Kategoriarkiv: Vinanmeldelser

2009 Bruno Giacosa, Dolcetto d’Alba, Piemonte, Italien

2009 Bruno Giacosa, Dolcetto d’Alba, Piemonte, ItalienOnsdag var der så vin på min terrasse … endda min nye overdækkede terrasse, som Paul og Gert havde lovet at hjælpe med at indvie. Og det blev gjort med lidt sortfodsskinke, hjembragt direkte fra Spanien, chorizo, ost og brød … alt sammen medbragt af Paul … og jeg havde også fundet lidt vin til at bistå maden. Den overdækkede terrasse var ét af mine små sommerprojekter … et rigtigt hyggeprojekt. Perfekt til vinnydelse.

Første vin var denne flotte Dolcetto d’Alba fra vinhuset Bruno Giacosa, én af de få italienske producenter, som Robert Parker har givet de berømte 100 point. Parker har samtidigt udtalt følgende om Bruno Giacosa; “A quiet and dignified winemaking genius in Neive and the least promotion-conscious winemaker in Italy who prefers to let his wines do the talking for him”.

Bruno Giacosa holder til i byen Neive og et af de traditionelle vinhuse, da Bruno Giacosa ikke er den stor tilhænger af modernismen i Piemonte. Giacosa er særlig berømt for sine Barbaresco og Barolo vine. Alene i Barbaresco ejer han syv enkeltmarker. Det er Asili di Barbaresco, Rabaja di Barbaresco, Santo Stefano di Neive, Gallina de Neive, Montefico di Barbaresco, San Cristoforo di Neive samt Rio Sordo do Barbaresco.

I Barolo ejer Giacosa seks marker: Falletto di Serralunga d’Alba, Le Rocche del Falletto di Serralunga d’Alba, Rocche di Castiglione Falletto, Collina Rionda di Serralunga d’Alba, Villero di Castiglione Falletto, Bussia di Monforte d’Alba.

Herudover ejer Giacosa yderligere to marker, Valmaggiore di Vezza d’Alba og Basarin di Neiva, som giver druer til henholdsvis Nebbiolo d’Alba og Dolcetto d’Alba.

Vingården er oprindeligt grundlagt tilbage i 1890’erne af Carlo Giacosa og hans søn Mario Giacosa. Det meste af den producerede vin blev solgt til kunder i store 5 liters flasker, som var almindelig praksis i regionen på det tidspunkt. Først efter Anden Verdenskrig fik Giacosa almindelig aftapning på vinflasker. På de første etiketter fra vingården står der også flot Carlo Giacosa & Figli, men det skulle nu imidlertid først blive 3. generation i form af Bruno Giacosa, som virkelig sætter vingården på det internationale vinkort.

Bruno Giacosa begyndte allerede at arbejde i familieforetagendet fra en alder af 15, og langsomt begyndte han at overtage produktionen. Han begyndte også at lave vin fra indkøbte druer fra udvalgte vinmarker, og fik opbygget et netværk af avlere, som han mente havde de bedste druer til rådighed og som var dedikeret til at producere kvalitet. I løbet af 1960’erne blev Giacosa allerede betragtet som én af ​​de tre væsentlige vinproducenter af Barbaresco, sammen med Gaja og Produttori del Barbaresco. I 1982 køber familien også Falletto vingården i Barolo, og senere tilkøbes også yderligere marker. Bruno Giacose får også tilnavnet”Genius of Neive”, geniet i Neive.

Siden 1990 har ønologen Dante Scaglione hjulpet vinhuset, og efter Bruno Giacosa fik et slagtilfælde i januar 2006, så er 4. generation i form af Brunos datter Bruna Giacosa også begyndt at tage over.

Vinene fra Bruno Giacosa produceres ultra traditionelt, hvilket også gør, at der er tale om usædvanligt holdbare vine, der af mange karakteriseres som værende nærmest udødelige.

