Kategoriarkiv: Vinanmeldelser

2015 Weingut Schembs, Noir, Rheinhessen, Tyskland

2015 Weingut Schembs, Noir, Rheinhessen, TysklandFuck det er crazy … men fedt. Vi har fat i vinen Noir, som ser ud til at komme fra et US-army lagersalg. Det gør den nu ikke, men i stedet fra den sjove og selviscenesættende vingut Arno Schembs fra Weingut Schembs, der ligger midt i byen Worms ved Rhinen omkring 25-30 kilometer nord for Mannheim.

Arno kalder også – helt beskedent – sit vinhus for Château Schembs … eller helt korrekt Chât*eau Schembs med en stjerne i midten af slottet, da stjernen netop er et gennemgående symbol i Weingut Schembs’ vine. Og som I kan se på billedet ovenover er Arno en sjov fyr,

Weingut Schembs kommer fra en familie af vinbønder, hvis historie går helt tilbage til 1644, mens Arno selv er uddannet vinmager fra Geisenheim i 1987, hvorefter han overtog driften af familiens vingård i Worms.

Samlet har Weingut Schembs 10 hektar vinmarker, hvor der dyrkes Riesling und Spätburgunder, Dornfelder, St. Laurent, Weißburgunder, Schwarzriesling, Chardonnay, Sauvignon Blanc, Muskateller og et par sorter mere.

Siden 2006 har vinhuset haft til huse i dele af det gamle slot Herrnsheimer Schloss, som Arno har været med til at restaurere. Det er selvfølgelig også derfor, at Arno kalder vinhuset for Chât*eau Schembs.

Til at hjælpe med produktionen af vinene har Arno hyret kældermesteren Sebastian Rösch, mens Arnos hustru Mieke Farwig fungerer som husfotograf og står bag de mange idérige fotos af den lille, anderledes vingård og vinmager.

Vinene er opdelt i 3 kategorier, nemlig Châteauweine, som er lavet af de bedste druer fra de ældste vinstokke og så Guuuutsweine samt Sekte & Co. Og vinene laves innovativ med sjove navne som fx From Dusk Till Dawn, som selvfølgelig er på Dornfelder, Raw Like Sushi, Purple Jam, Born To Be Wild og flere i samme stil.

Denne Noir – som selvfølgelig er på ren Pinot Noir – er en af Arnos Guuuutsweine. Vinen er lavet på store egefade og alene gæret med druernes naturlige gærceller. Efter endt fermentering er vinen lagret en periode på store 600 liter stückfässer af egetræ.

Duftsmæssigt dejligt røde bær, hindbær, jordbær og moreller, lidt støvede elementer, mynte, modellervoks, bagepulver, grønne vinblade og en snert vanilje. Virker varm, nuttet og teenagekåd i udtrykket.

I munden er det også en legesyg teenager … luftig, sødmefuld og let drikkelig. Det er sgu lige til ens indvendige nedløbsrør med masser af saftighed, lidt citron, hindbær, jordbær og god integrerede tanniner og venlig mildhed.

Købt hos Weinhandlung Suff i Berlin til 10,95€ … svarende til omkring 82 kr.

Vinanmeldelse 4,5/7

2015 Clos Saint Michel, Châteauneuf-du-Pape Tradition, Rhône, Frankrig

2015 Clos Saint Michel, Châteauneuf-du-Pape Tradition, Rhône, FrankrigClos Saint Michel hedder også Vignobles Guy Mousset et Fils og ligger meget passende på Route de Châteauneuf-du-Pape i Sorgues syd for selve Châteauneuf-du-Pape by … og derfra smager vi selvfølgelig også denne 2015 Châteauneuf-du-Pape Tradition.

Vignobles Guy Mousset et Fils drives i dag af de to brødre Olivier og Franck Mousset … og Guy var deres far. De er 4. generation i det gamle vinfirma, som producerer vine under navnene Clos Saint Michel, Domaine Guy Mousset samt Domaine de Clairfont … både Châteauneuf-du-Pape vine, Cötes-du-Rhône, Côtes-du-Rhône Village og Vaucluse vine.

Det er Frank, der er ansvarlig for produktionen af vinene på Clos Saint Michel, men ved siden af driver Frank sammen med sin hustru Murielle også et andet vinhus, nemlig Domaine des Saumades.

Clos Saint Michel har samlet 30 hektar vinmarker, heraf 15 hektar AOC Châteauneuf-du-Pape, 12 hektar Côtes-du-Rhône og så lidt forskellige derudover.

