2009 Gallica Wine, Napa Valley Cabernet Sauvignon, Californien, USA

2009 Gallica Wine, Napa Valley Cabernet Sauvignon, Californien, USAVi måtte selvfølgelig slutte med endnu en tur over Atlanten … tilbage til Californien med endnu en US Cab, Napa Valley Cabernet Sauvignon fra vinhuset Gallica Wine, som ejes og drives af kvinden med det herlige navn Rosemary Cakebread.

Vinhuset er grundlagt i 2007 af Rosemary og ligger i en gammel lade i St. Helena i Californien … i øvrigt samme by, hvor Beringer har deres hovedsæde og omkring 30 kilometer nord for Napa by. Med andre ord midt i det amerikanske vinland.

Rosemary Cakebread er en erfaren vinmager og har inden hun grundlagde Gallica Wine arbejdet rundt om i Napa Valley. Hun blev uddannet ønolog i 1979 fra University of California i Davis og har efterfølgende arbejdet hos Inglenook Winery, hvor hun arbejdede i laboratoriet.

Derefter arbejdede hun en kort periode hos Cakebread Cellars, hvor hun mødte sin mand Bruce Cakebread, som er én af ejerne af det noget større vinhus. Derefter flyttede hun en periode til Mumm Napa, hvor hun arbejdede med mousserende vine på Sterling Winery inden hun i 1997 blev ansvarlig vinmager på Spottswoode Winery.

Der blev hun frem til 2007, hvorefter hun altså grundlagde sit eget vinhus Gallica Wine. Der laver hun vine med druer fra egne marker samt fra druer fra en række familieejede vingårde fra Napa Valley til Santa Lucia Highlands, bl.a. har Cakebread fundet en god leverandør hos Shake Ridge Ranch Vineyard i Amador County ved foden af Sierra bjergene.

Rosemary laver alene 3 vine på Gallica Wine, en Suzuri Shake Ridge Ranch Amador, en Suzuri Soberanes Syrah Santa Lucia Highlands og denne Napa Valley Cabernet Sauvignon. For Suzuri vinene er inspirationen klart Rhône, mens denne Napa Valley Cabernet Sauvignon mere er i den amerikanske stil.

Vinen er ikke ren Cabernet sauvignon, da der i denne årgang 2009 tillige er tilsat 6% Petit Verdot og 4% Cabernet Franc. Vinen har lagret 20 måneder på franske barriques, heraf 71% nye fade. Det er en vin, som er meget hypet … og Parker har da også givet vinen 95+ point.

Det er samtidig en dyr vin, men ikke én, som jeg falder på halen for. I næsen er der modne røde bær, lidt solbær, granatæbler, lidt tobak, sort te, kardemomme, appelsinskal, en omgang engelsk lakrids og lidt mineraler. I munden er der god frugtintensitet, men virker også lidt kantet og med noget alkohol. Tanninerne er moderate og der er også en smule krydderier, som blander sig i smagsindtrykket.

Forhandles af Smalle Vine, hvor prisen er 750 kr., hvilket jeg finder ganske dyrt. Dér er jeg i hvert fald slet ikke.

Rating 5/7  

1999 Bertani, Amarone delle Valpolicella, Veneto, Italien

1999 Bertani, Amarone delle Valpolicella, Veneto, ItalienJeg er lidt ambivalent, når det kommer til Amarone, men når der kommer vaskeægte, klassisk og oldschool Amarone i glasset, så må selv den mest hårdnakkede gamle vinblogger overgive sig. Det har jeg gjort flere gange … og det er også tilfældet med denne Amarone delle Valpolicella fra det gamle og klassiske vinhus Bertani.

Vinhuset ligger i den lille by Grezzana omkring 10 kilometer nord for Verona, og er grundlagt tilbage i 1857 af de to brødre Giovan Battista og Gaetano Bertani i Quinto di Valpantena nord for Verona. På det tidspunkt var Gaetano allerede en dygtig vinmager, som havde studeret i Frankrig hos Professor Guyot og lært nye tekniker.