Der laves vine i 2 serier/labels, nemlig vine under navnet “Bruno Giacosa”, hvor druerne købes hos lokale producenter, og så vine under navnet “Azienda Agricola Falletto – di Bruno Giacosa”, som er vinene lavet med druer fra egne marker. Opdelingen af produktionen i 2 forskellige labels startede i 1996 og er ret typisk i Piemonte. Det har  nemlig noget at gøre med skattelettelser for “Azienda Agricola”, dvs. flasker som produceres med druer fra egne marker. Vinene fra egne marker laves endda i 2 niveauer med henholdsvis hvid eller rød etikette. De røde er Giacosas bedste vine og ekstremt sjældne, idet de kun produceres i endog meget små mængder blot to-tre gange på et årti.

Nå, nok snak, lad os se nærmere på denne Dolcetto d’Alba fra vingården. Det er husets billigste vin … en pris på 189,95 kr. fortæller også, at vinene fra huset hører til i den højere ende. En Barolo med rød etikette fra huset koster over 3.000 kr. Vi bliver her på jorden. Duftmæssigt lidt blåbær, lidt mineraler, jern, jord, syrlige kirsebær … hmmmm, ikke ringe. Smagsmæssigt dejlig syrlig, ribs, kirsebær .. meget tør, lidt bitterhed i eftersmagen … stramme tanniner. Jeg synes sgu, at det er en vin med charme, og kan mægtig godt li’ vinen.

Købt hos Randers Vinhus, hvor jeg vistnok gav 170 kr.

Vinanmeldelse 5/7   

2008 Elio Grasso, Barbera d’Alba Vigna Martina, Piemonte, Italien

2008 Elio Grasso, Barbera d'Alba Vigna Martina, Piemonte, ItalienFredagen på Jespers terrasse blev afsluttet med denne Barbera d’Alba Vigna Martina fra det skønne vinhus Elio Grasso. Sådanne aftener på terrassen er skønne, og i baggrunden skimtes da også det dejlige pizzabrød, som Jesper smukt og stolt fremtryllede fra hans nye Weber Pizzaovn.

Vi er i Barolo distriktet, hvor vi tæt ved Monforte d’Alba finder Elio Grassos ejendom. Bedre beliggenhed kan man ikke ønske sig, ikke blot på grund af udsigten, som er formidabel, men også på grund af jordbunden, som giver mulighed for produktion af fremragende vine. Produktionen hos Elio Grasso startede i begyndelsen af 1980′erne, hvor Grasso familien besluttede at gå tilbage til deres oprindelse som vinavlere.

Man havde nogle år forinden, nemlig i 1978 lagt grundstenen hertil ved at begynde at vinificere og aftappe druerne fra de forskellige vinmarker adskilt, og ved successive genplantninger af deres Nebbiolo, Barbera og Dolcetto vinmarker.

I dag drives vingården fortsat af Grasso familien, nemlig i form af far og søn. Alle markerne dyrkes som enkeltmarksvine undtagen i de år, hvor høsten er middelmådig. Vingården fremstår i dag på alle områder som et mønsterbrug. I 2002 tildelte Italiens mest kendte vinguide Gambero Rosso én af Elio Grassos Barolo’er prisen “Red Wine of the Year”. Denne hæder tilgår som navnet siger kun én vin i Italien. En absolut topproducent.

Grasso har omkring 18 hektar vinmarker ved Monforte d’Alba, og denne Barbera baserede vin kommer fra vinstokke med en gennemsnitlig alder på 30 år. Vinen gærer i temperaturregulerede rustfrie ståltanke, og lagrer efterfølgende i 50% nye franske egetræsfade og resten i ét år gamle franske fade. Lagringstiden har jeg ikke fundet, men efter tapning på flaske ligger vinen i kælderen i mindst 8 måneder før frigivelsen.

Duftmæssigt fanger jeg noter fra moreller, modne kirsebær … en meget intens frugt og lidt champignon og en anelse urter. I smagen lidt mere blommer, fin fin syre og igen den meget store frugtintensitet, som er meget vedholdende. Der er godt med kraft i vinen, som stadig virker ung … men smager forrygende, og der er også god balance, så bestemt en stor anbefaling værdig. Thumbs Up … og dejlig afslutning på aftenen.

Købt hos Jysk Vin, hvor prisen i dag er 215 kr.

