alder. Himmelsk vin.

Forhandles bl.a. af Oxholm Vin, hvor prisen er 299 kr.

Vinanmeldelse 6/7