Kategoriarkiv: Vinanmeldelser

2011 Domaine Pierre Amiot et Fils, Gevrey-Chambertin 1er Cru Les Combottes, Bourgogne, Frankrig

Vi fortsatte med mer’ Bourgogne … hvorfor ikke havde Flemming måske tænkt? Endda en Gevrey-Chambertin 1er Cru Les Combottes fra vinhuset Domaine Pierre Amiot et Fils, som jeg tidligere har smagt herlig Bourgogne fra. Sidst var det ikke mindre end Grand Cru vinen Clos de la Roche Grand Cru.

Domaine Pierre Amiot & Fils ligger i Morey-Saint-Denis og har været drevet af Amiot familien i 6 generationer, og i dag er det med brødrene Jean-Louis og Didier i spidsen dog hjulpet af deres fader Pierre Amiot. Jean-Louis står for produktionen i vinkælderen og Didier tager sig af markerne.

Vinhuset har samlet 9 hektar vinmarker, hvor de 8 hektar selv er ejet af familien, mens den sidste hektar er i såkaldt “métayage”, hvilket er en gammel ordning i Bourgogne, hvor en vinbonde dyrker en mark, han ikke selv ejer, og som leje afleverer halvdelen af høsten.

De 9 hektar er fordelt på 40 parceller, 85% af dem i Morey-Saint-Denis og 15% i Gevrey-Chambertin, og derfra laver brødrene 2 almindelige Bourgogne vine, 3 Villages vine, 5 forskellige Premiers Cru og 2 Grand Cru.

Dyrkningen af druerne hos Domaine Amiot er baseret på såkaldt ”integreted farming” og udbyttet pr. hektar holdes nede til 25-35 hektoliter pr. hektar for at prioritere koncentrationen i vinene.

Under vinificeringen er Jean-Louis Amiot tilhænger af, at gribe så lidt som muligt ind i processen … og forsøge at skabe mere delikate end rustikke vine.

Denne enkeltmark 1er Cru Gevrey-Chambertin Les Combottes er lavet med druer, som kommer fra vinstokke, der er mellem 15 og 70 år gamle. Udbyttet ligger på omkring 48 hektoliter pr. hektar og vinen er selvfølgelig lagret på barriques, heraf 33% nye fade.

I glasset overraskes du af vinen … virkelig grumset, ufiltreret og smuk transparent farve. Herligt. Næsen er både medicinskab, nytårskrudt, fyrværkeri, hindbær, jordbær, fennikel, grafit, papkasser og syrlige bolsjer. Sådan … hmmmmm.

I munden fornægter det burgundiske ophav sig ikke, for det er stramt, grønt, præcist, syrlig og livsforlængende elegant. Bevares, fortsat ung med syrlige kirsebær og lidt peber, der brænder en smule i mundhulen, men det smager sgu godt.

Forhandles af EP Vin i Nr. Lyngby, hvor en flaske koster 425 kr.

Rating 6/7   

2012 Domaine Lafouge, Auxey-Duresses 1er Cru Les Duresses, Bourgogne, Frankrig

Og vi fortsætter såmænd med de gode Jean og Gilles Lafouge, men nu med rød bourgogne fra far og søn, nemlig en 1er Cru fra marken Les Duresses i appellationen Auxey-Duresses … højborgen for netop Domaine Lafouge.

Under appellationen Auxey-Duresses findes der faktisk 9 1er Cru marker, nemlig Bas des Duresses, Climat du Val, Clos du Val, La Chapelle, Les Bréterins, Les Ecussaux, Les Grands Champs, Reugne og så netop Les Duresses.  Og Lafouge har parceller på en del af disse marker, bl.a. La Chapelle, Les Ecussaux og selvfølgelig Les Duresses.

Vinen er vinificeret og lagret på egefade, og som med de hvide anvendes der en andel nye barriques ved lagringen. For denne Auxey-Duresses 1er Cru Les Duresses er det lidt over 20% nye fade.

Den dufter sindssygt godt … animalsk, hvilket jeg elsker. Der er krudt, blæk, babybræk, våde fade, svag vanilje, hindbær, syrlige kirsebær. røde bolsjer, eg og noget jord.

Smagsmæssigt meget ren frugt, streng syre, lækker syrlighed, koncentrerede og umiddelbare tanniner, friskhed og samtidig god balance mellem friskhed, frugtrigdom og syrlighed.

Forhandles af EP Vin i Nr. Lyngby, hvor en flaske koster 179 kr.

