Kategoriarkiv: Vinanmeldelser

2010 Weingut Jean Stodden, Pinot Noir Recher Herrenberg, Ahr, Tyskland

På Rotweinstraße i byen Rech i Ahr finder vi das Rotweingut Jean Stodden, som står bag næste vin, nemlig denne Pinot Noir Recher Herrenberg.

Jeg er tidligere stødt på Stodden, da jeg smagte hans basis (laveste) Spätburgunder, og den var jeg mildest talt en smule skuffet over.

Her er vi imidlertid i en helt anden boldgade … for dette er simpelthen fantastisk vin og samtidig dagens bedste.

Stodden er et gammelt vinhus, som har eksisteret siden 1578 med familien Stodden ved roret i alle årene, men først i år 1900 begyndte Alois Stodden at lave sin egen vin i kælderen.

I dag er det Gerhard Stodden og sønnen Alexander, som driver vingården og dens i alt 6,5 hektar vinmarker, som er fordelt på 4 parceller, Recher Herrenberg, Ahrweiler Rosenthal, Neuenahrer Sonnenberg og Mayschosser Mönchberg.

Nogle af markerne har op til 60 grader stejl stigning, hvilket gør arbejdet i markerne besværligt, men giver samtidig gode betingelser for en optimal udnyttelse af solen. Jordbunden er en sandet lermuld blandet med højt stenindhold. Der dyrkes primært Spätburgunder, men også Frühburgunder, Dornfelder og Dunkelfelder.

Herrenberg er Gerhard Stoddens bedste skråning, skifer vendt perfekt mod syd. Hældningen på 60 grader udnytter solenergien perfekt. Faderen Gerhard Stodden er gået målrettet efter den absolutte top. Udbyttet blev skåret ned til 40-45 hl/hektar … og nogle steder endog 20-25 hl/hektar … et meget lavt udbytte på skrænter, der kræver ganske anderledes hårdt arbejde end de blide bakker i Bourgogne!

“Hvis man ønsker at skabe en topvin, bør man købe og drikke en Romanée-Conti”, siger sønnen Alexander Stodden. “Det er en stor investering, men så ved man hvad idealet er”. “Målet er en dag at lave en slags tysk Romanée-Conti. Kald det bare storhedsvanvid, men det er nødvendigt med den slags mål – i en fjern tid. Ellers kan det aldrig blive til virkelighed”, slutter Alexander Stodden.

Gastro har givet vinen 94/100 og skrevet følgende; “Herrenberg gennemsigtig, fitnesfolket og maskuline Berlingo-hadere vil endda kalde den tynd, men le ad dem. Os med forstand på Pinot er på. En vidunderlig krydret duft af muskatnød, let oxyderet tranebærsaft, Campari og Dr. Nielsen, men frisket op af ribssaft og aromatiske rødder. Ja, den svitser lige tungen med alkohol, men det bliver ikke for meget. Syren griber spritten og holder den i sikkert greb. Mineraliteten samler det hele i eftersmagen”.

Druerne er selvfølgelig håndplukket og nøje udvalgte på de stejle bakker. 19 dages gæring før malolaktisk gæring og lagring 17 måneder i nye små fade af fransk eg.

I glasset er vinen ganske rigtigt voldsomt transparent … men det skræmmer ingenlunde. Duften er sindssygt god … jeg gentager … sindssyg god med sød kostald, hmmm skøn animalsk, intens som bare pokker med krydret touch, lyserøde skovbær, blomster, mandler og godt med mineraler. Smagen er præget af hindbær, let peber, lethed og mineraler. Præcis og sikker … som på togskinner og mega lang eftersmag. Det er altså bare godt.

Jeg har tidligere læst om Stodden, at det skulle være helt specielt … og selvom mit første møde med en vin fra rødvinsgutten ikke var prangende, så bøjer jeg mig i støvet denne gang, for denne Pinot Noir Recher Herrenberg er ganske outstanding. Thumbs Up. Big Time endda.

Forhandles af Erik Sørensen Vin, pris 399,95 kr.

