Kategoriarkiv: Vinanmeldelser

2012 Alain Graillot, Crozes-Hermitage La Guiraude, Rhône, Frankrig

Yderligere en vin fra Alain Graillot, nemlig hans topvin Crozes-Hermitage La Guiraude … en vin som faktisk i årgang 2009 kom ind som nr. 9 på Wine Spectators Top 100 liste i 2011. Her har vi imidlertid vinen i den nyere årgang 2012.

Som jeg nævnte ved forrige vin, så laves vinene i dag af Alains søn Maxime Graillot. Siden 2008 har Maxime overtaget produktionen … selvfølgelig fortsat med faderens hjælp. Produktionsmetoderne er selvfølgelig også de samme … selvom de måske er blevet en anelse mere varme og frugtrige i udtrykket.

I dag er det også Maxime, som i stedet for faderen hjælper med produktionen på Domaine Ouled Thaled, et stor vingård i Marokko. Samarbejdet med den eksotiske vingård opstod i 2003, da Alain Graillot under en cykeltur i Marokko mødte ønologen Jacques Poullaine, som var en del af teamet hos Chalvin … det store firma, som er medejer af Ouled Thaled … og besluttede et joint venture.

Ouled Thaled er én af de ældste og største vingårde i Marokko, beliggende i Zenata regionen omkring 30 kilometer fra Casablanca. Vingården ejer da også hele 450 hektar vinmarker med Cabernet Sauvignon, Sauvignon Blanc og Syrah.

Og samarbejdet har bl.a. resulteret i vinen Tandem, lavet på Syrah … som i Nord-Rhône. Navnet selvfølgelig valgt på grund af samarbejdet mellem de to vingårde.

Anders fra Bichel fortalte, at vinene fra Graillot er meget efterspurgte, og de får alene få flasker til Danmark, nemlig sølle 60 flasker af henholdsvis Crozes-Hermitage og Saint-Joseph og endnu færre af denne topvin. Det betyder også, at Graillot i princippet kunne forlange langt højere priser for vinene, men der holder han fast i, at vinene skal sælges til vinelskere og dermed ikke blive for dyre.

Denne Crozes-Hermitage La Guiraude præges i næsen af mørke bær, nærmest indkogte bær eller indkogt sovs med bær, altså meget koncentreret, flæsk, læder, lakrids og en tand mindre rustik end husets almindelige Crozes-Hermitage. Smagen er peber, power, elegance og frugt i én stor enhed. Der er god tørhed og har en sindssyg flot balance og elegance.

Den er måske lidt mere krydret end den almindelige Crozes-Hermitage og samtidig også mere blød … hvad man er mest til … ja, det er en smagssag. Jeg synes alle de tre smagte vine fra Graillot er fantastiske … men er nok mest til den almindelige Crozes-Hermitage … men det er jo bare mig.

Udsolgt hos Bichel Vine, da de får ganske få flasker hjem. Pris vil ligge omkring 350 kr.

Rating 5,5/7  

2012 Alain Graillot, Saint-Joseph, Rhône, Frankrig

Næste vin var også fra Graillot … og vel også lavet af Alains søn Maxime Graillot, og samme årgang … og vel basalt set lavet på samme måde, blot fra et andet område i det nordlige Rhône, nemlig Saint-Joseph.

St. Joseph er ikke det største … den ære tilfalder jo Crozes-Hermitage … men derimod det længste vindistrikt i det nordlige Rhône. Det strækker sig fra syd for Condrieu til nord for Cornas. Og hele vejen ned er vinområdet kun på den vestlige Rhônebred.

Området dækker 640 hektar med vinstokke og producerer årligt omkring 21.500 hektoliter vin. Det bedste område i Saint-Joseph er hvor vinmarkerne ligger tættest på Hermitage. Her er der skråninger, hvor vinen har de bedste betingelser. De øvrige vinmarker i Saint-Joseph er flade og giver slet ikke den samme gode vin.

