Vinhuset Randers serverede en lille, lækker tapastallerken og dertil også 2 forskellige vine, hvor den første var denne 2022 Rotgipfler fra Weingut Johanneshof Reinisch, som vi allerede havde stiftet kendskab til denne aften.
Til gengæld er vi ikke tidligere stødt på druesorten Rotgipfler her på vinbloggen, så lad os da indledningsvis kigge nærmere på denne østrigske drue.
Rotgipfler er en – trods navnet – en hvid druesort, der primært findes i Thermenregion området syd for Wien og er en krydsning mellem Traminer og Roter Veltliner, hvilket gør den til en nær slægtning til mange andre vigtige østrigske druesorter.
Rotgipfler menes at have sin oprindelse i Thermenregion, selvom der er beviser på, at druen i virkeligheden stammer fra Steiermark længere mod syd. Den menes også at have sit navn Rotgipfler efter skuddene på planten, hvor spidsen af bladene og bladårene kan have en lidt rødlig farve.
Druen anvendes ofte sammen med Zierfandler i en slags traditionel blandingsvin kendt som Gumpoldskirchen.
Vine på Rotgipfler giver ofte duft af fersken, pære, mandel og krydderier samt en velafbalanceret syre. Rotgipflers pæne høje syreindhold gør den til en alsidig drue, som både kan bruges til at lave krydrede tørre vine med god struktur, men den er også fremragende i senhøstede vine.
Alkoholen i vine på Rotgipfler kan være ret høj og druen er også kendt for at give vine med højt ekstrakt.
Rotgipfler er til gengæld ikke så nem at have med at gøre i markerne, da den er følsom over for frost og dens små bær og tætpakkede klaser gør den modtagelig for botrytis. Den modnes sent og kræver et varmt, solrigt sted for at give godt udbytte.
Hos Weingut Johanneshof Reinisch er denne 2022 Rotgipfler lavet med druer, der er høstet med et udbytte på 45 hektoliter pr. hektar og så er vinen ellers blot lavet med 80% gæring i ståltanke og 20% i store, brugte træfade. Sådan har vinen også lagret i 4 måneder sur lie aka altså på bærmen.
Duftmæssigt er det en lille aromatisk vin … en frugt med lidt lyserød fornemmelse sammen med fersken, abrikos, mango og ananas samt nogle røgede noter, en anelse nødder, mandler og honning.
I munden virker vinen let perlende, har noget nektarsødme samt en blød, rund og frugtrig smag med pærer og eksotisk frugt, sådan godt blandet, men har en smag, der hænger godt sammen med en frisk syre og en let bitterhed i eftersmagen. 90 point.
Forhandles af Vinhuset Randers, hvor en flaske koster 145 kr.