Lirac er et af de mindst kendte områder i Rhône, men Laurence Féraud – ejer af det legendariske Châteauneuf-du-Pape vinslot Domaine du Pégau – laver også under sit eget negociantbrand Sélection Laurence Féraud vin fra Lirac … og den smager jeg nu i årgang 2020.
Fra hendes negociant serie har jeg også tidligere smagt en 2016 Gigondas, 2021 Châteauneuf-du-Pape, en 2020 Cairanne samt rosévinen 2020 Coteaux d’Aix en Provence. Men jeg har da også smagt denne Lirac før i årgang 2019..
Denne Lirac er lavet på 50% Grenache og 50% Syrah, som kommer fra terroirs med rullesten af samme type, som man kender fra Liracs berømte genbo Châteauneuf-du-Pape.
Druerne er fra en række af vinavlere, som Laurence har kontakt til via hendes store netværk, som hun har fra Domaine du Pégau, Det har givet hende en adgang til at købe druer af høj kvalitet.
Efter total afstilkning har vinen gæret og macereret i rustfrie ståltanke med temperaturstyring over 30 dage og derefter er vinen så lagret 12 måneder sur lie.
Duftmæssigt er denne 2020 Lirac anderledes end 2019’eren … er absolut meget mere grøn i næsen … grønne grene og stilke, men de suppleres af nogle af de klassiske Rhône krydderier med lavendel, timian, garrigue, peber og suppeurt. Derudover er der masser af blæk og grafit, en smule læder, røget kød, tør engelsk lakrids og alligevel en mørk frugt af kirsebær, brombær og blommer.
I munden er det en lettere, kølig og meget stram rhônevin, hvor syren virker ren, let og frugtrig … masser af bid med tranebær, ribs, brombær og blåbær. Alt er tørt og selv tanninerne er tørre, skingre og mundmasserende, der er tør engelsk lakrids, violer, peber, jern og godt med grønne urter … og godt med bid. 91 point.
Forhandles af Supervin, hvor prisen er 249,95 kr., mens du ved køb af 6 flasker kan købe vinen til 199,95 kr.