Og fra starten anvendte brødrene de nye og moderne tekniker, både i vinkælderen samt i deres marker i Valpantena og  Soave, men altid med respekt for de gamle traditioner. Og det gav succes … brødrene blev berømt i hele Verona området for deres professionalisme og kvaliteten af deres vine.

Bertani var dog også gode forretningsfolk, og de forstod værdien af selv at flaske vinene for at optimere fortjenesten. De investerede derfor yderligere og i slutningen af 1800-tallet blev husets vine også solgt i mange byer i USA, ja stort set over hele verdenen.

Den store berømmelse betød bl.a. også at deres vin i 1937 blev anvendt ved middagen i forbindelse med kronningen af Kong George VI i England. Derudover har vinhuset fået en lang række store hædersbevisninger for deres vine samt en masse internationale medaljer gennem årene.

I 1952 købte familien den smukke 1700-tals barokvilla Villa Novare med tilhørende 220 hektar jord i Arbizzano nord fra Verona og omkring 5 kilometer svag sydvest for deres hovedsæde i Grezzana. Det var oprindelig familien Fattori, som i 1735 begyndte byggeriet af villaen ved siden af en vinkælder fra det 16. århundrede.

Inden byggeriet var afsluttet, blev villaen i 1769 solgt til familien Mosconi. De færdiggjorde ejendommen og tilføjede en romantisk park på otte hektar anlagt i engelsk landskabsstil. Derudover fokuserede familien Mosconi på vindyrkning og blev en af de største vinproducenter i Norditalien på den tid.

I første halvdel af det 19. århundrede tog tingene en anden drejning. Herskabsvillaen blev forladt og både parken og en række værelser udsat for vandalisme. Ejendommen fungerede en kort periode omkring 1933 også som hovedsæde for det lokale kooperativ Cantina Sociale della Valpolicella, og de var også med til at gøre ejendommen ganske historisk.

Det var nemlig netop i kælderen under Villa Novare, at en af de ansatte på kooperativet i 1933 ved en fejl glemte at standse gæringen på den søde Recioto og dermed skabte prototypen på det, som vi i dag kender som Amarone.

I dag har familien omdømt ejendommen til Villa Mosconi Bertani og renoveret den til fordums glans … en ganske imponerende bygning. Den er imidlertid ikke hovedsæde for vinhuset … det er fortsat ejendommen i Grezzana.

Selve vineriet i Grezzana betragtes i øvrigt også som værende et af de smukkeste i det dejlige Valpolicella Classico område. Bertani har i dag omkring 200 hektar vinmarker i både Valpolicella ved Villa Novare samt Valpantena og derudover i Soave og ved Gardasøen. Og det er fortsat med familien Bertani ved roet. De har dog ansat GianMatteo Baldi, som direktør for foretagenet og Cristian Ridolfi som ansvarlig vinmager.

Alt i hele produktionen er de senere år optimeret, hvilket vil sige at vinene fortsat laves efter de klassiske forskrifter, men med det bedste mulige udstyr til rådighed. Bertani producerer i dag ikke kun de kendte vine som Secco Bertani, Villa Arvedi eller Amarone Classico, men også bl.a. flot Soave og IGT Verona.

I dag fremstilles vinene stadig efter de gamle klassiske traditioner og regler. Bertanis vine er anerkendt over hele verden for deres exceptionelle kvalitet, og beundringsværdige håndværk. Bertani er blandt de få Amarone producenter, der ikke køber deres druer af lokale bønder, de anvender derimod udelukkende druer fra egne marker, og kan således selv kontrollere hele processen fra start til slut.

Bartanis Amarone modner i de legendariske år fra begyndelsen af 1960’erne og frem til begyndelsen af 1980’erne op til 10 år på store slovenske fade inden de tappes på flaske og frigives til salg. Der er som type tale om en langt mere tør Amarone type end dem, der ses flest af i dag, og samtidigt er dette en af Italiens mest holdbare vine.