Saint-Joseph vine er i hvert fald kendt siden det 16. århundrede og blev blandt andet drukket af de franske konger. Vinen er også nævnt i den franske forfatter Victor Hugos “Les Miserables” fra 1800-tallet. Det nuværende område er en sammenslutning af mindre vinområder, som er foretaget mellem 1956 og 1969.

Alain ejer 52 hektar vinmarker i Crozes-Hermitage med 30 år gamle vinstokke … og det er hovedproduktionen hos Graillot, men  han ejer også to små parceller i Saint-Joseph, og herfra laver han denne vin, som han selv betegner som lidt friskere og tidligere drikkenmoden.

Duftmæssigt er vinen også knap så kantet som Graillots Crozes-Hermitage. Der er mørke bær, våd hund, gazebind, lakrids og ymer. Dufter sgu også ganske fabelagtig. Smagen er blødere og rundere end Crozes-Hermitagen, endda lidt lettere i udtrykket med lidt peber, syre. Vinen leverer en fin præcision og god intensitet.

Købt hos Bichel Vine, pris 219,75 kr.

Rating 5,5/7  

2012 Alain Graillot, Crozes-Hermitage, Rhône, Frankrig

Næste vin blev også en Crozes-Hermitage, men fra én af de andre gode producenter i Nord-Rhône, nemlig Alain Graillot, som vel efterhånden er én af referenceproducenterne for, hvordan man skal lave god Crozes-Hermitage. Domaine Alain Graillot ligger lidt nord for den lille by Pont-de-l’Isère og ca. 4 kilomter nord for Valence.

Alain Graillot grundlagde vingården i Crozes-Hermitage i 1985 efter en karriere inden for landbrugsindustrien. Herefter studerede Graillot dog vin vinproduktion i Bourgogne, og fik ved starten af sin vingård også vejledning fra Jacques Seysses fra Domaine Dujac. Han blev hurtigt en af de mest efterspurgte producenter i nordlige Rhone for sine sprudlende, robuste og komplette Syrah-baserede vine.

Alain ejer lidt over 52 hektar med 30-årige Crozes-Hermitage vinstokke på et fladt område mellem floderne Rhône og Isère, hvor jordbunden er præget af sand, grus og sten. Han har også to små parceller i Saint-Joseph, hvorfra han laver en lidt friskere vin end de Crozes-Hermitage vine, der udgør hovedparten af hans produktion.

Graillot opnår sine kvaliteter via bl.a. lave udbytter, sen høst, »cold maceration« før gæring for at udtrække ekstra frugt og farve, moderat modning af vinene på små brugte egefade (2–5 år) fra topproducenter i Bourgogne og næsten »Australsk« hysteri omkring hygiejne i hele processen.

Jeg har smagt denne vin tidligere, blot i en årgang 2011. Dengang mente jeg, at det måske var en postgang for tidligt at nyde vinen, for den er sej, kantet, robust og intens. Det er den fortsat, og en vin som kræver tid og fordybelse for at værdsætte den mangfoldige kvaliteter.

Selvfølgelig 100% Syrah, lagret 12 måneder på små fade.

Duftmæssigt er vinen langt mere syrlig end Guigals. Der er mørke bær, næsten blommer … frugten er mere fremtrædende, meget rustik og animalsk, der er hospitalsgang, medicin, røg, jern, peber, mælkesyre eller valle, sorte oliven og våde sten. Smagen giver godt med mørke bær, er voldsom stram og fandenivoldsk, peber på bagtungen, god tørhed og ganske rå i udtrykket. Peber og frugt sidder bare lige i sylten på én … på en kantet, men meget elskelig måde. Absolut en fed oplevelse … bedre end med 2011’eren.

Købt hos Bichel Vine, pris 199,75 kr.