Rating 6,5/7  

2005 Ökonomierat Rebholz, Spätburgunder Im Sonnenschein GG, Pfalz, Tyskland

I det sydlige Pfalz i byen Siebeldingen finder vi vinhuset Ökonomierat Rebholz, som står bag næste vin, denne Spätburgunder Im Sonnenschein Grosses Gewächs med lidt alder, nemlig fra 2005 … og det lyder jo herligt med lidt Sonnenschein. Hvem kan ikke bruge lidt solskin … specielt i denne kolde tid?

Rebholz familie har boet i Siebeldingen siden 1632, og blandt familiemedlemmerne har der været både ølbryggere og vinbønder. Vingården blev dog reelt først grundlagt efter anden verdenskrig, da Edward Rebholz overtog familiegården og begyndte at tappe vin på flaske.

Edward var både bødker og lokal økonomiråd … og deraf kom navnet Ökonomierat Rebholz. Og Edwards kendskab til træ gjorde også, at man indførte lagring på egetrætønder til modningen af vinene.

I dag er det tredje generation som driver vingården, nemlig Jörg … eller rettere Hansjörg Rebholz. Han har dyrket økologisk og biodynamisk siden 2006.

Jörg Rebholz hører til blandt Tysklands allerbedste producenter, og han modtager i disse år den ene pris efter den anden. Hans vine er skarpe som samuraisværd og fuldtændig rene med en frugt, der afspejler de ekstreme ambitioner han udlever i markerne og kælderen. De er ofte også knastørre sammenlignet med tysk standard, og mange restauratører står i kø efter hans vine – også selvom de koster lidt ekstra.

Vingården har samlet 19 hektar vinmarker. De bedste marker er Birkweiler Kastanienbusch, Siebeldinger im Sonneschein og Albertsweiler Latt. Der produceres årligt omkring 100.000 flasker vin på gården.

Huset har fået flotte roser, bla. 5 drueklaser hos Gault Millau og 5 stjerner hos Eischelmann. Rebholz er medlem af VDP.

Denne Spätburgunder Im Sonnenschein GG er lavet med druer fra Grosses Gewächs marken Im Sonnenschein, som ligger på Siebeldinger Sommerseite i ca. 160-225 meters højde. Vinen er lavet med kold maceration i 3 uger, hvorefter vinen er lagret på primært nye franske barriques i 20 måneder efterfulgt af ikke mindre end 3 års lagring på flaske inden frigivelse. Det betyder også, at 2009 årgangen lige er frigivet. Her har vi dog vinen i en ældre 2005 udgave.

Og igen en anderledes Spätburgunder end de øvrige. I næsen er denne markant anderledes med brunkål, prut, gammel ost, fyrværkerikrudt, røget bacon samt lidt søde krydderier som kanel og nelliker. Umiddelbart lidt skæv næse … og lover ikke godt. Men smagsmæssigt er vi i en helt anden boldgade, for her er lethed, blidhed, finesse med lidt peber, mineraler og godt med tørhed og tanniner. Specielt mineralerne fornemmes virkelig i denne vin, som er en sand fornøjelse af drikke. Flot, flot, flot.

Forhandles af Nur Wein, pris 350 kr.

Rating 5/7  

2010 Schlossgut Diel, Pinot Noir Cuvee Caroline, Nahe, Tyskland

Næste vin i rækken … én af mine gamle favoritter, nemlig vinen Pinot Noir Cuvee Caroline fra Schlossgut Diel. Det er en monster Pinot Noir, som jeg tidligere har smagt både i årgang 2005 og 2007 … givet 6 Thumbs Up … og nu skal smage i en årgang 2010. Hvor livet dog dejligt, når der er god tysk Pinot Noir/Spätburgunder i glasset.

Schlossgut Diel ligger i byen Rümmelsheim ved borgruinen Burg Layen, ca. 20 km. sydvest for Wiesbaden. Vi er i Nahe, et uanset vinområde i Tyskland, hvor det primært er kooperativer, som laver elendig vin, men hvor der også findes enkelt gode producenter, og så altså også Schlossgut Diel, som laver fremragende vine.

