Kategoriarkiv: Vinanmeldelser

2007 Château Larose-Trintaudon, Haut-Médoc, Bordeaux, Frankrig

2007 Château Larose-Trintaudon, Haut-Médoc, Bordeaux, FrankrigOnsdag … fortsat varmt, og igen grill på terrassen. Burde måske havde fundet en kold hvid, men valget faldt i stedet på denne klassiske bordeaux fra Château Larose-Trintaudon.

Jeg er ikke den store Bordeaux-freak, men er efterhånden begyndt at sætte større og større pris på de gode vine fra dette velrenomerede område. Har tidligere smagt samme vin i både årgang 1999 og 2003, og her har vi den roste 2007-årgang.

Lige lidt om slottet, hvis historie går helt tilbage til 1719, hvor Jean-Pierre du Pontet – som i forvejen ejede ejendommen ​​Perganson – købte ejendommen på auktion. Omkring 1816 arvede Henry Delaroze, borgmester i Saint-Laurent, begge ejendomme og begyndte nogle år senere at anlægge vinmarker. I 1841 markedsførte han sine nye vine, nemlig 80 tønder af Larose Perganson og 60 tønder Larose Trintaudon.

Efter forskellige ejerskaber gennem tiderne, så bliver slottet i 1986 overtaget af det franske forsikringsselskab, Assurances Generales de France, som fluks ansatte et hold af specialister til at forestå vinproduktionen. I dag har slottet nogle af de største vinmarkeder i Medoc og producerer over en million flasker vin årligt. (175 ha.)

Mørk rubinrød farve med anelse af lilla. Næsen er klassisk Bordeaux, den lidt “mulle” jordduft blandet med solbær og vanilje. I munden fyldig, behagelig og fin balanceret vin. Måske en anelse flad, og eftersmagen ikke lang, men pæn struktureret. Et meget letdrikkelig glas vin, som man godt kan smage er fra Bordeaux … ja, det er jo let at skrive, men det er jo nogle af de få privilegier, som man har som skribent.

Vinen handles i Føtex … pt. på bud med 2 flasker for 199 kr. Det er et ganske okay køb.

Vinanmeldelse 4/7 

2009 Waipara Springs Winery, Riesling, Waipara, New Zealand

2009 Waipara Springs Winery, Riesling, Waipara, New ZealandEndelig sommervejr, så skal der grilles på terrassen. Et fotojob er lige afsluttet, og jeg trænger til lidt kølende. Lidt kold hvidvin er jo altid godt, så er det jo godt, at køleskabet er nær, og lad os se, hvad vi kan finde. En Riesling fra New Zealand, nemlig Waipara Springs Winery.

Waipara Springs Winery startede i 1989 af to familier, nemlig familien Moore og familien Grant. Indtil da havde ægteparret Bruce og Jill Moore boet på ejendommen i mange år og havde sammen med sønnen Andrew Moore plantet de første vinstokke på Waipara Springs i 1982. Jorden er forhistorisk søbund med en rig blanding af ler og kalksten. Der ejes 26 ha vinmarker, og der dyrkes en Mendoza klon af Chardonnay, en blanding af Pinot Noir kloner samt en masse Riesling og Sauvignon Blanc.

Waipara Springs Winery går op i kvalitet og da man dyrker alle druerne på egne marker har man god mulighed for at følge druerne fra plante til flask. Man investerer hvert år i nye tønder af fransk eg og vineriet bliver løbende moderniseret med det nyeste indenfor maskiner og udstyr for at kunne konkurrere med andre vinhuse.

Duft – jo der er den klassiske petroleum, som jeg bare elsker i Riesling. Der er grønne druer, der er hyld og æbler. Smagsmæssigt er den lidt sød og måske en anelse flad. Æbler … helt sikkert, og også lidt abrikos, joeee. Ikke den største riesling jeg har smagt, men et hæderligt glas hvidvin til prisen. En vin der – som jeg har gjort – kan nydes på terassen, og så bliver det jo bare hyggeligt.

Er købt billigt, vist nok 200 kr. for 6 flasker, og det er ganske okay. Forhandles ellers hos Glud Vin til 89 kr. pr. flaske. Der findes en Dry Riesling udgave, som måske har lidt af den syre, som jeg savner i denne vin. Men letdrikkelig er vinen, så den var også hurtigt væk.

