Kategoriarkiv: Vinanmeldelser

2012 Weingut Chat Sauvage, Jeder Zeit Pinot Noir, Rheingau, Tyskland

Endnu vin fra tirsdag, nemlig denne Jeder Zeit Pinot Noir fra vinhuset Chat Sauvage, som jeg har skrevet om et par gange her på bloggen, og som jeg ofte har været ganske begejstret for.

Weingut Chat Sauvage i Rheingau ligger i Geisenheim/Johannisberg og ejes af Günter Schulz, en rigmand fra Hamburg med en stor forkærlighed for Bourgogne. Under et besøg i Rheingau i 1992 fik han ideen til at lave en vin, der var lige så god som det bedste fra Bourgogne.

For at et sådant vovestykke skulle kunne lykkedes, var Günter Schulz helt bevidst om, at intet kunne spares, og at det derfor kun var de bedste vinmarker, som var interessante til et sådant prestigeprojekt.

Det er dog sjældent, at den type mark kommer til salg, og det var derfor først i år 2000, at han købte sin først parcel på vinmarken Johannisberger Hölle. Siden er det blevet til 7,5 hektar fordelt over seks vinmarker, hvoraf der på 60% dyrkes Pinot Noir, på 35% Chardonnay og på 5% Riesling.

På Chat Sauvages vinmarker holdes udbyttet nede på ca. 1 kg druer pr. vinstok. Man er yderst selektiv med, hvilke druer der går i mosten, så der håndsorteres både ved selve plukningen og ved ankomsten til vineriet, dvs. store ambitioner og små mængder.

Efter presningen foretages førstegæringen på ståltanke, hvorefter vinen – såvel de grønne som de blå druer – lægges på franske egetræsfade i 18 måneder, mens den malolaktiske gæring finder sted. Chat Sauvages samlede årsproduktion ligger på ca. 28.000 flasker, fordelt på 11 forskellige rødvine, én hvid, 2 rosé og én sekt. Og det er også de røde, som er de mest interessante.

De røde Pinot Noir er delt op i 3 serier, en Gutsweine (det er denne Pinot Noir), 5 Ortsweine og 5 Lagenweine. Vinen er lavet med traditionel gæring på ståltanke, hvorefter 40% af vinen lagrer på brugte fade. Vinen aftappes uden filtrering.

Duftmæssigt er vinen mere rustik end de vine, som jeg tidligere har fået fra Chat Sauvage. Der er hindbær, eukalyptus, mint, røg, bacon og lidt skarp. Smagen er meget anderledes end dagens to første Spätburgundere, mere voluminøs med blæk, babybræk og en lidt speciel smag. Hmmmm, den skal jeg tænke over. Lidt et sted mellem 3,5 og 4 i rating og klart den ringeste fra vinhuset. Til sammenligning gav jeg deres 2007 Pinot Noir Johannisberger Hölle hele 6 Thumbs Up, så huset kan bestemt lave vin.

Forhandles hos Vinspecialisten, pris 160 kr.

Rating 3,5/7 

2012 Weingut Salwey, Spätburgunder Oberrotweiler Käsleberg, Baden, Tyskland

Med næste vin rykker vi en anelse syd på til byen Oberrotweil i Kaiserstuhl, hvor vi finder vi Weingut Wolf Dietrich Salwey. Jeg har tidligere skrevet om vinhuset her på bloggen, nemlig da jeg smagte hans 2009 udgave af denne Spätburgunder Oberrotweiler Käsleberg.

Vingården er etableret i 1950 af Benno Salwey, selvom Salwey familien havde boet i Oberrotweil siden 1790. I starten omfattede driften på gården en blandet landbrugsdrift, bl.a. også med husdyr. I løbet af 1960′erne og 1970′erne omlagde Benno og sønnen Wolf Dietrich Salwey imidlertid driften til ren vinproduktion.

