Denne 2015 Domaine de Caussagues Corbières er en vin, der – så vist jeg kan se – er lavet af den store vinkoncern Les Grands Chais de France.
Le Groupe GCF ejer en række vinhuse i Frankrig og laver vine i disse navne, bl.a. Les Grands Chais de France, Domaine de la Ville de Colmar, Maison du Vigneron, Pasquier Desvignes, Carod Frères, Domaine de la Baume, Lacheteau og så Arthur Metz. Det er i øvrigt også denne koncern som står bag den ikoniske J.P. Chenet, som vi så tit laver grin med … I ved, den med den skæve hals.
Le Groupe GCF har deres hovedsæde i Marlenheim i den nordlige del af Alsace, omkring 10 kilometer nordvest for Strasbourg og er lidt af en større historie, idet der heller ikke er tale om et traditionelt vinhus, men nærmere en større fabrikant af vin i stil med et kooperativ.
De har ikke mindre end 560 vinbønder tilknyttet deres vineri og via disse adgang til druer fra ikke mindre end 1.090 hektar vinmarker. De har en produktionskapacitet på 180.00 hektoliter, 2 store anlæg til vinaftapning, lagerkapacitet på 10.000 kvadratmeter og en daglig produktionskapacitet på ikke mindre end 110.000 flasker vin.
De har også et magastort vineri i byen Landiras ved Bordeaux … og det er dér, at denne Languedoc vin er lavet med druer fra Languedoc, formentlig fra én af de mange tilknyttede vinavlere, nemlig Domaine de Caussagues, som har 17 hektar vinmarker i appellationen Corbières ved Bages-Sigean tæt på Narbonne.
Vinen er lavet på 10% Syrah, 35% Grenache, 30% Carignan, 20% Mourvèdre og 5% Cinsault. Druerne er afstilket og lavet med en traditionel gæring … men ellers er det begrænset med info om produktionen.
Næsen er lidt … sjovt blomstret og næsten med tyggegummiagtig aromaer, lidt mørk og parfumeret frugt, hindbær, blåbær, tobak, en smule estragon, salvie og lidt en sjov, lidt mærkelig note, som jeg simpelthen ikke kan sætte ord på.
Smagen har lidt af samme sjove kant … klart pænt med frugtsødme, mørke bær, blommer, solbær og enebær med søde krydderier. Der er lavendel, en tynd syre, nogen friskhed, lidt tør bitterhed og samlet lidt en vin, som jeg ikke kan blive helt klog på.
Forhandles af Vinmonopolet, hvor en flaske koster 70 kr. ved køb af 6 flasker.