Vinanmeldelse 3½/7 

2007 Librandi, Magno Megonio, Calabrien, Italien

2007 Librandi, Magno Megonio, Calabrien, ItalienHvor fanden er Calabrien? … var min første tanke, da jeg for 14 dage siden smagte denne vin for første gang. Vingården hedder Librandi, og gården ligger i Calabrien i Italien. Vinen havde imidlertid prop, men den lokale vinpusher har i dag byttet vinen til en ny af samme slags.

Og sikke en forskel … spørgsmålet er dog det samme, hvor fanden ligger Calabrien. Måske man skulle have været mere opmærksom i geografi-timerne i folkeskolen. Nå, men det kan jo undersøges.

Nå, men jeg kan så fortælle, at Calabrien er “spidsen af støvlen” i Ferrari-landet. Vinene fra Calabrien opdeles typisk i to områder, Cirò og Greci di Bianci.

Vinene fra Cirò sælges med en historie fra antikken, mens vinene fra Greci di Bianco siges at blive laves på samme måde som de gjorde for 2.500 år siden. Desværre gør de gode historier at vinene nærmest sælger sig selv, så få har bekymret sig om at lave kvalitetsvin.

Klimaet i Calabrien er dog ideelt til vindyrkning og der er gode lokale sorter at udnytte. Indtil videre er det kun et fåtal af producenter som udnytter ressourcerne.

Librandis vingård ligger i Cirò området i byen Cirò Marina på den ioniske kyst. Vingården ejes af Antonio og Nicodemo Librandi. Libandi har dyrket druer i fire generationer, og i 1950’erne begyndte man også aftapning og salg. Vingården har altid været i familiens eje, men til vinprodukionen får man hjælp af Donato Lanati, professor i ønologi ved universiteterne i Torino og Firenze, og hans firma, Enosis Meraviglia.

Magno Megonio er lavet på 100 % Magliocco, en druesort jeg aldrig tidligere hverken har hørt om eller smagt. Spændende. Høsten af druerne til denne vin foregår først i oktober. Vinen lagrer hele 16 måneder på fad og derefter 6 måneder i flaske inden den sættes på markedet. Nå, lad os kigge nærmere på vinen.

I glasset en rubinrød vin. Duftmæssigt meget frisk, og meget anderledes end den første, som havde prop. What a difference! Kender I ikke det, at man nogle gange godt kan være i tvivl om, hvorvidt en vin har prop, men når man så smager vinen uden prop, som den skal smage, så forsvinder al tvivl?

Duftmæssigt har vi her hvid peber, salvie, tør leret jordbund, mørke bær og jod … er vist bedste beskrivelse. Lad os smage; uhmmmm, lidt overraskende meget rund og balanceret. Der er mørke bær, en fin taninsyre i øverste del af munden. Eftersmagen er også ganske fornuftig, og man kan godt smage, at der er tale om en drue, som man ikke er bekendt med … lidt ligesom første gang man smager Rondo … bare ganske bedre. Vinen er bestemt et forsøg værd … så nup den endelig ned i kurven.

Prisen er 149 kr. ved køb af 1 flaske og 100 kr. pr. flaske ved køb af 6 stk. Til den lave pris bestemt et fornuftigt køb.

Vinanmeldelse 4,5/7

2009 Lyeth Estate, L de Lyeth, Californien, USA

2009 Lyeth Estate, L de Lyeth, Californien, USANå, fredag aften … roen har sænket sig efter en travl dag. Har været i Ikea sammen med 300 millioner andre mennesker, har fået samlet et stykke Ikea puslespil, har opsat 8 lamper, rettet en skæv hylde og malet et gammelt havebord … så må det være tid til at glas vin. Lyeth … har prøvet deres Pinot Noir med stor succes, så hvorfor ikke også prøve deres Cabernet Sauvignon?

Lyeth Estate er et nyere vinhus, grundlagt af Chip Lyeth i 1981 efter han i en årrække rejste rundt i Bordeuax. Det var derfor også en af ​​de første vingårde i Californien til at lave vine efter det som kaldes “Meritage stilen”, hvor der blandes Cabernet Sauvignon med de andre traditionelle Bordeaux sorter. Vinen her L de Lyeth, Cabernet Sauvignon er lavet på 100% Cabernet Sauvignon.

