Kategoriarkiv: Vinanmeldelser

2008 Paringa Estate, Estate Pinot Noir, Victoria, Australien

2008 Paringa Estate, Estate Pinot Noir, Victoria, AustralienJan stod også for den næste vin, en Estate Pinot Noir fra vinhuset Paringa Estate i Victoria. Victoria er nok den mest spændende vinregion i Australien.

Det er i hvert fald langt den mest varierede, da man her producerer stort set alle vintyper med stort held. Victoria dækker over et kæmpe område i den sydøstlige del af Australien med Melbourne, som det bedst kendte pejlemærke.

Et af de nyeste og mest forfriskende vinområder i Victoria er halvøen Mornington Peninsula, der ligger syd for Melbourne. Den lille Mornington halvø er under stor indflydelse af det maritime klima og området er klart det mest kølige i Australien.

Mornington Peninsula er en sand oase for dyrkning af alskens afgrøder og byder samtidig på natur i særklasse. Det er derfor intet under, at halvøen er under konstant belejring af millioner af turister, der på bare en lille time kan komme hertil fra Melbourne.

Morington Peninsula har været vinområde siden 1886, men indtil slutningen af 1970’erne var vinmarkerne ret forsømte. I starten af 1980’erne opdagede en lille gruppe pionerer, at området bød på uanede muligheder, og siden er udviklingen gået stærkt.

Heldigvis umuliggør den trange plads, at området ødelægges af alt for store og industrialiserede vinmastodonters indtog. Pionerånden er stadig drivkraften for de fleste. Der ligger i dag ca. 40 vingårde i området, og stort set alle har en meget beskeden produktion.

Det kølige klima på Mornington Peninsula favoriserer dyrkning af Pinot Noir, Chardonnay og Riesling, der trives bedst under ikke alt for varme og tørre himmelstrøg. Her laves da også Australiens i særklasse bedste vine på netop disse druer fra vinmarker plantet i de skønne bakker hævet 250 meter over havet.

Morningtons overskyggende stjerne er Paringa Estate. Gennem årene har Paringa Estate været en af landets mest hæderkronede vingårde, og det var derfor en meget velfortjent og naturlig konsekvens, at Paringa Estate blev kåret til Australiens bedste vinproducent i 2007 af selveste James Halliday – Australiens vinguru nr. 1.

Paringa Estate er grundlagt i 1984 af Lindsay og Margaret McCall. En tidligere frugt plantage midt på halvøen blev gradvist omplantet til vinmarker, og siden har ægteparret opført vineri og kældre midt i mellem vinstokkene. Første årgang var 1988, og allerede fra starten var vinene samleobjekter for australske vinfans. Produktionen var dog dengang (og som nu) alt for lille til at kunne klare den enorme efterspørgsel.

Derfor eksporteres vinene fra Paringa Estate stort set ikke, men sælges derimod ved stalddøren eller på mailinglister. Stilmæssigt minder vinene fra Paringa Estate om de europæiske forbilleder fra Bourgogne, Rhône og Alsace.

Udvalget af vine fra Paringa Estate er inddelt i 3 serier. Indledningsvis finder man Paringa ”Peninsula”, hvortil druerne høstes fra lejede vinmarker. Peninsulavinene er frugtdrevne, delikate og generelt meget umiddelbare.

I Peninsula ”Estate” serien finder man de vine, Paringa er blevet verdenskendt for. Druerne kommer udelukkende fra egne vinmarker omkring Red Hill South. ”Top-of –the-pop” er Paringa Reserve.

Disse vine laves kun i de bedst tænkelige årgange, og indtil videre kun for Pinot Noir og Shiraz. Hvis årgangen er god nok, udvælges de bedste fade, hvorefter blandingen foretages. Reservevinene er meget sjældne og blandt Australiens mest elskede kultvine.