Rating 5/7 

2014 Domaine Lafouge, Meursault Les Meix-Chavaux, Bourgogne, Frankrig

Med næste vin røg vi til Auxey-Duresses … byen i dalen mellem Volnay og Meursault i Bourgogne. I den lille, charmerende by finder vi Domaine Lafouge eller Domaine Jean et Gilles Lafouge, som det rettelig hedder. Og vinen fra Lafouge er en hvid Meursault Les Meix-Chavaux.

Jean og Gilles Lafouge er far og søn. De er 6. generation på vingården, som stammer helt tilbage fra 1650. Ja, ret beset er det vel kun den ene af makkerparret, som er 6. generation. Den anden må vel være 5. eller 7. generation. Det må stå hen i det uvisse.

I dag har Gilles overtaget det meste af driften, men faderen arbejder stadig med i markerne, hvilket er meget typisk i Bourgogne.  Gilles er derudover også kommet ind i den berømte Meursault familie Michel Bouzereau via ægteskab med Bouzereaus datter.

Domaine Lafouge har samlet 9 hektar vinmarker, hvor de fleste er beliggende i Auxey Duresses, mens resten ligger i Meursault og lidt i Pommard. De bedste marker er Les Ecusseaux, Le Climat du Val, La Chapelle og Les Duresses i Auxey Duresses.

De har specialiseret sig i at lave Auxey-Duresses vine, men laver også Meursault, Meursault Les Meix-Chavaux samt Meursault Les Casse-Têtes og laver såmænd også en smule Pommard, bl.a. Pommard Les Noizons samt Pommard 1er cru Les Chanlins.

Vinmarkerne drives næsten helt økologisk, dvs. med organisk gødning, regelmæssigt kultivering af jorden og minimal brug af kemikalier, men ellers er huset mest kendt for at producere gode vine til fornuftige penge.

Denne Mersault Les Meix-Chavaux er en enkeltmarksvin, men dog ikke fra en af de mange 1er Cru marker i Mersault, men fra Lieux-dits marken Les Meix-Chavaux. Der er anvendt egefade i produktionen, heraf 20% nye fade.

Næsen har lidt modne frugter, fersken, sødme, blomster, kaprifolier, ganske aromatisk, salt, grønne elementer, grapefrugt, franskbrød og toast samt lidt blød kridt og kalk.

I munden er frugten ung, ren og en smule afdæmpet med kalk, citron, æbler, svag sødme, mandler og lidt jern. Ikke så dyb og kompleks, men fin. let og smagsmæssigt nærmest transparent bourgogne.

Forhandles af EP Vin i Nr. Lyngby, hvor en flaske koster 229 kr.

Rating 4,5/7 

2014 Weingut Franz-Josef Eifel, Trittenheimer Apotheke Riesling Alte Reben Trocken, Mosel, Tyskland

I den lille by Trittenheim ved et af de store sving på Mosel floden finder man en helt flok vinbønder med navnet Eifel, men denne Trittenheimer Apotheke Riesling Alte Reben Trocken kommer fra Weingut  Franz-Josef Eifel.

Der er ellers rigeligt med Eifel’er i Trittenheim … Weingut Bernhard Eifel, Weingut Ernst Eifel, Weingut Alfons & Marianne Eifel, Weingut Hans Eifel, Weingut Eifel-Pfeiffer og så selvfølgelig vores Weingut Franz-Josef Eifel, der drives af Franz-Josef, der er 4. generation på vingården og overtog driften i 1985 efter sin far.

Vinhuset har knap 5 hektar vinmarker og dyrker primært Riesling samt en ganske lille smule Weißburgunder. De bedste marker er Trittenheimer Altärchen, Trittenheimer Apotheke samt Neumagener Rosengärtchen. Den årlige produktion ligger på omkring 30.000 flasker vin, så der er på alle måder tale om et lille familievinbrug.

Franz-Josef driver vinhuset 100% økologisk og mener, at de bedste vine laves med så lidt indgriben i produktionen som muligt. Der sker spontangæring, lang gæring på op til 3 måneder, ingen brug af tilsætningsstoffer og ingen klarering eller filtrering af vinene.

Udover vinproduktionen, så har familien også udlejning af værelser …. Gästehaus Marlene Eifel-Zimmer.

Her har vi fat i en af husets tørre topvine, vistnok i niveau kun overgået af Eifels Trittenheimer Apotheke Riesling Sonnenfels Trocken.

Jeg har ikke de store oplysninger om produktionen, men den er formentlig laves på store gamle egetræsfade (fuder) med lang gæring. På etiketten kan man se et fingeraftryk … Franz-Josefs aftryk på vinen.