Fæstningen Burg Layen blev bygget i det 12. århundrede og kom i Diel familiens besiddelse i 1802, da Johann Peter Diel erhvervede ejendommen, dens vinmarker, landbrugsjorder og slottet fra Baron Heribert Wolfgang von Dalberg under Napoleons besættelse af området.

Vinhuset drives i dag af Caroline Diel, som overtog driften i 2006. Caroline Diel har haft hendes læreår hos førende domæner verden over, dog især i Bourgogne, og hun har en fuldstændig perfektionistisk og kompromisløs tilgang til alle detaljer i arbejdet.

Caroline elsker at være i vinmarken og hun har i de sidste par år lært hver eneste vinstok på slottet at kende. Caroline er datter af en af de vigtigste figurer i Tysklands vinverden, Armin Diel. Indtil 2009 var han chefredaktør for vinguiden Gault Millau, som bedømmer alle de førende tyske producenters vine.

Perfektionisten Armin Diel er direkte og ærlig, vidende og grundig. Han siger sin mening klart og er ikke bange for konfrontationer. Derfor er han den fødte kritiker, hvilket han ikke ventede længe med at gøre opmærksom på, da han forlod vingården i 1979 for at studere jura. I sin studietid begyndte han at offentliggøre restaurantbedømmelser – uden at lægge fingrene imellem.

I dag er det den samme Diel, man møder på Schlossgut Diel. Armin vendte tilbage til slottet i midten af 80′erne med en drøm om at bringe vinproduktionen til tops i Tyskland. Knap 2 dekader senere har han med sin datters store hjælp nået målet. Diels evner er uhyggelige. Han er en dygtig smager, og til sin vinguide og sine vinbøger smager han både alle de bedste tyske vine samt en stor del af verdens andre store vine. Samtidig er han ikke bange for udfordringer og for at sætte sig meget høje mål.

Schlossgut Diel ejer 3 klassificerede marker, alle ”Erste Lagen” – Nahe’s Grand Crus:

Goldloch
Diel ejer 4 hektar og er dermed den største ejer af denne legendariske mark. Nogle mener, at navnet Goldloch kommer fra, at minearbejdere søgte efter guld her i det 17. århundrede, mens andre mener navnet kommer fra, at vinene fra dette område er deres vægt værd i guld. Et tyndt lag af ler i undergrunden giver i hvert fald vinene kraft, elegance og dybde.

Burgberg
Siden 1997 har Schlossgut Diel ejet 1,8 hektar af denne vinmark, hvilket faktisk svarer til halvdelen af hele vinmarken, en unik og meget stejl skråning (30-40 grader) med fremragende mikroklima. Navnet Burgberg refererer til slottet Burg Layen, som jo også er ejet af Schlossgut Diel. Marken er speciel pga. den særlige lerjord med skifer- og grusaflejringer, som er optimalt for produktionen af elegante Riesling vine.

Pittermännchen
Schlossgut Diel ejer 1 hektar (1 ha) af den prestigefyldte mark. Navnet Pittermännchen går tilbage til det 16. århundrede, idet en Pittermännchen var en lille sølvmønt og navnet blev givet for at vise, at vine fra denne mark var af signifikant værdi. Jorden består af skifer og kvartsit med en masser af grus, og denne kombination giver en forfriskende mineralitet til vinene.

Denne Pinot Noir Cuvee Caroline, som vinmageren Caroline selv har lagt navn til, er en absolut top Pinot Noir fra Tyskland. Atomwine, som er dansk importør, siger selv om vinen; Dette er igen en af de bedste Pinot Noirs, der laves i Tyskland! Som de andre gange jeg smagte vinen, så er den dejlig lys og næsten transparent i glasset.