Vinen her er fra vinhuset mellemserie, Estate serien. I glasset er der duft af Pinot Noir, men i en lidt strammere fortolkning end Pinot Noir normalt findes i både Australien eller New Zealand, og det gjorde da også, at mit gæt på oprindelsesland havnede på Frankrig, for stramheden er meget lig Bourgogne.

Der er klart masser af grønne noter og grannåle i duften. Smagen er også meget ren, rank og kølig, sure kirsebær og masser af mineralitet og tannin. Spændende vin.

Hvem medbragte vinen: Jan

Købt hos Sigurd Müller Vin til 400 kr.

Rating  5,5/7 

2008 Bodegas Chivite, Colección 125 Chardonnay, Navarra, Spanien

2008 Bodegas Chivite, Colección 125 Chardonnay, Narvarra, SpanienFørste vin … traditionen tro en hvidvin var denne Colección 125 Chardonnay fra vinhuset Bodegas Chivite. Chivite ligger i Narvarra området, hvor der altid er produceret vine af høj kvalitet, men i særdeleshed hos Chivite, som er én af områdets mest berømte pionerer. Chivite familien kan faktisk spore sine aner helt tilbage til 1647.

I dag er det 10. Generation af familien, nemlig Fernando Chivite, der sørger for at firmaet føres videre som Navarras flagskib, og som et af de mest prestigefyldte vinfirmaer i Spanien. Fernando har sin uddannelsesmæssige baggrund i orden, da han har taget de bedste diplomuddannelser Tyskland og Frankrig kan byde på.

Den respekt Chivite i dag høster for sine vine, kan man imidlertid takke firmaets forrige leder Julián Chivite for. Det var nemlig ham der stod for beplantningen af de franske druesorter Merlot, Cabernet Sauvignon og Chardonnay, der i dag danner grundmaterialet til firmaets fantastiske vine. Der eksperimenteres dog også med de spanske druer Tempranillo og Garnacha, ligesom der konstant afprøves nye vinifikationsteknikker for at optimere vinfremstillingen.

Chivites nye vingård Señorio de Arinzano er en af de flotteste og mest spektakulære moderne bodegaer i Spanien. Vinene er samtidigt blandt Spaniens absolut bedste. Top-vinene fra Chivite er Colleccion 125, der blandt andet tæller Spaniens bedste hvidvin lavet på 1. klasses Chardonnaydruer og det er netop denne vin, som Jan havde valgt, at vi skulle starte denne vinaften med.

Duftmæssigt har jeg noteret toner af abrikos, citrus, pærer, honning, smør og fin friskhed i næsen. Smagsmæssigt lidt fedme … ikke meget, men en fin hentydning af fedme, men ellers også stor syre og friskhed. En super dejlig frisk vin. God start.

Hvem medbragte vinen: Jan

Købt hos Sigurd Müller til 225 kr.

Vinanmeldelse 5/7 

2003 Rocca delle Macie, Chianti Classico Riserva, Toscana, Italien

2003 Rocca delle Macie, Chianti Classico Riserva, Toscana, ItalienMed sidste vin fra torsdagens bestyrelsesmøde røg vi en tur til det dejlige Toscana.

Vi er hos vingården Rocca delle Macie i Castellina i hjertet af Chianti. Rocca delle Macie blev etableret i 1973, da Italo Zingarelli – som var filmproducent og bl.a. stod bag den populære filmserie Trinity med duoen Bud Spencer og Terence Hill (herunder They Call Me Trinity og Trinity Is Still My Name) – besluttede at realisere sin livslange drøm ved at erhverve “Le Macie” ejendommen for at skabe en vingård i hjertet af Chianti Classico-zonen. Vingården havde dengang 85 hektar jord, men alene 2 hektar var vinmarker.

I dag er Italos børn Sergio, Fabio, Sandra, Giulia og Andrea også inddraget i vinproduktionen. Og vingården er også vokset og udgør i dag mere end 600 hektar, hvoraf 200 hektar er vinmarker og 80 hektar anvendes som olivenlunde, opdelt på tværs af virksomhedens seks godser: Le Macie, Sant’Alfonso, Fizzano, Tavolelle, Campomaccione samt Casamaria.