Næsen har svag petroleum … ikke meget, men det er jo også fortsat en ung 2014’er. Der er fersken, citrus, røg samt nogle klare mineralske elementer. Dufter rigtig godt, selvom den måske endnu ikke har voldsom dybde i duften.

Smagen har en dejlig kølighed, frugt, koncentration, en smule sødme og en dejlig mineralsk syre med lidt grape bitterhed og smuk balance. Det er virkelig en dejlig Riesling. God start på aftenen.

Forhandles af EP Vin i Nr. Lyngby, hvor en flaske koster 165 kr.

Rating 5/7 

2011 Weingut Muenzenrieder, Heideboden Reserve, Burgenland, Østrig

Jeg har tidligere smagt Muenzenrieder på Bistroteket. Sidst var det en Blaufränkisch, men her er det hans Heideboden Reserve … et blend på Zweigelt, Blaufränkisch og Merlot.

Weingut Muenzenrieder holder til i den lille by Apetlon i Seewinkel området ved Neusiedlersee Nationalpark i Østrig, et område som i øvrigt er kendt for de mange saltsøer.

Og i byen Apetlon finder der to vinhuse med navnet Muenzenrieder, nemlig det store moderne Weingut PMC Münzenrieder, som drives af brødrene Peter und Christoph Münzenrieder samt dette, lidt mindre Weingut Muenzenrieder, som drives af far og søn, Johann og Johannes Münzenrieder.

Gennem naturlige dyrkningsmetoder, udbyttebegrænsning og kontrolleret kælderarbejde, frembringer far og søn kraftfulde vine af regional karakter og stor intensitet.

Vingården har i alt 22 hektar vinmarker, og 60% af markerne er tilplantet med de hvide sorter Chardonnay, Riesling, Grüner Veltliner, Sauvignon Blanc, Traminer, Muscat og 40% med de røde sorter Zweigelt, Blaufränkisch, Cabernet Sauvignon, Gamay, Merlot og Pinot Noir.

Der laves et pænt stort sortiment af frugtige og friske hvidvine, og herudover også en række elegante rødvine med intens duft af røde bær. Mange af husets røde vin lagres på barriques. Vingården producerer samlet hvert år omkring 250.000 flasker vin.

Der produceres også en række søde vine hos Weingut Muenzenrieder, bl.a. Beerenauslese, Trockenbeerenauslese og Eiswein.

Disse har ideelle vækstbetingelser der, da området er begunstiget af den tilstødende sø Neusiedl og talrige små moser i området, hvilke tjener som varme reservoirer, der giver rigelige mængder af fugtig luft, hvorved druerne nemt bliver angrebet med Botrytis, den ædle råddenskab. Omkring 10% af produktionen er søde vine.

Druerne til dette lille blend Heideboden Reserve kommer fra Ried Neubruch. Vinen er lavet i rustfrie ståltanke, maceration på 14 dage efterfulgt af 12 måneder lagring på barriques.

Næsen er præget af dyb eg, blomster, kanel, blæk, blyant, sød appelsinskal og kirsebær. I munden en vis friskhed og samtidig pæn sødme med peber og kanel, føjelige tanniner og rustikke røde bær. Ikke på højde med husets Blaufränkisch, men en easygoing bællevin.

Forhandles bl.a. af Vinotheket, hvor sådan en fætter koster 98 kr.

Rating 4/7  

2012 Bolyki Vineyards and Winery, Bolyki És Bolyki Egri Bikavér Superior, Eger, Ungarn

Topvinen hos Bolyki Pincészet er denne Bolyki És Bolyki Egri Bikavér Superior … mere okseblod, kraftigere, mørkere og sejere.

Ligesom forrige vin, så er Bolyki És Bolyki Egri Bikavér Superior lavet på et blend af Kékfrankos, Merlot, Cabernet Franc, Zweigelt og Blauburger … men dog ingen Portugieser. Og det er far og søn, som pryder etiketten … Bolyki És Bolyki, som far, som søn … Butch Cassidy og Sundance Kid siger János selv, selvom de nærmere ligner et par mafiosoer, som du nødigt vil møde en mørk aften.

Vinen er spontangæret og har lagret 18 måneder på 500 liter egefade. Der laves årligt alene 1.400 flasker af dene vin.

Næsen er gazebind, tyresved, solbær, blåbær, tavlekridt, tjære, blæk, mynte, krydderier og tør jord. Virkelig tæt og kompakt i duften.

Smagsmæssigt er der peber,  chokolade, fylde og kraft … tanninerne er til den hidsige side og vinen har en virkelig lang, syrlig eftersmag. Powervin og en vin, der kræver sin mand m/k.

Forhandles af Husted Vin, hvor en flaske koster 282 kr. Ved køb af 6 flasker er prisen 240 kr.