I glasset en mørk, næsten violet, rød vin. Duftmæssigt er der blåbær, kakao, mineralitet. Smagsmæssigt imidlertid lidt skuffende, den bider lidt, men ellers er der krydderier, blommer, peber. Er lidt hård i kanten, lidt uharmonisk og bestemt ikke en “crowd pleaser”. Jeg er ikke så vild med vinen … måske Ikea har været for hård for mig!

Købt i SuperBest på bud for 70 kr. Jeg ville vælge deres Pinot Noir i stedet, selvom den måske koster et par håndører mere.

Vinanmeldelse 3,5/7 

PS: Aftenens højdepunkt blev de grillede pølser, nemlig Randers FC stadionplatten, en 200 grams bandit, som vi fluks bringer et foto af. En pølse for rigtige mænd.

2007 Château Fortia, Châteauneuf-du-Pape Tradition, Rhône, Frankrig

2007 Château Fortia, Châteauneuf-du-Pape Tradition, Rhône, FrankrigNå, men så var Z’IVO ræset ovre, og Gert mente, at der da lige måtte en 6. flaske til. Han gik på togt i vinkøleskabet og kom tilbage med en flaske indpakket i sølvpapir. Tid til at gætte. Jeg smagte vinen … første indskydelse var Rhône, og pga. sødme og intensiteten endda Chateauneuf-du-Pape. BINGO …yes, gættet. Det var nemlig vin fra det traditionsrige Chateau Fortia i netop Chateauneuf-du-Pape.

Fortia er et gammelt vinslot på Route de Sorgues i Chateauneuf du Pape. Slottet er kendt for sin tidligere ejer, nemlig Baron Pierre Le Roy de Boiseaumarie, som bl.a. fik gang i produktionen igen efter 1. verdernskrig, og også var én af idé- og foregangsmændene bag det appellationssystem, som kendes i dag i Frankrig. Baron Pierre Le Roy de Boiseaumarie var højt dekoreret flyver og derudover jurist, og han endte også som generel talsmand for vinbønderne i området.

Det er Le Roys efterkommere, der ejer Chateau Fortia i dag. Pierre Pastre, ægtefælle til Le Roys barnebarn Chantal, har siden 2004 været manager. Han kom til Fortia fra en ledende stilling hos kemigiganten Hoechst.

Gert havde gemt denne flaske Chateauneuf-du-Pape tilbage fra januar 2011, hvor vi holdte en 2007 Chateauneuf-du-Pape smagning, og havde ikke medbragt den, da den i forvejen var med i smageprogrammet. Det er nu ikke helt korrekt, idet vi den aften smagte en anden cuvée fra Chateau Fortia, nemlig cuvée du Baron … og denne vin her er cuvée Tradition. I “Tradition” er den bærende drue Grenache, typisk omkring mellem 75-95%, og resten Syrah. I “du Baron” er der typisk et mere lige forhold mellem Grenache og Syrah. Derudover kan der i begge cucéer tilsættes en smule Mouvedre.

Nå, men tilbage til vinen. Duften var, som sagt, klassisk Chateauneuf-du-Pape. Der er mørke bær, lidt krydderier, der er blommer, sødme, mineralitet. Smagen er fyldig, cremet, intens … det gode år 2007 fornægter sig ikke. Der er sødme, kirsebær, jordbær. Eftersmag fyldig, ikke lang, men det er vin, som bare smager godt. Jo, jeg har altid haft “a soft spot” for Chateauneuf-du-Pape.

Vinen handles hos Bichel, og kunne tidligere fåes omkring 150 kr. I dag er prisen 200 kr., men det er også et godt glas vin.

Vinanmeldelse 5/7 

2008 Z’IVO Wines, Pinot Noir Whole Cluster, Oregon, USA

2008 Z’IVO Wines, Pinot Noir Whole Cluster, Oregon, USASidste vin fra Z’IVO Wines blev deres topvin, nemlig denne 2008 Z’IVO Wines, Pinot Noir Whole Cluster. Whole Cluster kan vel nærmest oversættes med “hele klynger eller hele klaser”.