Der produceres 5 hvide vine, en rosé og 12 forskellige rødvine på Rocca della Macie, hvoraf denne Chianti Classico Riserva er én af vinene. Vinen er selvfølgelig lavet på Sangiovese med en smule Cabernet Sauvignon og Merlot tilsat, og den har lagret på egetræsfade i omkring 2 år, hvorefter den har lagret på flaske i yderligere 3 måneder.

En lidt sjov ting med Rocca della Macie er, at de udover anbefaling af, hvilken mad der passer til vinen, også anbefaler hvilken musik der bør høres, når vinen skal indtages. Denne vin går tilsyneladende godt sammen med oksemørbrad stegt med aromatiske urter tilsat “All along the Watchtowers” med Jimi Hendrix. Nice.

Lad os smage vinen. Fin syrlighed med kirsebær i næsen, der er lidt yoghurt, lidt vanilje og meget animalsk i duften, og det lovergodt. Smagsmæssigt er vinen også fin mineralsk, ren frugt … kirsebær, lyserøde bær, granatæbler, og god syre og tannin. Fin repræsentant for Chianti, og et fint punktum for bestyrelsesmødet. Winespectator gav vinen 85 point i årgang 2003.

Ikke fundet en dansk forhandler, men vil gætte på en pris omkring 125 kr.

Vinanmeldelse 4,5/7 

2009 Cono Sur Vineyards & Winery, 20 Barrels Syrah, Colchagua Valley, Chile

2009 Cono Sur Vineyards & Winery, 20 Barrels Syrah, Colchagua Valley, ChileNæste vin til bestyrelsesmødet i torsdag var denne 20 Barrels Syrah fra Cono Sur Vineyards & Winery i Chile.

Cono Sur Vineyards & Winery er et relativ ung vinhus, og det har haft en kolosal succes i Chile. Det er grundlagt i 1993, og har de de sidste 20 år nået at blive én af top 3 vingårdene i Chile. Kvaliteten er en af grunden for deres succes og en stor del af vinmarkerne bliver økologisk behandlet. Dermed er vingården en af de første i Chile med økologisk produktion.

Husets vinmarker er beliggende i Colchagua Valley og Valle Central. Forskellige lag af mikroklimaer gør det muligt at beplante med et bred spektrum af druesorter. Ved siden af Merlot og Cabernet Sauvignon har Pinot Noir og Carmenere stor succes. Også Chardonnay dyrkes der på husets vinmarker.

20 Barrels serie er en topserie fra Cono Sur, og det blev skabt i 1996, da Cono Sur ønskede at lave en serie af super vine. De startede med Pinot Noir og udvalgte 20 fade til dette – deraf navnet ”20 barrels”. Siden er denne serie udvidet med flere vine, heriblandt Syrah og Chardonnay, og her har vi netop vinen baseret på Syrah.

Duftmæssigt masser af sol, der mørkerøde frugter, solbær, vanilje og lidt jord. Smagsmæssigt solbær, chokolade, lidt peber og en smule andre krydderier. En fyldig og varm vin, og ganske behagelig.

Fås i SuperBest kæden, hvor tilbudsprisen normalt ligger omkring 89,95 kr.

Vinanmeldelse 4,5/7  

2004 Château Croizet-Bages, Pauillac 5. Cru Classé, Bordeaux, Frankrig

2004 Château Croizet-Bages, Pauillac 5. Cru Classé, Bordeaux, FrankrigMed Bernts forkærlighed for Bordeaux skulle der selvfølgelig mere af dette på bordet, og det blev denne 2004 Pauillac fra Château Croizet-Bages, et vinslot  klassificeret som 5. Cru Classe efter den berømte 1855 klassifikation på Médoc halvøen.

Pauillac er uden tvivl et af verdens mest kendte vindistrikter i verden med slotte som Latour, Mouton-Rothschild og Lafite-Rothschild. Disse vine er dog næsten ikke til at betale mere, så derfor er Croizet-Bages et skole eksempel på en super Pauillac til prisen.