Rating 5,5/7 

2010 E. Guigal, Crozes-Hermitage, Rhône, Frankrig

Videre med Nord-Rhône … og igen Guigal, men et step op, nemlig med en Crozes-Hermitage, som vel populært kan betegnes som en billigere og lettere version af Hermitage.

Crozes-Hermitage er den største enkeltappellation i den nordlige Rhône, og omfatter omkring 1.200 hektar vinmarker og en årlig produktion på omkring 44.000 hektoliter vin.

Crozes-Hermitage ligger på den østlige del af Rhône-floden og omslutter Hermitage-bjerget. Men bortset fra at navnet Hermitage går igen i begge distrikter, kan de to områder ikke sammenlignes. Crozes-Hermitage vine når ikke Hermitages højder. Det bedste område i Crozes-Hermitage er det område, som ligger nord for Hermitage.

Historisk er Crozes-Hermitage ikke synderligt velbeskrevet. En reference fra 1846 fremhæver vinene for deres lighed med Hermitage-vinene. Det er værd at holde for øje, for på det tidspunkt brugtes Hermitage-mosten til at give rygrad, syre og frugt til Bordeaux-vinene i svage år. Appellationen stammer fra 1937, og den blev udvidet i 1947.

De røde vine, der står for 90% af produktionen, fremstilles på Syrah, mens de hvide fremstilles på Marsanne og Roussanne.

Guigals Crozes-Hermitage er lavet på ren Syrah fra stokke med en gennemsnitsalder på 35 år – hovedsageligt fra stejle skråninger i Crozes-Hermitage. Lagret 18 måneder på brugte barriques og foudres af fransk eg. Der produceres årligt 300.000 flasker af denne vin.

Bichel skriver selv om vinen; 2010 er en topårgang i Nord-Rhône hvor selv Crozes-Hermitage kan give store oplevelser – slankere end 2009, men med en flottere balance. Denne vintype kan have aromaer, der minder om velhængt kød, og passer faktisk fint til mad, hvor kødsmagen er fremtrædende, som i vildt eller rødt oksekød. Klassisk vin til “Steak Frites” med Bearnaise eller kryddersmør.

Duftmæssigt er vi ovre i sorte bær, godt med blæk, rustik, peber, mejeri, engelsk lakrids, jordagtige toner og bacon. Smagsmæssigt langt mere frugtagtig end Côtes du Rhône vinen fra Guigal. Der er tanniner, syrebid, kraft og power … men ikke kantet, nærmere nænsomt og elegant. Blød råpower … kan man måske udtrykke det.

Købt hos Bichel Vine, pris 169,75 kr.

Rating 5/7  

2010 E. Guigal, Côtes du Rhône, Rhône, Frankrig

Næste vin var en rød, men fortsat fra Guigal, nemlig deres almindelige Côtes du Rhône … et vin, som huset laver ret mange flasker af. Hvor produktionen af Condrieu ligger på imponerende 100.000 flasker om året – som vel og mærke er et lille, eksklusivt område – ja så laver Guigal ikke mindre end 3.500.000 flasker årligt af denne Côtes du Rhône.

Maison E. Guigal har i dag deres hovedkontor i et historisk hus, nemlig det berømte Château d’Ampuis, som Guigal købte i 1995. Slottet ligger i Côte-Rôtie og er en vigtig del af historien og appellationen. Slottet er oprindeligt bygget som en fort i 1100-tallet, men blev omdannet til et renæssanceslot i 1500-tallet. Château ligger midt i vinmarkerne og omkranset af Rhône floden.

Guigals kontorer og kældre ligger dog fortsat i den gamle lille landsby Ampuis.

Nå, men tilbage til denne Côtes du Rhône, som i denne årgang 2010 er lavet på 49% Syrah, 48% Grenache og 3% Mourvèdre. Druerne kommer fra stokke med en alder på 35 år, hvilket er ganske imponerende. Selvom 35 årig stokke hos de fleste vinhuse ville blive kaldt gamle vinstokke, så er dette nu ikke tilfældet hos Guigal.