Duftmæssigt er her animalsk stald … men ikke så voldsomt og ikke så sødt, som nogle af dens tyske slægtninge. Jeg nævnte sidste gange, at syren er lidt mere Bourgogne-agtigt … og det er igen mit indtryk. Det holder jeg fast i. Der er jordbær, rabarber, røg, vanilje, let sødme, syre og godt med mineralske toner. Igen … hvor er det herligt. Smagen har sødme, god tørhed og en meget tilstedeværende syre. Det hele er balanceret, elegant og skal jeg finde nøgleordene må det være lethed og elegance. Tanninerne er blide og der er hold i eftersmagen. Igen … det er topklasse. Meget, meget elegant.

Købt hos Atomwine, pris i dag er 399 kr.

Rating 5,5/7  

2012 Weingut Dr. Bürklin-Wolf, Pinot Noir, Pfalz, Tyskland

På adressen Weinstraße 65 i byen Wachenheim i Pfalz finder vi vinhuset Dr. Bürklin-Wolf, som står bag denne Pinot Noir.

Weingut Dr. Bürklin-Wolf blev grundlagt i 1597 af Bürklin Bernhard, som dengang var byrådssektretær og senere blev borgmester i Wachenheim. Hans gamle hus fra 1606 eksisterer fortsat den dag i dag.

Vinhuset fik navnet Bürklin-Wolf, da Dr. Albert Privy Bürklin i 1875 giftede sig med Louise Wolf. I dag ejes vingården stadig af familien Bürklin. I dag er det nemlig Bettina Bürklin-von Guradze, som ejer vingården, men det er nu hendes mand Christian von Guradze, som står for vinproduktionen.

Ejendommens jordbesidelser har alle dage være ganske enestående, og omfatter mere end 90 hektar i Pfalz’ mest hæderkronede marker så som Forster Kirchenstuck, Wachenheimer Gerümpel, Deidesheimer Hohenmorgen og Ruppertsberger Gaisböhl.

I 1980’erne øgede Bürklin-Wolf deres fokus på dyrkningen, og begyndte at eksperimentere med økologiske og biodynamiske metoder, og siden er kvaliteten simpelthen eksploderet.

Fra 2008 har vingårdens produktion været certificeret biodynamisk. Bürklin-Wolf er som den eneste tyske vingård medlem af Biodyvin, en eksklusiv forening som tæller en række af verdens bedste biodynamiske vinhuse.

Vinene fremstilles med håndhøst og efterfølgende håndsorteres druerne. Mosten både gæres og lagres på franske barriques.

Duftmæssigt anderledes end de øvrige … men er det ikk’ også én af charmene ved Spätburgunder? Her er der grønne noter, babybræk, nedfaldsæbler, sæbe og virker en smule indelukket. De aromatiske dufte passer måske meget godt med, at der er tale om en biodynamisk vin. Smagsmæssigt er vinen også mere rustik og skarp med lidt hvid peber og virker måske også en smule vandet. Det er stadigvæk et fornuftigt glas Spätburgunder, men bestemt ikke dagens højdespringer.

Forhandles af Philipson Wine, pris 169,95 kr. ved køb af 12 flasker.

Rating 4/7  

2010 Weingut Drautz-Able, Spätburgunder Neckarsulm Scheuerberg GG, Württemberg, Tyskland

Med næste vin er vi hos vinhuset Drautz-Able, som ligger i byen Heilbronn i vinområdet Württemberg, og vinen fra huset er denne Spätburgunder Neckarsulm Scheuerberg GG, igen en af de spændende Grosses Gewächs og fra et spændende område.

Württemberg er sammen med Baden nogle af de sydligste vinregioner i Tyskland. Württemberg er med 11.180 hektar vinmarken også et af de største områder, kun overgået af naboen Baden samt Pfalz og Rheinhessen, mens de i samlet produktion i hektoliter også bliver slået af Mosel. Til gengæld er Württemberg sammen med Pfalz det område, hvor der produceres mest rødvin i Tyskland. 85% af produktionen i Württemberg varetages oftest af moderne lokale kooperativer.

Solen og varmen giver vinene større sukkerindhold i druerne og dermed mulighed for mere alkohol end i andre tyske vine. Württembergvine drikkes hovedsagelig lokalt. Op mod halvdelen er rødvine, produceret af druerne Trollinger og Lemberger.

