Propriétaire Récoltant à Pommard står der nederst på etiketten af vinene fra Domaine Michel Rebourgeon og næste var igen en 1er Cru Volnay … en 2020 Volnay 1er Cru Carelle Sous La Chapelle.
Carelle Sous La Chapelle betyder”den firkantede vinmark neden for kapellet og ligger selvfølgelig også i Volnay. En i forvejen ret sjælden 1er Cru vinmark, hvor kun 11 producenter har parceller på og Domaine Michel Rebourgeon er blandt de absolut mindste.
Volnay 1er Cru Carelle Sous La Chapelle lavet med Pinot Noir druer fra op til 80 år gamle vinstokke på 1er Cru marken Carelle Sous La Chapelle og er sorteret hele to gange … først af plukkerne, siden på sorteringsbord og er afstilket fuldstændigt.
Druerne er ikke knust, men blot placeret i termoregulerede rustfri stål- og betonkar med koldmaceration inden spontangæring alene med druernes egne gærceller over 3 uger, hvor der udføres både en remontage og pigage om dagen for at udvinde både tanniner og rød frugt.
Druerne presses derefter forsigtigt i en pneumatisk presse og efter malolaktisk gæring er vinen lagret 18 måneder på franske barriques, heraf 15% helt nye fade. Der er kun lavet sølle 620 flasker af vinen og denne er nummer 122 og samlet har Supervin kun fået deres fingre i beskedne 52 flasker.
Duftmæssigt er Carelle Sous La Chapelle klart anderledes end foregående Les Brouillards, for der er mere sødme, sådan nærmest lidt candyfloss og skumfiduser, men samtidig let, luftig, æterisk, lys og feminin letflyvende aroma med jordbær, hindbær, kirsebær samt nogle dekadente umamiagtige aromaer af noget hengemt, linolie og mahogni, skovbund og fadnoterne er også en spids tydeligere med vanilje, kanel, en cafe latte og en plade mælkechokolade.
Smagen er også lige en spids op … mums for pokker. Den har – som duften – lidt mere sødme, hvilket virkelig klæder vinen, som fremstår utrolig helstøbt, fløjlsblød, fuldkommen og endda næsten fejlfri. Det smelter i munden og en stor velvære samt mental helse breder sig i kroppen, for det smager sgu rasende godt. Det er silkeblødt med kirsebær og jordbær, en feminin og afdæmpet syre … og så er den endda fortsat ganske ung. 97 point.
Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 899,95 kr., mens prisen er 549,95 kr. ved køb af 6 flasker.