Der er tale om en 22 hektar stor ejendom, som årligt producerer 9.500 kasser vin på de 30 år gamle vinstokke. Vinen ligner ikke helt naboerne Château Lynch-Bages og Château Grand-Puy-Lacoste, men er mere afdæmpet og har en mindre gennemtrængende frugt. 40 % af druerne er Cabernet Sauvignon, 30 % er Merlot og de sidste 30 % er Cabernet Franc. Efter 12 til 18 måneder tappes vinen fra egetræsfadene over på flaske.

Duftmæssigt lidt blæk, urter, tobak og træ, men ellers en smule neutral. Smagen er røde og mørke bær, og der er en fin kombinationen af blød frugt og tannin, som komplementerer hinanden. Også meget ren i eftersmagen.

Fås hos Erik Sørensen Vinhandel, hvor prisen pt. udgør 369,95 kr. for en årgang 2006. Vinen kan nogle gange findes på tilbud til omkring 150 kr. Jeg har én liggende i en årgang 2007, som vistnok er købt i Føtex.

Vinanmeldelse 4,5/7  

1994 Raimat, Mas Castell Cabernet Sauvignon, Costers del Segre, Spanien

1994 Raimat, Mas Castell Cabernet Sauvignon, Costers del Segre, SpanienMed næste vin røg vi en tur til Spanien, nærmere bestemt til vinhuset Raimat, som ligger i den lille by med samme navn i Costers del Segre. Oprindeligt var det nærmest en ørken, da Don Manuel Raventós Domenech i 1914 besluttede at købe området, hvor han ville skabe en vin, som kunne måle sig med de allerbedste vine i verden. Man havde dyrket vin i området gennem århundreder, men man var imidlertid holdt op med det, og efterhånden var området forvandlet til en tør ørken under en brændende sol.

Don Manuel Raventós Domenech ejede i forvejen cava-firmaet Codorníu, og han købte ikke mindre end 3.200 hektar jord omkring en gammel borg.

Det virkede hovedløst, og alle fagfolk rystede på hovedet og anså det for en umulighed, men Don Manuel vidste, at den spanske stat var gået i gang med en kanal, der skulle føre vand ned fra Pyrenæerne, så Don Manuel byggede med det samme en bodega.

Han anlagde faktisk en hel by – naturligvis først kirken, derefter jernbanestation og skole, en sportsplads og 200 huse. Og da vandet kom, brugte han det til overrisling og til at afkøle bodegaens tage på varme dage.

Han navngav ejendommen og byen Raimat, der på catalansk betyder “drue” (raïm) og “hånd” (mà). Et symbol på to uadskillelige faktorer, når man skal frembringe vin – druefrugten og det menneskelige håndværk. I dag ligger Raimats frugthaver og vinmarker som en oase i ørkenen, og fra den store bodega kommer der dejlige vine.

Raimat er i dag også et af Europa’s mest innovative vinhuse, som igennem en årrække har arbejdet med ”sustainable vitticulture”, det vil sige at de fremstiller vin i samarbejde med naturen og ikke imod naturen.

Sprøjtning anvendes kun i begrænset omfang, hvilket giver insekter gode muligheder for at opretholde en naturlig økobalance. Vinmager på vinhuset er Miguel A. Gurpide Ibarrola.

Lad os smage denne sag fra 1994 … en næsten 20 år gammel vin. Duftmæssig en sand oplevelse, der er kostald og en næsten Pinot-agtig duft med sødme. Umiddelbart svært at gætte, at det er en vin på Cabernet Sauvignon.

Smagsmæssigt også en meget let vin, elegant med masser af kirsebær, let krydret og fin tannin … delikat og let, og bestemt en meget fin vin … stor finesse og elegance. Hmmmm, rigtigt godt. Jeg er duperet.

