Casali del Barone har jeg skrevet om før … det er jo et brand under det store vinfirma Cantine di Ora og er en del af den internationale vinkoncern Schenk. Deres Barbera 150+1 har jeg smagt før, men nu smager jeg den igen i årgang 2023.
Schenk har jo egentlig base i Schweiz, men også en lang række vinerier i det meste af Italien. De producerer over 600 forskellige vine og bare i koncernens italienske enhed Schenk Italia produceres der årligt over 52 millioner flasker vin og de kan flaske ikke mindre end 350.000 flasker om dagen fra næsten alle områder.
Casali del Barone er blot ét af de mange brands, som Schenk producerer i Italien og denne Casali del Barone Barbera 150+1 er lavet på 85% Barbera og 15% Nebbiolo, som kommer fra lige præcis 150 passionerede vinbønder fra Vallebelbo. De leverer druerne til denne vin, som er lavet af vinmageren Daniele Ress.
Vinen er lavet alene på rustfrie ståltanke med kølig gæring og maceration med 10 dages skindkontakt og daglige overpumpninger inden en endelig lagring i beskedne 3 måneder på små franske egetræsfade.
Som med 2022’eren synes Nebbiolo druerne at give vinen en vis elegance og en let parfumeret aroma, hvorved det ikke bliver en fed og varm Barbera, men i stedet har vinen en fin næse med læder samt modne kirsebær, solbær og blommer, lakrids, kanel, vanilje, mentol samt grønne urter.
Det er også smagsmæssigt en lettere og mere syrlig Barbara end gennemsnittet … der er frugt af hindbær, ribs, syrlige kirsebær og lemon, der supplerer syren med en anelse bitterhed. Det giver en frisk, rank og Barbera med masser af bid og sjæl. 87 point.
Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 119,95 kr., mens prisen ved køb af 6 flasker er 59,95 kr.