Châteauneuf-du-Pape Tradition er lavet på 40% Grenache, 30% Syrah og 30% Mourvedre fra vinstokke på den stenede Les Coulets vinmark. Vinen er lagret 12 måneder på store egefade … ellers ikke mange oplysninger udover en årlig produktion på 3.500 kasser.

I glasset er vinen noget lysere og langt mere transparent, end jeg lige havde forventet, men det øger kun spændingen. Der er duftmæssigt god gæret frugt, brombær, kirsebær, hindbær, lidt landlige aromaer, mødding, tobak, teblade, krydderier, grafit, mentol samt lidt lakrids.

Smagen er blød, rund og virkelig elegant … ingen bulder eller fuldfed klumpe-dumpe, men ren frugt med god lethed, lidt jern og peber. Det er fløjlsblødt og med masser en let, frisk frugt, så bestemt et virkelig godt glas Châteauneuf-du-Pape.

Købt hos Winefamly, hvor en flaske koster 183,67 kr.

Vinanmeldelse 5/7

2016 Château de l’Hyvernière, Muscadet Sèvre et Maine, Loire, Frankrig

2016 Château de l’Hyvernière, Muscadet Sèvre et Maine, Loire, FrankrigMuscadet druen hedder mest korrekt Melon de Bourgogne og kaldes ofte blot for Melon. Det er lidt en sjov fætter, interessant, men svær at blive helt forelsket i. Her smager vi druen i en klassisk Muscadet sur Lie fra Château de l’Hyvernière under appellationen Muscadet-Sèvre et Maine.

Som med foregående vin er vi igen hos den store vinkoncern Châteaux & Domaines Castel og Château de l’Hyvernière er således blot et af koncernen 21 vinslotte. Det er købt i 2007 og har samlet 50 hektar vinmarker fordelt på de to marker La Grande Garenne samt Le Bois de l’Hyvernière.

Slottet ligger i den vestlige del af Loire … omkring 15 kilometer svag sydøst for Nantes ved den lille by La Chapelle-Heulin og på slottets marker dyrker Castel familien udelukkende Melon de Bourgogne druer.

Vinen er vinificeret helt traditionelt og til den tradition i området hører også lagring af vinene sur lie … altså med bærmen aka gærresterne. De franske myndigheder udformede i 1994 et sæt regler der kræver, at vinen har lagret med bærmen fra efter høsten og frem til tidligst den 3. uge i marts året efter.

Reglerne omfatter bl.a. de tre primære Muscadet appellationer Muscadet-Sèvre et Maine, Muscadet-Coteaux de la Loire og Muscadet-Côtes de Grandlieu og derfor har denne vin derfor også lagret mindst 5-6 måneder og er – som reglerne også foreskriver – tappet direkte uden omhældning eller filtrering.

Det dufter – helt ærligt – ganske meget af engelsk lakridskonfekt, hyld, fersken, æbler, pærer, salt, muskatnødder, sæbe eller i hvert en smule blomster, en smule spændende terpentin eller benzin, tør halm samt en ganske lille honningsødme. Duften er meget blød, blid og forsigtig.

Det gælder sådan set også smagsmæssigt, dvs. blød, forsigtig, tilbagetrukket og næsten lidt introvert … gør ikke det store væsen af sig. Der er lidt grønne elementer, honning og svag grapesyre, men holdes sådan lige på overfladen og mangler lidt kraft, dybde samt intensitet. En rigtig forsigtigper.

Importør er AMKA og vinen forhandles hos udvalgte Meny og Spar butikker med en vejledende udsalgspris på 75 kr.

Vinanmeldelse 3,5/7  

2015 Château d’Arcins, Chevalier d’Arcins Haut-Médoc, Bordeaux, Frankrig

2015 Château d’Arcins, Chevalier d’Arcins Haut-Médoc, Bordeaux, FrankrigSå er vi igen tilbage hos Château d’Arcins, der ligger på Place des Château midt inde i byen Arcins på Mèdoc halvøen. Her smager vi husets andenvin Chevalier d’Arcins Haut-Médoc.

Dette er ikke mange dage siden, at jeg drak vinslottets førstevin i årgang 2013 og skrev en masse om både vinslottet og den store vinkoncern Châteaux & Domaines Castel. Nu gælder det imidlertid andenvinen Chevalier d’Arcins Haut-Médoc, som er lavet på 60% Merlot og 40% Cabernet Sauvignon fra vinslottets egne vinmarker.