Her er druerne nemlig ikke afstilket, men derimod presses druerne i denne vin sammen med stilkene, altså i hele klaser “Whole Cluster”, og så foregår presningen på den gode gammeldags … og tidskrævende metode … ved at træde på frugten med bare fødder to gange dagligt i 7 dage.

Temperaturen hæves derefter til 60 ° og så får mosten lov til at gære. Lagres på fransk eg, 1/3 del nye, 1/3 brugt én gang før og 1/3 brugt 2 gange før. Der laves alene 160 kasser af denne vin, så det er jo fantastisk at få lov at være blandt de få, som smager denne vin.

Etiketten også lidt mere eksklusiv med sølvfarve, hvilket jo så også gør fotografering af etiketten lidt sværere. Jo, spejlingen er min hånd og iPhone, som også bliver foreviget. Hmmmmm. Nå, men tilbage til vinen. Minder lidt om den “almindelige” Pinot Noir fra 2008, men lidt mere strengent og forfinet i sit udtryk. I glasset også en anelse lysere.

Duften er mere stram, og der er flere grønne noter. Smagen ligeledes mere stram, fortsat kirsebær, krydderier og igen stram rygrad med syre og grønne toner. Der er fortsat balance, og vinen er helt klart ikke “så varm” som den “almindelige” Pinot Noir fra Z’IVO Wines, men det synes jeg bare er skønt. Det smager altså rigtigt godt, og fint at kunne smage de to Pinot Noir op mod hinanden. Denne er klart min favorit og smager altså bare godt. Der er finesse og rygrad.

Prisen er 225 kr. hos The Wine Company.

Vinanmeldelse 6/7

2008 Z’IVO Wines, Pinot Noir, Oregon, USA

2008 Z’IVO Wines, Pinot Noir, Oregon, USASamme vin, blot en anden årgang, nemlig 2008 … og dette er en stor omgang i området. Man siger, at Pinot Noir fanatikere oprindeligt kom til Oregon, fordi de troede det kølige, våde klima kunne efterligne Bourgogne vine bedre end fx i Californien. Og 2008 var det år, hvor de omsider fik de forhold, som de altid havde drømt om.

Vinmarkerne i Eola-Amity Hills-regionen drager fordel af en lang og varm vækstsæson. Samtidig nyder de godt af kølige havbriser, som strømmer ind i Willamette Valley gennem Van Duzer Pass, et lavt punkt i Oregon Coast Range. Det efterfølgende fald i temperaturerne – specielt i sensommeren, før høsten – hjælper druerne til at fastholde alle vigtige frugter og syreindhold, hvilket er afgørende for balance og lang levetid i de færdige vine.

I glasset fortsat en lidt mørkere farve end normalt for Pinot Noir. Duftmæssigt sorte kirsebær, mere stram i næsen end 2006’erne. Der er slet ikke den samme modne duft, men mere syre og rygrad. Har ikke den “store kostald”, men en måske lidt mere forfinet duft. Smagen også totalt anderledes end 2006’erne, og her er vinen mere elegant (hvilket konerne så ikke var enige i). Der er fortsat rigtig fin balance og varme i vinen, samtidig mere at syren holder vinen og det er et super glas Pinot Noir.

Prisen er 199 kr. hos The Wine Company.

Vinanmeldelse 5,5/7 

2006 Z’IVO Wines, Pinot Noir, Oregon, USA

Aftenens første rødvin, Pinot Noir …. hurra! (det rimede endda). Jamen, vi elsker jo bare den drue! Z’IVO dyrker sine Pinot Noir druer på 16 ha østvendte vinmarker, som ligger i op til 130 meters højde.

Der er stenet vulkanisk undergrund, og det resulterer i meget mørke vine med krydrede og mineralske smagsnuancer. John Zelko arbejder udelukkende med klassiske Pinot Noir kloner der stammer Bourgogne (Dijon og Pommard).

Her har vi årgang 2006. Dette år var første år, hvor John Zelko brugte alle de 5 pinot noir kloner, som dyrkes på gårdens marker i Eola-Amity Hills: nemlig klon 114, 115, 667, 777 og Pommard.

År 2006 bød på en enorm stor høst, næsten 3 tons per hektar. Den meget gavmilde sommer betød også, at vinen fik meget bløde tanniner/garvesyre, blev mere cremet og moden, helt modsat det udtryk, som vinen ellers havde vist i øvrige år.