Vinanmeldelse 5/7 

2010 R. Näglers Weindepot, Rüdesheimer Burgweg Spätburgunder Trocken, Rheingau, Tyskland

2010 R. Näglers Weindepot, Rüdesheimer Burgweg Spätburgunder Trocken, Rheingau, TysklandI fredags smagte jeg også denne Rüdesheimer Burgweg Spätburgunder Trocken fra Weingut Dr. Nägler. Jeg skrev en smule om vinhuset for et par uger siden, da jeg smagte Dr. Näglers Spätburgunder Rüdesheimer Drachenstein, så der kan I selvfølgelig også læse lidt baggrundsviden om denne tyske vinproducent.

Udover produktionen af vin, så driver den foretagsomme Nägler familie også hotellet og vinrestauranten Zum Grünen Kranz … hvilket i øvrigt også flot står skrevet øverst på etiketten på denne vin. Det flotte foto på etiketten forestiller i øvrigt familiens hotel, som stammer fra 1826 og udover restauranten rummer 30 værelser. Herudover omfatter familieforretningen også udlejning af cykler samt den lille vinforretning/vinotek R. Näglers Weindepot, som også har lagt navn til denne vin.

Det er en smule forvirrende, for nogle steder kalder de forretningen Dr. Nägler Weindepot og andre steder bare R. Nägler Weindepot. Vinen her er formentlig lavet specielt til salg på hotellet og vinrestauranten, og den fremgår da heller ikke i sortimentet på hjemmesiden for Wiengut Dr. Nägler.

Og det er også hele Nägler familien, så involveres i familiens mange aktiviteter, og således er husets yndige datter Janina Nägler to år i træk været kåret til Rüdesheims ubestridte vindronning … eller måske rettere vinprinsesse ved den årlige vinfestival i byen, og hun fortsætter traditionen efter Roswita Nägler, som for omkring 50 år siden også bar denne flotte titel. Så altså en familie med både vin og skønhed.

Og skøn er vinen også i glasset … meget lys … og den har ikke stået lang tid med skallerne. Duftmæssigt den dejlige Pinot sødme med lidt kostald, animalsk tilsat en smule babybræk … på den gode måde forstås. Smager af let syrlige kirsebær, søde ribs … og meget let i udtrykket. Dejlig sommervin, som Jesper havde med hjem fra besøget hos det tyske broderfolk.

Købt i Rüdesheim, prisen … ka’ ikk’ huske, hvad Jesper sagde, den havde kostet.

Vinanmeldelse 4/7  

2009 Bodegas y Viñedos Artadi, Artadi Tempranillo, Rioja, Spanien

2009 Bodegas y Viñedos Artadi, Artadi Tempranillo, Rioja, SpanienLige et par opdateringer fra sidste weekend, hvor jeg bl.a. smagte denne Tempranillo baserede vin fra Bodegas y Viñedos Artadi, som er grundlagt i 1985 og beliggende i byen Laguardia i Rioja Alavesa. Gården var oprindelig et tidligere kooperativ af lokale vinbønder kendt som Cosecheros Alaveses, men ejes i dag af Juan Carlos López de Lacalle og ønologen Jean Francois Gadeau, som begge laver deres vine med målet at hæve kvaliteten og udbrede kendskabet til disse “superspaniere”.

Og huset hører i dag til blandt topproducenterne i Rioja. Bodegas y Viñedos Artadi var et af de første spanske vinhuse der for alvor indså vigtigheden af terroir, hvilket især kan opleves i vinen El Pison fra den kun 2,4 hektar store og 65 år gamle vinmark El Pison. En vin der de sidste 6 årgange har fået mellem 96 og 100 point i The Wine Advocate og som koster over 1.500 kr. herhjemme.

Siden 1996 har Artadi også lavet vin i Navarra hvor fokus har været på Grenache og i Alicante hvor Monastrell druen bedst udtrykker det lokale terroir. Samlet har Bodegas y Viñedos Artadi omkring 70 hektar vinmarker. Alt dyrkes 100% biodynamisk.