Man kan ikke undgå at blive imponeret …. 3,5 mio. flasker hvert år fra stokke på 35 år … det siger selvfølgelig også noget om kvalitet og størrelsen af vinhuset Giugal.

Vinen er lavet med lang maceration … antal dage er ikke anført, men herefter lagrer vinen 1½ år i gamle, store foudres af eg. Parker har givet vinen her 89 point i årgang 2010.

Duften er præget af mørke bær, mørk kælder, skovbund … meget rustik og animalsk … skønt. Der er violer, mælksyrer, ymer og virker rank i udtrykket. Jeg finder heller ikke de typisk provencekrydderier, som ellers ofte kendetegner Rhône vine. Smagen er også til “the dark side” … den mørke side, ganske typisk Nordrhône, dejlig tør,  har godt med tanniner, kølig og mørk, men med en vis rundhed også. Hmmm, man kommer helt til at glæde sig til den mørke tid.

Forhandles af Bichel Vine, pris 99,75 kr.

Rating 4,5/7  

2012 E. Guigal, Condrieu, Rhône, Frankrig

Sidste uge bød også på en Nord-Rhône smagning i Randers Vinlaugh … meget passende med den årstid, som vi er på vej ind i. Og et fabelagtigt område, så vi springer fluks ud i første vin, som var denne Condrieu fra det store, klassiske vinhus E. Guigal.

Guigal er nok ét af Rhônes mest kendt og velrenomerede vinhuse. Guigalfamiliens historie i Ampuis startede i 1923, hvor Étienne Guigal kom til byen som 14-årig og senere etablerede sig som vinbonde.

Guigal er grundlagt i 1946 … efter Étienne Guigal havde arbejdet hos Vidal Fleury i 15 år. Han nåede at være med til at lave 67 årgange før sin død. Han måtte dog i 1961 efter en sygdom, der berøvede ham synet, lade sønnen Marcel overtage roret.

I dag indgår 3. generation Philippe Guigal i ledelsen af firmaet. Philippe er uddannet ønolog.

Familien ejer 60 hektar vinmarker i nordlige Rhone, herunder berømte parceller i Côte Rôtie og Hermitage, hvorfra der laves kostbare enkeltmarksvine.

Hovedparten af produktionen i kældrene i Ampuis udgøres dog af negociantvine, herunder vine fra sydlige Rhone. Guigal opkøber store mængder druer fra små avlere, stiller enormt store krav til kvaliteten og betaler bedre end alle andre. Derfor har Guigal altid et fantastisk råmateriale at arbejde med, samtidig med at kun det allerbedste materiale ryger i den begrænsede produktion af topvinene.

Guigal ejer også to andre negociantfirmaer J. Vidal Fleury og Ferraton et Fils, der dog drives som selvstændige firmaer. Forbruget af træfade er så stort, at man har etableret eget bødkerværksted i 2003 – i samarbejde med Seguin Moreau, og der laves 500 nye tønder om året.

Nå, men her en flaske Condrieu … vine herfra en normalt ganske dyre, og som jeg derfor ikke har smagt så tit. Det skyldes, at udbyttet i Condrieu er meget småt og der produceres kun omkring 30.000 flasker årligt, hvilket gør vinene til nogle af verdens mest sjældne.

Navnet Condrieu kommer af det franske Coin de Ruisseau, der kan oversættes til “hjørnet af bækken”. Condrieu er udelukkende hvidvin og altid 100 % på Viognier. En druesort mange mener stammer fra Condrieu.

Druerne til denne vin kommer fra 30-årige vinstokke, lavet på 1/3 del nye fade og 2/3-dele stål, og derefter lagret på nye barriques i 10 måneder. Der laves 100.000 flasker af vinen årligt.