Og specielt Wolf Dietrich Salwey var meget interesseret i vinproduktion. I en alder af 23 år købte han sin første vinmark, Rinzberghof im Glottertal nord for Freiburg. I 1985 overtog Wolf Dietrich også faderens gård 100%, og den er siden udvidet og er i dag på 40 hektar. En del af vinmarkerne ligger dog en stenkast fra Oberrotweil, nemlig i Niederrotweil.

Der dyrkes primært Riesling og Pinot Noir (Spätburgunder), men der ejes også små jordlodder med Silvaner, Rivaner, Chardonnay, Auxerrois, Muscat og Gewurztraminer. De bedste af vinmarkern er “Erste Lagen”, og det er markerne Oberrotweiler Henkenberg, Eichberg, Kirchberg, Käsleberg og Glottertal Eichberg.

I 2011 døde Wolf Dietrich Salwey imidlertid, hvorfor driften i dag i stedet er overtaget af hans søn Konrad Salwey. Konrad kone og mor hjælper dog også i driften, mens det står hen i det uvisse, om hunden Pino også er indblandet i vinfremstillingen.

Vinen her kommer fra Käsleberg, men der er dog ikke tale om en GG vin, men alene en vin fra husets basisserie, dvs. en Gutswein. Men det gør nu ikke vinen ringere … for det er sgu gode sager.

I næsen er der røgede toner, kaktus og ristede kastanjer sammen med et skønt animalsk strejf af kostald, sødme, mildhed, vanilje …. uhmmmm. Lækker næse. Smagen har en dejlig ren frugt med hindbær, mineralitet og god balance mellem en blid syre og sødmen. Dejlig vin.

Forhandles af Det Tyske Vinhus, men har ikke fundet en pris der. På vingården handles vinen til 11,60€ … eller ca. 86 kr., og det er rygende billigt for denne vin.

Rating 5/7 

2009 Weingut Deutschherren-Hof, Spätburgunder Barrique, Mosel, Tyskland

I byen Trier ved Mosel finder vi vingården Deutschherren-Hof med tilhørende Weinstube …vinrestaurant, og de står bag denne Spätburgunder Barrique, som var første vin ved Tysk Vinkontors store Spätburgunder seminar på Nimb i tirsdags.

Weingut Deutschherren-Hof ejes og drives af Ægteparret Albert og Marianne Oberbillig sammen med sønnen Sebastian. I dag det det dog primært Sebastian, som står for vinproduktionen, mens forældrene passer vinstuen/restauranten.

Albert Oberbillig er 5. generation på vingården og har drevet den i over 30 år.

Sebastian er således 6. generation og har siden 2006 stået for vinproduktionen. Og han har stået i god lære, bla hos Weingütern Weegmüller, Reichsgraf von Kesselstatt og Schlossgut Diel.

Han tog sin uddannelse til ønolog i Geisenheim og har derudover arbejdet hos Weingut Bründlmayer i Østrig, Vavasour Wines i New Zealand og Wines of Germany i London.

Et af de vigtigste projekter for Sebastian efter overtagelsen har været tilplantningen af marken Deutschherrenköpfchen, som har den bedste placering i Trier. Marken er ekstrem stejl og stenet. Det var nok også årsagen til, at marken havde lagt fuldstændig brak indtil 2006, hvor Sebastian startede med at rydde op og plantede nye Riesling vinstokke.

I alt har Weingut Deutschherren-Hof 9 hektar vinmarker, nemlig markerne Deutschherrenköpfchen, Deutschherrenberg, Burgberg og Jesuitenwingert.

Her har vi husets Spätburgunder “Im Barriques Gereift”, som er lavet på de bedste druer og lagret 14 måneder på brugte egetræsfade fra Bourgogne.

Duftmæssigt er denne Spätburgunder ikke så animalsk, men byder ellers på de herlige Pinot dyder, hindbær, jordbær, let krydret … der fornemmes lidt syre og der er fin kølighed i stilen og mineralske noter. Smagen er en smule stram, men der er en fin ren frugt, er let krydret, elegant … men også lidt flad i udtrykket. Men hvor er Spätburgunder dog dejligt.

Forhandles af Tysk Vin Klub, pris 115 kr.