Denne vin Artadi Tempranillo er husets billigste vin, deres basisvin, en såkaldt Joven vin, der er kendetegnet ved at være frisk og frugtig. Druerne kommer fra de yngste vinstokke på nogle af Artadis forskellige marker, nemlig parcellerne Ribaltayo, Valdegamarra, Las Horcas og Los Mazuelos. Efter gæring hviler vinen 6 måneder på franske egetræsfade.

Duftmæssigt er der smæk for skillingerne, der er blæk, salvie, rosmarin og urter i det hele taget, der er lakrids … den fede engelske slags og modne mirabeller. Smagen er let pebret med modne kirsebær og let modne blommer. Der er heldigvis ikke meget Rioja overfadlagring i denne, og den smager faktisk rigtigt godt. Vinen er rank, meget fint balanceret og alligevel er der godt med power.

Købt i Supervin i Hjørring til 50 kr. Et rent røveri, men det skyldes, at der er tale om en rest … og at etiketten ikke er for pæn. Hos Laudrup Vin og hos Salling koster vinen 150 kr.

Vinanmeldelse 4,5/7  

2006 Fattoria Scopone, Rosso di Montalcino, Toscana, Italien

2006 Fattoria Scopone, Rosso di Montalcino, Toscana, ItalienHvis man i Montalcino følger de gule skilte med navnet “Scopone” på vejen til Castelnuovo dell’Abate, umiddelbart efter borgen “La Croce”, så finder man Azienda Agricola Fattoria Scopone, og det er lige præcis herfra, at sidste lørdags vin, denne Rosso di Montalcino kommer.

Historien om vingården Scopone begynder allerede i det nittende århundrede, hvor gården var bolig for flere familier af landmænd, der arbejdede på markerne i området. Under Anden Verdenskrig blev Scopone et tilflugtssted for evakuerede mennesker og selv i dag kan de ældste beboere i Montalcino huske stedet fra krigens tid.

Efter krigen har gården haft flere ejere, men i 1992 blev ejendommen købt af Genazzani familien, som var på udkig efter et hus på landet. De købte gården og de tilhørende 40 hektar marker. Der var på dette tidspunkt ingen vinproduktionen på gården, men i 1993 lavede deres vicevært Settimio Dinetti, der er født og opvokset blandt vinmarkerne i Montalcino, imidlertid lidt vin fra gårdens eneste vinmark, og det blev i alt til 50 liter vin. Vinen var imidlertid så god, at de 50 liter hurtigt forsvandt i løbet af en middag med en gruppe venner, og så var idéen om en vingård født.

Genazzani familien gik herefter i gang med at tilplante gårdens marker, og 1997 laves gårdens første årgang. Og med hjælp fra én af familiens venner, ønologen Giacomo Tachis, blev vinene fra Scopone en succes. I dag er det fortsat Genazzani familien som driver ejendommen, nemlig i form af Theresia Baijens Genazzani, bistået af hendes mand Andrea og deres børn Vanni, David, Nurit og Sarah, samt hjælp fra ønologen Graziana Grassini.

Navnet “Scopone” har gården i øvrigt fået af lokalbefolkningen på grund af de tykke “Scopi” buske, som stadigvæk gror på omkring 20 hektar af gårdend marker, og som bliver brugt til at fremstille koste.

Hos Azienda Agricola Fattoria Scopone laves der selvfølgelig Brunello DOCG vine, en IGT Toscana “Il Bagatto”, en DOC Sant’Antimo Il Gregoriano, lidt grappa og så denne Rosso di Montalcino DOC, lagret på slovensk eg i mellem 3-6 måneder, hvorefter den lagrer i flaske i mindst 4 måneder inden frigivelse. Der laves 9.000 flasker af denne Rosso di Montalcino om året.

Duftmæssigt en flot vin med lidt “mulle” kælder, tonsvis af frugt og en anelse svag blommefylde i næsen. Smagsmæssigt endnu bedre med brombær, kirsebær … godt med tanniner, som sidder i mund og på tænder, god balance, meget, meget frugtdrevet og smager fabelagtigt godt. Der er en flot syre i vinen, som går hånd i hånd med frugten. Det spiller bare, og vinen er egentlig en god eksponent for, hvorfor vi elsker italienske vine.