Vinen er vinificeret på ståltanke, mens 30% af vinen har været lagret på 1 år gamle egetræsfade, 30% på 2 år gamle egetræsfade, og de sidste 40% i ståltanke.

Fin næse … lidt mælket, yoghurtagtige noter samt gærede bær, solbær, brombær, blommer, røg, kanel og en smule sød vanilje, men sammenlagt bestemt en dejlig aroma. Duften læner sig op af langt kraftigere vine, men det gør den meget smukt.

Som med førstevinen lever smagen dog ikke op til duften … og det er faktisk endnu mere tydeligt i denne Chevalier d’Arcins, som virker lidt tynd og vandet i det. En let – men stram – syre samt tydelige tanniner er skam egentlig meget fine og jeg kan også godt lide, at det ikke bliver for kraftigt, men denne bliver en tak for letbenet.

Importør er AMKA og vinen forhandles hos udvalgte Meny og Spar butikker med en vejledende udsalgspris på 135 kr.

Vinanmeldelse 4/7  

2015 Mas Gabinèle, Tradition Faugères, Languedoc, Frankrig

2015 Mas Gabinèle, Tradition Faugères, Languedoc, FrankrigLidt nord for den lille by Laurens ved foden af bjergkæden Cévennes i den nordlige del af Languedoc finder vi vinhuset Mas Gabinèle. De producerer vine under appellationen AOC Faugères, herunder denne røde basisvin.

Vinhuset er grundlagt i 1998, hvor Thierry Rodriguez købte et par vinmarker af sin ven Gabriel Mas. Gabriel blev venskabeligt kaldt Gabinelle, og da Unà Gabinelà betyder et lille skur, så var det så oplagt at anvende dette til navnet på vinhuset. Thierry Rodriguez havde inden købet drevet et lille handelsfirma Le Prieuré Saint-Sever, som havde specialiseret sig i vine fra området, men købet af markerne blev starten på vinhuset Mas Gabinèle.

Senere i 2013 fik Thierry Rodriguez dog også bygget sin egen vingård med 750 kvadratmeter under tag, en kælder med 20 store rustfri ståltanke, hvilket repræsenterer en samlet kapacitet på 1.330 hektoliter, samt masser af egefade.

Alt udstyr er blevet omhyggeligt udvalgt for at sikre maksimal bevaring af høstkvaliteten og alle tanke har naturligvis automatisk temperaturstyring, så man altid har kontrol over vinen.

I dag har Mas Gabinèle omkring 24 hektar jord, der er erhvervet tålmodigt gennem årene. Det er dog alene 20 hektar, som er omlagt til vinmarker, som ligger i omkring 180 meters højde og er tilplantet med sorterne Carignan, Mourvèdre, Syrah, Grenache,, Lledoner Pellut og Grenache Gris.

Jorden i markerne består af okker, grå eller blå sandsten og er meget stenet. Dette er meget krævende terroir, som naturligvis giver lave udbytter. Landskabet er bølgende, og vinmarkerne er omgivet af naturligt hegn, skov og hule egeskove.

Denne Tradition Faugères er husets røde basisvin, som i årgang 2015 er lavet på 35% Grenache, 30% Syrah, 20% Carignan og 15% Mourvèdre , som kommer fra 30-60 år gamle vinstokke. Udbyttet har været beskedne 20-30 hektoliter pr. hektar.

Druerne høstes manuelt og vinen er fermenteret i de store ståltanke med lang gæring og 20-30 dages maceration. Efter endt fermentering er vinen lagret 12 måneder på en kombination af nye og brugte franske egefade.

Duftmæssigt lægger jeg først mærke til en syrlighed i en lidt mørkgæret frugt. Der er noget virkelig landligt over vinen, som dufter af både bomuld, fåreuld og gedestald, men det er sgu meget fascinerende. Frugten er blåbær, enebær og det hele virker bonedry med masser af blæk, grafit, buksbom, nelliker, læder og samt smule peber, dog slet ikke massivt. Der er samtidig noget virkelig frisk over frugten i vinen … virkelig spændende,

Smagen er tæt og der er bestemt nogle elementer fra Nordrhône med lidt peber og tætte tanniner, som bestemt viser sig frem uden at bide dig. Det er sådant set også lidt rundt og blødt, men uden at miste præcisionen. Der er lidt mint, svag kakao og en superfin balance. Det smager sgu bedre end mange vine fra Rhône … som om, at vinen har et yderligere gear. Like it a lot.