Rating 4,5/7  

2012 Terras de Alter, Trincadeira Zero SO2, Alentejo, Portugal

Lørdag aften … anden vin. Det blev denne Trincadeira Zero SO2 fra vinhuset Terras de Alter … eller helt præcis Terras de Alter Companhia de Vinhos. Vi er i Portugal, helt præcis i byen Fronteira i Alentejo.

Terras de Alter Companhia de Vinhos Lda. er etableret via en sammenlægning af to landbrugsvirksomheder, Sociedade Agrícola DAS Antas og Sociedade Agrícola do Monte Barrão. De to landbrugsvirksomheder er ejet af to af de mest traditionelle familier i Alentejo, nemlig familien Roquette og familien Castel-Branco Borges, som begge har århundreders erfaring indenfor landbrug og vinproduktion.

Til projektet Terras de Alter fik de knyttet ønologens Peter Brights selskab Pink Living. Målet er at lave et slagkraftigt selskab for produktion og international markedsføring af vine fra Portugal.

Peter Bright havde i forvejen et omfattende CV inden for produktion og international markedsføring af vin. Peter Bright er fra Australien og startede efter endt uddannelse hos Lindmans i Australien og har efterfølgende været hos en lang række vinhuse i Portugal. Han var bl.a. årets vinmager i 1992 i Portugal indenfor rødvine.

Hos Terras de Alter Companhia de Vinhos Lda. bruges der druer fra en lang række producenter i både Alter do Chão og Fronteira regionen, men derudover hentes der også druer fra leverandører i hele Alto Alentejo.

Denne Trincadeira Zero SO2 er – som navnet antyder – lavet på druen Trincadeira og herudover uden brug af SO2, hvilket betyder Sulfur dioxide, altså uden tilsætning af sulfitter.

Druen Trincadeira er ikke så kendt. Den hedder også Tinta Amarela og bruges mest i produktion af portvin. Druen er kendt for sin mørke farve og dens anvendelse har været stigende i de seneste år, og i Alentejo regionen er det en af de mest plantede druesorter. Vinen på Trincadeira har en tendens til at være fyldig og rige, med aroma af brombær, urter og blomster.

Første gæring er sket ved 20-29 grader i rustfrie ståltanke, mens den malolaktiske gæring er sket i amerikanske egetræsfade. Vinen trækker hele 16% i alkohol. Lad os se, om det er noget, som kan smages.

Krydderurter … tørrede krydderurter er første indtryk i næsen. Det er også mørke bær … ellers lidt skarp syre, som ikke er voldsomt behagelig. I smagen er der sådan set smæk på frugten. Meget voluminøs frugt … næsten helt marmelade, men alkoholen forstyrrer også en del. Der er samtidig god tørhed, lidt lakrids … næsten engelsk lakrids. Der er en smule sødme … som får fint modspil af syren og alkoholen, men helt lækkert bliver det aldrig.

Købt hos Glud Vin, pris 109 kr.

Rating 3/7  

2012 La Bastide Saint-Dominique, Côtes du Rhône Jules Rochebonne, Rhône, Frankrig

Uhmmmm, lækker vin. Det er lørdag aften. Hovedet er lidt påvirket efter sjov julefrokost hos Randers FC i går. Den ældste søn har en kæreste … eller potentiel kæreste (hvad ved jeg) på besøg … tænk at han allerede er så stor. Og sikke en sød pige. Hvor bliver tiden dog af?

I stegesoen er der simremad … svinekæber, og hertil en mos af rodfrugter samt en rødbedesalat med lakrids og flødedressing. Hvilken vin kunne gå hertil?

Jamen … Rhône selvfølgelig og gerne god Rhône. Og der er lige præcis hvad denne vin er … god Rhône. Vinen er denne special cuvée Côtes du Rhône Jules Rochebonne fra vinhuset La Bastide Saint-Dominique, som ligger ved byen Courthézon. En rigtig charmerende vin … og samtidig et fornuftigt køb.