Rating 4,5/7  thumbthumbthumbthumb

2012 Bolyki Vineyards and Winery, Egri Bikavér, Eger, Ungarn

Så er der ungarsk tyreblod – Egri Bikavér – i glasset. Det kommer fra vinhuset Bolyki Pincészet és Szőlőbirtok, som ligger i et gammelt stenbrud udenfor byen Eger i den nordøstlige del af Ungarn … med Slovakiet mod nord og Ukraine mod øst.

Det lille innovative vinhus drives af János Bolyki, der har lavet vine siden 2003 på 4 hektar, som han har arvet fra familien. Hans første Bikavér – altså den kendte, ungarske vin kaldet tyreblod – vandt en sølvmedalje ved Wine Olympics i Bordeaux. Og siden har János fået flere medaljer for hans vine.

Vineriet ligger, som nævnt, i et gammelt stenbrud, som I kan se på billedet ovenfor sammen med János. Det har 30 meter høje mure, 9 dybe kældre og kan rumme 115 gæster til smagninger. Og så er det også baggrund for en masse fester, hvor de store mure om aftenen oplyses … hvilket I kan se nedenunder.

Jánoser markant, ambitiøs, engageret og temmelig egenrådig. Han har udover priserne for hans vine også selv vundet titlen som Winemaker of the Year samt Businessman of the Year i 2011 i Ungarn.

Her har vi János’ almindelige Egri Bikavér, som er lavet på druesorterne Kékfrankos, Portugieser, Blauburger, Merlot, Cabernet Franc og Zweigelt … dog uden oplysninger om procentfordelingen. De forskellige sorter kan også ses på koens udskæringer på etiketten.

Blauburger er en af de mere ukendte druer, men er en krydsning mellem Blauer Portugieser og Blaufränkisch. Den er avlet i 1923 af Fritz Zweigelt på Wein- und Obstbau i Klosterneuburg.

Kékfrankos kender I … men formentlig blot under dens mere normale navn, som er Blaufränkisch.

Vinen er lavet med spontangæring – macerationsperiode kender jeg ikke, men vinen er efterfølgende lagret på egefade. Egri Bikavér kaldes generelt for tyreblod … og det skyldes, at Egri Bakavér faktisk betyder tyreblod.

I gamle dage var det vine, der” skulle passe til den stærke, paprikakryderede gullasch og oprindeligt anvendte man den lokale drue Kardada i vinen. I dag er det dog Kékfrankos … Blaufränkisch, som er den dominerende drue i vinene.

Næsen er animalsk, fyldig og krydret … må hovedoverskriften vist være. Det er fersk kød, salami, mejeri, blåbær, brombær samt nogle hårde noter, nærmest bly … lidt Cahors i stilen med eg, træ, marcipan samt svag chokolade.

I munden er der godt med saft, kraft, sødme, blæk og vinen virker solrig og fyldig. Der er tydelige tanniner og et krydret bid. Den er powervin … virkelig en vin, der skriger på mad.

Forhandles af Husted Vin, hvor en flaske koster 139 kr. Ved køb af 6 flasker er prisen 119 kr.

Rating 4,5/7  thumbthumbthumbthumb

2014 Szent Tamás Vineyards and Winery, Mád Hárslevelű, Tokaj, Ungarn

Den sidste af smagningens hvidvine fra Østeuropa kom også fra Szent Tamás og ligeledes på en drue, som herhjemme formentlig ikke er særlig kendt, nemlig Hárslevelű.

Hárslevelű er – som Furmint – også en ungarsk hvidvinsdrue, som også normalt blendes med Furmint til produktion af de søde Tokaji vine. Den findes primært i Tokaj-Hegyalja vinregionen, men findes også i andre lande. I Slovakiet hedder den Lipovina, i Rumæien Frunza de tei og i Tyskland Lindenblättriger. I Tokaj-Hegyalja er det den næstmest plantede druesort efter Furmint, og det er en drue, som er god til at udtrykke den lokale terrior.

Den er – som Furmint vinen – høstet i september med et udbytte på omkring 60 hektoliter pr. hektar, er alene lavet på rustfrie ståltanke og har således ikke lagret på egefade eller andet. Det er en vin med langt mer’ sødme end foregående, hvilket 15,4 gram restsukker pr. liter også vidner om.

Næsen er lidt mere neutral end foregående Furmint … hyld, abrikos, meget svag citrus, lidt honning, hvide blomster og svag mineralsk islæt samt nogle krydderier.

I munden er der godt med sødme og nok også en kant for meget for mig. Syren er blød og ellers nogle sødkrydrede elementer. Jeg er mere til den lidt mere tørre Furmint fra Szent Tamás.

