Kategoriarkiv: Vinanmeldelser

2014 Diego Conterno, Barolo, Piemonte, Italien

2014 Diego Conterno, Barolo, Piemonte, ItalienFruen var mere glad for hvidvinen end mig, så jeg nuppede i stedet et glas godt rødvin, nemlig lidt Barolo fra producenten Diego Conterno … og ja, han er faktisk en del af Conterno Fantino familien, nemlig fætter til Claudio Conterno.

I 2000 forlod han imidlertid familieforetagendet for at etablere sin egen vingård med god hjælp fra sin hustru Anne samt børnene Lorenza og Stefano. Samlet har de 6 hektar vinmarker i Monforte d’Alba og Diego har bygget sit vineri midt i markerne.

Vinmarkerne dyrkes økologisk og produktionen ligger på beskedne 40.000 flasker årligt fordelt på 6 forskellige vine på Dolcetto, Barbera og Nebbiolo. Vinmæssigt ligger stilen som en blanding af traditionalister og modernister.

De bedste vine er selvfølgelig Barolo’erne, som Diego producerer 3 forskellige af, nemlig denne Barolo og topvinene Barolo Ginestra og Barolo Le Coste.

Inden vi kaster os videre over vinen, så skal jeg da lige komme med et par kommentarer til den lille 4-retters menu fra det kulinariske ophold på det gamle Hotel Dagmar. Samlet fik vi en menu, som bestod af:

  • Marinerede kammuslinger med rogn og sprødstegt torskeskind
  • Laksetatar med sprød rugbrød, salt og uter
  • Braiserede svinekæber med kraftig sauce, hvedekerner, løg og sennep
  • Glaserede blommer med øllebrød, crème, bærsorbet og urter

Her lige lidt mere om retterne

Marinerede kammuslinger med rogn og sprødstegt torskeskind

Jeg er vild med kammuslinger, men denne synes jeg nu ikke, var noget særligt … lidt for anonym og smagsneutral uden bid, uden struktur og kammuslingerne ikke særligt indbydende. Det smagte okay, men imponerede på ingen måder.

Laksetatar med sprød rugbrød, salt og urter

En lidt kold pre-arrangeret laksetatar, hvor de små dutter af ostecreme var alt for små og de billige hakkede sorte oliven som en idé, der ikke skulle ha’ været udført. Elsker laks og gerne laksetatar, men denne fik mig nu heller ikke op at ringe.

Braiserede svinekæber med kraftig sauce, hvedekerner, løg og sennep

Klart aftenens bedste ret og lige, som jeg selv ville ha’ lavet den … og faktisk også har gjort flere gange. Mit glas Barolo fra Diego Conterno passede også godt til retten.

Glaserede blommer med øllebrødsflager, crème, bærsorbet og urter

Jeg er ikke den store blommemand, men hustruen var vild med retten, mens jeg nu var mest til den fine bærsorbet. Men heldigvis kom der bagefter lidt kaffe og sødt … og så var jeg også ganske mæt.

Nå, men tilbage til denne Barolo, hvor druerne håndplukkes, udblødes og gærer i 20-25 dage i rustfri ståltanke, efterfulgt af den malolaktiske gæring. Vinen lagrer hele 30 måneder på 500 liters træfade efterfulgt af flaskelagring inden frigivelse til salg.

Duftmæssigt er her både tjære, asfalt … måske en anelse mørk i udtrykket, tørrede roser, violer, tobak, god italiensk balsamisk syre, læder, kirsebær, fennikel og lidt mentol. I munden en ren og syrlig frugt med en vis tyngde, tørhed, grafit, fortsat ganske unge tanniner, som nemt erobrer munden med håndfast hårdhed.

Forhandles af Vinslottet, hvor en flaske koster 275 kr.

Vinanmeldelse 5/7  

2017 Bodegas La Val, Orballo Albariño, Rías Baixas, Spanien

2017 Bodegas La Val, Orballo Albariño, Rías Baixas, SpanienTil vor 4 retters menu, som var inkluderet i det kulinariske ophold skulle vi ha’ lidt vin og da fruen havde en hvidvin tilgode, så valgte vi en 2017 Orballo Albariño fra vinhuset Bodegas La Val, som ligger lidt nord for den lille by Agrela i Salvaterra de Miño ved Pontevedra i Rías Baixas.

