Derefter bød aftenen på rødvine og første var bare et fremragende valg … en 2018 Beaujolais Villages Vignes Centenaires fra Domaine Clotaire Michal.
Det er jo et vinhus, som er grundlagt af den unge, vilde ildsjæl og vinmager Clotaire Michal, som har sit lille vinhus på sydvendte højdedrag lige syd for Brouilly i Beaujolais.
Før etablering af vinhuset brugte han 13 år hos nogle af de ypperste vinproducenter rundt om i Frankrig. Han færdiggjorde fx sin læretid til vinmager hos Clos Marie i Languedoc, hvorefter han i perioden fra 2007 til 2012 arbejdede for Cornas legenden Thierry Allemand.
Efter arbejdstid hos Allemand lavede Clotaire Michal endda sin egen Saint Joseph fra lejede marker, men dette stoppede han dog med for at finde et sted til sit eget vinhus.
I hans søgen efter gode marker til at starte sit eget vinhus, faldt valget på nogle unikke, sydvendte højdedrag lige syd for Brouilly i Beaujolais. Her fandt han unikke marker med meget gamle stokke og hans vine kommer fra samlet 4,5 hektar vinmarker med stokke på henholdsvis 40-80 år og 100 år gamle vinstokke.
Han har ikke valgt at købe marker i berømte appellationer som Morgon og Fleurie, for han mener, at man sagtens kan finde marker på mindst samme niveau andre steder. Clotaire siger selv; Hvis man ved, hvor man skal kigge, kan man få lige så godt terroir og endnu ældre vinstokke udenfor de kendte cru’er. Så jeg behøver ikke kendte marker, men bare gode marker for at lave den vin, jeg vil lave.
Alt, hvad Clotaire foretager sig, tager afsæt i et 100% økologisk og biodynamisk vinbrug, men er dog ikke certificeret endnu. Tilgangen er kun brug af håndplukkede druer, gæring af hele klaser, kun brug af vildgær, under 30 miligram svovl pr. liter, som tilsættes ved gæring, ingen chaptalisering samt ingen opvarmning for at koncentrere farven.
Lagringen sker på gamle fade og på tanke, mens presningen af druerne sker på en antik gammel vertikal presse, for så at få den reneste og fineste vin … kort sagt – en old-school-approach, hvor inspirationen fra Thierry Allemand tydeligt ses.
Vinene er alt det, du normalt ikke regner med i en Beaujolais … her finder du ingen bananer og saftige frugtbomber med psykedelisk lilla farve, men nærmere vine med et klassisk burgundisk udtryk med masser af balanceret, intens og meget ren frugt.
Denne Vignes Centenaires er fra Clotaires ældste parceller med vinstokke på over 100 år. Vinen er lavet ved, at druerne udblødes i 13 dage og derefter gærer i omkring 30 dage alene med druernes egne gærceller.
Halvdelen af vinen lagrer i 6 måneder på gamle fade og resten lages i ståltanke. Så er vinen sluttelig flasket uklaret og ufiltreret. Der laves hvert år kun 3.500 flasker af vinen.
Som med søstervinen Libation er vinen utrolig grumset i glasset, men atter er duften bare to die for … bondsk, animalsk, landlig med lidt svovl og krudt, men også kul, tjære, læder, lyse kirsebær, Ricola urtebolsjer og så diskrete fadnoter med røg, kanel, vanilje samt sødbrændte fade.
Smagen er helt klar ikke så landlig, men har en frugt, hvor det er kirsebær, som dominerer med sød og syrlige kirsebær suppleret af nogle grønne jordbær, lemon og grape. Der er bitter noter som fra en gammel Campari … stramme tanniner, stor elegance samt intensitet og hvor smager det bare fremragende. Det er som om, at vinen har en smule kulsyre … let perlende, men smager fantastisk. 96 point.
Forhandles af Vinova, men vinen er ikke pt. i sortimentet, så prisen kender jeg ikke.