Weingut Drautz-Able er grundlagt helt tilbage i 1496 af Jodokus Drautz, men huset fik først navnet Drautz-Able i 1960, da Martin Drautz giftede sig med Christel Able. I dag er det datteren Monika Drautz, som ejer vingården og driver den sammen med sønnen Markus.

Vinhuset har 16 hektar vinmarker, bla. markerne Stiftsberg, Wartberg, Scheuerberg og Katzenbeisser. Her dyrker de sorterne Trollinger, Lemberger, Spätburgunder, Pinot Meunier, Samtrot, Merlot, Dornfelder, Regent og Cabernet Sauvignon samt de hvide sorter Riesling, Pinot Blanc, Sauvignon Blanc, Pinot Gris, Kerner, Müller-Thurgau, Sylvaner og Gewurztraminer.

Huset byggede i 1983 et helt nyt og moderne vineri midt mellem deres marker, og derudover er vinhuset kendt for, at være én af pionererne i brugen af franske barriques. Faktisk startede de med dette helt tilbage i 1986. Vinhuset har siden 1994 været medlem af VDP og har derudover været medstifter af HADES og Deutsches Barrique Forum.

HADES er en sammenslutning af vinavlere i Württemberg, som blev grundlagt i 1986 med henblik på at studere brugen af nye egetræsfade i vinproduktionen.

Her har vi topvinen Spätburgunder Neckarsulm Scheuerberg GG fra Weingut Drautz-Able, en Grosser Gewächs (GG) fra marken Neckarsulm Scheuerberg.

Duftmæssigt er stilen her mere kold og mineralsk med ristede noter, hindbær og kirsebær, masser af krydderurter, blomster, røg og næsten blæk i næsen. Smagen er også lidt mere krydret med pebernoter, god ren frugt, måske en anelse mere neutral til at starte med, men der er en rigtig god eftersmag, cremet med eg, ristede noter og blide tanniner.

Forhandles af Tysk Vin Klub, pris 225 kr.

Rating 4,5/7  

2011 Weingut Josten & Klein, Spätburgunder Mayschosser Mönchberg, Ahr, Tyskland

Hmmm endnu mere Spätburgunder … og én af dagens store overraskelser, nemlig denne Spätburgunder Mayschosser Mönchberg fra det forholdsvis nye vinhus Josten & Klein, som er grundlagt i 2011 af Marc Josten og Torsten Klein. Og endnu en vin, som jeg var oppe at ringe over. Spitzenklasse.

Vingården ligger i byen Remagen-Kripp i Rheinland-Pfalz, og huset har deres vinmarker i både Ahr og Mittelrhein.

Marc Josten er uddannet vinavlstekniker, mens Torsten Klein er ønolog. Sammenlagt har de over 25 års erfaring indenfor vinbranchen og er derudover kammerater fra barndommen.

De laver rødvine på Spätburgunder og Fruhburgunder fra deres vinmarker i Ahr samt hvidvine på Riesling, Sauvignon Blanc samt Grauburgunder fra vinmarkerne i Mittelrhein.

De har i alt små 6,3 hektar, hvoraf de 4,8 hektar ligger i Mittelrhein og resten i Ahr, hvor specielt marken Mayschosser Mönchberg er husets perle. Den er også VDP klassificeret som en Grosses Gewächs Lage.

Der laves i alt 12 vine fordelt i tre niveauer; Gutswein, Ortswein og Lagenwein.

De første vine blev frigivet i 2011 og har fra først smagning høstet store roser og fin anerkendelse. I 2014 er Josten & Klein valgt som Newcomer of the Year af det anerkendte tyske vin- og gourment magasin Falstaff.

Denne Spätburgunder Mayschosser Mönchberg hører til blandt husets bedste vine, Lagenweine, og er lavet med gæring på skind i 4 uger efterfulgt af lagring på nye franske egetræsfade i 1½ år, hvorefter aftapningen er sket ufiltreret.