La Bastide Saint-Dominique blev grundlagt i 1976 af Gérard og Marie-Claude Bonnet. Selve vingården er beliggende i et gammelt kapel fra det 16. århundrede – ved foden af Châteauneuf-du-Papes bakker. Området er præget af den stærke mistralvind og den næsten uudholdelige sommervarme.

Det er fra disse unikke omgivelser, at Gérard og Marie-Claude – sammen med deres søn, Eric – producerer alle deres vine. Jeg mødte Eric til Jysk Vin sidste vinfestival. En meget stille, genert og behagelig mand. Det var faktisk dér, at jeg første gang smagte denne Côtes du Rhône Jules Rochebonne. Anden gang var i onsdags på Restaurant Østergade 1 … så i dag er dermed tredje gang.

Eric Bonnet har for få år siden overtaget domænet efter forældrene. Hans kone Julie Moro arbejder på kontoret. Gérard bor på domænet og arbejder i vinmarkerne fra tidlig morgen.

Huset har 50 hektar vinmarker i Rhône, hvoraf hele 11 hektar ligger i Châteauneuf-du-Pape. For at få det bedste ud af de forskellige druesorter anvender La Bastide Saint-Dominique moderne udstyr i kombination med traditionelle teknikker for vinproduktion. Afgørende beslutninger i forhold til dyrkning tager derfor bl.a. udgangspunkt i den specifikke jordbundstype.

Druerne høstes manuelt og udvælges to gange – første udvælgelse sker i selve vinmarken, mens anden udvælgelse foregår, når druerne ankommer til vingården. Herefter afstilkes druerne og vinificeres i temperaturregulerede tanke. Drueskallerne er i kontakt med mosten imellem to og fire uger – alt afhængigt af druetype og årgang.

Markerne er fra 2014 certificeret agriculture biologique. I 2013 har Erik Bonnet lejet marker fra en producent i Cairanne og lavede i 2013 sin første årgang herfra

For Eric Bonnet er det vigtigt, at såvel dyrkning som lagring foregår med respekt for deres vine, hvorfor også sidste etape – når vinen tappes på flasker – foretages på selve vingården.

Udover vinproduktionen, så driver familien også udlejning af værelser for vintørstige turister.

Côtes du Rhône Jules Rochebonne er lavet på 80% Syrah og 20% Grenache og alle druer er udvalgt fra de bedste områder – primært placeret i ”Champovin” og ”Bois Lauzon” – på nord- og sydvendte bjergskråninger med stenet jord. Selve vinstokkene er mellem 15 og 35 år gamle. Vinen er opkaldt efter bedstefaderen Jules Rochebonne.

Efter manuel høst afstilkes de udvalgte drue og vinificeres i temperaturkontrollerede ståltanke ved maks. 28 grader. Vinen lagrer derefter i 18 måneder – for Syrah i egetræsfade og for Grenache i cementtanke. Herefter laves den endelige blanding og tapning på flaske.

Og duftmæssigt er vinen intens og varm med mørkerøde bær, lakrids, let animalske toner, våde papkasser og lidt krydderier. Smagsmæssigt en vinen godt proppet med bær, tørhed, peber, lidt bitterhed i kombination med fedme … næsten som en Châteauneuf-du-Pape … og herlig rund, mørk og lækker. Det er en klassevin, som jeg bestemt gerne anbefaler. Også en herlig vin til efteråret.

Købt hos Jysk Vin, pris 119 kr., men kun 99 kr., hvis du køber 6 flasker. Den må blive en storsællert.

Rating 5/7  

2013 Cantine San Giorgio, Diodoro Primitivo di Manduria, Puglia, Italien

Tirsdagens sidste vin blev igen en italiener, nemlig denne Diodoro Primitivo di Manduria fra det historiske vinhus Cantine San Giorgio, som – mærkeligt nok – ligger i byen San Giorgio Jonico en 5-10 kilometer øst for havnebyen Taranto … i Tarantoprovinsen. Ja, vi er selvfølgelig i Italiens hæl Apulien … eller blot kaldet Puglia.