Nogle Raimat vine fås hos Kjær Sommerfeldt, men denne er vistnok tidligere købt hos Sigurd Müller til omkring 185 kr.

Vinanmeldelse 6/7

2010 Viña Santa Rita, Medalla Real 1987 Retro Edition, Maipo Valley, Chile

2010 Viña Santa Rita, Medalla Real 1987 Retro Edition, Maipo Valley, ChileNæste vin fra bestyrelsesmødet var denne Medalla Real 1987 Retro Edition fra det kendte vinhus Santa Rita i Chile.

Viña Santa Rita blev grundlagt i 1880. Chile har en gammel tradition inden for vinproduktion, hvori Santa Rita har spillet en afgørende og fremstående rolle i opstarten midt i det 19. århundrede. Santa Ritas vinkældre er de ældste i Chile, da de stammer tilbage til 1770. Viña Santa Rita er beliggende i Maipo dalen, der ligger mellem 32. og 33. breddegrad, hvilket er anset som værende blandt de bedste vinområder i verden.

Solen, jordbunden og de store temperaturforskelle mellem dag og nat (200) er nogle af hemmelighederne for Maipo dalen. Dette, i forening med den nyeste teknologi inden for vinproduktion, gør Santa Rita til en af de bedste vinproducenter i Sydamerika.

Der blev i 1993 indkøbt yderligere 900 hektar, som blev tilplantet med nye vinstokke – hovedsageligt Cabernet Sauvignon, Merlot og Chardonnay. Dermed råder Viña Santa Rita i dag over vinmarker i både Maipo dalen, Casablanca dalen, Maule dalen og Rapel dalen.

Viña Santa Rita har igennem hele dens historie vundet adskillige præmier og priser ved forskellige udstillinger og konkurrencer i hele verden. I dag fremstår Santa Rita som den største eksportør af fornemme chilenske vine til Europa og Amerika. Dette giver Santa Rita en anerkendelse, som absolut overgår nogle af de bedste vine fra Frankrig, Tyskland, Italien, USA og Australien.

Santa Rita er flere gange blevet udnævnt til “Value Brand of the Year” i Wine & Spirits Magazine – senest i 2010. Denne anerkendelse gives til vinfirmaer hvis produkter giver rigtig god kvalitet for pengene! Santa Rita er hele 10 gange blevet udnævnt til ”Winery of the Year” i det prestigefulde Wine & Spirits Magazine – senest i 2010.

Vinen her er lavet i anledning af, at det sidste år var 25 år siden, at Chile-vinen Medalla Real fra Santa Rita tog fusen på franskmændene ved verdens mest prestigefyldte konkurrence: World Wine Olympiad Gault-Millau i Paris.

Det var også startskuddet for Chiles succes på vinkortet. I anledning af 25-års jubilæet har vinhuset Santa Rita og AMKA i fællesskab lavet en særlig jubilæumsvin, specielt til det danske marked, og som kun er produceret i en begrænset mængde: Santa Rita Medalla Real 1987 Retro Edition, 2010 Cabernet Sauvignon.

Den er fremstillet af de fineste håndplukkede druer; 100% Cabernet Sauvignon, der kommer fra Viña Santa Ritas egne marker i Maipo dalen i Chile. Vinstokkene er plantet i 1970 og udbyttet er ca. 6.000 kg/hektar, hvilket giver en meget koncentreret drue og dermed en koncentreret vin. Vinen ligger på egetræsfade i 14 måneder.

Duftmæssig er der klart mere sol end de tidligere vine denne aften, der er ørken, tørhed, solbær, egetræ, kaktus, eucalyptus … meget indbydende. Smagsmæssigt stor fylde, frugt, solbær og varme, fint tanninbid og god balance mellem sødme og syre. Dejlig vin.

Købt i SuperBest til omkring 80 kr.

