2011 Cascina Ca’ Rossa, Roero Mompissano, Piemonte, Italien

2011 Cascina Ca’ Rossa, Roero Mompissano, Piemonte, ItalienEfter den velspillende kvartet af ultrapræcise, skarptslebne og forskelligartede Pinot Noir vine, så blev klaviatur nodepapiret skiftet helt ud. Nu skulle melodien have en anden lyd … nemlig med et nyt tema; en pind i øret – lidt om krigen mellem traditionalister og modernister.

Den kamp var henlagt til støvlelandet, Piemonte mod Toscana, Nebbiolo mod Sangiovese og traditionalister mod modernister. Og den første vin i den svedfyldte armlægning var denne Roero Mompissano fra vinhuset Azienda Agricola Cascina Ca’Rossa.

Vinhuset Cascina Ca’ Rossa drives i dag af Angelo Ferrio, men vingården ved byen Canale d’Alba blev oprindeligt købt af Angelos fader Alfonso Ferrio i 1967, men sidst i 60’erne var det hårde tider, så produktionen på gården bestod udover avlen af druer også af frugttræer samt lidt køer.

Alle druerne blev solgt bulk til det lokale kooperaitiv, og det var først da Angelo i 1995 hjemvendte fra militærtjeneste og overtog driften efter faderen, at familien begyndte at lave egne vine af druerne fra deres vinmarker.

I løbet af de følgende år opkøbte Angelo også yderligere marker, bl.a. husets bedste mark Audinaggio i Valmaggiore di Vezza d’Alba. En særdeles stejl vinmark, hvor alt skal klares med håndkraft … og endda kræver sin mand, en portion stolthed, jernvilje og mod. Og det beskriver måske meget godt Cascina Ca’ Rossa … flid og klassisk håndværk.

Azienda Agricola Cascina Ca’Rossa har i alt 13 hektar vinmarker, som Angelo siden 2014 har passet sammen med sønnen Stefano. Sammen laver far og søn omkring 65.000 flasker vin årligt, hvilket er fordelt på 8 forskellige vine, hvoraf denne Roero Mompissano således er én af dem. Alle markerne drives i dag økologisk.

Roero Mompissano er selvfølgelig en ren Nebbiolo vin, og druerne kommer fra en skråning på adressen Via Mompissano i den nordlige del af Canale d’Alba, hvor jordbunden består af megen kalk og ler. Vinen er produceret fuldkommen klassisk og er selvfølgelig lagret på store 30 hektoliter slovenske egefade i 30 måneder for derefter at lagre yderligere 4 måneder i flasken.

Og den har sgu alle traditionernes tyngde på skuldrene … men bærer dem med ynde og udbasunerer dem med stor overbevisning. Der er nemlig læder, bark, lyse blommer, kirsebær, tobak, lette rosiner, balsamisk eddike, karameller, mandler, roser, parfume … men det virker alt sammen rundt, blidt og blødt. Fabelagtig næse.

I munden er der frugt, nerve … tanninerne ikke så stramme og barske som klassisk Barolo, men absolut til stede. Tørheden er dog enorm, så man får en nærmest udtørrende fornemmelse af garvesyre og tørstoffer i munden. Vinen nærmest skriger på mad, men smager bare super godt. Det kan jeg virkelig også godt li’ … hmmmmm.

Købt hos Vinpusheren, hvor normalprisen er 299 kr., men på tilbud denne aften til 199 kr.

Rating 6/7   

Skriv et svar