Næsen byder også her på animalske noter, hestestald, men med lidt krydderier og knap så megen sødme, selvom sødmen bestemt fornemmes … en sådan lidt våd-sød note. Derudover er der hindbær, appelsin og lidt mørkere nuancer … krydderier, anis måske. Smagen er voldsomt intens … selvom der fortsat er stor lethed over vinen. Der er lidt syltet blomme, hindbær, røde bær … og der kommer ligesom et flot efterspil i smagen, som bare kommer rullende og rullende … fuck, hvor det smager godt.

Forhandles af WineFLY, pris 250 kr.

Vinanmeldelse 5,5/7  

2006 Weingut Henrik Möbitz, Kanzel Spätburgunder, Baden, Tyskland

Mere Spätburgunder … og en fantastisk én af slagsen, nemlig denne Kanzel Spätburgunder fra Weingut Henrik Möbitz, som er en ganske lille hobby-vinbonde, som holder til i byen Freiburg i vinregionen Baden. Hans vine bliver også kaldt Garage Deluxe … for ved siden af har Henrik nemlig arbejde som kemisk forsker på medicinalvirksomheden Novartis i Basel.

Vinproduktionen er således kun på deltid, og derfor titulerer DWI (Deutsche Wein Institut) også Henrik Möbitz som “Hobby Winzer”. Han siger, at det er deres måde at drille ham, fordi han er så lille og har et sideerhverv.

Möbitz har da også alene lidt over én sølle hektar og producerer årligt omkring 2.000-3.000 flasker vin, fordelt på pt. 5 vine, nemlig vinene Kœpfle, Kapelle og Kanzel på Spätburgunder samt Kapelle og Kanzel på henholdsvis Gewürztraminer og Weissburgunder (Pinot Blanc). Navnene på vinene kommer fra nogle af de parceller, som ejes … nemlig Kanzel, Kœpfle, Kapelle, Oelberg og Steinberg.

Vinhuset er reelt startet tilbage i 1996, hvor Möbitz startede med 10 liters glasballoner i badeværelset. I dag drives vinhuset sammen med hustruen Gabriele og hjælp fra en række af deres fælles venner, nemlig Stephan, Susi og Jürgen, Ingrid og Bernhard, Edmund, Achim, Robert, Marek og Bogdan. Og det lille vinhus har udviklet sig til en af de mest succesrige, professionelle garage vinproducenter i hele Tyskland.

Det skyldes bl.a. Henrik Möbitz’ perfektionistiske tilgang til vindyrkning og vinproduktion, som kommer fra ophold hos vinbønder i Bourgogne, bl.a. Domaine Jean Yves Bizot. Fra Bizot har Henrik også fået en række Dijon Pinot Noir kloner … bl.a. fra Jean Yves Bizots’ Echezeaux marker.

Den perfektionistiske tilgang gælder også i marken, hvor han bl.a. klippe de druer, som bliver angrebet af eddikefluen Drosophila suzukii, og allerede i gang med at gære. Ved klipningen klippes de angrebne druer ud af klasen én for én … en langtfra let opgave. Derudover skal alle høstede druer sorteres i to forskellige spande. De perfekte klaser skal gæres med stilke, mens de mindre flotte klaser skal afstilkes først.

Her har vi Möbitz’ Spätburgunder fra Kanzel marken. Markens navn kan oversættes til prædikestolen. Vinen har lagret på nye barriques, men hvor lang tid kan jeg ikke se. Vinen laves i sagens natur i meget små mængder, fx 820 flasker i årgang 2011.

I glasset meget lys, transparent med let brun/orange kanter. Duftmæssigt en lille perle med animalsk kostald, hindbær, jordbær, lethed, blomster, krudt og nytårsskyts, eg, røg og mineraler. Hvor er det god elegant. Smagen er blød, fin og sart. Det er voldsomt elegant med hindbær, bløde tanniner, let peber … og hvor er letheden bare fantastisk. Det her er altså rigtigt godt.

Forhandles af Krone Vin, men har ikke fundet en pris. I Tyskland koster vinen 22-28€.

