Domaine Anita drives af Anita Kuhnel og derfra smager jeg nu en ganske lækker 2022 Morgon Cuvée Château-Gaillard med Gamay druer fra en ganske lille lieu-dit.
Vingården er grundlagt i 2015 af Anita Kuhnel, som er født og opvokset i Bresse ikke langt fra Beaujolais.
Det lå dog ikke i kortene, at Anita skulle dyrke vin. Hendes første store passion var cykling, som hun dyrkede professionelt, men i 1996 blev hun gift med André Kuhnel, som er fra en familie af vinbønder, der har lavet vin i Morgon siden 1943.
Det fik Anita til at kaste sig over vin og tog selv en uddannelse til vinmager … først i Beaune og derefter i Dijon samtidig med, at hun fra Andrés familie også lærte at lave vin.
Det fik hende i 2015 til at lave sit eget vinhus Domaine Anita mellem Chénas og Moulin à Vent med en vision om at lave terroir-drevne rødvine af allerfineste kvalitet.
Anita laver nu vi fra samlet 18 hektar vinmarker … både egne samt forpagtede marker i Moulin à Vent, Morgon, Chénas og Fleurie. Hun har bl.a. parceller på berømte marker som Les Caves og Rochelle i Moulin à Vent, Moriers og Poncié i Fleurie samt Chateau-Gaillard i Morgon og Les Brureaux i Chénas.
Markerne har 40 til 100 år gamle buskvine, hvis dybe rødder og høje
beplantningstæthed giver få og små druer med enorm kvalitet, der fremmes yderligere ved grøn høst.
I vinkælderen har Anita prominent hjælp fra Guy Marion, der som pensioneret chefønolog og tidligere højrehånd for Georges Duboeuf har vinificeret mere end 50 vinhøste i Beaujolais. Han bidrager også med et enestående kendskab til Beaujolais’ mange terroirs.
Denne Morgon Cuvée Château-Gaillard er lavet på 100% Gamay, som Anita Kuhnel høster manuelt fra 70 år gamle vinstokke på den lille lieu-dit Château-Gaillard i Vilie-Morgon … en vindblæst mark på et plateau medforvitret granit i 285 meters højde mellem byerne Fleurie og Morgon.
Druerne sorteres på strengeste vis i både vinmark og kælder, så kun den bedste frugt finder vej til den færdige topvin. Vinen er lavet med 80% hele klaser og 20% afstilkede druer. Gæring og maceration sker over 12 dage med pigeage som længere oppe i Bourgogne.
Efter endt gæring er der sket skånsom presning, hvorefter vinen er lagret 6 måneder på betontanke og efter aftapning yderligere 4 måneder på flaske inden frigivelse.
Næsen er herlig klassisk Beaujolais bondsk … virker egentlig meget kraftfuld, flæsket og præget af mørke bær som sorte kirsebær, noget banan, brombær, blåbær og blomme … mørk chokolade og så ellers en hel blomsterbutik, tulipanstilke og lidt saltlakrids. Det dufter jættegodt.
I munden er det egentlig både mørkt, saftigt, frugtrigt og virker samtidig cremet, blød og lækker. Frugten er kirsebær, sure jordbær, blommer og ribs … virker tæt og samtidig frisk. Syren har fin balance og har også ganske svagt lidt lemonagtig bitterhed og tørhed, har en række fine og småsarte tanniner, lidt peber, jod og jernagtig mineralitet … hmmmm mums. 94 point.
Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 249,95 kr., mens prisen er 169,95 kr. ved køb af 6 flasker.
Vinanmeldelse 5,5/7