En vin, som man gerne betror et ekstra årti på flaske, selvom vinen i glasset er 25 år eller ældre. Det er denne legendariske holdbarhed, som har skabt Bertanis ry. Utallige gange er den blevet smagt op imod andre legender og næsten hver gang har den imponeret – de der var så heldige at være til stede – med sin utrolige ungdommelighed og sin næsten skræmmende intensitet og kompleksitet.

I de senere år er fadlagringen blevet reduceret til 6 år, og som ung virker vinen lidt mere imødekommende end tidligere.

Nå, men her har vi netop husets Amarone delle Valpolicella i årgang 1999. Vinen er lavet på 70% Corvina, 25% Rondinella og 5% Molinara. Druerne er tørret på måtter i omkring 120 dage. Macerationen sker over hele 50 dage, hvorefter vinen lagrer 6 år på store 60 hektoliter egetræsfade. Efter vinen er kommet på flaske, og så lagrer den yderligere 1 år.

Duftmæssigt er her skrald på den gamle dame … dufter af rustikke, gamle fade, overgærede blommer, overmodne kirsebær, kirsebærlikør, dadler, søde krydderier og heldigvis ikke rosiner. Der er lidt læder, lakrids og lidt jordagtige noter. I munden overrasker vinen ved at være frisk frugt og jeg får med det samme associationer til Ernesto Ruffo. Det er blødt, cremet … men med en lethed og friske, mørke frugter, blommer samt et meget markant peberbid i eftersmagen.  Det er altså bare godt.

Forhandles af SuperVin, hvor prisen på denne årgang 1999 er 580 kr. ved køb af 6 flasker og 699,95 kr. ved køb af en enkelt … men de plejer at være til at snakke med.

Rating 6,5/7 

2011 Beringer Vineyards, Knights Valley Cabernet Sauvignon, Californien, USA

2011 Beringer Vineyards, Knights Valley Cabernet Sauvignon, Californien, USASå hoppede vi sgu igen over Atlanten … satans store spring med ham Brix, men denne gang blev det med ægte amerikansk Cab … vinen Knights Valley Cabernet Sauvignon fra det store og historiske vinhus Beringer Vineyards.

Vinhuset er grundlagt tilbage i 1876 af brødrene Jacob og Frederick Beringer, som egentlig kom fra Mainz i Tyskland. Og når vi starter stort vinhus, så er der noget om snakken, for Beringer er den største drue-producent i Napa og ejer selv knapt 10% af det total opdyrkede vinareal i Napa.

Beringer Vineyards er det ældste uafbrudt fungerende vinhus i Napa Valley, og som noget unikt for et amerikansk vinhus, har Beringer produceret vin uafbrudt siden 1876, idet man under spiritusforbudet havde tilladelse til at producere altervin til de lokale kirker. De øvrige californiske vinhuse måtte indstille produktionen i denne periode.

Historien om Beringer startede reelt i 1868, hvor Jacob Beringer forlod sit tyske hjem i Mainz, for at starte et nyt liv i USA. Hans bror Frederick var sejlet til New York fem år tidligere, og havde siden skrevet mange breve hjem, om de uendelige muligheder i den store nye verden.

Jacob, som havde arbejdet i tyske vinkældre i sine unge dage var dog ikke særlig begejstret for New York. Han var imidlertid tiltrukket af det varme solrige klima i Californien, som skulle være velegnet til vindyrkning.

I 1870 rejste han rejste han med tog fra østkyten mod solen i Californien, og i Napa Valley fandt han med stor glæde en stenet, veldrænet jord, svarende til den, som han kendte fra sit fødeland. Den vulkanske jord var ideel til dyrkning af de druer, der prægede hele Europas store vinregioner.

Landskabet faldt også i lige Jacobs smag. Bakkerne i området skulle graves ud og anvendes til opbevaring og aldring af vin. Den konstante underjordiske temperatur var perfekt for produktionen af fine vine.

I 1875 købte Jacob og Frederick jorden, og gik i gang med en vinproduktion sammenlignet med de bedste produktioner i Europa. Beringer Vineyards blev grundlagt i 1876. Udgravningen af bakkerne viste sig at være en hård opgave. Det foregik med håndkraft, og brødrene ansatte nogle kinesiske arbejdere til jobbet.