Forhandles af Andrup Vin, hvor en flaske koster 199,95 kr., mens prisen ved køb af 6 flasker er 165 kr.

Vinanmeldelse 5/7 

2016 Weingut Forstmeister Geltz Zilliken, Saarburg Riesling Feinherb, Mosel, Tyskland

2016 Weingut Forstmeister Geltz Zilliken, Saarburg Riesling Feinherb, Mosel, TysklandVed siden af friluftsbadet midt i Saarburg finder vi det lille familieforetagende Weingut Forstmeister Geltz Zilliken, som står bag næste vin i glasset … en Saarburg Riesling Feinherb.

Jeg ved egentlig ikke hvorfor, at jeg har købt vinen som en Feinherb. Selvom Feinherb ikke er en reguleret betegnelse, så ligger en Feinherb oftest sødere end Halbtrocken og dermed også væsentligt sødere end Trocken, hvor der maksimalt er 9 gram restsukker pr. liter. I denne Saarburg Riesling Feinherb er der da også 16,9 gram restsukker.

Weingut Forstmeister Geltz Zilliken er grundlagt helt tilbage i 1742, hvor Zilliken familien var vinbønder i Saarburg og Ockfen.  Det var dog den kongelige skovfoged – forstmeister – Ferdinand Geltz, som lagde grundstenen til det vinhus, som vi kender i dag.

Ferdinand Geltz var bl.a. også medstifter af Vereins der Naturweinversteigerer Großer Ring … det som i dag kendes som VDP aka Verband Deutscher Prädikatsweingüter.  Efter hans død blev vinmarkerne delt i to til hans døtre Antoinette og Ella.

Datteren Antoinette giftede sig med en preussisk major, mens Ella giftede sig med en skovfoged fra Dessau og de fortsatte driften af vingården under navnet Weingut Forstmeister Geltz Krick.

Under anden verdenskrig i julen 1944 blev hele vingården samt de gamle vinkældre ødelagt af et bombeangreb, men Ellas datter Marianne havde en stærk vilje og sørgede for, at vinproduktionen blev videreført.

Hun blev i 1947 gift med Fritz Zilliken og derfra kom vinhuset til at hedde Weingut Forstmeister Geltz Zilliken. Det var også det unge par, som i 1950 købte den ejendom i Heckingstraße, hvor familien Zilliken siden har haft deres hjem og vinproduktion.

I dag drives vingården af næste generation i form af Hanno og hustruen Ruth, men datteren Dorothee er også allerede med i produktionen af husets vine. Det er far og datter, som I kan se på billedet ovenover.

Samlet har familien 11 hektar vinmarker, fordelt med 10 hektar på Saarburger Rausch samt 1 hektar på Ockfener Bockstein … og de dyrker alene Riesling med et gennemsnitlig udbytte på 50 hektoliter pr. hektar.

Al vinifikation sker i store, gamle træfade, og det gælder også denne Saarburg Riesling Feinherb, hvor druerne kommer fra vinhuset egne marker … altså her alene fra Saarburger Rausch, hvor druerne høstet manuelt. Vinen har også lagret en periode på de store fuder … men hvor lang tid er ikke oplyst.

Duften er lidt støvet med modne æbler, abrikos og andre tropiske frugter. Der er ingen petroleum og ingen stringent mineralitet, men derimod virker vinen lidt mere varm og fyldig i udtrykket med astronaut-is, svag citrus og grønne urter.

Smagsmæssigt pænt sødme med abrikos, passionsfrugt … en moden frugtsyre og godt med grapebitterhed i eftersmagen. Ved ikke, om jeg er så vild med sødmen i kombination med bitterheden. Jeg synes ikke, at de spiller vildt godt sammen, men vinen har dog samtidig en virkelig god inderlighed og vil vædde med, at denne vin om 5-10 år vil vise ganske megen storhed.

Johs. M. Klein Distribution er dansk importør, men jeg har købt mit eksemplar hos den lokale Vinspecialist. Prisen kan jeg dog ikke huske.

Vinanmeldelse 4,5/7

2015 Renato Corino, Barbera d’Alba Pozzo, Piemonte, Italien

2015 Renato Corino, Barbera d'Alba Pozzo, Piemonte, ItalienOg her er det selvfølgelig så 2015’eren af vinen Barbera d’Alba Pozzo fra Azienda Agricola Renato Corino, som vi nu har fået i vinglasset.

2013 var et godt år i Piemonte, en lidt køligere vækst og sen høst gav vine med finesse. 2014 var rigtig skidt, mens 2015 også regnes som et virkelig godt år og Decanter regner fx 2015 bedre end 2013.