Købt hos Ingo, som er youandwine-forhandler. Jeg havde fået Ingo til at finde en kasse med gode italienere til mig, og dette er første vin herfra. Et godt valg og glæder mig allerede til næste vin fra den kasse.

Pris hos youandwine er 150 kr.

Vinanmeldelse 5/7 

2004 Bodegas Resalte de Peñafiel, Peña Roble Reserva, Ribera del Duero, Spanien

2004 Bodegas Resalte de Peñafiel, Peña Roble Reserva, Ribera del Duero, SpanienEn 92 points vin … kan man vist kalde den sidste flaske, som Gert og jeg nød mandag aften på terrassen … i røg og damp fra Weber bålstedet … jo sådan en fætter ryger gevaldigt. Vi er hos ét af de vinhuse, som jeg har skrevet om en række gange herinde … og vis vine jeg har smagt … ja vel stort set alle de forskellige af … men ikke denne Peña Roble Reserva.

92 point fordi, at både Wine Enthusiast, Parker og Wine Spectator alle har givet vinen 92 point, så på den både er de enige. 249 knaster koster vinen, og det er endda prisen ved køb af 6 stk., for ellers koster vinen 349 kr., hvilket nok er i den øvre ende for en 92 point vin, men det er nu en helt anden snak.

Vinhuset blev grundlagt i år 2000 med det formål at skabe vine af høj kvalitet, der ville skille sig ud i den konkurrencedygtige region. Vingårdens navn og logo stammer fra slottet i Peñafiel.

Gården har 80 hektar vinmarker med vinstokke fra 10 til 100 år. Den årlige produktion er på 250.000 flasker om året, men der  er kapacitet til 500.000 flasker om året. Kældrene er udstyret med den nyeste teknologi, bl.a. et avanceret tyngdekraft-system, for at behandle druemosten så skånsomt som muligt.

Vinhuset besidder 1.500 egetræsfade, 70% franske og 30% amerikanske, og de fornys hvert 3-4 år. Det giver sikkerhed for god aldring i kældre, hvor vinen hviler i optimale betingelser med termostatstyret regulering af temperatur og fugtighed.

Vinmager på Resalte er den unge ønolog Enrique Andrades, en rising star i Ribera del Duero.

Alle vinene på Bodegas Resalte de Penafiel fremstilles af 100% Tempranillo, og alle druerne er håndplukket med en streng udvælgelse og efterfølgende sorteret på vingården. Der produceres 3 kvaliteter; Resalte, som er gårdens topvine, Peña Roble, en mere kommerciel serie med et ungt og moderne image samt endelig deres basis/grundserie, Balsión, som primært er tiltænkt større detailhandlere.

I Peña Roble serien lagrer denne Peña Roble Reserva længst tid, nemlig 15  måneder på franske og amerikanske egetræsfade. Druerne kommer fra 25-årige vinstokke fra marker lige omkring byen Peñafiel.

Lad os fluks springe til indtrykket. Duftmæssigt overmodne pærer og blommer … faktisk næsten tæt på at gære, chokolade, lakrids, fedme  og en smule urter eller krydderier. Smagsmæssigt overraskes man af de voldsomme tanniner, som vinen indeholder, hvilket måske ikke lige var forventet af denne block-buster af en vin. Der er også blommer, karamel,  og en god cremet, fuldfed smag i vinen, ren blommelikør … hvis man lige ser bort fra de måske lidt søde tanniner og den frugtdominerede smag. Lækkerbisken. En ordentlig mundfyld.

Købt hos Vin og Vin, pris 249 kr. (jeg fik den til prisen for 6 stk.)

Vinanmeldelse 5/7 

2009 Tenuta Argentiera, Villa Donoratico, Toscana, Italien

2009 Tenuta Argentiera, Villa Donoratico, Toscana, ItalienMed næste vin fra i mandags blev det et lille bekendtskab med et producent, som både Gert og jeg tidligere har smagt vin fra, nemlig Tenuta Argentiera, som ligger i Toscana i det prestigefyldte vindistrikt Bolgheri på den smukke toscanske kyststrækning mellem Livorno og Grosseto små 100 km sydvest for Firenze.