Vinanmeldelse 5/7 

2005 Château de Haux, Cuvée Exceptionnelle Grande Tradition, Bordeaux, Frankrig

2005 Château de Haux, Cuvée Exceptionnelle Grande Tradition, Bordeaux, FrankrigNæste vin til torsdagens bestyrelsesmøde var denne  Cuvée Exceptionelle Grande Tradition fra det danskejede Château de Haux. Slottet ligger i det smukke Premières Côtes de Bordeaux 25 km sydøst for selve Bordeaux by. Landskabet er bakket, dækket af skove med små vandløb og marker beplantet med vinstokke i snorlige rækker. Her produceres røde og hvide kvalitetsvine samt den helt særegne Clairet (rosé).

Ejendommens historie kan føres tilbage til middelalderen, hvor den som én af de befæstede gårde var del af en ring af ydre fæstningsværker til beskyttelse af Bordeaux by. En del af den oprindelige mur omkring slottet er bevaret intakt.

Slottet og en del af driftsbygningerne stammer fra midten af 1800-tallet, hvor slottet ejedes af oberst Alfred Lamey, adjudant hos Kejser Napoléon III. Obersten boede med sin familie på slottet, der dannede rammen om et virksomt liv med produktion af vine, som var kendt og værdsat over hele Frankrig.

I sidste århundrede skiftede ejendommen ejer flere gange for i 1985 at blive købt af Aktieselskabet Franske Vingårde i København, og i alt er der i dag ca. 14.000 aktionærer. Slottes ledes af brødrene Peter og Flemming Jørgensen, som begge har lang erfaring i produktion og handel med vin. Der ejes i dag 70 hektar vinmarker, hvilket giver 300 km. rækker med vinstokke og en produktion på knap 0,5 mio. flasker vin årligt.

Vinen her, Cuvée Exceptionelle Grande Tradition, er lavet for at hylde 140 års vinudvikling på slottet, og den er indtil nu alene lavet i årgang 2005, som var en speciel god årgang på Château de Haux. Der er alene lavet 398 kasser af vinen, som har ligget på gården siden produktionen, smagt hvert år og udgivet nu, hvor den vurderes at være helt på toppen.

Duftmæssigt klare signaler om vin fra Bordeaux, der er lidt jord, kælder, lidt nødder og røde bær. Smagsmæssigt en vin med masser af elegance, mineralitet og med tanniner, som fylder munden og giver en behagelig eftersmag. Vi gættede alle, at der var tale om en Bordeaux vin.

Købt via Château de Haux, pris ukendt, formentlig omkring 150 kr.

Vinanmeldelse 4,5/7 

2006 Hua Xia Winery, Great Wall Cabernet Sauvignon Huaxia Reserve, Hebei, Kina

2006 Hua Xia Winery, Great Wall Cabernet Sauvignon Huaxia Reserve, Hebei, KinaSå skete det igen. Der dukkede atter en kineservin op, nemlig til bestyrelsesmøde i Randers Vinlaugh, hvor Bernt serverede denne spændende vin, som hans kone havde hjembragt fra Østen. Vinen kom behørigt i flot trækasse, og flasken er samtidig også sandblæst for at give et lidt autentisk look. Vinen blev selvfølgelig serveret blindt, og så skulle vi gætte oprindelseslandet. Mission Imposible.

Jeg har tidligere her på bloggen anmeldt en vin fra Kina, nemlig en 2008 Domaine Helan Mountain, Chardonnay fra Ningxia i Kina, og dengang blev jeg – ligesom nu – meget overrasket over den fornuftige kvalitet.

Vi er med Great Wall Cabernet Sauvignon Huaxia Reserve i Hebei-provinsen, som ligger i den nordøstlige del af Kina. Mod vest grænser området op til Taihang bjergene og mod øst Kinas nordlige kystlinje omkring Bohai-bugten. Den eneste årsag til, at man måske før skulle have hørt om Hebei, kan skyldes det faktum, at det er den provins, som ligger tættest millionbyen Beijing. Derudover er Hebei-provinsen er kendt for Shanhaiguan passet, som markerer den østlige ende af den Kinesiske Mur … The Great Wall.

