Lad os fortsætte i det italienske, blot en anelse længere mod syd, hvor vi i landsbyen Luogosano omkring 5 kilometer fra Taurasi i Carazita området i Campanien finder Vinosìa. Derfra smager jeg nu denne Marziacanale Taurasi.
Vinhuset er grundlagt i 2004 af de to brødre Mario og Luciano Ercolino, hvor Mario i starten producerede vinene, mens Luciano styrede markedsføring og distribution. De har dog begge tidligere arbejdet hos deres forældre på forældrenes vinhus Feudi di San Gregorio.
Men efter Mario Ercolino i 2008 selv grundlagde Azienda Agricola Nativ omkring 15 kilometer fra Vinosìa har Luciano haft det samlede ansvar på Vinosìa. Der har han selv 100 hektar – hvoraf han selv ejer omkring en tredjedel – med druer som Greco, Fiano, Piedrarosso og Aglianico, men han har også leaset lidt jord i Puglia aka Apulien, hvorfra han også laver en del Primitivo vine.
Og dette er en af Luciano Ercolinos vine, der er lavet på 100% Aglianico fra vinmarken, der hedder Marziacanale og ligger i 500 meters højde. Druerne er høstet ret sent i slutningen af oktober og start november. Så er gæringen sket spontant alene med druernes naturlig gærceller og med gæring samt maceration over 12 dage efterfulgt af en malolaktisk gæring.
Efter endt fermentering har 70% af vinen lagret på nye franske egetræsfade i 14 måneder hvorefter vinen flaskes og bliver lagt til lagring i yderligere 12 måneder inden den frigives.
Sidst jeg smagte denne Marziacanale Taurasi kaldte jeg den både duft og smagsmæssigt en syditaliensk Barolo … og det kan der være noget om, selvom det duftmæssigt er kraftigt, fyldigt og opulent med en balsamisk mørk frugt, brombær og blommer, så har den også tør eg, violer, tørrede blomster suppleret med røg, dyb lakrids, tobak samt kakaopulver og grønne urter.
I munden har vinen – som en Barolo – tørre, vilde og temmelig markante tanniner, som samtidig får følgeskab af en kæmpestor, frugtintensitet. Det er brombær, sorte kirsebær og måske også lidt solbær … har en smule bitterhed, te-blade, en balsamisk, vild syre, som rammer som en hammer sammen med sorte oliven, tobak og mørk mineralitet.
Som sidst vil jeg atter påstå, at vinen tannin- og syremæssigt har Barolo gener, selvom den ikke er helt så elegant, men den har bare nogle af de samme elementer, blot mere brovten og med power og en vild syre som ind i helvede.
Forhandles af Andrup Vin, hvor en flaske koster 199,95 kr., mens prisen ved køb af 6 flasker er 179 kr.