Cantine San Giorgio er grundlagt i 1962 … oprindeligt som et kooperativ. Efter nøje overvejelser købte Tinazzi-familien vingården i 2011 med håb og hensigt om at videreudvikle og forfine vingårdens vine med fokus på at maksimere potentialet af de typiske, lokale druesorter.

Tinazzi-familien kommer fra Veneto og driver i alt 4 vingårde i Italien, nemlig Cantina Tinazzi og Tenuta Valleselle i Veneto samt Feudo di Santa Croce og så Cantine San Giorgio i Apulia. De sælger også lækker vin fra Abruzzo under mærket Poggio al Santi og vin fra Sicilien under mærket Vignali Roccamora.

Det var Eugenio Tinazzi, som startede familieforetagendet i 1960, da han startede med vinproduktion i Cavaion Veronese ved Gardasøen. I dag er det de næste generationer, som driver de fire vingårde, nemlig Eugenios søn Gianandrea Tinazzi og hans børn Giorgio og Francesca Tinazzi.

Siden overtagelsen af Cantine San Giorgio har de markeret vinhuset som provinsens flagskib med et sortiment af specielt rødvine på de klassiske syditalienske druer Primitivo, Malvasia Nera samt Negroamaro.

Tinazzi-familien er vi også stødt på før her på bloggen, nemlig da jeg smagte én af deres vine fra Veneto, en 2010 Casa Vitivinicola Tinazzi, Corvina della Provincia di Verona.

Cantine San Giorgios vingård kaldes Torre Vinaria, og den er kendetegnet ved et 21 meter højt, hvidt  tårn. Det ligner et gammelt kontroltårn for flytrafik, men er blevet symbolet på Cantine San Giorgio.

Ejendommen har derudover 6 store kar lavet i beton … ét som ligger under jorden og fem over jorden. Cement eller betonkar er blevet meget populære igen i de seneste år, primært på grund af deres evne til at opretholde temperaturen af ​​vin konstant takket være tykkelsen af cementen.

Diodoro Primitivo di Manduria er husets top Primitivo, der fremstilles på de ældste vinstokke – alle på mellem 50-60 år. Druestokkene giver i så høj en alder meget få druer pr. vinstok, men til gengæld er koncentrationen desto større. For at bevare den rene saftige druekarakter, så vælger Tinazzi-familien udelukkende at lagre vinen på ståltanke i 12 måneder.

Og der er sgu frugt for skillingerne i denne vin … næsen er kraftig med blommer, modne mørke bær, balsamico, vanilje, pibetobak, kakao og karamel. Smagen er blød, fyldig og opulent med kaffebønner, kakao, blommer, blåbær, sødme, fylde … let marmelade og meget sød. Sødmen er måske lidt vinens svaghed, for det bliver en anelse sødt … næsten helt amerikansk Zin … men ganske fornøjeligt og bestemt en dejlig vin. En vin, som vil tiltale rigtig mange … og en vin, som er perfekt til den kommende kolde tid. Bør nydes med et tæppe over, ild i pejsen og sne udenfor. Hmmmm.

Forhandles af Vinova, normalpris 125 kr.

Rating 4,5/7  

2009 Bodegas del Rosario, Lorca Monastrell, Murcia, Spanien

Fra det sydlige Italien til det sydlige Spanien, hvor vi byen Bullas finder vinhuset Bodegas del Rosario, som står bag denne Lorca Monastrell. Vi er i området Murcia, hvor appellationen  DO Bullas – Denominación de Origen Bullas – er én af de få og forholdsvis ukendte appellationer. De øvrige er bl.a. DO Jumilla og DO Yecla.

Bodegas del Rosario … eller Bodegas Cooperativa del Rosario er et kooperativ, som blev grundlagt i 1950 af 1.200 vinbønder i området. Kooperativet er endda nabo til det lokale Bullas vinmuseum, som også er stiftet tilbage i 1950 og som fortæller om vinfremstillingen i området i mere end 300 år.

