2006 Scagliola, Barbera d’Asti Frem, Piemonte, Italien

2006 Scagliola, Barbera d’Asti Frem, Piemonte, ItalienFandt en lidt ældre flaske Barbera d’Asti Frem fra Società Agricola Azienda Agricola Scagliola ude i min faders hus ifb. med en oprydning. Den har helt sikkert ikke været opbevaret efter forskrifterne … nærmere tværtimod, men derfor skulle den da lige prøves.

Det er ellers en ganske fremragende vin, som jeg sidst har smagt i en årgang 2012. Denne er 6 år ældre, nemlig årgang 2006. Han … altså min fader … har sikkert fået den i gave fra mig engang.

Vinhuset Società Agricola Azienda Agricola Scagliola ligger i den lille by Calosso i det sydlige Piemonte ved bakkerne i Monferrato tæt ved Langhe, smukt placeret på toppen af San Siro. Her har familien Scagliola har produceret vin i 4 generationer.

Vingården er grundlagt i 1939 af Camillo Scagliola, som blev født i 1889. Han giftede sig med Palmina Ferro, og de fik 5 børn. Desværre Camillo gik bort i en ung alder, så det blev sønnen Giovanni Scagliola, som hurtigt måtte videreføre arven efter faderen. Derefter gik driften videre til Giovannis sønner Mario og Maggiorino Scagliola.

I dag drives stedet fortsat af Mario og Maggiorino Scagliola, men sammen med 4. generation, nemlig Maggiorinos søn Giovanni og datter Silvia. Mario har selv to døtre, men de er fortsat unge, men regner også med at skal hjælpe i driften.

Familien har har skabt et mønsterbrug i denne smukke egn. Ejendommen ligger i 400 meters højde. Denne placering er med til at give vinene den flotte syrestruktur, som er nødvendig for at lave klassevine.

Jordbunden er let sandet og med kalksten, og dyrkes med omtanke og efter naturlige principper, hvorfor der kun opnås et lavt udbytte per hektar. Der dyrkes vin på 35 hektar, primært Moscato og Barbera, men også Dolcetto, Cortese, Chardonnay, Grignolino, Monferrato Rosso, Brachetto og Pinot Noir. Scagliola også kendt for at lave en af distriktets bedste Moscato d’Asti.

Høsten finder sted i oktober, vinen er selvfølgelig lavet på 100% Barbera, og vinen har lagret på franske egetræsfade (barriques) i cirka tolv måneder. Der laves årligt 40.000 flasker af denne vin.

I næsen er vinen ganske rustik, men alderen trykker sgu voldsomt. Det ses også i glasset, hvor kanten er let brun. Der er blæk, tør jord, et lidt støvet udtryk over vinen, men også lidt portvin og rosiner, som leder tankerne hen på noget dårlig Amarone. Smagen er dog fortsat frisk med frugt, kirsebær, ribs, morbær, grønne og let bitre noter … har bestemt stadig sit italienske ophav i live med tørhed, syre og bid.

Forhandles hos Jysk Vin, hvor seneste årgang 2013 koster 135 kr. ved 1 flaske og 84,95 kr. ved køb af 6 flasker.

Rating 4/7 

2014 Maison Laurent Chautemp, Châteauneuf-du-Pape, Rhône, Frankrig

2014 Maison Laurent Chautemp, Châteauneuf-du-Pape, Rhône, FrankrigChâteauneuf-du-Pape fra en ukendt producent … og ærlig talt, så smager den faktisk heller ikke særlig meget af Châteauneuf-du-Pape. Jovist, der står ganske vist Châteauneuf-du-Pape på flasken fra vinhuset Maison Laurent Chautemp og etiketten er skam også nydelig … men så hører alle ligheder også op.

Maison Laurent Chautemp skulle ifølge den nydelige etikette ligge i Saint-Jean-d’Ardières, lige ved A6’eren og Soâne floden mellem Mâcon og Villefranche-sur-Saône. Det er et godt stykke fra Châteauneuf-du-Pape, vel helt præcis 258 kilometer. Derfor virker det også en smule underligt, at en vinproducent lige dér i Saint-Jean-d’Ardières laver Châteauneuf-du-Pape vine.

Maison Laurent Chautemp er samtidig umulig at finde. Ingen resultater på internettet … ej heller på den franske krak-vejviser … eller hvad det nu hedder i sydlige. Maison Laurent Chautemp er som sunket i jorden, hvilket er lidt underligt, da denne vin jo er forholdsvis ny, nemlig en årgang 2014.