I Hebei-provinsen i byen Cangli ligger Huaxia Winery. Det er den tredje største producent af vin i Kina målt på volumen. Hua Xia Winery er et datterselskab af COFCO, det kinesiske, nationale korn-, olie og levnedsmiddelselskab, og det er grundlagt i 1988 efter 9 års eksperimenter med vinfremstilling efter franske normer. På Hua Xia hjemmeside står der endda også stolt;

“Gud velsigner Bordeaux med fornem rødvin, men vi deler solskin, jord og gode årgange. Ingen afstand, men slægtskabeet mellem udsøgte vine. Den ægte duft af Bordeaux. Den naturlige duft af Kina. Huaxia Great Wall  Rød. Lavet langs 40 grader nordlig bredde. Helt autentisk.”

Og som med så mange andre ting i Kina, så er dette vineri også en stor historie. Produktionslokalerne er på ikke mindre end 86.000 kvadratmeter, og deres aftapningslinje har en kapacitet til at producere 10.000 flasker vin i timen. I kælderen er der plads til 5.000 tønder, og vinpressen håndterer årligt omkring 50.000 tons druer. Dermed er dette tredje største vineri i Kina på størrelse med nogle af Amerikas største enkeltstående producenter af vin.

I glasset ser vinen nu også meget normal ud, ikke noget mærkeligt der. Der er nogle uvante navne og nogle kinesiske tegn på etiketten, men ellers ganske normalt. Duftmæssigt har jeg noteret lidt stald, våd hund, sødme, kirsebær samt en anelse karry !!!! Lyder måske lidt besynderligt, men jeg er nu rimelig sikker i min sag. Smagsmæssigt fin ren frugt, bider lidt af mig og er lidt skarp i kanterne, men ellers uden synderlig tannin. Smager ganske okay, selvom det ikke er nogen stor vin.

Købt i Kina … pris ukendt.

Vinanmeldelse 3,5/7 

2006 Vinchio-Vaglio Serra, Barbera d’Asti Superiore Nizza Laudana, Piemonte, Italien

2006 Vinchio-Vaglio Serra, Barbera d'Asti Superiore Nizza Laudana, Piemonte, ItalienMed næste vin røg vi en tur til Italien, nærmere bestemt til kooperativet Vinchio-Vaglio Serra, som ligger imellem de to byer Vinchio og Vaglio Serra i Piemonte i Norditalien. Kooperativet har lavet kvalitetsvine til meget rimelige prisen siden 1959. Hvis man aldrig køber vin i  supermarkeder, er der næppe nogen klokker der ringer, når der bliver sagt Vinchio-Vaglio Serra. Omvendt betyder Danmark en hel del for Vinchio-Vaglio Serra, for danskerne er langt de største kunder på kooperativets eksportmarkeder.

Kooperativet blev som nævnt oprettet i 1959 og har i dag 180 medlemmer med tilsammen ca. 320 hektarer vinmarker. Kvaliteten af vinene varierer naturligvis, men ”I Tre Vescovi”, en Barbera d’Asti Superiore, kan man godt være bekendt at drikke til en delle, og det gælder i endnu højere grad for ”Vigne Vecchie”.

Imellem de to nævnte vine ligger denne Barbera d’Asti Superiore Nizza Laudana, hvor druerne leveres fra vingården Bricco Laudana. Vinen har lagret 18 måneder på egetræsfade, og selvfølgelig på 100% Barbera. I alt laves der omkring 49 forskellige vine på Vinchio-Vaglio Serra, en lang række bag-in-box samt flere grappaer.

Lad os smage på vinen. Duftmæssigt lidt speciel med tranebær, kirsebær, enebær, lidt kardemomme og gammel kælder. Smagsmæssigt er der bestemt røde frugter, men også lidt skarp og skæv i smagen. Bider lidt af mig …. hmmmmm.

Købt i Føtex, hvor prisen er omkring 65 kr.

Vinanmeldelse 2,5/7