Rating 5,5/7  

2012 Weingut Chat Sauvage, Jeder Zeit Pinot Noir, Rheingau, Tyskland

Endnu vin fra tirsdag, nemlig denne Jeder Zeit Pinot Noir fra vinhuset Chat Sauvage, som jeg har skrevet om et par gange her på bloggen, og som jeg ofte har været ganske begejstret for.

Weingut Chat Sauvage i Rheingau ligger i Geisenheim/Johannisberg og ejes af Günter Schulz, en rigmand fra Hamburg med en stor forkærlighed for Bourgogne. Under et besøg i Rheingau i 1992 fik han ideen til at lave en vin, der var lige så god som det bedste fra Bourgogne.

For at et sådant vovestykke skulle kunne lykkedes, var Günter Schulz helt bevidst om, at intet kunne spares, og at det derfor kun var de bedste vinmarker, som var interessante til et sådant prestigeprojekt.

Det er dog sjældent, at den type mark kommer til salg, og det var derfor først i år 2000, at han købte sin først parcel på vinmarken Johannisberger Hölle. Siden er det blevet til 7,5 hektar fordelt over seks vinmarker, hvoraf der på 60% dyrkes Pinot Noir, på 35% Chardonnay og på 5% Riesling.

På Chat Sauvages vinmarker holdes udbyttet nede på ca. 1 kg druer pr. vinstok. Man er yderst selektiv med, hvilke druer der går i mosten, så der håndsorteres både ved selve plukningen og ved ankomsten til vineriet, dvs. store ambitioner og små mængder.

Efter presningen foretages førstegæringen på ståltanke, hvorefter vinen – såvel de grønne som de blå druer – lægges på franske egetræsfade i 18 måneder, mens den malolaktiske gæring finder sted. Chat Sauvages samlede årsproduktion ligger på ca. 28.000 flasker, fordelt på 11 forskellige rødvine, én hvid, 2 rosé og én sekt. Og det er også de røde, som er de mest interessante.

De røde Pinot Noir er delt op i 3 serier, en Gutsweine (det er denne Pinot Noir), 5 Ortsweine og 5 Lagenweine. Vinen er lavet med traditionel gæring på ståltanke, hvorefter 40% af vinen lagrer på brugte fade. Vinen aftappes uden filtrering.

Duftmæssigt er vinen mere rustik end de vine, som jeg tidligere har fået fra Chat Sauvage. Der er hindbær, eukalyptus, mint, røg, bacon og lidt skarp. Smagen er meget anderledes end dagens to første Spätburgundere, mere voluminøs med blæk, babybræk og en lidt speciel smag. Hmmmm, den skal jeg tænke over. Lidt et sted mellem 3,5 og 4 i rating og klart den ringeste fra vinhuset. Til sammenligning gav jeg deres 2007 Pinot Noir Johannisberger Hölle hele 6 Thumbs Up, så huset kan bestemt lave vin.

Forhandles hos Vinspecialisten, pris 160 kr.

Rating 3,5/7 

2012 Weingut Salwey, Spätburgunder Oberrotweiler Käsleberg, Baden, Tyskland

Med næste vin rykker vi en anelse syd på til byen Oberrotweil i Kaiserstuhl, hvor vi finder vi Weingut Wolf Dietrich Salwey. Jeg har tidligere skrevet om vinhuset her på bloggen, nemlig da jeg smagte hans 2009 udgave af denne Spätburgunder Oberrotweiler Käsleberg.

Vingården er etableret i 1950 af Benno Salwey, selvom Salwey familien havde boet i Oberrotweil siden 1790. I starten omfattede driften på gården en blandet landbrugsdrift, bl.a. også med husdyr. I løbet af 1960′erne og 1970′erne omlagde Benno og sønnen Wolf Dietrich Salwey imidlertid driften til ren vinproduktion.