Gravearbejdet i tunnellerne løb over flere år, men resultatet blev det perfekte sted at opbevare og lagre vin. Selv den dag i dag anvendes de underjordiske tunneller. Den gennemsnitlige temperatur på 14,5° C, er ideel til aldringen af Beringer Vineyards fine vine, og den nyrestaurerede indgang til den kølige underjordiske verden Old Stone Winery udgør en populær seværdighed for besøgende.

I den periode vingården blev bygget, boede Jacob i et gammelt bondehus fra 1848 på ejendommen. Dette hus blev efterfølgende omhyggeligt restaureret, udvidet og navngivet ”Hudson House”. Huset fungerer i dag som Beringer Vineyards ’Culinary Arts Center’. Frederick flyttede permanent til Napa Valley i 1883 og begyndte opførelsen af hans nye hjem – en genskabelse af familiens hjem i Rihnen, Tyskland.

Resultatet, ”Rhinen House” er et sytten-værelses stort palæ, der i dag er centrum for Beringers private bibliotek og vinsmagninger. I Rhinen House kan gæsterne nyde et glas vin i det gamle bibliotek, eller på verandaen hvor Frederick i sin tid sad og nød udsigten udover de vidtstrakte græsplæner, frodige haver, ud over Napa valley.

Vinene fra Beringer har været på Wine Spectator’s TOP 100 liste flere gange end noget andet vinhus, og Beringer Vineyards har som det eneste vinhus vundet førstepræmie som ”Wine of the Year” for både en rødvin og en hvidvin hos Wine Spectator.

Beringer har modtaget flere 90+ point vinanmeldelser fra Robert Parker end nogen anden californisk vinproducent og har som det eneste vinhus vundet titlen som “Wine of the year” for både en rødvin og en hvidvin hos Wine Spectator. Ud over dette er Beringer 11 gange blevet udnævnt til ”Winery of the Year” af Wine & Spirits Magazine.

Den ansvarlige vinmager hos Beringer Vineyards er Laurie Hook. Hun begyndte sin karriere hos Beringer i 1986, hvor hun blev ansat som ønolog. I 1997 blev hun udnævnt til assisterende vinmager til den daværende ansvarlige vinmager Ed Sbragia, og i 2000 blev hun selv hovedansvarlig, mens Ed Sbragia i dag fortsat er tilknyttet Beringer som rådgiver for Laurie.

Druerne til denne Knights Valley Cabernet Sauvignon kommer fra dalen Knights Valley, hvor Beringer er langt den største jordbesidder. Området grænser op til Napa Valley og ligger beskyttet fra Stillehavets kølige vinde, hvilket gør det til det varmeste område i Sonoma Valley.

På trods af at området dækker 15.000 hektar og har et nærmest ideelt klima til vindyrkning med varme dage og kølige nætter, er det kun de 810 hektar, der er tilplantet med vinstokke. Der dyrkes primært de almindelige Bordeaux sorter og derudover Chardonnay, Syrah, Tinta Cao og Zinfandel.

Denne Knights Valley Cabernet Sauvignon er selvfølgelig primært Cabernet Sauvignon, men Laurie Hook har også tilsat en smule Petite Sirah, Merlot og Cabernet Franc. Blendet varierer lidt fra år til år … fx var der ingen Petite-Sirah i vinen i 2012, men derimod en smule Petit Verdot og Malbec. Druerne har ligget med udvidet skindkontakt inden lagringen i 13 måneder på 225 liters franske egetræsfade, hvoraf 28% var nye fade.

Hold nu op for en mørk væske … natten har sænket sig. I næsen er det også mørk frugt, solbær, blåbær, fad, engelsk lakrids, kakao, chokolade, espresso og der fornemmes også noget alkohol, som jeg ikke er så pjattet med. Smagsmæssigt også lidt som forventet … solbær, marmelade, let peber … og tannninerne er bløde og gør ikke meget væsen af sig. Det er mørk, fed og cremet Cab … og bestemt en af de bedre.

Forhandles i Vinspecialisten, hvor prisen er 260 kr.

Rating 5/7