Bodegas La Val er etableret i 1985 af José Limeres Guille i O Rosal ved udmundingen af Miño floden. En af markerne var marken La Val, som kom til at lægge navn til vinhuset. Senere tilplantede man også flere marker bl.a. Arantei, Taboexa og Porto … de tre vinmarker, som i dag udgør grundstenen i husets samlede 53 hektar vinmarker.

Derudover byggede Bodegas La Val i 2003 det store, topmoderne vineri midt i marken Arantei i Salvaterra de Miño. Det kan I se på billedet ovenover.

I dag ejes vinhuset dog af en række investorer med den nuværende direktør Fernando Bandeira og administratoren Antonio Ruiloba i spidsen.

Denne Orballo Albariño har sit navn efter det galiciske ord Orballo, som betyder stille regn. Det regner nemlig ofte i Rías Baxias, som også ofte kaldes det grønne Spanien.

Det er selvfølgelig 100% Albariño, som er gæret og lagret på temperaturkontrollerede rustfrie ståltanke. Ingen fad … her skal nemlig fremelskes den fine rene frugt, den friske frugtsyre samt den spændstige og mineralske stil … i hvert fald ifølge vinhuset selv.

Imidlertid er det nu ikke – som jeg også selv havde forventet – en sprød og frisk vin. I stedet har vinen sådan en lidt sød, varm og lidt kluntet aroma. Det er astronaut-is, søde frugter, abrikos, passionsfrugt, hyld og virker faktisk en smule fed i udtrykket.

Smagsmæssigt er der også fedme og sødme, arhhhh det står sgu ikke helt skarpt og smagsmæssigt heller ikke som forventet, men lidt slap, lidt for varm og lidt for sødkrydret. Der mangler både syre, sprødhed og mineraler, selvom den da slutter med lidt grape i eftersmagen.

Forhandles af Vinslottet, hvor en flaske koster 115 kr.

Vinanmeldelse 3,5/7 

N.V. Terra Serena, Prosecco Treviso Extra Dry, Veneto, Italien

N.V. Terra Serena, Prosecco Treviso Extra Dry, Veneto, ItalienOverfor den over 900 år gamle Ribe Domkirke ligger Hotel Dagmar i en bygning fra 1581, som rådmand og senere borgmester Laurids Thøgersen lod bygge. Ejendommen har gennem årene været bolig for byens bedre og velstående borgerskab og borgmestre, men har siden 1912 været hotel og for en enkelt nat forleden også base for jeres flittige vinblogger med følge … altså fruen.

Vi indtog under opholdet også vor aftensmåltid på hotellet med en lille 4-retters gourmetmiddag. Inden middagen bød hotellet dog på et glas mousserende vin, et uskyldigt glas Prosecco Treviso Extra Dry fra et vinhus, der hedder Terra Serena.

Terra Serena eller helt korrekt Vinicola Serena ligger ved byen Conegliano nord for Treviso og endnu længere nord for Venedig og er faktisk yngre end vor natlige hotel, nemlig grundlagt i 1881.

Det var Pietro Serena, som i 1881 slog sig ned i byen Crocetta Trevigiana og begyndte at producere vin. Og siden er vinhuset gået fra generation til generation, bl.a. flyttede Adolfo Serena i 1967 vinhuset til nye lokaler i Susegana.

Adolfos 2 sønner Giorgio og Gerardo Serena var i 1970’erne også ganske innovative og udviklede en idé om at sælge vin i fustager, hvilket blev en succes i hele cateringbranchen.

Brødrene re-designede også hele sortimentet og etablerede nogle af de brands, som vinene i dag sælges under, bl.a. Terra Serena og Ville d’Arfanta.

I 2003 byggede familien et nyt, kæmpestort vineri i Conegliano, midt i Prosecco området. Det var helt bevidst og et led i en strategi om at udvide forretningen, hvilket i 2005 blev yderligere forstærket ved købet af champagnehuset Champagne De Vilmont i Reims.

I dag er 5. generation i form af Luca Serena også på vej ind i familieforetagende efter endt uddannelse og han fungerer nu pt. som eksportdirektør i Terra Serena.