Duftmæssigt en meget aromatisk vin med blomster, tropiske frugter og både frisk og fed, kraftig … én nævnte symaskineolie, og det giver fuldstændig mening. Dufter sindssygt godt. Smagen er også fed, cremet og lækker. Fyldig med muskatnød, citron, abrikos, fersken, og så er der samtidig en fin syre og mineralitet gennem fedmen, og det er med til at give vinen balance og nerve … og hvor er det dog godt. Det er lige mig.

Købt hos Bichel Vine, pris 299,75 kr.

Rating 5,5/7   

2010 Château La Gasparde, Côtes de Castillon, Bordeaux, Frankrig

Ihhh, er bagefter med update … jeg har de sidste par uger vist smagt mere end det tilrådelige gennemsnit, og én af dem jeg mangler at skrive om er denne Château La Gasparde, som blev serveret sidste uge på jobbet.

Château La Gasparde er ét af mange slotte, som er ejet af Janoueix familien. Dem er jeg stødt på tidligere, nemlig da jeg i februar smagte en 2006 Saint Èmilion Grand Cru fra et af deres andre slotte Château le Castelot i Bordeaux.

Samlet ejer Janoueix familien vinslotte i både Saint-Émilion, Pomerol og Côte de Castillon. De er én af  områdets mest betydningsfulde familier.

Vinhuset er grundlagt i 1898 af Joseph Janoueix, som var en hårdtarbejdende forretningsmand og vinelsker fra Corrèze i Sydfrankrig. Med de mange vinslotte laver vinhuset samlet omkring 450.000 flasker vin årligt.

Udviklingen af familiefirmaet Joseph Janoueix – eller Domaines Joseph Janoueix, som det rettelig hedder – er gennem det seneste årti gået meget stærkt.

Fra at være et meget traditionelt vinhus finder man i dag ikke bare Saint-Émilions, men også Pomerols og Bordeaux Supérieurs mest spændende vine under familiens navn. Château la Croix, La Confession, Château Haut-Sarpe, Château Mouton og Château la Croix Saint Georges er alle slotte, som naboerne misundeligt kigger over hegnet på, fordi de konstant omtales og beundres.

Succesen skyldes især yngste generation, brødrene Jean-Philippe og Jean-Pierres visionære ambitioner og arbejdsindsats. Uanset om talen falder på en dagligvin eller en topvin i sortimentet, ved man nøjagtigt, hvad man vil med hvilke slotte.

Château La Gasparde ligger højt i Côtes de Castillon med en enestående udsigt ud over bakker i Dordogne og Château de Michel Montaigne. Der ejes i alt 18 hektar vinmarker tilplantet med Merlot, Cabernet Franc og Cabernet Sauvignon. Den årlige produktion er på omkring 82 tønder eller ca. 8.200 kasser vin.

Vinen her er også lavet på 85% Merlot, 12% Cabernet Franc og 3% Cabernet Sauvignon.

Duftmæssigt lyse frugter, jord, kælder, svag mulle duft … røg, kaffe … med andre ord ganske klassiske noter af Bordeaux. Smagen er let og frisk, der er røde frugter, eg, let syre, meget venlig og elegant, tanninerne er godt integreret i syren og meget frugtrig.

Købt i Vinspecialisten, pris 90 kr.

Rating 4/7 

2009 Viñas del Cenit, Cenit, Tierra del Vino de Zamora, Spanien

Vinaftenens sidste vin havde Jan med. Det var denne Cenit … fra Bodegas Viñas del Cenit, et lille vinhus, som ligger i den lille landsby Villanueva de Campeán på grænsen til naboregionen Toro. Appellationen (DO) er forholdsvis ukendt … jeg havde ikke smagt noget derfra før, men hedder Tierra del Vino de Zamora og ligger i Castilla y León.

Zamora strækker sig over den sydøstlige del af Zamoraprovinsen samt den nordlige del af Salamancaprovinsen. Området gennemskæres af Duero floden samt den gamle romerske sølvvej Vía de Plata.