Det skulle vi også snart få at smage, idet Gert havde købt vinen i både årgang 2006 og årgang 2008 … og sikke en forskel, som der viste sig at være.

I glasset rigtigt nok en lidt mørkere vin end normalt forbindes med Pinot Noir. Duften er heller ikke typisk Pinot Noir, der er ganske vist kirsebær, men der er også en duft af modne blommer, parfume og krydderier. Dufter meget modent.

Smagen også til den modne side, der er blødhed, vinen er cremet, og der er en god balance. Savner måske lidt syre, men den er meget letdrikkelig. Begge koner var da også helt pjattet med vinen. Når jeg siger begge koner, så mener jeg selvfølgelig Gerts og min. Jeg har alene én, og det er jo også nok ;o)

Prisen er 175 kr. hos The Wine Company. Der er i øvrigt alene produceret 1.700 kasser af vinen.

Vinanmeldelse 4,5/7 

2008 Z’IVO Wines, Mika, Oregon, USA

2008 Z'IVO Wines, Mika, Oregon, USANæste vin fra Z’IVO Wines var denne “Mika”. Gert havde valgt chardonnay glas til vinen, og det var et godt valg, for druerne er 1/3 Pinot Gris fra Abiqua Vineyard i Scotts Mill lige i midten af ​​Willamette Valley, Oregon og 2/3 Chardonnay fra Premier Pacific Vineyards udenfor Carlton, Oregon.

Pinot Gris druerne er høstet omkring Halloween, og gæret koldt i rustfrit stål. Gæringen blev stoppet før malolaktisk gæring, og dermed bevare sin saftig frugt og syreindhold. Chardonnay druerne er fra unge vinstokke og har gæret i tønder, hvilket tilføjer dybde og tekstur til ​​vinen. Z’IVO Wines producerer efter økologiske og biodynamiske principper og er certificeret medlem af organisationen “LIVE” (Low Input Viticulture & Enology).

Duftmæssigt lidt beskeden i starten, men det skulle vise sig alene at skyldes temperaturen. Som vinen blev varmere i glasset, så udviklede duften sig samtidig markant. Der er klart chardonnay i duften, men ikke en fuldfed egetræs duft, men nærmere smør, blomster, frugt og intensitet.

Smagen er cremet, men fortsat rank … der er lidt sødme, men også klare noter af citrus. Smager rigtigt godt. Også en vin, som er værd at anbefale.

Købt hos The Wine Company, pris 95 kr.

Vinanmeldelse 4,5/7 

2008 Z’IVO Wines, Riesling, Washington State, USA

2008 Z'IVO Wines, Riesling, Washington State, USATorsdag var familien inviteret ud til Gert & Merte. Gert er udover at være min gode ven og arbejdskollega, kældermester i vinklubben på arbejde … også min første og bedste vinven, og han havde sørget for, at det blev en rigtig spændende vinaften, hvor vi prøvesmagte vine fra det amerikanske vinhus Z’IVO Wines. Stor tak for denne oplevelse.

Z’IVO Wines blev grundlagt i 1995 af John Zelko, som både er ejer og winemaker. John Zelko er af tjekkisk afstamning og navnet “Z’IVO Wines” er et ordspil kan oversættes til “Z’s Wines”. Ejendommen ligger ved byen Dayton i Eola-Amity Hills AVA i hjertet af Willamette Valley i Oregon.

Vi startede aftenens “giro de Z’IVO” med denne riesling. De grønne druer til hvidvinene dyrker John Zelko ikke selv (han dyrker alene Pinot Noir), så dem køber han hos gode venner med fremragende vinmarker i både Oregon og Washington State. Rieslingens druer kommer fra Colombia Valley, så vi er egentlig ikke i Oregon, men derimod i “bunden” af Washington State med denne vin, men det gør bestemt ikke vinen ringere.

Dufter af rigtig riesling. Der er en bitte smule petroleum, der er æbler og hyld. Smagen er meget frugtdrevet, den er koncentreret, der er lidt honning, blomster og sødme i smagen. Smager rigtigt, rigtigt godt. Thumbs up.

Købt hos The Wine Company, pris 120 kr., absolut værd at anbefale.

Vinanmeldelse5/7