Denne Terra Serena Prosecco Extra Dry er lavet 100% på druen Glera, som er den historiske lokale drue, som altid har været brugt til at lave Prosecco. Den er lavet på den såkaldte Charmat metode, som adskiller sig fra Champagne metoden ved at andengæringen foregår på lukkede tanke og ikke på flaske, hvilket selvfølgelig er langt billigere. Vinen har 15-17 gram restsukker pr. liter, så helt extra dry er den nok ikke helt.

Duften er let nøddet og sød med mandler, pærer, abrikos samt lidt københavnerstang-is … ikke vildt givende og måske en kende kedelig. I munden er er vinen sød med blide bobler og det bliver ærlig talt for mig kedelig og kønsløst.

Forhandles af Vinslottet, hvor en flaske koster 89 kr.

Vinanmeldelse 3/7 

2014 Erbaluna, Langhe Nebbiolo, Piemonte, Italien

2014 Erbaluna, Langhe Nebbiolo, Piemonte, ItalienDen gamle kælder hos Porsborgs Gastro Bar på Torvet i Ribe går helt tilbage til 1582 og vidner med sine tykke, hvælvede mure om en lang historie fra før, at jeres flittige vinblogger forleden foretog et vinøs pitstop lige der. Det blev til 3 ristede og lidt druesaft, nemlig en Langhe Nebbiolo fra vinhuset Azienda Agricola Erbaluna.

Jeg og fruen havde taget et smut til den smukke gamle by, som beskedent praler med at være Danmarks ældste by, ja egentlig blot for at se byen med dens gamle huse … et break fra hverdagen.

Og de 3 ristede på Porsborg er ikke om omgang grillpølser, men derimod 3 x smørrebrød i form af røget laks med karrymayonnaise, røget makrel rørt med cremefraiche og syltede rødløg samt pandestegt klassisk torskerogn ovenpå smørstegt hjemmebagt, mørkt maltrugbrød.

En Langhe Nebbiolo var nok ikke den åbenlyse valg til lidt fisk og fruen havde vist også forventet lidt hvidvin. Ups. Nå, men det blev altså denne lettere røde fra Erbaluna, som er en lille familiedrevet vingård, der ligger i La Morra lige udenfor byen Annunziata og nabo til vinhuse som Renato Corino og Elio Altare.

Vingården drives i dag af de to brødre Andrea og Severino Oberto, som kommer fra en familie af vinbønder langt tilbage i tiden … faktisk helt tilbage til 1800-tallet. De to brødre overtog driften midt i 1980’erne og startede med art omlægge hele vingården til økologisk drift.

Oberto har samlet 15 hektar vinmarker og de bedste marker er Rocche – som leverer druer til husets Barolo della Vigna Rocche og denne Langhe Nebbiolo – samt marken Le Ghiaie, hvor der primært dyrkes Barbera og Dolcetto.

Vinene laves både efter de gamle traditioner med brug af store, massive egefade samt efter nye, mere moderne metoder med brug af rustfrie ståltanke, barriques som modernisterne samt andet nyere og moderne udstyr.

Derudover har familien selvfølgelig også lidt agriturismo … værelsesudlejning, som de kalder for Casa del Pozzo. De arrangerer selvfølgelig også vinsmagninger, men derudover også hesteture i området, madlavningskursus for vinglade turister, trøffeljagt og meget andet.

Denne Langhe Nebbiolo er – som nævnt – lavet med druer fra marken Rocche og er vinificeret med 10-12 dages maceration og har efter endt fermentering lagret 12 måneder på egefade af forskellige størrelser, lige fra 500 og 750 liters tønder til 33 hektoliter egefade.

Duftmæssigt er det frisk fyrretræ – not og fjer – violer, røg, en syrerig og let frugt, sådan meget lys og lækker moden. Det er hindbær, kirsebær og måske endda lidt mørkere bær, tørrede rosenblade, blæk, en smule babygylp – på den gode måde – og lidt kørvel.

I munden er vinen ganske tør, har masser af tanniner, en ren og klar frugt, men syren er imidlertid slet ikke vild, men mere blid og det giver en forholdsvis rund, blød og moden Nebbiolo vin, som er let at drikke.

Forhandles af Flassan Vin, hvor en flaske koster 120 kr.

Vinanmeldelse 4,5/7  

N.V. Bodegas Langa, Reyes de Aragón Cava Brut Reserva, Aragón, Spanien

N.V. Bodegas Langa, Reyes de Aragon Cava Brut Reserva, Aragon, SpanienJeg bliver mere og mere glad for bobler, og denne Reyes de Aragón Cava Brut Reserva fra vinhuset Bodegas Langa bringer straks smilet frem hos jeres flittige vinblogger.