Det var romerne, der i sin tid indførte vindyrkning i området og sidenhen har vindyrkning haft stor betydning for området. Især i de landlige zoner har den haft stor betydning for økonomien. Fra middelalderen og frem til det 20. århundrede var vin stort set det eneste, der blev dyrket i området.

Sidenhen ramte vinpesten phylloxera, hvor Zamora dog ikke var blandt de hårdest ramte områder. Bodegas Viñas del Cenit råder da også over nogle af områdets ældste vinstokke, der overlevede vinpesten i slutningen af 1800-tallet.

Mange af stokkene hos vinhuset er derfor mellem 80 og 180 år gamle, hvilket danner grundlag for nogle imponerende vine. Grundet mange nyplantninger de senere år er gennemsnitsalderen på vinstokkene 35 år, hvormed grundlaget for de næste mange års produktion allerede er eksisterer.

Vinhuset råder over hundredevis af små vinmarker, der er tilplantet med nye og gamle Tempranillo vinstokke. Samlet råder vinhuset over 44 hektar vinmarker.

Bodegas Viñas del Cenit er grundlagt i 2003 og ejes i dag af det store spanske selskab Corporación Inveravante, som igen ejes af den spanske milliardær Manuel Jove Capellán, som tjente hans formue ved salget af selskabet Fadesa Inmobiliaria, som Manuel havde stiftet i 1970’erne. Han fik ikke mindre end 2,8 milliarder euro for hans andel af Fadesa, så der er vist penge til lidt af hvert … herunder også investering i vingårde.

Siden 2003 har ønologen Almudena Alberca stået i spidsen for produktionen af vin hos Bodegas Viñas del Cenit. Almudena er uddannet i Palencia, hvorefter hun søgte mod New Zealand for at opnå erfaring inden for fremstilling af vin. Efter nogle år besluttede hun dog at vende tilbage til de spanske rødder og endte hos Viñas del Cenit.

Hun laver samlet 4 vine … nemlig Cénit VDC, Vía Cénit, Venta Mazarrón og så denne topvin Cénit. For Almudena er det en fornøjelse at arbejde med det store potentiale, som de gamle vinstokke giver. Og vinene har fået flotte ord og bedømmelser med på vejen, bl.a. fra Robert Parker. Således har 2008 årgangen af Cenit opnået 94 point fra Robert Parker, mens 2009 årgangen – som vi har her – er vurderet til imponerende 98 point i Robert Parkers Wine Advocate.

Cénit er lavet på 100 % Tempranillo fra 120-180 år gamle stokke. Lagret 19 måneder på franske egetræsfade.

Duftmæssigt masser af frugt, mørke bær, blommer, figner sammen med brændte toner, fade, kælder, bacon, lys chokolade og krydret våd hundesnude. Ganske kompleks næse i den kraftige afdeling og tonsvis af direkte frugt. Smagen er intens mørke bær, solbær og generelt blød, blid med et flot lethed. Men, men … også en voldsom tørhed, let peber samt en smule sødme. Kompleks, elegant og kraftfuld.

Hvem medbragte vinen: Jan

Forhandles hos D’Wine, hvor prisen er 599 kr.

Rating 6/7 

2009 Guerrieri-Rizzardi, Clos Roareti Veronese, Veneto, Italien

Ved byen Bardolino … lige ved Gardasøen finder vi vinhuset Azienda Agricola Guerrieri-Rizzardi. Det er et vinhus, som specielt er kendt for deres Amarone vine, og det var fra dette hus, at Paul havde medbragt vinen Clos Roareti Veronese som sin anden vin denne aften.

Vinhuset er ejet af Rizzardi-familien, som har boet i det gamle hus i Bardolino siden 1450, og i dag sidder Guerrieri-Rizzardi på en stor del af de allerbedste og mest eftertragtede vinmarker i Soave, Valpolicella, Valdadige og Bardolino.