Bodegas del Rosario producerer vine fra omkring 1.100 hektar vinmarker og laver i alt 27 forskellige vine, hvoraf denne Lorca Monastrell er én af vinene. Samlet produktionskapacitet er omkring 3 mio. liter vin.

Produktionsfaciliteterne er opdelt i tre haller, hvor der er moderne teknologi med rustfri tanke med en kapacitet lige fra 15.000 til 100.000 liter, fuldt programmerbare og automatiseret kontrol af gæring temperatur og pumpning. Der er selvfølgelig et stort ønologiske laboratorie og derudover en kælder med over 600 egetrædsfade, hvor vinene kan lagres. Der bruges både franske og amerikanske fade.

Der laves tre Lorca vine, en top Monastrell Selección, en på Shiraz og så denne “almindelige” Lorca Monastrell, selvfølgelig lavet på 100% ren Monastrell … eller Mourvèdre, som vi bedre kender druen under. Vinen er lavet af husets ønolog og vinmager Luis Javier Pérez Prieto og vinen har fået navnet Lorca efter den berømte spanske forfatter Federico Garcia Lorca.

Duftmæssigt et varmt udtryk med krydderbuske, tør jord, jordbær, fennikel og lidt blomster. Smagen er røde bær, kanel, krydderurter … meget let og lidt neutral, men værre er, at den også virker lidt syntetisk og gløggagtig … hmmm, lidt en skuffelse.

Købt hos Gourmondo i Tyskland, pris 5,95€ … eller ca. 44 kr.

Rating 2,5/7  

2012 Villa Albius, Nero d’Avola, Sicilien, Italien

Tirsdag bød på mere vin … familien på besøg, og jeg åbnede fluks et par flasker, heriblandt denne Nero d’Avola fra vinhuset Villa Albius, som ligger ved byen Acate i Ragusa provinsen. Og det er på Sicilien, endda den sydlige del af Sicilien, blot 3 kilometer fra det blå Middelhav.

Vinhuset er grundlagt i 2003, da Gruppo Mezzacorona købte 621 hektar jord ved Acate i Silicien inkl. et gammelt siciliansk hus. Huset stammer oprindeligt fra 1600-tallet og har tidligere tilhørt nogle fornemme familier som Biscari, Enriquez og Lanza Filingeri. I dag anvendes ejendommen også fortsat som sommerresidens for flere af de lokale familier.

Arkæologer havde i 1984 på dette sted fundet nogle ruiner fra et romersk hus, der havde tilhørt en gammel, kendt romersk familie … og denne familie hed Albius, så det blev også navnet på vinhuset.

Rettelig ejes Villa Albius af Nosio S.p.A., som er grundlagt i 1994, men Nosio ejes primært af Gruppo Mezzacorona. Og det firma er et større foretagendet … med en omsætning på over 1 mia. kr. Udover Albius ejer Nosio også en anden vingård på Sicilien, nemlig Feudo Arancio og samlet har disse to vingårde over 1.000 hektar vinmarker på Sicilien.

Mezzacorona Società Cooperativa Agricola har samlet over 2.600 hektar vinmarker over de meste af Italien og producerer vine under navne som Mezzacorona, Rotari, Tolloy, Castel Firmian, Feudo Arancio Stemmari, Nota (Grappa), Castello di Querceto, Nannetti og Righetti. Der produceres også æbler under navnet Valentina.

Villa Albius producerer på deres 621 hektar vinmarker druesorterne Nero d’Avola, Inzolia, Grillo, Frappato samt de internationale druesorter Chardonnay og Syrah.

Her har vi deres Nero d’Avola, lavet med 5 dages udblødning efterfulgt af gæring af mosten i 8 dage ved 25 grader. Herefter alene lagret 12 måneder i ståltank. Meget mere kan jeg vist ikke fortælle om vinen.

Duftmæssigt efterlader vinen et lidt støvet udtryk med røde bær, granatæbler … ellers lidt neutral. I munden lidt tynd, syrlig … let kirsebær og uharmonisk. Syrlig og bider dig lidt haserne. Hmmm, slet ikke min kop te … virker lidt tynd, skæv og ugæstfri.