Sidst Gert og jeg smagte vin fra Tenuta Argentiera var det til smagningen med Toscavini, hvor vi smagte husets topvin, en 2005 Tenuta Argentiera, Bolgheri Superiore DOCG, men denne er lillesøsteren til den vin, en Villa Donoratico.

Sassiscaias succes i Bolgheri har – sammen med områdets potentiale for at skabe store vine på franske druer – tiltrukket en stribe dygtige vinmagere. To af disse er brødrene Corrado og Marcello Fratini, som godt støttet af netop Antinori familien har ført Tenuta Argentiera helt op i toppen blandt de nye vingårde, som prøver at matche legenden.

Tenuta Argentiera er reelt en del af den gamle Donaratico ejendom, der i tidernes morgen tilhørte Flrentine Serristori familien. Tilbage i 1500 tallet var dette plateau rigt på kanaler, kilder og sølv miner. Navnet Argentiera refererer til disse sølvminer. Tenuta Argentiera er den vingård, som i Bolgheri har den nærmeste beliggenhed til havet. Tillige er gårdens marker beliggende på de højeste tinder for  området.

Tenuta Argentiera er også en større historie, idet vingården har ikke mindre end 500 hektar jord, heraf dog alene 75 hektar beplantet med vinstokke inden for DOC Bolgheri og  IGT Toscana. I alt laves der ikke mindre end 500.000 flasker vin årligt på vingården.

Pressen er så småt ved at få øjnebe op for dette vinhus, og den italienske vinpresse sidestiller deres top vin med vine som Sissicaia og Ornellaia.

Denne Villa Donoratico er lavet på 65% Cabernet Sauvignon, 25% Merlot og 10% Cabernet Franc med 12 måneders fadlagring.

Duftmæssigt fornemmes Cabernet Sauvignon tydeligt, og der er godt med solbær, nødder, tobak, chokolade, kaffe … meget intens og meget kraftig i udtrykket. Smagsmæssigt også en hyggelig fætter med power, kraft … meget cremet, egetræ, svage blommenoter, lidt sødme og generelt meget blød i smagen … med power og solbær, peber og syrlig eftertouch. Nice. En dejlig vin, så far er glad.

Købt hos Glud Vin til 209 kr.

Vinanmeldelse 5/7  

2010 Compañía de Vinos del Atlántico, Pinyolet Garnacha, Montsant, Spanien

2010 Compañía de Vinos del Atlántico, Pinyolet Garnacha, Montsant, SpanienEndnu en vin fra i mandags, en Pinyolet Garnacha fra CVA, som jeg også tidligere har skrevet lidt om.

CVA, Compañía de Vinos del Atlántico, blev grundlagt i 2002 med det formål at forene to vinhuses produktioner, nemlig vinhusene tilhørende Alberto Orte familien og Patrick Mata familien. Begge deres familier har produceret vin, uafhængigt af hinanden, i hele Spanien siden slutningen af ​​1800-tallet. I dag producerer CVA vine i 18 forskellige appellationer i Spanien.

Der er fokus på både kendte vinområder som Yecla, Rioja og Monsant men også på endnu “uopdagede” vinområder som Vinos de Madrid og Valdeorras. CVA producerer udelukkende vin fra unikt beliggende vinmarker, der til stadighed producerer bedre vine end områdets omkringliggende vinmarker.

CVA arbejder primært med traditionelle spanske truetyper fra gamle vinstokke (som Garnacha, Monastrell og den sjældne hvidvinsdrue Godello) og lavt høstudbytte fra vinmarker der dyrkes efter økologiske principper.

Vinen her er netop fra Montsant, der i 2001 udskilt blev fra Tarragona. I Montsant laves der vine med mere karakter end fra det oprindelige Tarragona. Denne vin er lavet på 100% Grenache, og navnet Pinyolet har vinen fået efter de ​​kalksten, som findes på de øverste vinmarker i Montsant, hvor netop druerne til denne vin kommer fra. Disse småsten/​​kalksten giver vinen en høj mineralitet og kraft, der er unik for de bedste vine i dette område.

