Wairarapa er jo det sydligste beliggende vinområde på Nordøen på New Zealand. Det er en smule nord for Masterton finder vi vinhuset Matahiwi Estate og derfra smager jeg nu en 2022 ME Sauvignon Blanc.
Matahiwi Estate drives af Alastair Scott, som grundlagde stedet i 1997, hvor han plantede vinstokke i 1998 og 1999, mens selve vinkælder og vineriet er bygget i 2003.
Matahiwi Estate er drevet økologisk og dyrker 100% bæredygtige druer fra husets 75 hektar vinmarker med sorterne Chardonnay og Syrah fra marker i Hawke’s Bay samt Pinot Noir, Sauvignon Blanc, Pinot Gris og Chardonnay i Wairarapa.
Vinene laves i samarbejde med vinmageren Miles Dinneen og det gælder også denne ME Sauvignon Blanc 2022, der er en del af ME serien, som huset selv siger byder på god kvalitet og enestående værdi for pengene.
Sauvignon Blanc druerne til vinene kommer fra 2 marker i Wairarapa med forskelligartet jord … den ene med stenet muldjord og den anden ligger på en bjergskråning. Druerne er fra relativt unge vinstokke og vinen er også alene vinificeret på ståltanke med en gær, som tillader gæring ved lave temperaturer. Den er også lagret på ståltankene en kortere periode.
Duftmæssigt er det klart og arketypisk Sauvignon Blanc med solbærblade, grøn peber, hyld, stikkelsbær, kiwi, lemon, lidt hø og halm, hvide asparges, grønne ærter samt en lille sødme med lidt mer’ eksotisk frugt som abrikos. Dejlig kølig stil og elsker sgu, når vinen står ved sit ophav og viser disse klokkeklare noter.
Der er heller ingen slinger i valsen, når vi smager vinen … ren, klar og citronsyrlig. Det giver vitterlig en frisk vin, spændstig, syrlig med lidt stikkelsbær, citroner, lemon samt masser af grønne elementer. Det er fandeme godkendt Sauvignon Blanc. Absolut en prisbasker, hvor man virkelig får arketypisk Sauvignon Blanc for pengene, så Houlberg giver 90 point og stor anbefaling.
Forhandles af Vinmonopolet.dk, hvor en flaske koster 110 kr. ved køb af 6 flasker.