Men lad os se, om det også kan smages på Corinos Barbera d’Alba Pozzo. Vinificering er jo totalt uændret … altså i temperaturstyrede rustfrie ståltanke med en forholdsvis kort gæring i 7 dage efterfulgt af en kort malolaktisk gæring samt efterfølgende lagring på egefade i 18-20 måneder inden vinen tappes på flaske uden filtrering.

2015 Barbera d’Alba Pozzo har lidt samme aroma og smag som den tidligere årgang. I næsen er vinen måske en anelse varmere og mere voluminøs og lidt mere vanilje fra fadene. Det er fortsat en landlig og levende vin med fedme, sorte kirsebær, blommer og lidt blæk, kul og støvede elementer.

Smagsmæssigt heller ikke så stor forskel, igen en tæt, fast og fyldig vin med masser af blødhed, søde og sorte kirsebær, blide tanniner, måske lidt peber og mere kanel end 2013’eren. Med det smager fortsat rigtigt godt … meget blid, fast og tæt vin.

Forhandles af Italux, hvor en flaske koster 162 kr.

Vinanmeldelse 4,5/7 

2013 Renato Corino, Barbera d’Alba Pozzo, Piemonte, Italien

2013 Renato Corino, Barbera d'Alba Pozzo, Piemonte, ItalienDen italienske smagning sluttede med lidt Barbera til maden, nemlig vinen Barbera d’Alba Pozzo fra Azienda Agricola Renato Corino og endda i to årgange … vi starter med denne 2013.

Renato Corino ligger en smule øst for La Morra og er et forholdsvis nyt vinhus grundlagt i 2005. Men historien om vinhuset starter dog noget før, nemlig i 1952, hvor familien Corino bosatte sig ved La Morra og begyndte at dyrke vinmarker og sælge druerne til det lokale kooperativ.

Det var dog først i midten af 1980’erne, at familien startede med af flaske Barolo’er i eget navn, nemlig da sønnerne Giuliano og Renato overtog driften. De nedsatte udbyttet i markerne og købte franske barriques inspireret af Elio Altare i bedste modernistiske stil.

Men Giuliano og Renato blev dog gradvis mere og mere uenige om den vinmæssige stil, og efter 20 års samarbejde besluttede de ved udgangen af 2005 at gå hver til sit … dog stadig som gode venner, som fortsat hjælper hinanden.

Guliano beholdte familiens vingård, mens Renato etablerede en ny kælder i Frazione Annunziata Pozzo tæt ved La Morra. Og Renato har fortsat den modernistiske stil som en af Altares disciple, hvilket bl.a. betyder forholdsvis korte macerationer på en uges tid og selvfølgelig lagring på franske barriques.

I dag driver Renato Corino fortsat gården sammen med hustruen samt børnene Stefano og Chiara. De har samlet 8 hektar vinmarker og producerer årligt omkring 50.000 flasker vin.

De bedste marker er Arborina, Rocche dell’Annunziata, Conca og Roncaglie. Og der laves i øjeblikket 8 forskellige vine fordelt på en Dolcetto, 2 på Barbera, en Nebbiolo d’Alba samt 4 Barolo’er.

Corinos Barbera d’Alba Pozzo skiller sig ud fra de andre vine ved, at det er eneste vin med en rød etiket. Det er en enkeltmarks Barbera, hvor druerne kommer fra marken Pozzo, som ligger i La Morra kommunen med vinstokke plantet tilbage i 1950’erne.

Vinificering sker i temperaturstyrede rustfrie ståltanke med en forholdsvis kort gæring i 7 dage efterfulgt af en kort malolaktisk gæring samt efterfølgende lagring på egefade i 18-20 måneder inden vinen tappes på flaske uden filtrering.

Duftmæssigt en lidt fed, flomme og herlig landlig, levende vin med mørke, let søde bær, sorte kirsebær, blommer, blæk, kul, æteriske olier, lidt støvet i udtrykket og med en snert nelliker.

I munden er det en fast, eksplosiv, fyldig og lettere saftig vin med mørke kirsebær, polerede tanniner, lidt jern og tilbageholdt syre. Det er en meget blid, fast og tæt vin.

Forhandles af Italux, hvor en flaske koster 162 kr.