Fået mit eksemplar i gave, men sælges ellers via mange blomsterhandlere … hmmm, pris der omkring 50-70 kr.

Rating 2/7  

2011 Fess Parker Winery, Santa Barbara County Syrah, Californien, USA

Tirsdagsvinen denne uge blev en Syrah baseret vin … og fra et kendt hus her på bloggen, nemlig Fess Parker Winery, som vel er ét af de mest berømte vinhuse i Californien.

Vinhuset er grundlagt af Fess Elisha Parker Jr., som blev født i Fort Worth, Texas, og voksede op på en lille gård uden for San Angelo. Han gjorde tjeneste ved United States Navy ved slutningen af 2. verdenskrig. Under krigen forsøgte han at blive pilot, men blev afvist på grund af sin højde.

I 1950’erne spillede han rollen som Danny Crockett. Ifølge Fess Parker selv var Walt Disney Company på udkig efter en skuespiller til at spille rollen som Davy Crockett, og oprindeligt mente man, at James Arness skulle spille titelrollen. Fess Parkers første rolle var i Davy Crockett filmen “King of the Wild Frontier”.

I 1960’erne spillede Fess Parker hovedrollen i en stor amerikansk TV-serie om Daniel Boone. Serien kørte gennem 6 år som én af de mest populære serier i USA, og gjorde Fess Parker en holden mand.

Og for den formue, som Fess Parker havde tjent i Hollywood købte han i 1986 et stort ressort/hotel på Santa Barbaras havnefront. Det blev i 1989 også til købet af en vingård på sølle 2,22 hektar i Santa Barbara, og det blev grundstenen til Fess Parker Winery. Nå, men Fess Parker er som nævnt født i Texas, og dér kan intet gøres i lille målestok, så antallet af hektarer er i dag vokset til 283 hektar. Det giver da et par vinstokke at beskære.

Siden har man også købt det tidligere The Grand Hotel fra en vingård i Los Olivos, og dette 19-værelses hotel er nu omdøbt til “Fess Parker Wine Country Inn & Spa”, er er blev totalt renoveret. Så der er efterhånden tale om et stort foretagende.

Fra starten i 1989 har målet været at lave vin af højeste kvalitet. Husets altoverskyggende mål er at blive et af verdens førende vinhuse inden for kvalitetsvine, hvor man søger kompromisløst efter den bedste kvalitet samtidig med, at man stadig skal kunne betragte det som et godt køb.

At man nærmer sig målet underbygges af følgende kommentar af Robert Parker: “Alt i mens man bibeholder en attraktiv prisstruktur, formår Fess Parker og hans team af vinmagere at hæve kvaliteten til imponerende højder.”

Fess Parker har specielt haft stor succes med deres Pinot-baserede vine … ikke mindst efter filmen Sideways. Scenen fra filmen, hvor hovedpersonen Miles tømmer en spyttespand, er optaget hos Fess Parker. Salget af Pinot steg med 75% i de første 6 måneder, efter filmen havde premiere. Siden er det gået lidt tilbage, men er stadig 30% højere end før Sideways.

Fess blev gift med Marcella Belle Rinehart den 18. januar 1960, og fik to børn, 11 børnebørn og to oldebørn, men i 2010 døde Fess Parker … faktisk på hans hustrus 84-års fødselsdag, så i dag er det sønnen Eli Parker, datteren Ashley Parker-Snider samt svigersønnen Tim Snider, som driver vinhuset i Santa Barbara. Der er også ansat en vinmager Blair Fox.

Her har vi husets Santa Barbara County Syrah, ren Syrah … ja eller i hvert fald næsten, 93% Syrah, 4% Grenache Noir og 3% Petite Sirah. Druerne kommer fra markerne Camp Four Vineyard og Rodney’s Vineyard, begge beliggende i Santa Ynez Valley i Santa Barbara County. Vinen er lagret 18 måneder på franske og amerikanske egetræsfade, heraf 16% nye. Der produceres årligt omkring 3.500 kasser af denne vin.