Bodegas Langa ligger i de kølige omgivelser nær Monte Victor lidt øst for den lille by Huérmeda nord for Calatayud under netop appellationen DO Calatayud i Aragón området. Vinhuset er grundlagt i 1867 af Mariano Langa Gallego, men det var sønnen Juan Langa Mariscal, som udviklede vinhuset og gjorde det kendt.

I dag er det 5 generation i form af brødrene Juan og César Langa Gonzalez, som driver huset … dog fortsat med hjælp fra deres far og fortsætter dermed husets over 150 år gamle traditioner.

Vinhuset har samlet 70 hektar marker, som i dag dyrkes økologisk. De bedste marker er Los Yermos og El Coll … nogle af markerne med over 100 år gamle vinstokke.

Bodegas Langa laver både almindelig vine samt en række cava’er, bl.a. denne Reyes de Aragón Cava Brut Reserva, som er lavet på 75% Macabeo og 25% Chardonnay fra 30-40 år gamle vinstokke.

Vinen er lavet efter champagnemetoden, altså med andengæringen på flaske. Inden da er basisvinen lavet på rustfrie ståltanke med gæring ved 16 grader. Efter aftapning på flaske er vinen lagret 17 måneder sur lie – altså med bærmen – og er ved dégorgement tilført en dosage på 7 gram pr. liter.

Næsen er fuld af friske æbler, pærer, abrikos, hyld, jasminblomster, wienerbrød, lidt honningsødme, nødder og dufter virkelig skønt, inderligt med en smule toast, estragon … ja faktisk kunne dette lige som godt være fra Champagne, men den kommer altså fra Aragón i Spanien.

I munden bruser vinen godt op, så det mærkes i næsen og dermed er boblerne ganske aggressive … om end tætte, fine og liflige. Der er nogle krydrede elementer, masser af lemon, jern, en astronaut-is, lidt lakrids og det hele meget fint samt elegant. Det er sgu et smukt, herlig og godt glas mousserende vin og så endda til rigtig fornuftige penge. Thumbs Up.

Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 149,95 kr., mens prisen er 99,95 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5/7

2017 Cave les Vignerons de Saint-Saturnin, Hauteval Carignan Vielles Vignes, Languedoc, Frankrig

2017 Les Vins de Saint Saturnin, Hauteval Carignan Vielles Vignes, Languedoc, Frankrig I byen Saint Saturnin de Lucian finder vi kooperativet Cave Coopérative les Vignerons de Saint Saturnin aka Les Vignerons Réunis Saint Saturnin. Derfra smager vi denne Hauteval Carignan Vielles Vignes.

Kooperativet er grundlagt i 1950 af en flok vinavlere med M. Besombes og Calmel i spidsen grundet de økonomiske vanskeligheder. I starten var produktionen alene 10.000 flasker årligt, men i dag er det tal steget til en årlig produktion på 3,5 millioner flasker vin, som eksporteres til en lang række lande.

Samlet har de tilhørende medlemmer af kooperativet samlet 760 hektar vinmarker fordelt over områderne ved Arboras, Jonquières, Saint-Guiraud og Saint-Saturnin de Lucian.

Det er ønologen Bruno Raymond, som er teknisk direktør på Cave des Vignerons de Saint-Saturnin og står for fremstillingen af vinene, herunder altså også denne Hauteval Carignan Vielles Vignes, som er lavet med druer fra området Saint-Guilhem-le-Désert.

Saint-Guilhem-le-Désert er et relativt ukendt vinområde beliggende lidt nordvest for Montpellier. Området er bakket, bjergrigt og ligger en smule i læ for kølende vinde fra Middelhavet.

Druerne er høstet med håndkraft og har gennemgået en 4 dages maceration med skallerne inden gæringen er sat i gang. Bruno Raymond vælger at macerere før gæring, da det trækker færrest mulige bitterstoffer og mindst mulig garvesyre ud af skaller og kerner. Vinen har ligget 4 måneder på egetræ.

Duftmæssigt en mørk og kraftig fætter … krydret mørk frugt og man kan næste fornemme at stå i vinkælderen, hvor vinen gærer. Der er knald på med fedme, nelliker, kardemomme, blæk, grafit og lidt bølgepap.