Vinanmeldelse 4,5/7 

2014 La Ca’ Növa, Barbaresco Montefico Vigna Bric Mentina, Piemonte, Italien

2014 La Ca’ Növa, Barbaresco Montefico Vigna Bric Mentina, Piemonte, ItalienNæste vin fra Italux blev også en reprise … blot den nye årgang 2014 af den lille, lækre sag Barbaresco Montefico Vigna Bric Mentina fra vinhuset La Ca’ Növa.

Azienda Agricola La Ca’ Növa ligger på en smuk bakketop ved Barbaresco, er ejet af de tre brødre Pietro, Giulio og Franco Rocca, som er 4. generation af vinavlere. Vinhuset er dog reelt grundlagt i 1970, da Pietro med hjælp fra brødrene begyndte at producere og sælge La Ca’ Növa Barbaresco vine. I dag er den nye, 5. generation i form af Pietros søn Marco Rocca også kommet med i driften.

Marco er – som faderen – af den gamle skole og laver vinene som i gamle dage uden brug af temperaturstyrede tanke, med fermentering i åbne kar, omrøring med en gammel træske og han bruger selvfølgelig også alene druernes naturlige gær ved gæringen.

Vinhuset har 12 hektar vinmarker og de bedste marker er Montestefano og Montefico, som leverer druer til husets to topvine … enkeltmarks Barbaresco’er. Der dyrkes Nebbiolo på de 10 hektar og på de resterende 2 hektar dyrker Pietro og Marco både Dolcetto og Barbera.

Vinstokkene dyrkes med stor kompetence og omhu med baggrund i mange generationers tradition. La Ca’ Növa er meget selektive med valg af dyrkningsmetoder, og vinstokkene dyrkes uden brug af pesticider og alene gødning med komøg.

Der produceres i alt omkring 50.000 flasker vin på La Ca’ Növa, fordelt på 3 forskellige Barbaresco’er, men Marco sætter også en ære i at lave god Langhe Nebbiolo, Dolcetto og Barbera.

Denne Barbaresco Montefico Vigna Bric Mentina er den ene af La Ca’ Növas to top enkeltmarks Barbaresco’er og selvfølgelig med druer fra marken Montefico.

Vinen er lavet med 3 ugers maceration og efter endt fermentering lagret i store, gamle 3.000 liters fade, altså helt som de bedste traditionalister. Krav til lagring af en Barbaresco er 2 år, heraf mindst 1 år på fade. Der tilsættes så lav dosis af svovl som muligt og selvfølgelig ingen filtrering inden aftapning.

Barbaresco Montefico Vigna Bric Mentina er en virkelig maskulin Nebbiolo … animalsk, landlig med mødding, tjære, kandiserede violer, æteriske olier, en gammel hest, gazebind, læder samt en parfumeret og svævende lethed.

I munden er det tørt med mørke kirsebær, jern, tobak, fed og mørk jord, insisterende tanniner, grønne grene samt nogle fuldvoksne, rustikke og tætte tanniner. Det er en rustik Nebbiolo, men gud hvor den smager godt. Det bliver aldrig helt fint og let, men mere kantet, blæksort og syrligt på en mandlig facon.

Forhandles af Italux, hvor en flaske koster 155 kr.

Vinanmeldelse 6/7  

2014 Nicola Di Sipio, Montepulciano d’Abruzzo, Abruzzo, Italien

2014 Nicola Di Sipio, Montepulciano d’Abruzzo, Abruzzo, ItalienVed en Italux italiensk vinsmagning smagte jeg igen denne Montepulciano d’Abruzzo fra Azienda Agricola Nicola Di Sipio, men nu ikke i årgang 2013, men et år nyere.

Da jeg skrev om 2013’eren skrev jeg også en del om vinhuset Nicola Di Sipio, så det skal jeg undlade denne gang … og i stedet blot skrive lidt om denne Montepulciano d’Abruzzo, som er husets basisvin. Den er lavet på ren stål … maceration kender jeg ikke, men vinen er alene lagret på ståltanke og flaske efter fermenteringen.

Det er fortsat en ganske charmerende vin, selvom den – i min svage optiklinse – ikke er helt på højde med 2013’eren. Næsen er meget landlig og mørk, igen en sur mødding, en smule bulder og brag, næsten biodynamisk i udtrykket med modne kirsebær samt lidt saltlakrids.

I munden en læskende, blød, flæsket og saftig vin med stor tørhed, blæk, en underliggende stram italiensk syre, fed frugt, men lever ikke helt op til 2013’eren … synes den virker en kende mere voluminøs.

Forhandles af Italux, hvor en flaske koster 90 kr.

Vinanmeldelse 5/7