Med 2024 snart overstået, så er det atter tid til en status … og selvfølgelig også ønske hinanden et godt nytår. Atter en kæmpe tak til alle de læsere, som i det forgangne år har fulgt Houlbergs Vinblog og har læst mine til tider underlige skriblerier.
Året 2024 blev på på mange måder et mærkeligt år … fortsat med fruens kræft tæt på kroppen, men også en forandringens år, hvor vi fik solgt vores hjem gennem 25 år og flyttede ind til Randers. Måske markerer 2024 derfor en start på nye forandringer.
Det blev desværre heller ikke til mange løb i 2024, så derfor er nytårsforsættet det samme som sidste år … flere løb, motion og kun gøre de ting, som jeg gerne vil. Også denne nytårsaften har jeg, med fruen, besluttet skal være anderledes end tidligere … der skal med andre ord prøves og opleves noget nyt.
Jeg har dog holdt skruen i vandet med vinanmeldelserne og samlet lavede jeg i år 1.041 indlæg på Houlbergs Vinblog, hvoraf de 1.002 var vinanmeldelser, så dermed holdt jeg næsten kadencen fra de tidligere år.
En stor del af året har jeg endda været foran med at smage og skrive, så i øjeblikket er der omkring 55 anmeldelser, der blot venter og ligger i kø til at blive udgivet.
Der har således heller ikke været en eneste dag uden en vinanmeldelse på Houlbergs Vinblog, så dermed har jeg forsøgt at leve op til titlen som Danmarks flittigste vinblogger.
Samtidig er antallet af læsere også fortsat stigende og sidst jeg kiggede, så havde der de seneste 12 måneder været sammenlagt ikke mindre end1.824.053 besøg i år, hvilket faktisk er omkring en halv million flere end for et år siden.
Igen i år skal der lyde et kæmpestort tak til de vinimportører, som har sendt vine til test … det er en fornøjelse at arbejde sammen med jer og tak fordi, at I accepterer alle mine spøjse og til tider aparte skriblerier, underlige formuleringer og uforståelige ratings.
Sidst skal der også lyde en stor tak til alle mine vinvenner for gode, interessante og sågar muntre samt sjove stunder, fremragende vine og en kende tålmodighed med alle mine langsommelige smagsnoter i min lille sorte notesbog i tide og utide.
Knus fra Ulrik