Smagsmæssigt er sødmen dog meget dominerende, og nok også en tak for meget for mig. Det er blød, fed og sødkrydret vin. Der er lakridspiber, solbær, brombær, blommer, vaniljebudding eller måske en fløderand, krydderier samt lidt bolsjesødme.

Forhandles af Propperiet Vin Import, hvor en flaske koster 99 kr., mens prisen ved køb af 3 flasker er 74,25 kr.

Vinanmeldelse 3,5/7

2017 Pulenta Estate, Finca la Zulema Malbec, Mendoza, Argentina

2017 Pulenta Estate, Finca la Zulema Malbec, Mendoza, ArgentinaPulenta Estate ligger i syd for Mendoza ved den lille by Agrelo syd for Luján de Cuyo … ja faktisk nærmest nabo til legendariske Bodega Catena Zapata. Vi smager her Finca la Zulema Malbec fra Pulenta i en helt ny årgang 2017.

Pulenta familien har en særlig plads i den argentinske vinhistorie, da familien har en stor andel i udviklingen af den vinkoncern, som i dag hedder Grupo Peñaflor og omfatter vinhuse som det velkendte Trapiche, Finca Les Moras, Santa Ana, El Esteco, Viñas Andean og mange flere samt produktion af juice og mineralvand.

Pulenta familien har da også lavet vin i Argentina siden 1912 … omkring 10 år efter Angelo og Palmina Pulenta ankom til landet fra havnebyen Ancona i Marche området i Italien. De slog sig ned, købte en lille ejendom i San Juan provinsen, kaldte vingården Peñaflor og startede sammen med deres sønner at tilplante jorden, bl.a. deres første vinmark Finca la Germania.

Det var især Angelos ældste søn Quinto, som udviklede vinhuset, som dengang hed Bodegas y Vinedos Pulenta Hnos. Det skete med løbende opkøb af vinmarker og næse for salg med opstart af eksport til USA og andre lande.

Senere i 1941 omdøbte brødrene vinhuset til Bodegas y Vinedos Peñaflor og købte også vinmarker i Mendoza området for at lave bedre vine og derudover startede de også med i 1968 med at producere frugtjuice under mærket Cepita.

De begyndte også senere at tappe egen mineralvand under brandet Villa del Sur i samarbejde med den franske koncern Danone og blev i det hele taget en stor spiller i Argentina.

Det kulminerede i 1971 med et opkøb af Benegas Hermanos … det tidligere vinhus Benegas e Hijos, som ejede 6.653 hektar vinmarker og var storproducent af vine som fx Trapiche vinene. Den nye samlede koncern ændrede samtidig navn til blot at hedde Peñaflor.

I 1997 valgte de imidlertid at sælge deres andel i Peñaflor og starte forfra med et helt nyt vineri, som var helt deres eget og med fokus på kvalitet.  Intet skulle overlades til tilfældighederne, så der blev investeret i topmoderne produktionsudstyr.

Familien Pulenta ville være med blandt de bedste i Argentina og det blev starten på vinhuset Pulenta Estate, som drives af 3. generation af Pulenta familien, nemlig brødrene Eduardo og Hugo Pulenta.

De havde allerede nogle år forinden købt nogle vinmarker i Alto Agrelo området ved Luján de Cuyo, nemlig marken Finca La Zulema, men opkøbte også marken Finca Los Árboles i det højere beliggende Valle de Uco plantet tilbage i 1981.

I Valle de Uco har familien omkring 292 hektar vinmarker omkring Tupungato og i Alto Agrelo har de 109 hektar vinmarker.

Tupungato er den højest beliggende del af Uco Valley. Området ligger for foden af bjerget Tupungato, som er 6.500 meter højt. Her dyrker familien Pinot Noir druer i 1.300 meters højde.

Alto Agrelo ligger mellem byen Agrelo og Andesbjergene og løber fra 900 meters højde omkring byen til op i 1.100 meters højde. Her dyrkes primært Malbec, Cabernet Franc, Cabernet Sauvignon og Merlot og det er også herfra, at druerne til denne Finca la Zulema Malbec kommer.

Til at hjælpe med vinene har familien hyret den fabelagtige vinmager Paul Hobbs og ham er vi skam også tidligere stødt på her på vinbloggen, da han både hjælper andre producenter i Argentina, men også selv laver vine under brandet Viña Cobos.