Markerne i Bardolino har Guerrieri-Rizzardi ejet siden 1450, mens markerne i Valpolicella er købt i 1670 og markerne i Soave i 1970. Samlet ejer familien 82 hektar vinmarker.

Siden 1998 har det været Giuseppe Rizzardi, som har stået for driften af vinhuset. Og lige siden har vinene i det 200 år gamle familiefirma gennemgået en nærmest revolutionerende kvalitetsfremgang. Giuseppe Guerrieri-Rizzardis filosofi er en kombination af oprindelighed og moderne vinifikation. Vinene skal fortsat smage af de lokale druer, og karakteren vil ikke ændre sig til alkoholrige vine med fokus på frugt frem for karakter.

Al vin høstes som noget helt specielt for Veneto udelukkende fra egne marker, så man personligt kan kontrollere ethvert trin i processen. Man tilstræber økologisk vindyrkning og anvender afklippet græs til gødning.

Denne Clos Roareti Veronese er en IGT vin, lidt speciel for området … nemlig udelukkende lavet på Merlot. Druerne kommer fra vinmarken Rovereti, som ligger i Negrar, Valpolicella. Clos Roareti er en Cru-mark, afgrænset af en 100 år gammel mur. Grundet den meget jern- og lerholdige jord og det beskyttede mikroklima har Giuseppe Rizzardi valgt at gå bort fra de traditionelle druesorter og i stedet tilplante størstedelen af marken med Merlot.

Vinen er lavet første gang i 2004 og er lavet med traditionel vinificering, hvor den alkoholiske gæring finder sted ved 25–30 grader på rustfrie ståltanke. Efterfølgende lagres vinen i 12 måneder på barriques, heraf 33% fade.

Det var en vin, som jeg havde det svært med denne aften. Kan ikke sige hvorfor … har faktisk selv deres topvin Calcarole Amarone Valpolicella liggende i køleskabet. Duften er meget sød med vingummi, rågummi, brændte toner, søde krydderier, en lidt gæret lugt, våd karklud, babybræk (på den gode måde) … men samlet lidt speciel.

Smagen er sødme med mørke frugter … solbær, modne kirsebær. Er ganske blød og behagelig, men sødmen og den lidt anderledes duft trækker ned i min bog. Men sjov at prøve Merlot fra Veneto … ka’ ikke huske, at jeg har smagt det før.

Hvem medbragte vinen: Paul

Forhandles hos Vinspecialisten, pris 200 kr.

Rating 3,5/7 

2008 Le Macchiole, Paleo, Toscana, Italien

Mit næste bidrag blev en italiener … selvfølgelig, og fra ét af mine favoritområder, nemlig Bolgheri i Toscana. Det er vinen Paleo … en ren Cabernet Franc vin … fra vinhuset La Macchiole. Jeg har haft vinen liggende i køleskabet nogle år, men følte at det nu var tid at få flasken proppet op … og det blev den så.

Azienda Agricola Le Macchiole ligger en kilomters penge syd for byen Bolgheri, som ligger ca. 60 km. vest for Siena, og få hundrede meter fra en anden spændende vingård, nemlig Tenuta dell’Ornellaia.

Le Macchiole er etableret i slutningen af 1980’erne af Eugenio Campolmi, som ønskede en tilværelse i harmoni med naturen, og valgte at slå sig ned som vinbonde. Han startede med at købe lidt land i Bolgheri, og havde en vision om at lave spændende vine.

Han valgte modsat mange andre lokale vinbønder af dyrke de franske druesorter Merlot, Cabernet Franc og Syrah, som han mente ville udtrykke områdets terroirs i Bolgheri bedst.

Efter i nogle år at have arbejdet for sig selv med hjælp fra et par venner, mødte han sent i 1990 den dengang ukendte unge ønolog Luca d’Attoma. Denne blev ansat som konsulent fra starten af 1991, og dermed startede et nært samarbejde, der skulle gøre ejendommen og dens vine verdenskendte.