Forhandles af Husted Vin, hvor en flaske koster 134 kr. Ved køb af 6 flasker er prisen 114 kr.

Rating 4/7  thumbthumbthumbthumb

2014 Szent Tamás Vineyards and Winery, Mád Furmint, Tokaj, Ungarn

Szent Tamás Szőlőbirtok és Pincészet betyder Szent Tamás vinmarker og vineri. De står bag næste østeuropæiske vin, nemlig denne Mád Furmint … en sjov lille hvidvin, som er lavet på den herhjemme totalt ukendte drue Furmint og samtidig kommer i en lille, buttet og sexet flaske.

Szent Tamás ligger i den lille by Mád i det nordøstlige del af Ungarn … med Slovakiet mod nord og Ukraine mod øst. Landsbyen Mád ligger i et af de traditionelle vindyrkningsområder i Tokaj. Vinproduktionen skete tidligere næsten alene hos store kooperativer og næsten alle druerne indgik i regionens klassiske Tokaji dessertvin.

Men dette er ved at ændre sig og Ungarn er begyndt at melde sig på banen via små privatejede vinhuset … som fx Szent Tamás Szőlőbirtok és Pincészet, der er grundlagt i 2009 af Géza Ipacs, István Szepsy Jr. og Károly Kovács.

Det er István Szepsy Jr., som er vinmager … endda 18. generation af vinmagere i familien, og han er både en modernist samt en begavet tekniker, som laver vine med respekt for områdets traditioner, historie og det særegne, vulkanske terroir.

Det innovative vinhus ejer samlet 25 hektar vinmarker, men køber derudover druer fra små, lokale vinavlere. De ligger vægt på, at vinavlerne foretager reduktioner i markerne og satser på kvalitetsdruer, hvorfor Szent Tamás også ofte indgår aftaler med de lokale vinavlere om pasningen af markerne.

De laver primært hvidvine, både regional-/kommunevine fra Mád, men også enkeltmarksvine fra markerne Szent Tamás, Percze, Nyulászó, Birsalmás og Dongó. Og som du sikkert allerede har observeret, så er vinhuset netop opkaldt efter en af disse marker, Szent Tamás.

Her har vi en af husets regional-/kommunevine … Mád Furmint. Den er lavet på 100% Furmint, som er en hvid ungarsk vin druesort, der er mest udbredt i Tokaj-Hegyalja vinregionen, hvor den – som her – anvendes til tørre hvidvine. Derudover er Furmint den vigtigste drue i de mere kendte Tokaji dessert vine.

Her kommer druerne fra forskellige marker i omkring byen Mád og er høstet med et udbytte på 60 hektoliter pr. hektar. Den er alene lavet på rustfrie tanke og har heller ikke lagret på eg overhovedet og flaskes helt frisk. Der er 5,5 gram restsukker pr. liter.

Og der er sgu god intensitet og dybde i vinen sammen med fylde, fedme, kridt, kalk, røg og søde krydderier. Lækkermås. I munden er vinen nærmest let perlende, frisk med mineraler, jern, stål … virkelig en fin lille sag. Server den blindt for dine venner og de vil blive overrasket.

Forhandles af Husted Vin, hvor en flaske koster 134 kr. Ved køb af 6 flasker er prisen 114 kr.

Rating 4,5/7  thumbthumbthumbthumb

2015 Vinařství Krásná Hora, Sauvignon Blanc, Moravia, Tjekkiet

Vi nupper endnu en vin fra det lille vinhus Vinařství Krásná Hora i Starý Poddvorov … endnu en frisk og sprød hvidvin, nemlig deres Sauvignon Blanc.

Eller rettere én af husets Sauvignon Blanc, for Krásná Hora laver faktisk to vine på druen … en, som er fadlagret 12 måneder på egefade og så denne, der alene er lavet på rustfrie ståltanke.

Og det er sgu for søren en fin Sauvignon Blanc, der i næsen byder på godt med stikkelsbær, græs, karamel, hyldebær, svag babybræk – på den fede måde – animalsk og svag parfumeret … og alt sammen uden det bliver for meget. Frisk, syrlig og stringent duft.

I munden er vinen også en streng overlærer … grøn, mineralsk, godt med syre, grape og kraftigere i smagen end foregående vin fra Vinařství Krásná Hora. Lækker og syrlig Sauvignon Blanc.

Forhandles af Husted Vin, hvor en flaske koster 135 kr. Ved køb af 6 flasker er prisen 115 kr.

Rating 4,5/7  thumbthumbthumbthumb