Og specielt Wolf Dietrich Salwey var meget interesseret i vinproduktion. I en alder af 23 år købte han sin første vinmark, Rinzberghof im Glottertal nord for Freiburg. I 1985 overtog Wolf Dietrich også faderens gård 100%, og den er siden udvidet og er i dag på 40 hektar. En del af vinmarkerne ligger dog en stenkast fra Oberrotweil, nemlig i Niederrotweil.

Der dyrkes primært Riesling og Pinot Noir (Spätburgunder), men der ejes også små jordlodder med Silvaner, Rivaner, Chardonnay, Auxerrois, Muscat og Gewurztraminer. De bedste af vinmarkern er “Erste Lagen”, og det er markerne Oberrotweiler Henkenberg, Eichberg, Kirchberg, Käsleberg og Glottertal Eichberg.

I 2011 døde Wolf Dietrich Salwey imidlertid, hvorfor driften i dag i stedet er overtaget af hans søn Konrad Salwey. Konrad kone og mor hjælper dog også i driften, mens det står hen i det uvisse, om hunden Pino også er indblandet i vinfremstillingen.

Vinen her kommer fra Käsleberg, men der er dog ikke tale om en GG vin, men alene en vin fra husets basisserie, dvs. en Gutswein. Men det gør nu ikke vinen ringere … for det er sgu gode sager.

I næsen er der røgede toner, kaktus og ristede kastanjer sammen med et skønt animalsk strejf af kostald, sødme, mildhed, vanilje …. uhmmmm. Lækker næse. Smagen har en dejlig ren frugt med hindbær, mineralitet og god balance mellem en blid syre og sødmen. Dejlig vin.

Forhandles af Det Tyske Vinhus, men har ikke fundet en pris der. På vingården handles vinen til 11,60€ … eller ca. 86 kr., og det er rygende billigt for denne vin.

Rating 5/7 

2009 Weingut Deutschherren-Hof, Spätburgunder Barrique, Mosel, Tyskland

I byen Trier ved Mosel finder vi vingården Deutschherren-Hof med tilhørende Weinstube …vinrestaurant, og de står bag denne Spätburgunder Barrique, som var første vin ved Tysk Vinkontors store Spätburgunder seminar på Nimb i tirsdags.

Weingut Deutschherren-Hof ejes og drives af Ægteparret Albert og Marianne Oberbillig sammen med sønnen Sebastian. I dag det det dog primært Sebastian, som står for vinproduktionen, mens forældrene passer vinstuen/restauranten.

Albert Oberbillig er 5. generation på vingården og har drevet den i over 30 år.

Sebastian er således 6. generation og har siden 2006 stået for vinproduktionen. Og han har stået i god lære, bla hos Weingütern Weegmüller, Reichsgraf von Kesselstatt og Schlossgut Diel.

Han tog sin uddannelse til ønolog i Geisenheim og har derudover arbejdet hos Weingut Bründlmayer i Østrig, Vavasour Wines i New Zealand og Wines of Germany i London.

Et af de vigtigste projekter for Sebastian efter overtagelsen har været tilplantningen af marken Deutschherrenköpfchen, som har den bedste placering i Trier. Marken er ekstrem stejl og stenet. Det var nok også årsagen til, at marken havde lagt fuldstændig brak indtil 2006, hvor Sebastian startede med at rydde op og plantede nye Riesling vinstokke.

I alt har Weingut Deutschherren-Hof 9 hektar vinmarker, nemlig markerne Deutschherrenköpfchen, Deutschherrenberg, Burgberg og Jesuitenwingert.

Her har vi husets Spätburgunder “Im Barriques Gereift”, som er lavet på de bedste druer og lagret 14 måneder på brugte egetræsfade fra Bourgogne.

Duftmæssigt er denne Spätburgunder ikke så animalsk, men byder ellers på de herlige Pinot dyder, hindbær, jordbær, let krydret … der fornemmes lidt syre og der er fin kølighed i stilen og mineralske noter. Smagen er en smule stram, men der er en fin ren frugt, er let krydret, elegant … men også lidt flad i udtrykket. Men hvor er Spätburgunder dog dejligt.

Forhandles af Tysk Vin Klub, pris 115 kr.

Rating 4,5/7