Og det er en BIG og JUICY vin … all the way. I næsen er der solbær, blåbær, blommer, fedme, toast, vanilje, karameller, våde fade og et let animalsk udtryk. I munden er vinen fyldig, big and juicy … næsten marmelade med solbær, karamel, sødme og ganske venlig, blød og cremet. Meget amerikansk i udtrykket … og en rigtig vintervin. Nyd den en dag, hvor sneen fyger udenfor, hmmmmm.

Jeg har smagt Fess Parkers Pinot Noir og ikke været så begejstret. De får et lidt for varmt udtryk. Med Syrah giver det mere mening. Skal du ha’ den amerikanske fedme og sødme frem, så gør det med en sådan her vin på Syrah, som kan tåle lidt tuning og steroider. Det er over the top … men på en god måde.

Købt hos Vinspecialisten, pris 185 kr.

Rating 5/7  

2009 Domaine de la Grand’ Ribe, Côtes-du-Rhône Villages, Rhône, Frankrig

Vi vinkøbere ved, at vi man ikke altid får det, som man regner med … eller måske endda betalt for. Kvalitet er jo et relativt begreb. Men det kan også vende den anden vej, når man nogle gange får langt mere end det, som man forventer og har betalt for. Hvordan forholder det sig ved køb af vin til 39,95 kr. i et supermarked?

Ofte er jeg blevet skuffet med de billige supermarkedsvine … men nu prøver jeg til igen. En Côtes-du-Rhône Villages … oven i købet økologisk … fra et lille vinhus, som kalder sig Domaine de la Grand’ Ribe og ligger i byen Sainte-Cécile-les-Vignes i Vaucluse området i Rhône, Frankrig … få kilometer vest for Cairanne.

Domaine de la Grand’ Ribe har navnet efter vejen (og bakken) Ribagnans, hvor vingården ligger. Ribagnan eller blot “Ribe” betyder på provencalsk en “lille bakke”, og vinhuset har samlet 37 hektar vinmaker fordelt på bakkerne fire steder i området, nemlig Sainte-Cécile-les-Vignes, Suze-la-Rousse, Rochegude og Visan.

Vingården drives af ægteparret Jean-Claude & Isabel Fromont, og er oprindelig grundlagt tilbage i 1970. Jean-Claude Fromont købte vingården for nogle år tilbage, og driver ellers selv negociant virksomheden Maison Jean-Claude Fromont i den nordlige del af Frankrig, hvor han laver både Chablis, Sancerre og Châteauneuf-du-Pape.

Domaine de la Grand’ Ribe startede omstillingen til økologisk produktion i 2001, og har siden 2002 haft den officielle ECOCERT mærkning som fuld økologisk og siden 2007 også en NOP mærkning. NOP står for National Organic Program.

Denne Côtes-du-Rhône Villages er lavet på minimum 50% Grenache og den resterende del består af Syrah og Mourvèdre. Dens storesøster hedder Côtes-du-Rhône Villages Centenaire, og har faktisk i samme årgang 2009 fået hele 91-93 point af Robert Parker. Ellers har jeg ikke den store info om vinen, fremstilling eller hvor lang tid vinen har lagret på eg.

I glasset kommer første overraskelse … meget lys og transparent for en Rhône vin. Duftmæssigt er vinen heller ikke så kraftig … men der er Rhône-krydderier, våde fade, let røg, brombær, let karamel … men ganske let i udtrykket. Måske også lidt stram og kantet … men overordnet okay.

Smagsmæssigt er der bær og sødme … lækker og elegant. Smagen er faktisk langt bedre end næsen/duften, og jeg er ganske overrasket. Flot med bær, let peber og ganske habil. Blide tanniner og godt med frisk frugt.

For pengene … smæk for skillingerne. Og tilbage til spørgsmålet fra starten … ja, nogle gange finder man små perler til billige penge … også i supermarkeder. Denne her er én af dem.

Købt i SuperBest, pris 39,95 kr.

Rating 4/7