Jeg læste et sted, at halvdelen af alle danskerne indrømmer, at de gemmer på noget, som de aldrig har fortalt nogen. Hos vinhuset Nativ, der ligger i det frugtbare Irpinia i provinsen Avellino i den sydlige del af Campanien, kan de slet ikke holde på deres største hemmelighed … nemlig vinen Segreti.
Vini Nativ er et nyere vinhus grundlagt i 2008 af ønologen Dr. Mario Ercolino. Han havde vin i blodet, da hans forældre Enzo Ercolino og Mirella Capaldo i midten af 1980’erne havde grundlagt vinhuset Feudi di San Gregorio, som også ligger i Campanien. Feudi di San Gregorio er i dag et af de største og mest berømte vinhuse i Campanien.
Mario havde arbejdet på Feudi di San Gregorio og var således i forvejen en anerkendt international vinmager, da han sammen med hustruen Roberta Pirone købte sin egen vingård i Irpinia, nær Paternopoli og Taurasi i Campanien.
Det blev til vingården Nativ med 12 hektar vinmarker med tussegamle vinstokke. Og målet var klart. Han ville lave de bedste, de mest autentiske vine fra dette område, vine med karakter og udelukkende på de lokale druesorter.
Det er i et område, hvor jorden er rig på mineraler og aske efter vulkanske udbrud fra Vesuv i Pompeji. Der vokser gamle vinstokke med druesorter som Aglianico, Falanghina, Fiano og Greco … nogle af stokkene har endda overlevet phylloxera epidemien i Europa i slutningen af 1800-tallet.
Udover Nativ er Mario også medejer af en række andre vingårde, bl.a. vinhuset Vinosia, som han ejer sammen med Luciano Ercolino. Herudover laver Mario også vine på Sicilien, bl.a. den anerkendte vin Saserello. Måske er det også årsagen til, at Maria har fået øgenavnet Super Mario.
På Azienda Agricola Nativ laver Mario en række spændende vine, bl.a. en Falanghina Beneventano, Greco di Tufo, Taurasi, Falanghina Irpinia, 25 Rare Campania Bianco, den hypede Eremo San Quirico og Bicento Irpinia Campi Taurasini. En del af disse vine har jeg tidligere smagt … men så laver de altså også denne lille hemmelighed, som selvfølgelig hedder Segreti.
Det er husets topvin … deres eksklusive vin, der er lavet på ren Aglianico Nero fra de vulkanske marker på bakkerne mellem Valle del Ceraso og Fontana Marena i Paternopoli, Druerne blev høstet i november, hvor de gode druer fik lov til at hænge længe og tørre lidt ind på vinstokkene. Det sikre en høj koncentration, men et meget mindre udbytte.
Alle druerne er høstet i hånden og vinen er lavet … først med blød presning, kold maceration samt spontangæring over 10 dage alene med druernes egne gærceller sammen med kvaset for at udtrække mest mulig farve og smag. Vinen har lagret 18 måneder i små franske egetræsfade og herefter 5 måneder i flasken inden frigivelse. Der er kun lavet en begrænset mængde,
Hold da kæft … sikke afgrundsdyb og bundløs aroma, der smider et atomar bombardement af brunstige handyrdufte op af glasset med maskulin, fed, fyldig og tygge tyk svulstig frugt med solbær, blåbær, brombær og nogle lysere, friske mellemrøde frugter med masser af lakrids … og lad os bare tage finsk, engelsk og saltlakrids med i den ligning. Der er solbærpastiller, kaktuspiller, mentol, lidt eukalyptus og en plade mørk chokolade, vanilje, kanel, egetræ og et læderbælte.
I munden er det på alle måder også en vild vin … og det første, som rammer min tunge er finsk lakrids overtrukket med lys chokolade og så ellers kaskader af mørkesort frugt. Selvom det nærmest er Dame Edna på epo, så bliver det kun en lille bitte smule vulgært, for vinen har absolut også balance, idet der er syre – om end også til den gode og fyldige side – sødme og bitterhed, hvilket også betyder, at man faktisk ikke bliver mæt af ét glas.
Forhandles af Andrup Vin, hvor en flaske koster 599,95 kr., mens prisen er 499 kr. ved køb af 3 flasker.