Denne Finca la Zulema Malbec 2017 er en single vineyard vin, selvom marken ganske vist samlet er på 109 hektar. Vinen er lavet med spontangæring på franske egetræsfade, hvor vinen også er lagret en periode.

I glasset overraskes jeg ved, at vinen slet ikke er så mørk, som jeg ellers havde forventet … klart lysere end argentinsk Malbec generelt, og jeg mener at vide, hvad jeg snakker om. Jeg har tidligere forestået smagning af netop argentinske Malbec vine.

Duftmæssigt har vinen en dejlig mælket aroma med en smule engelsk lakrids og zulu lakridser. Den er en smule animalsk eller landlig med nogle søde, indbydende aromaer … mødding eller gylp fra en baby … hvilket trækker klart op i min karakterskala. Frugten er lidt boysenbær, blåbær og duften indikerer klart flere muskler og mere kraft end farven i glasset egentlig indikerer.

I munden er første indtryk, at det sgu da smager meget godt. Det er flot og balanceret vin … tydeligvis en dygtig vinmager, der kan sit shit. Det er mørk og tør frugt, blåbær, syren rund og behagelig. Der er en smule sødme … måske lidt til den gode side, men den bliver faktisk fint komplementeret af den blide syre. Vinen har en vis kølighed, og sammenlagt er det rasende godt til prisen.

Forhandles af Propperiet Vin Import, hvor en flaske koster 119 kr., mens prisen ved køb af 3 flasker er 89,25 kr.

Vinanmeldelse 4,5/7   

2016 Château Malijay, M de Malijay Côtes du Rhône, Rhône, Frankrig

2016 Château Malijay, M de Malijay Côtes du Rhône, Rhône, FrankrigI august måned smagte jeg første gang denne M de Malijay Côtes du Rhône fra den underskønne Aude Deltin på Château Malijay og var begejstret. Dengang var det i årgang 2015, men nu har jeg en nyere årgang 2016 i glasset … og må se, om den kan leve op til forventningerne.

Château Malijay ligger lidt nordøst for den lille by Jonquières tæt på Orange og ikke langt fra Vacqueyras og Gigondas. Historien om slottet og yderligere information om marker m.m. kan I læse om i mit tidligere blogindlæg/anmeldelse af 2015 M de Malijay Côtes du Rhône.

M de Malijay Côtes du Rhône er lavet på 50% Grenache, 45% Syrah og 5% Mourvèdre, høstet med et udbytte på 40 hektoliter pr. hektar og er vinificeret i store betonkar med gæring og maceration i 15 dage og efter en malolaktisk gæring lagret i rustfrie ståltanke på bærmen i 6 måneder.

Igen er vinen herlig flæsket i aromaen … oss’ med mælkede elementer, mejeri, urter, lakridskonfekt, mørk og gæret frugt, brombær og masser af enebær, blæk samt sødme. Det er råt og rustikt med masser af Rhône kvaliteter. Og som 2015’eren, så giv den endelig godt med luft og server hellere vinen et par grader for koldt til at starte med.

Smagen har en vis kølighed og saftighed over sig, virkelig godt med saftig frugtsyre … måske endda mere end 2015’eren. Det er en kødfuld, rå vin med masser af urter, peber, chokolade, blommer samt et tannisk, jernholdig bid med bitterhed i eftersmagen.

Forhandles af Propperiet Vin Import, hvor en flaske koster 119 kr., mens prisen ved køb af 3 flasker er 79,75 kr. Fortsat et godt køb til prisen.

Vinanmeldelse 5/7

2014 Vigna ‘800, Bieti Valpolicella Ripasso Classico, Veneto, Italien

2014 Vigna '800, Bieti Valpolicella Ripasso Classico, Veneto, ItalienPå adressen Via Moron 46 i byen Negrar finder vi den eksklusive restaurant Locanda ‘800, som drives af Gianfranco Elampini. Han åbnede restauranten i 2007 og var nogle år forinden også startet med at lave vin under navnet Vigna ‘800.

Det ligger nu heller ikke så fjernt med at lave vin, da Gianfrancos far også var vinbonde og ejede 4 hektar vinmarker, som Gianfranco nu laver sine vine fra. Det er helt klassiske Valpolicella vine som Valpolicella Classico, Ripasso, Amarone og Recioto samt lidt hvid Garganega.

