2010 Antiyal, Kuyen, Maipo Valley, Chile

Efter den vinøse rundtur på Castelbuono skifter vi lige scene … og springer til Chile med vinen Kuyen, som kommer fra det forholdsvis lille vinhus Antiyal.

Antiyal ligger i Maipo Valley og er grundlagt i 1996 af den chilenske vinmager Álvaro Espinoza, som var en af de ønologer, der genopdagede Carmenère druen i Chile, som jo ellers i mange år blev antaget for at være Merlot. Álvaro er søn af den gamle vinmager Mario Espinoza, og Álvaro studerede til ønolog langt førend landet fik succes med eksport af vin og før vinproduktion var anset som en succesfuld levevej.

Álvaro studerede ønologi i Bordeaux og har derudover arbejdet på Château Margaux i Frankrig og Viña Carmen, Emiliana Orgánico  samt  Rayun i Chile. De to sidstnævnte arbejder efter både økologisk og biodynamisk principper, hvilket Álvaro også har taget med sig til Antiyal.

Álvaro er i øvrigt stadig konsulent for Emiliana Orgánico samt nogle af Chiles og Argentinas største, mest berømte vingårde, bl.a. også den delvis dansk ejede vingård Alpamanta i Mendoza i Argentina.

Álvaro er anerkendt af både Parker og Wine Spectator som Sydamerikas nok mest betydningsfulde ønolog inden for biodynamisk vinproduktion.

Antiyal startede Álvaro som en sand garageproducent med ganske få fade vin og som en familiedrevet vingård, hvor hans kone Marina fx er eksportdirektør.

De har samlet små 21,5 hektar jord, men alene 10,2 hektar er vinmarker fordelt på markerne Los Olivos, El Escorial og Pura Fe. Alle vinmarker og hele produktionen er økologisk og biodynamisk, for at få det maksimale ud af det lokale terroir.

Resten af jorden består af mandeltræer, skov og jord til gården dyr. Det betyder også en ganske begrænset produktion på knap 20.000 flasker vin årligt, primært fordelt på de to vine Antiyal og Kuyen samt 3 vine med navnet Pura Fe.

Denne Kuyen er lavet på et blend af 57% Syrah, 28% Cabernet Sauvignon, 13% Carmenere og 2% Petit Verdot. Kuyen betyder måne på det oprindelige, lokale Mapuche indianersprog og er en hyldest til de gamle traditioner og de oprindelige folks vision af kosmos.

Vinen er lavet på rustfrie ståltanke og alene med druernes naturlige gær. Maceration i 25 dage inden presning og derefter lagret et år på franske barriques, 20% nye, 40% fade, der er brugt en gang og 40% fade brugt to gange tidligere. Efter flaskning har vinen lagret yderligere 4 måneder inden frigivelse.

Duftmæssigt fornemmes der først en smule eukalyptus, varme, godt med eg, peber … endda godt med peber, vanilje, svag kanel, tobak, mørke bær, sorte kirsebær, blåbær samt en svag bolsjesødme.

Smagen er præget af moden frugt, en sød modenhed, men der er bestemt også syre i vinen, en let bitterhed samt markant peberbid. Derudover er det kakao, cola, chokolade i kombi med peberen og syren … egentlig med fin balance, mens tanninerne også er omgængelige. Dejlig og drikkevenlig vin med en vis robusthed og elegance trods den meget solmodne frugt.

Forhandles af Philipson Wine, hvor en flaske koster 169,95 kr., mens prisen ved køb af 2 flasker er 139,95 kr.

Rating 4,5/7    

2012 Tenuta Castelbuono, Montefalco Sagrantino Passito, Umbrien, Italien

Den lille eksklusive smagning hos Tenuta Castelbuono sluttede selvfølgelig med dessertvinen … Montefalco Sagrantino Passito, den historiske vin, som i gamle dage blev brugt under religiøse ceremonier. Nu bruges den vist primært til desserter, ost eller bare til en stund med meditation.

Den er lavet på tørrede Sagrantino druer, men druerne til denne Montefalco Sagrantino Passito tørrer druerne ikke vildt lang tid. DOCG reglerne foreskriver, at druerne minimum skal tørre i 2 måneder, men det er lidt forskelligt fra producent til producent.

Efter tørring presses druerne og så fermenterer vinen sammen med skindet. På den måde får man en sød, men også tør vin, som samtidig også har højt indhold af tanniner. Vinen lagrer et år i små franske egefade og siden på flaske.

Og den dufter herligt … sød vin, men på en anderledes måde. I denne er der nærmest lidt røget pølse, slagterbutik, tæt sødme og marmelade på blåbær, brombær og blommer samt vanilje, kanel og lidt skocreme. Dufter ret godt … og ret sødt.

Og hold da op, hvor er det sød nektar i munden. Smager virkelig godt med overmodne blommer, dadler, honning og sødme i overflod … men jeg synes ikke, at Sagrantino tanninerne kommer frem, som er tilfældet med nogle Passito’er. Denne er bestemt blandt de sødeste af slagsen … og jeg elsker det sgu.

Vinspecialisten er forhandler af Tenuta Castelbuono herhjemme, men jeg har ikke fundet denne Passito på deres hjemmeside, så prisen kender jeg ikke.

Rating 5,5/7