Dermed vil jeg gætte på, at vinen er en designvin, lavet af én af de store vinkoncerner, som opkøber druer og laver vine beregnet til bestemte marker. Så får de fine navne, så forbrugerne kan nikke anerkendende, hmmmm Châteauneuf-du-Pape, det skulle vist være godt.

Der er heller ingen oplysninger om, hvilke druer vinen er lavet på, så også dér er vi helt ude i skoven. Lad os i stedet smage vinen, som i næsen har en smule peber, hvilket jo kan tale for, at der er lidt Syrah i vinen. Derudover er det morbær, sødme, mynte, kamfer, norske brystdråber, men ikke rigtigt nogle af de dyder, som ellers kendetegner Châteauneuf-du-Pape.

Smagen er meget tynd … helt uden fylde og mest af alt virker den ganske neutral. Der er lidt tørhed bagerst i munden, papkasser og lidt peber, men virker slasket, kantet og uden kraft. Er dette virkelig Châteauneuf-du-Pape? Hvis det er tilfældet, så er det bestemt ikke stor Châteauneuf-du-Pape.

Købt i Fakta, pris kender jeg ikke. Håber ikke, at det var over 50 kr.

Rating 2,5/7 

2010 Val di Suga, Brunello di Montalcino, Toscana, Italien

2010 Val di Suga, Brunello di Montalcino, Toscana, ItalienMed næste vin er vi hos vinhuset Val di Suga, som er ét af Tenimenti Angelinis 5 vinhuse. Vi har nemlig fat i en Brunello di Montalcino … en flaske Gert havde med til et par hyggelige timer 3. juledag, hvor julen lige skulle skyldes helt væk. Hvad er bedre til at skylde jul væk end Brunello?

Tenimenti Angelini ejes og drives af familien Angelini, som er én af Italiens store og berømte vinfamilier. De ejer som nævnt 5 vinhuse, nemlig de 3 toscanske huse Val di Suga i Montalcino, Tre Rose i Montepulciano og San Leonino i Castellina in Chianti. Derudover er det Puiatti i Friuli samt Tenuta Collepaglia i Castelli di Jesi Classico i Marche.

Og det er samlet et pænt stort foretagende … Tenimenti Angelini ejer nemlig mere end 1.600 hektar jord, hvor de 310 hektar er vinmarker. Det betyder, at koncernen samlet producerer omkring 1,5 millioner flasker vin hvert år.

Tenuta Val di Suga er familiens ædelsten og fungerer i dag også som hovedsæde for koncernen. Familien købte ejendommen i 1994 og omfatter 120 hektar jord, hvoraf de 55 hektar er vinmarker udelukkende beplantet med Sangiovese. Mod Nord ligger Val di Suga vinmarken omkring selve ejendommen og dér findes også den berømte Vigna del Lago parcel. Mod Sydvest ligger San Polo vinmarken, som er den yngste, og endelig mod Sydøst den mest kendte mark Vigna Spuntali.

Vinfremstillingen er moderne, men med respekt for traditionerne. Modningen af vinene foregår stadig i de traditionelle, store slovenske fade, men man anvender også små, franske egetræsfade. Ansvarlig vinmager på Val di Suga er Andrea Lonardi.

Denne Brunello di Montalcino er lavet på 100% Sangiovese Grosso og lagret 36 måneder på store fade og almindelige franske egetræsfade samt 12 måneder på flaske inden frigivelse.

Og det er sgu en fin Brunello med rigtig mange af de typiske dyder for Brunello. Næsen er tør, støvet med violer, blyanter … lige spidset, tryksværte fra gårsdagens avis, skovbund, en smule babybræk (på den fede måde), tobak, røg og sluttelig en pose med flæskesvær. Lyder sgu som opskriften til et kup i Olsen Banden.

I munden er de italienske dyder også ganske fremtrædende med stor syrlighed (som faktisk holder i flaske i flere dage), grønne noter, mineraler, og stramme, stramme tanniner, som sætter sig i munden og specielt på tænderne. Det er mellemrøde bær, syrlige med noter af lakrids og godt med det mineralske islæt. Herligt.

Købt hos Philipson Wine, hvor prisen er 149,95 kr. ved køb af 12 flasker. Ellers skal du smide en hundredekroneseddel mere.

Rating 5/7