Vinen lagrer 6 måneder i rustfri tank med bærme, og har således ikke set eg. I denne årgang 2010 har Parker givet vinen 90 point, mens årgang 2011 høster lidt mere, nemlig 92 point. Der laves 7.000 kasser af vinen årligt.

Point eller ej, kan vi li’ vinen? Duftmæssigt lidt jordbær, røde frugter .. virker meget frugtdrevet, lidt blomster, lidt spicy. Smagsmæssigt virker vinen lidt urtet, god fylde varm … ikke ulig en Rhône vin … også en omgang svag peber. Vinen er meget blød og i god balance … og synes faktisk, at den smager rigtigt godt. Røverkøb.

Købt hos Supervin, pris 50 kr. (rest). Normalpris ligger omkring 90 kr.

Vinanmeldelse 4,5/7 

2005 Gerard Depardieu, Reference Vin de Pays d’Oc, Languedoc, Frankrig

2005 Gerard Depardieu, Reference Vin de Pays d'Oc, Languedoc, FrankrigAftenens første rødvin blev denne Reference Vin de Pays d’Oc fra den kendte skuespiller Gérard Depardieu. Havde valgt denne, idet Gert netop dagen forinden havde åbnet samme vin … og den havde prop, så jeg ville da lige tjekke denne … og servere den for Gert … heldigvis ingen prop.

Som de fleste sikkert ved, er Gerard Depardieu fransk skuespiller, og han har siden 1980’erne været anerkendt som en af Frankrigs absolut førende skuespillere. Jeg har altid været helt vild med ham, nok siden jeg så filmen Green Card. Allerede som 13-årig droppede Gérard Depardieu ud af skolen og startede sin løbebane eller karriere, hvis man kan kalde det det, som ung småkriminel vagabond.

På et tidspunkt fik Gérard imidlertid kontakt til det rejsende teater, Café de la Gare, med blandt andet Miou-Miou. Da han havde optrådt med teatret en periode, fik han efterhånden tiltusket sig nogle mindre filmroller. I 1974 bliver han for alvor opdaget af det store publikum, da han spiller med i filmen Les Valseuses af Bertrand Blier, og sammen med Patrick Dewaere spiller rollen som en skurk på flugt. Filmen, der gør sig bemærket med sin frie seksualitet, bliver lidt af en skandale, men der bliver lagt mærke til Depardieus skuespillertalent.

Han er siden bl.a. blevet betegnet som Jean Gabins arvtager, der fungerer både som action-helt, elsker og humorist. Senere har han medvirket i et hav af andre populære og kendte film, hvor man fra nyere tid bl.a. kan nævne Cyrano de Bergerac, Kilden i Provence og ikke mindst Asterix.

I forbindelse med hans nylige opnåede russiske statsborgerskab på grund af før høj indkomstskat i Frankrig har jeg imidlertid mistet en del respekt for ham … og det tror jeg egentlig også mange andre har.

I kraft af sin indkomst som skuespiller har Gérard Depardieu kunnet gøre en gammel drøm til virkelighed, – nemlig drømmen om at blive vinbonde. Og ikke kun ét sted – Gérard Depardieu ejer i dag en række vingårde over hele verden i bl.a. Frankrig, Spanien, Algeriet, Marokko og Argentina. ”Jeg elsker vin, fordi det gør mig i godt humør,” afslører den brovtende, franske skuespiller Gérard Depardieu, som også er berømt for at tage godt for sig af de våde varer. Depardieu har været seriøst involveret i vinproduktion siden 1979 og drømmer om at droppe skuespillet til fordel for marker og gæringstanke.

Depardieus vineventyr startede i 1979 med købet af en vinmark i Nuits Saint-Georges, efterfulgt af en Condrieu-mark i 1983. I 1989 kastede han sin kærlighed på 1200-tals-ejendommen Château de Tigné i Loire-appellationen Anjou, som han i dag driver sammen med sin kældermester Philippe Polleau. Siden 2001 har Depardieu været medejer i en række projekter sammen med vinmogulen Bernard Magrez. Under titlen ’La Clé du Terroir’ har de to produceret vin i Argentina, Bordeaux, Italien, Algeriet og Marokko. Dertil kommer en række vine med en særlig ’Gérard Depardieu’-etiket.