Udover restauranten og vinhuset, så driver Gianfranco selvfølgelig også lidt ægte agriturismo, nemlig Farmhouse ‘800 med udlejning af værelser til vininteresserede turister, der gerne vil udforske egnen og vinene i Valpolicella.

Denne Vigna ‘800 Bieti Valpolicella Ripasso Classico er lavet på de klassiske Valpolicella druer, altså Corvina, Rondinella og Molinara. Der er ingen oplysninger om produktionen, men da det er en Ripasso, så er vinen jo undergået en andengæring sammen med kvaset fra Amarone vin, hvorved der kommer mere alkohol, farve, smag og fylde i vinen.

Det er også en vin, som har en duft af landlig, mørk og nærmest gæret frugt, godt solmoden frugt og næsten tørret frugt, solbær, blommer, virkelig tætpakket. Derudover byder vinen på chokolade, hæfteplaster, tobak og kanel … man kan godt fornemme, at Amarone fedmen har smittet af.

Smagen er blød rund med blommer, sorte kirsebær, sødme, chokolade, mens tanninerne er til stede, men også lidt fyldige eller endda småfede. Det er lidt en danskervin, som mange kan li’ … ligetil, fed, fyldig og har også en fin friskhed i frugten, så det aldrig bliver for gumpetungt.

Forhandles af BayVine, hvor en flaske koster 99 kr.

Vinanmeldelse 4/7 

2013 Château d’Arcins, Médoc Cru Bourgeois, Bordeaux, Frankrig

2013 Château d’Arcins, Médoc Cru Bourgeois, Bordeaux, FrankrigLes Châteaux et Domaines Castel har masser af vinslotte i Bordeaux … mindst 5 på venstre bred og 9 på højre bred. Et af vinslottene på venstre bred i kommunen Arcins i Haut-Médoc er Château d’Arcins. Det ligger faktisk meget passende midt inde i byen Arcins på Place des Château.

Slottet er blot et af mange, mange slotte ejet af den store vinkoncern Châteaux & Domaines Castel, som er grundlagt af Castel familien i Bordeaux i 1949, men alt det kan du læse om i mine tidligere blogindlæg, bl.a. anmeldelserne af en 2017 Terres de Provence Rosé fra Château Cavalier eller senest en hvid Graves fra Château Ferrande.

Slottet er klassificeret som Cru Bourgeois og har samlet 101 hektar vinmaker, bl.a. ejer Château d’Arcins nogle af de marker, som tilbage i 1300-tallet blev dyrket af Tempelridderne. Der er omkring 60% Cabernet Sauvignon på markerne og 40% Merlot.

Château d’Arcins blev købt af Castel familien i 1971 … dengang lå slottet fuldstændig i ruiner, men er siden renoveret og der er bygget en moderne, state-of-the-art vinkælder, bl.a. med en monsterstor 2.300 hektoliter ståltank i midten af vinkælderen, hvor der også er plads til ikke mindre end 1.500 barriques.

Det smukke slot, som I også kan se på billedet ovenover, bebos i dag af Castel familien selv, nemlig af Christiane Castel … men med 21 vinhuse i Bordeaux, Loire, Languedoc og Provence, så er der vist også plads til, at alle kan få en anstændig bolig.

Denne 2013 Château d’Arcins Médoc Cru Bourgeois er lavet på 50% Cabernet Sauvignon og 50% Merlot. Vinificeret på ståltanke og lagret 12 måneder dels på ståltanke og dels på egetræsfade, hvor en tredjedel fornyes hvert år.

Næsen byder på nogle af klassiske Bordeaux dyder … røg, eg, tomme cigarkasser, lækker frugt, som ikke er helt mørk, men nærmere lidt solbær, brombær og derudover svag vanilje og kanel, et lidt støvet og tørt element samt lakrids, mejeri og mælkede noter.

Smagen er meget jernholdig … og derudover er der kirsebær, fin syrlighed i frugten. Det er en meget adræt og enkel vin med en smule bitterhed i eftersmagen. Smagen lever måske ikke helt op til duften, men det er samtidig en vin, som vil blive endnu bedre med yderligere alder.

Importør er AMKA og vinen forhandles hos udvalgte Meny og Spar butikker med en vejledende udsalgspris på 155 kr.

Vinanmeldelse 4,5/7