2012 Weingut Stadt Klingenberg, Klingenberg Spätburgunder “R”, Franken, Tyskland

2012 Weingut Stadt Klingenberg, Klingenberg Spätburgunder "R", Franken, TysklandDann sind wir immer … hos Benedikt Baltes’ frankiske vinhus Weingut Stadt Klingenberg, og denne gang med en klingende Spätburgunder fra Benedikts Ortsweine “R” serie … en grumset og herlig vin.

Weingut Stadt Klingenberg holder til i Franken i det område, som fra gammel tid blev kaldt Churfranken, det måske bedste rødvinsområde i Franken. Det er i Mainland-Miltenberg området, og den gode vingut holder da også til i byen Klingenberg am Main omkring 8-10 kilometer nordvest for Miltenberg og vel omkring 50 kilometer vest for Würzburg.

Weingut Stadt Klingenberg er et gammelt vinhus, grundlagt helt tilbage i 1912. Det siges, at husets marker bl.a. leverede druer til Gustav II Adolf af Sverige yndlingsvin under af hans erobringstogt i Franken omkring 1631. Det var dengang den svenske konge i trediveårskrigen indtog Würzburg Slot.

Vinhuset ejes af drives af den unge Benedikt Baltes, som overtog Weingut Stadt Klingenberg i 2010 i forbindelse med en privatisering af vingården.

Benedikt kom selv fra Ahr … eller helt præcis Mayschoß, hvor hans forældre også var indenfor vinbranchen. Benedikt gik i lære som vinmager hos brødrene Marc og Frank Adeneuer på Weingut J.J. Adeneuer i Ahrweiler … et vinhus, som vi tidligere har stiftet bekendtskab med her på bloggen.

Derudover har Benedikt Baltes været på praktikophold hos Weingut Juris i Gols, Burgenland … både vingården i Østrig og deres Juris Villa i Ungarn. Ja, det er lige præcis det vinhus, som jeg tidligere har skrevet om og var helt oppe at ringe over. Dengang smagte jeg husets ungarske Syrah Juris Villa, som jeg gav 6 fuldt fortjente Thumbs Up.

Nå, men det var vist et sidespring. Benedikt har derudover også arbejdet hos Weingut Keth i Rheinhessen, Herdade de Calada i Portugal og uddannet sig til ønolog i Bad Kreuznach i Nahe, inden han i 2010 købte det gamle, historiske og traditionsrige Weingut Stadt Klingenberg og begyndte at udleve sin drøm om at lave sine egne vine på netop Spätburgunder.

Nå ja, så er den gode Benedikt Baltes jo også kæreste med Julia Bertram, som jeg jo også har skrevet om her på bloggen en hel del gange og selv laver forrygende Spätburgunder.

På Weingut Stadt Klingenberg har Benedikt Baltes knap 13 hektar vinmarker, bl.a. parceller på Grosses Gewächs marken Schlossberg, en historisk og stejl skråning med terrasser, gamle vinstokke og en mangfoldig flora og fauna.

Denne mark har altid været grundlaget for de bedste kvalitetsvine, bl.a. på grund af vinstokkene, hvis rødder stikker over 10 meter dybt ned i jorden med røde sandsten og dermed sikrer en optimal vandforsyning hele året. Det giver flere mineraler i druerne og mere kompleksitet til vinene. Andre fremragende producenter som fx Paul Fürst fra Weingut Rudolf Fürst har også parceller på Schlossberg marken.

Benedikt Baltes’ vine er opdelt i klasserne Gutsweine, Ortsweine, Ortsweine “R” samt Großes Gewächs. I Ortsweine “R” serien er der 3 vine, nemlig denne Klingenberg Spätburgunder “R”, en Klingenberger Portugieser “R” samt vinen Großheubach Spätburgunder “R”.

Og det er – for at sige det mildt – en imponerende Spätburgunder, som i glasset er dejlig lys og grumset. Ikke filtreret på nogen måder… what-so-ever. Næsen er typisk sød animalsk hestestald, let sødme, hindbær, jordbær, ribs, lakrids, jord, champignon, tobak, urter, chokolade og røgede elementer samt  en stram kant med lidt let peber.

I munden er vinen langt mere blød og blid end de andre vine, som jeg har smagt fra Baltes … måske skyldes dette et år ekstra på alderen, for Benedikt anbefaler også, at hans vine gemmes lidt. Der er dog en ganske fin syre … nærmest elskelig, da den skaber en elegance og balance til de bløde, frugtrige og nøddeagtige elementer samt et mineralsk strejf. Blidt og forførende. Smukt.

Forhandles af  Extra Brut Vinimport, pris 260 kr.

Rating 6/7