Depardieus hensigt, når han køber en vingård, er at optimere alt for at lave den bedst mulige vin, hvilket typisk gør hans vine til ledestjerner for distrikterne.  Dette betyder bl.a., at han installerer det nyeste og bedste vinifikationsudstyr og yderligere ansætter de bedste ønologer, der skal kombinere deres viden om distriktet med deres evner i mark og kælder.

Druerne til Référence kommer fra området Bellegarde du Razes, der ligger omkring den lille landsby af samme navn. Dépardieus vinmarker ligger umiddelbart uden for landsbyen, hvor han ejer tre ha vinmarker, der er tilplantet med de for området usædvanlige druesorter, Merlot og Cabernet Sauvignon. Vinen her er lavet på 60% Merlot og 40% Cabernet Sauvignon. Druerne gæres ud i små åbne træfade, hvor hatten af drueskaller dagligt presses ned i vinen. Når gæringen er tilendebragt, lægges vinen på nye franske egetræsfade, hvor den får lov til at lagre, inden den tappes på flaske og frigives til salg.

Duftmæssigt har jeg noteret lakrids, eacalyptus, modne solbær, lidt blommer … virker meget klart, at dette er en vin med Merlot og Cabernet Sauvignon … og jeg finder også lidt muldjord og lidt blyant. Smagen er fløjsblød med fylde, masser af mørkerøde bær, fin tørhed og blide tanniner, meget saftig, en smule sødme, men en meget behagelig vin.

Købt hos Vinspecialisten, pris 80 kr.

Vinanmeldelse 5/7 

2011 Weingut Van Volxem, Saar Riesling, Mosel, Tyskland

2011 Weingut Van Volxem, Saar Riesling, Mosel, TysklandGert havde taget en rigtig spændende tysker med, denne Saar Riesling fra en ung fremadstormede producent vinhuset Van Volxem, som ligger i byen Wiltingen i Saar området i Mosel. Ejeren og vinmageren er den unge Roman Niewodnicanski, som i år 2000 købte den gamle Van Volxem vingård i Saar.

Van Volxem havde sine bedste år bag sig, men med markante investeringer i de bedste vinmarker har Roman på kun 10 år bragt Van Volxem tilbage i rampelyset blandt Tysklands absolut bedst vinproducenter. Et eventyr der kan lade sig gøre, da Roman har Bittburger formuen i ryggen og derfor kan tillade sig udelukkende at skele til kvaliteten når der skal laves vin.

Vinene laves så naturlige som muligt med brug af naturgær og biodynamisk dyrkning af vinmarkerne. Her høstes sent, ofte først sidst i november og det giver en blomstringsperiode på helt op 180 dage og dette er med til at give en intensitet og syre i vinene som er helt unik. Kombinationen af fuld fokus på hårdt arbejde i de stejle vinmarker og ekstremt lavt udbytte er med til at bringe Van Volxems vine op blandt verdens absolut ypperste hvad hvidvin angår.

Denne Saar Riesling er den mindste vin fra Van Volxem og et godt bevis på hvor kompromisløst Roman Niewodnicanski laver alle sine vine. Vinstokke med en gennemsnitsalder på over 30 år fra stejle terrasser fra forskellige områder af Saar, hvor der arbejdes med særdeles lave udbytter.

Duftmæssigt en sand eksplosion af hvide frugter, svag petroleum, urter og citrus. Der fornemmes både syre og sødme, som også findes i smagen, som er cremet, sprød, mineralsk og med en ufattelig god balance. Føj, det smager da for godt. Godt valg.

Er købt i Tyskland, men forhandles herhjemme bl.a. af Laudrup Vin, hvor en flaske koster 199 kr., men alene 151 kr., hvis du køber 12 stk.

Vinanmeldelse 5,5/7