Ved foden af en lang stejl sydvendt skråning på den venstre bred af floden Ruwer, omkring to kilometer før denne biflod Ruwer munder ud i Mosel, ligger vingården Maximin Grûnhaus … aka Schlosskellerei C. von Schubert, idet godset nemlig tilhører familien Von Schubert.
Det er i hvert fald herfra, at dagens vin kommer, nemlig denne Grünhäuser Riesling Trocken.
Vinhuset betegnes af mange som ét af de bedste i Mosel sammen med Karthäuserhofberg, Prüm, Fritz Haag og et par stykker mere. De har også nogle af de bedste marker i Mosel, nemlig markerne Abtsberg på 14 hektar, Herrenberg på 19 hektar og Bruderberg på knap 1 hektar.
Hver af disse vinmarker har sin egen særskilte mikroklima, hældning og sammensætning af jordbund og terroir, hvilket også forklarer forskelligheden i de mange unikke vine, som der laves på Grünhaus.
Selve godset har en lang historie, idet gården hviler på et gammelt romersk fundament. Der er fundet keramik rester, som viser tegn på, at der allerede i romertiden blev produceret vin på stedet, hvor den nuværende vingård ligger.
I de tidligste fortegnelser om vingården fra år 966, hvor gården hed Villa ad Valles, bekræftede Kaiser Otto I, søn af Karl den Store, at den frankiske konge Dagobert havde doneret gården, vinmarkerne og de omkringliggende arealer til Benediktinerklosteret Sankt Maximin i Trier. Og de forvaltede faktisk vingården indtil slutningen af 1700-tallet.
Herefter kommer vingården – efter Napolons sejre – under fransk administration indtil 1810, hvor godset bliver solgt til Friedrich Freiherr von Händel. Og fyrre år senere overtages det af hans barnebarn Friedrich Freiherr von Solemacher. Igen i 1882 skifter vingården ejer, idet det bliver købt af Carl Ferdinand Freiherr von Stumm-Halberg. Han investerer massivt i vingården, så den bliver én af de mest moderne på denne tid.
Da Von Stumm eneste søn dør tidligt, så er det hans datter Ida, som arver godset, og godset er dermed hendes medgift, da hun bliver gift med Conrad von Schubert. Og i dag er det 5. generation af von Schubert familien, nemlig Dr. Carl von Schubert som driver Grünhaus. Han har bl.a. lavet en ph.d.-afhandling om økonomien ved vinavl på stejle skråninger.
Siden 2004 har det imidlertid været vinmageren Stefan Kraml, som har stået for hele produktionen på Grünhaus.
Og det er en ganske klassisk vin, og en ganske klassisk etikette på vinen, helt Art Deco, Jugendstil eller Barok i udtrykket. Hvad ved jeg om det? Dermed én af de de smukkeste eller grimmeste etiketter … alt efter smag, men respekt for, at den næsten har været uændret i over 100 år. Den ka’ jeg sgu godt lide.
Motivet på etiketten omfatter bl.a. von Schuberts våbenskjold, en oval guldramme med flere motiver, bl.a. to englebørn, en arbejdshest med et sværd mellem dens forreste klove, en minearbejder lampe og et tandhjul. Hesten refererer til forfaderen Conrad von Schubert, som grundlagde det første jernbane ingeniør regiment, og blev adlet af den tyske kejser. Minearbejderlampen og tandhjulet refererer til Stumm familien, som ejede miner og stålværker i Saarland.
Her har vi ikke en enkeltmarksvin fra nogle af de store vinmarker, men derimod huset entry-level Riesling, selvfølgelig 100% Riesling. Faktisk, så er 94% af markerne tilplantet med Riesling. Derudover er det lidt Weißburgunder og Auxerrois på de sidste 6%. Kan ikke finde så meget info om fremstillingen af vinen, så vi springer fluks til smagsindtrykkene.
Duftmæssigt fanger jeg lidt fersken, muskat og citrus. Virker dejlig fugtig og en smule krydret i næsen. Smagen er sådan næsten klassisk Mosel, ikke så mineralsk, men let, omgængelig, svag sødme, æbler, let krydret og okay frisk. Igen til den lave siden med alkoholen, hvilket vist også er typisk Mosel.
Købt hos Gourmondo, pris 10,9€ … eller ca. 80 kr.
Lidt Mosel Riesling er altid godt, og her i en udgave fra Weingut Grans-Fassian, som ligger ved Mosel flodens bred mellem Leiwen og Trittenheim. En strækning, som måske er en af Tysklands smukkeste landskaber.
Use what talents you possess; the woods would be very silent if no birds sang there execpt those that sang best … Sådan står der på etiketten på denne vin, en Marionette … flot udsmykket med fin lille illustration … og fra vinhuset med det herlige navn Bodegas Ego.
Lige en vin fra vor lille vinsmagning tirsdag på jobbet, hvor Kim havde indkøbt denne Domaine de l’Aigle Pinot Noir fra den store Gerard Bertrand, som jeg også har skrevet om en del gange her på bloggen.
Netop som vi havde smagt 
Næstsidste vin fra weekendens byggemøde var denne Anaperenna fra Ben Glaetzer … en vin jeg også fik gættet spot on, og selvfølgelig et vinhus, som er svært at komme uden om, hvis man interesserer sig det mindste for australsk vin. For Ben Glaetzer er nok én af de mest kendte vinmagere fra den del af verdenen.
Åhhh, det velkendte vinhus i Ribera del Duero … Bodegas Arzuaga Navarro og så endda én af de absolut topvine fra dette fantastiske hus. Jeg har tidligere smagt deres 
Én af byggemødet store vine var – i min optik – denne 2009 Barolo Gavarini Chiniera fra Elio Grasso. Jeg har smagt vinen tidligere, bl.a. i årgang 2006, og jeg har smagt mange vine fra denne ekseptionelle gode Barolo producent, herunder også husets topvine Barolo Runcut et par gange. Hmmmmm, nice.
Igen en vin fra Spier Wines i 21 Gables serie … denne gang rød og på den sydafrikanske nationaldrue Pinotage, skabt i 1925 af professor Abraham Izak Perold via en krydsning mellem Pinot Noir og Cinsault. Nu har jeg lige skrevet en del om vingården, så det vil jeg skåne jer for.
Aftenens anden overraskelse … tyrkisk vin … ja og endda god tyrkisk vin. Den havde jeg ikke lige set komme. Ej heller gættet. Vinen hedder Vodina, er lavet på Cabernet Sauvignon, Syrah samt Merlot og kommer fra vinhuset med det (mærkeligt nok) tyrkisk klingende navn Yazgan Şarapçılık.