Efter en række opsigtsvækkende vine fulgte i 1997 en sensationel version af Merlotvinen Messorio, som hørte og hører til de største vine, som Toscana har frembragt. Siden har Le Macchiole’s vine været velkendte og eftertragtede af vinkendere over hele kloden.

Det kom som et chok, da Eugenio Campolmi døde i 2002 bare 40 år gammel. Ejendommens fremtid var usikker, men heldigvis besluttede Eugenio’s kone, Cinzia Merli, og vinmageren Luca d’Attoma at føre Eugenios drøm videre. Efter udfordrende årgange i 2002 og 2003 har de været velsignet med fremragende år siden, startende med en usædvanlig vellykkede vine fra årgangene 2004 og 2005.

Le Macchiole har dermed for alvor fundet tilbage den storform, der gjorde ejendommen berømt, og samtidig har videreudviklingen af huset og dets vine betydet, at sortimentet nu fremstår mere helstøbt end nogensinde før. I 2008 blev Cinzia og Luca også belønnet for deres indsats, da Le Macchiole, Messorio fik en score på 100 i Wine Spectator.

I vinmarkerne, som er tilplantet med en ekstrem tæthed på 10.000 planter/hektar, foregår alt arbejde økologisk og udelukkende ved håndarbejde. De frugtige jordbunde med sand og ler med små kalksten er perfekte til druesorterne Merlot, Syrah og Cabernet.

På Le Macchiole er sidstnævnte Cabernet Franc og ikke Sauvignon, som på naboejendommene i området. Le Macchiole er begejstrede for Cabernet Franc’s trivsel i markerne, og resultaterne har været så overbevisende, at alle Cabernet Sauvignon-stokke er blevet ompodet til Cabernet Franc!

Le Macchiole fokuserer meget på enkeltdrue-vine. Paleo er 100% Cabernet Franc, Scrio er 100% Syrah og Messorio er 100% Merlot. Disse tre er husets topvine. Derudover laver man en Bolgheri Rosso, som på vidunderlig vis gengiver Bolgheri-områdets karakter, jordbund og smagsmæssige udtryk. Denne vin viser samtidig, hvor forskellig Bolgheri’s karakter er fra Chianti-områdets, som de fleste forbinder med toscanske vine.

Denne Paleo … eller rettere Paleo Rosso, for vinen laves faktisk også i en hvid udgave Paleo Bianco på Sauvignon Blanc og Chardonnay … er husets topvin på ren Cabernet Franc. Druerne kommer fra markerne Puntone tilplantet i 1993, Casa Nuova tilplantet i 1998, Vignone tilplantet i 1999 og endelig Madonnina, som er tilplantet i 2002.

Vinen er lavet første gang i 1989 og lavet med en macerationstid på 20 dage, hvorefter vinen lagrer 14 måneder på barriques, primært nye fade … 25% af fadene er brugt én gang tidligere. Denne årgang 2008 har fået 95+ point af International Wine Cellar og 93 Parker point.

Duftmæssigt afslører vinen en tosidet dimension, nemlig én med power og kraft, solbær, modne kirsebær, mørkristede kaffebønner, krydderier, jord og vanilje … og så en anden og slankere side med grønne toner, mineraler, teblade og måske også hindbær og jordbær. Det er noget typisk italiensk … og så alligevel ikke. I munden er vinen blid, blød … men absolut powerfuld. Der er flot renhed, grønne toner, blide tanniner, som er godt integreret. Der er tørhed, meget frugt, krydderier og syre. Frugt og syre i ét … dejlig vin. Kan gode lide, at vinen har den italienske syre/stramhed og så også godt med power … og at det overordnet leveres på en elegant måde.

Hvem medbragte vinen: Ulrik

Forhandles flere steder, Atomwine og Thorkilds Vinhandel, pris 499 kr.

Rating 6/7